Internettet som formidler – og vores rolle i det. (David Bowie-truth).

Snart nærmer uge 6 sig med hastige skridt og der er god grund til at snakke digital dannelse i indskolingen og mellemtrinnet. Internettet og de sociale medier har åbnet op for formidlingsmuligheder, vi aldrig havde drømt om. Internettet, som vi voksne voksede op med, har transformeret sig til at være noget ganske andet – og fortsætter med at gøre det hver eneste dag.

Når nettet hele tiden ændrer sig, så skyldes det, at der konstant føjes nye interaktionsmuligheder til og disse gribes af forskellige generationer, kulturer mm på forskellig vis. Dermed forgrener kulturen sig konstant. Selv når du er med på Snapchat, (Facebook), Instagram og alle de andre platforme som børnene er med på, så er det næsten sikkert at I bruger dem forskelligt og har forskellig kultur omkring det.
Så når jeg hører pædagoger og lærere udtale, at de slet ikke kan følge med – så skal det ikke ses som en stopklods for at arbejde med det, men derimod som en fantastisk mulighed. Du har en mulighed for at spørge børnene og de unge – du behøver ikke gå ud fra at du skal kunne det hele på forhånd eller vide alt – SPØRG.

Denne flok identificerede mine venner og jeg os med. Var du en Dylan eller en Brando, måske en Steve, eller en David??

Den stærkeste jeg kender til at snakke digital dannelse med eleverne er langt fra den mest teknisk kyndige – gud ske tak og lov! Han stiller nemlig spørgsmål til de rent etiske og pædagogiske elementer i det de foretager sig – og blander ikke de teknisk aspekter ind i det. Han spørger eleverne “hvorfor” og ikke “hvordan” og så respekterer han at dette er deres ungdomskultur uden at grine hånligt, rynke på næsen eller være ligeglad. Hvis vi nu finder vores ungdomsbilleder frem, så var det heller ikke altid at vi var gennemtænkte og smarte, men det var med til at skabe dem vi er i dag! Så det stærkeste værktøj i uge 6 er måske ikke at belære eleverne, men lade dem informere dig og så spørg dem “hvorfor” de gør som de gør. For internettet er ikke de voksnes længere – børnene er det store publikum og den mest spændende forbrugergruppe derude.
Som jeg plejer at sige ironisk: “Et kommunikationsværktøj skabt af det amerikanske militær og gjort stort af pornoindustrien… Jo det lyder som et sted for børn…” Men det er det altså nu! Det er deres (digitale) hverdag og legeplads.

David Bowie udtalte sig i 1999 til BBC omkring internettets fremtid. En tid hvor internettet var for de få husstande der havde det, og foregik med et 56k modem (for de heldige hurtige). De fleste af os kan lukke øjnene og huske præcis hvordan de skrattende toner lød, som skabte forbindelse til den store vide verden. En verden som med nød og næppe havde ICQ Messenger og før der fandtes MySpace… Men kan vi huske hvor lidt vi egentlig brugte internettet og hvor monopoliseret det føltes dengang. Dengang hvor det føltes som om, at det var et sted hvor diverse virksomheder kunne fortælle os om deres produkter. Intervieweren spørger derfor David Bowie, “jamen er det ikke bare et værktøj”…? Og så får han et episk svar på rent Ziggy Stardust’sk:

“No, it’s an alien life form. Is there life on Mars? Yes, it just landed here… I don’t think we’ve even seen the tip of the iceberg. I don’t think we’ve seen the potential of what the internet is going to do to society. Both good and bad is unimaginable. I think we are on the cusp of something exhilarating and terrifying.”

 

Hvorfor er der så stort fokus på børn og programmering?

I løbet af det sidste år er der kommet et ekstremt stort fokus på vigtigheden af at lære børn at programmere. Det er der holdninger for og imod. Holdningerne går fra en nærmest apokalyptisk forudsigelse af fremtidens ungdom som tabt allerede fordi de ikke kan C# endnu og til en holdning af at de under ingen omstændigheder skal udsættes for noget “der tydeligvis kun er forberedelse til livet som deltager i erhvervslivet”.
Senest har Bent Winther med sit indspark “Drop IT-hysteriet: I min skole havde vi elektronik” i Berlingske udtalt hans ønske om en verden, der ikke satte så meget fokus på programmering, men mere på den analoge, faglige, sociale og kreative dannelse af barnet.
Mange har været ude med riven efter mandens udtalelser, men i bund og grund tror jeg, at det kommer af at Bent Winther, som så mange andre taler i absolutter. Han ønsker at børnene nøjes med at lære analogt om faglighed og om kreativitet og på en social måde. Problemet, synes jeg, her er måden hvorpå det digitale sættes op som modpol til det kreative, sociale og faglige. Når jeg arbejder med børnene, som multimediepædagog i mit multimedieværksted, så leger vi med elektronik. Vi leger med programmering og vi leger med det kreative og det sociale på tværs af klassetrin, køn og interessefelter.

Linda Liukas Ted Talk er et kig værd for alle. Ren livseliksir.

I mit værksted, der leger vi med kreation, baseret på Linda Liukas tanker om det skabende og drømmende barn. Tanker som: “Hvordan ville det se ud hvis man skulle lave en maskine der kunne…”
Tanken her er ikke, at barnet skal bruge sin viden om elektronik eller programmering til at skabe maskinen, men skal bruge sin fantasi og manglende viden, men nysgerrighed, omkring produktion til at skabe et billede af deres kreation. Dernæst kan vi så italesætte hvorvidt det ville kunne gøres, gennem formidling af vores viden om produktion. På denne måde kan vi nemlig styrke det som danskere er gode til – udtænke nye måder at gøre tingene på, skabe ny viden, og tænke designmæssigt uden for boksen. Om det så er et ønske fra erhvervslivet senere hen i livet, det vil jeg lade fremtiden dømme.

Når Bent Winther sammenligner elektronik fra hans skolegang med nutidens tanker om programmering, så forstår jeg hans tanke om, at han jo ikke arbejder i dagligdagen med elektronik, så derfor må det være spildt – altså indtil den viden helt ubemærket alligevel sniger sig ind på ham og os andre i løbet af dagen. Det bedste ved den viden vi modtager i skolen, er jo netop, at den er tænkt som et BREDT dannende billede af samfundet og de behov der tænkes er vigtige og gyldige at kende. Så når jeg lærte om arealudregning og læste norske digte i min folkeskoletid, så var det nok ikke med henblik på at jeg skulle være poetisk tværskandinavisk landmåler, men tværtimod som en palet af kundskaber jeg kunne male ud fra når der var behov.

Programmering er et værktøj, en kundskab om du vil, som kan bruges til at skabe, designe, innovativt kreere. Det kan leges med i de tidlige år, gennem hour of codes, eller understøtte din undervisning gennem Scratch programmering, som både kan bruges til animation, spil, og andet – fantasien sætter grænserne for hvordan du har lyst til at bruge Scratch. Du kan bede eleverne lave en animation af hvilke egenskaber vand har, eller hvordan vikingerne drog rundt som handlende gennem Europa, eller bare til at tydeliggøre den læring i har haft om koordinatsystemet. Programmering kan på den måde berøres helt ned i børnehaven – men husk at programmering bare er et begreb på det her tidpunkt. Når vi lærer børnene om trafik, snakker vi jo heller ikke om at sætte dem ud på motorvejen bag rattet i en 18 hjuls lastbil. Det her handler om introduktion og basiske egenskaber. Når det gælder trafik tager vi dem i hånden og lærer dem nyttig viden som passer til deres alder – det samme skal gøre sig gældende for kreativ brug af IT og programmering.

Vi kan godt blive enige, Bent Winther og jeg, om at det ikke er alle, der skal bruge programmering når de bliver voksne. Faktisk tror jeg, at rigtig meget af den programmering som skal ske til den tid, enten bliver genereret automatisk gennem programmerings-værktøjer, eller også så bliver det grove arbejde klaret i Kina eller Indien. Men vi lærer stadig børnene både at sy, selvom tøjet bliver lavet i Bangladesh, og arbejde med træ, som bliver lavet til møbler i Polen eller andre lavprislande. Vi lærer dem også om retstavning på trods af autocorrect og stavekontrol, og vi lærer dem om regning på trods af, at alle har en lommeregner i lommen i disse moderne smartphone tider. Men når tingene skal gøres lidt lækrere, når der skal tænkes design (også undervisningsdesign) så gør vi det bedst selv. Vi udtænker koncepter og producerer lækkerhed og innovation. Det kan vi fordi vi kender de grundliggende koncepter bag både træsløjd, anden håndværk og design og dansk og matematik.

Så tanken om hvad der skal præsenteres som det næste sort – det næste orakel-værktøj, må ikke blive om det skal være programmering eller ej. Men om hvordan vi får dette håndværk, sammen med andre multimodale værktøjer, præsenteret på en måde, så den danske design og innovations værdi ikke går tabt i mudderkastning og sort/hvid tænkning. Det her er faktisk en ret fed arbejdsform, som både kan leges med, skabes med, socialiseres omkring og være med til at løfte fagligheden højere op.

Jeg elsker at bruge mine tirsdage aftener med de andre Coding Pirates frivillige og børnene – for der har vi frie rammer til at lege med kreativ brug af teknik. Vi leger og producerer sjove ting og forløb. Hvis ikke det lyder som noget for børn – så undrer det mig at der er så stor tilgang til at være Coding Pirates. Det undrer mig også hvorfor vi er så forhippede på at holde børnene fra at være producenter. Vil vi hellere holde dem til at være forbrugere? Lad os da give dem evnerne og kompetencerne til at skabe selv, men lad os ikke præsentere det som det nye sort. Der er andre ting der er vigtigere! Det vigtigste er at snakke med hinanden på en ordentlig måde – at lytte til hinanden og at samtænke. Så nu har jeg lyttet til Bent Winther og de som har været kritiske over for brugen af programmering i folkeskolen – nu håber jeg at de vil lytte til mig.

 

[/debat] 😉

Hour of Code – CSEDweek.

Husk at det er i dag at Computer Science Education Week (CSEd-week) startede. Det er i denne uge at der massivt deltages i Hour of Codes over hele kloden.
I ugen fra 5/12-11/12-2016 er der Computer Science Education Week, eller groft oversat Computer Videnskabs Uddannelses uge. Det vil altså sige at man i denne uge kan skrive sig op til at afholde en Hour Of Code (en times kodning). Hvis du synes det lyder kompliceret, så vil jeg bede dig om at gå ind på Code.org og afprøve de forskellige niveauer de tilbyder derinde. Kodningen er blokprogrammering, som er færdigbyggede kode-segmenter der som en form for puslespil skal samles så programmet udfører de rigtige kommandoer i den rigtige rækkefølge.

hoc-angry-birdsHvis du synes det lyder svært, så tag et kig på billedet her ved siden af og se om ikke det ser overskueligt ud. Dette modul/kursus er beregnet til førlæsere og er allerede blevet gennemført af min datter da hun lige var blevet 5. Hun er ikke specielt fokuseret, teknologisk kompetent eller for den sags skyld velbevandret ud i kodningens verden. Næsten tværtimod – hun er god til at klatre i træer og finde på lege der foregår udenfor uden en skærm.

Hvis du stadig ikke er overbevist om at du skal lave det her med din klasse, dine egen børn eller på din fritidsinstitution – som en rigtig hyggelig aktivitet som der er masser af læring, samarbejde og sjov i, så se den følgende video. For i virkeligheden så er det her en ny måde at lege med spil, kodeforståelse og børnekultur på. Leg og læring når det er bedst!

 

Kodning – flere forskellige niveauer

KodeblogI den kommende tid vil jeg begynde at skrive mere om brugen af kodning i undervisningen og fritiden med børn. Kodning er en del af det man kalder 21st century skills, og er altså en del af at forberede børn til den verden de skal leve i efter klokken er ringet ud for sidste gang og virkeligheden kalder.

Først og fremmest vil jeg starte med den primære erfaring jeg har gjort mig, inden i bliver skræmt væk med ordet kodning:

“DEN STØRSTE HINDRING I AT LÆRE BØRN AT KODE ER AT DEN VOKSNE IKKE TØR PRÆSENTERE DET FOR DEM!”

Bekymringen (lad os kalde det det) fra de voksnes side er grundet erfaringer fra eget liv. Mens vi har været børn og unge, har kodning været noget der foregik med ingeniører bag roret. Det var noget webdesignere, og programmører havde inde på livet, når de startede deres studier og som vi andre bare kunne sidde og kigge forvirrede på.

Kodningsprincipper er egentlig ikke så svære at holde styr på – og den vigtigste pointe er helt klart at kode gør lige præcis hvad du beder den om – og kun det. Det gør det også enormt nemt at finde fejl og rette. En form for -lige-til-evaluering af det arbejde man har lavet.
Der findes så ualmindeligt mange måder og tilgange til at lære kode på forskellige alderstrin nu, og helt ned i før-læse-stadiet kan man præsentere børn for principperne bag kodning. Der er faktisk absolut ingen gode grunde til ikke at finde det frem og prøve det af, for når jeg har lavet det med børnene på mit arbejde, så er det første spørgsmål altid – “Må vi godt lave videre på det derhjemme” og det næste spørgsmål: “Kan du ikke sende adressen på det til mine forældre?” Og svarene på begge dele er “Selvfølgelig!”

I kommende artikler vil i kunne læse om: Hour of code, code.org, Code Pirates, DigiPippi, High Tech High, 21st century skills, ScratchJr, www.codeavengers.com, Minecraft kodning, Bee Bot, LittleBits og så meget meget mere.

Uddrag fra det tidlige kursus på code.org - FRA 4 ÅR!!!

Uddrag fra det tidlige kursus på code.org – FRA 4 ÅR!!!

Evernote – husk alting

LommenoteNår jeg før i tiden sad til møder med mine kolleger havde jeg et foldet stykke A4 papir foran mig, som jeg havde inddelt i felter alt efter hvad jeg skulle huske. Hvis jeg skulle huske at nævne noget for den lærer jeg arbejdede sammen med skrev jeg det på den ene side af det foldede papir, hvis jeg skulle huske at sige noget til børnene i rundkreds/samling så skrev jeg det på den anden side, hvis det var noget der skulle på hjemmesiden eller laves på computeren så røg det på den tredje side og var det noget jeg skulle huske at sige til det møde jeg sad til så skrev jeg det på den fjerde side. Når så mødet var slut tog jeg det sammenfoldede papir og lagde i bukselommen. Den næstkommende søndag kunne jeg så bruge på at få gennemvasket og tørretumblet papirfnuller ud af alt mit tøj, børnenes tøj og for husfredens skyld – hastigt ud af konens tøj. Systemet var smart men ikke idiotsikkert!

Problemet med mit system var oftest det samme, som mit tidligere system hvor jeg skrev alt ind i min BUPL Mayland kalender. Det krævede, at jeg kiggede hvad jeg havde skrevet! Så det største problem med at huske at jeg skulle til et møde, var at huske at jeg skulle kigge på påmindelsen om at jeg skulle til et møde.

Nu kører tingene anderledes glat. Med min smartphone i lommen er jeg meget bedre stillet. Min smartphone kan sættes til at minde mig om møder lige præcis når jeg trænger til at blive mindet om dem. Det kan være 10 minutter før, så jeg kan nå at hælde en kop kaffe op eller finde mine papirer frem. Det kan være 12 timer i forvejen, så jeg husker at jeg skal møde en time tidligere næste dag. Det kan være en uge i forvejen så jeg ved at der er noget jeg skal nå og forberede eller afprøve inden jeg skal udtale mig om det professionelt.

Men med det sagt, så gælder det bare de hurtige påmindelser. Når jeg så sidder til mødet, så er problemet stadig at der skal skrives en masse huskesedler og noter ned. Det kan jeg klare enten med min bærbare eller med min mobil hvis jeg er hurtig på tasterne.
EvernoteMed Evernote, så kan jeg nemlig indtaste noter, som enten skal hjælpe mig med at huske hvilke aftaler der blev lavet, eller hjælpe mig med pludselige indskydelser. Noget af det smarte er jo så, at det automatisk synkroniserer med en online konto, så jeg alle steder fra kan gå ind og læse mine noter. Med en app til smartphonen er det smartere end nogensinde før og nemmere end det næsten skulle være lovligt at gå og huske sig selv på ting. Jeg kan føle min egen evne til at huske fra mund til næse stille sive ud af ørerne på mig, men det er ok, så længe Evernote er så godt og stabilt et program.

En af de fede detaljer ved Evernote er også muligheden for at tage et billede som note eller optage en lydsekvens. Enkelte gange er jeg kommet i tanke om noget jeg skulle ordne mens jeg gik hjemad, eller på vej til en kunde til fods. Så kunne det være svært at skrive på grund af genskær fra sol i skærmen, eller fordi man bevægede sig i rask tempo. Der var det enormt handy at kunne indtale en besked til sig selv til senere – og nu til dags er der ikke længere nogen der kigger bekymret på en når man går og snakker ud i luften. Hvis man føler sig presset kan man jo altid indtale det som en “samtale med sekretæren”.

“Ja…og Bente, husk lige at skrive i oplægget at hjemmesiden skal gennemses og at der skal planlægges et foredrag om Nintendoer i SFO. Du kan jo evt skrive at…” .

God fornøjelse.

PÆD-IT drøner derudaf med 4 år på bagen.

4yearsMinecraftI lørdags fyldte PÆD-IT så 4 år. Jeg selv var dybt begravet i arbejdsweekend her på vores gård, og tiden havde ikke været til at skrive en artikel på forkant. Traditionen tro vil jeg som altid lige kigge tilbage på året der gik og kigge fremad mod året der kommer.

Min første bogÅret der gik, gik med høj fart og god udvikling. Jeg har deltaget i adskillige arrangementer, hvor jeg har mødt nogle sparringspartnere, blevet klogere på nogle emner og fået mere lyst på at udgive noget selv offline. Min første tanke var ganske simpelt at få bloggen printet ud som hæfte og det fik jeg gjort via Blogbooker. Det gav mig et godt overblik over hvad jeg havde skrevet gennem tiden, hvordan jeg havde udviklet mig som skribent og jeg vil anbefale det til enhver blogger at gøre det samme. Skriv gerne hvis i vil have den tilsendt.

Året gik med flere opgaver inden for IT, med flere projekter, store som små, på min arbejdsplads og en øget debat med den kommunale IT-afdeling. Vi fik dannet en multimediegruppe på mit arbejde, bestående af både IT-kyndige men også ukyndige. Dette var et specifikt ønske for at få nogle nye tanker ind i gruppen. Indtil videre har vi haft meget fokus på reglementet – opdragelse kontra tilgængelighed, men også på hvordan vi får bevægelse ind i vores arbejde med digitale medier.
GoProGo-Pro kameraer, musikvideoproduktioner mm er i spil som muligheder for at få børnene op af sædet og arbejde med digitale medier ud fra de muligheder de giver og ikke ud fra et snævert syn på dem som spillemaskiner.

Året der kommer er også ganske interessant – hvis ikke for skolereformen alene, så fordi den for mig byder på nogle muligheder. Umiddelbart ser det ud som om jeg skal samarbejde med en børnehaveklasseleder, Pernille Palme, som er ekstremt IT-minded selv og har opstartet EduConf. Ligegyldig hvad kommer vi dog nok i team sammen, så lur mig om der ikke kommer til at ske noget på den front.
Samtidig rykker der IWB’s (Interaktive White Boards) ind i SFO-lokalerne, som nok helt automatisk vil øge mit område med IT i børnenes dagligdag ekstremt.
UDOVER dette, så har jeg også sendt min ansøgning afsted til pædagogisk diplom videreuddannelse på Metropol til “Medier og Kommunikation”. Jeg går nu bare og venter på om jeg bliver optaget eller ej.

Hvad angår mængden af skriverier herinde, så er det som med så meget andet – der findes masser af undskyldninger, men dem kan i jo ikke bruge til noget. Derimod kan jeg fortælle at PÆD-IT aldrig står stille eller ligger hengemt glemt og borte, for artikler er der så mange af der skal skrives at mange ender med at blive en overskrift og 3 linjer og gemt i min (online) kasse med kladder. Jeg er pt i overvejelsesfasen af hvorvidt jeg skal lade nogle af disse blive til præcis en overskift og 3 linjer og så lægge dem op på Facebook-gruppen. Så husk at deltag i den. Den har også fået lidt flere medlemmer i år. 🙂

krystalkugle

Jeg slutter af med, for en gangs skyld, ikke at opridse nogle forsæt for det kommende år i PÆD-IT historien, men med et ønske om udvikling i fremtiden, så jeg igen næste år kan fortælle om de spændende ting, der er sket og kommer til at ske.