Hvorfor er der så stort fokus på børn og programmering?

I løbet af det sidste år er der kommet et ekstremt stort fokus på vigtigheden af at lære børn at programmere. Det er der holdninger for og imod. Holdningerne går fra en nærmest apokalyptisk forudsigelse af fremtidens ungdom som tabt allerede fordi de ikke kan C# endnu og til en holdning af at de under ingen omstændigheder skal udsættes for noget “der tydeligvis kun er forberedelse til livet som deltager i erhvervslivet”.
Senest har Bent Winther med sit indspark “Drop IT-hysteriet: I min skole havde vi elektronik” i Berlingske udtalt hans ønske om en verden, der ikke satte så meget fokus på programmering, men mere på den analoge, faglige, sociale og kreative dannelse af barnet.
Mange har været ude med riven efter mandens udtalelser, men i bund og grund tror jeg, at det kommer af at Bent Winther, som så mange andre taler i absolutter. Han ønsker at børnene nøjes med at lære analogt om faglighed og om kreativitet og på en social måde. Problemet, synes jeg, her er måden hvorpå det digitale sættes op som modpol til det kreative, sociale og faglige. Når jeg arbejder med børnene, som multimediepædagog i mit multimedieværksted, så leger vi med elektronik. Vi leger med programmering og vi leger med det kreative og det sociale på tværs af klassetrin, køn og interessefelter.

Linda Liukas Ted Talk er et kig værd for alle. Ren livseliksir.

I mit værksted, der leger vi med kreation, baseret på Linda Liukas tanker om det skabende og drømmende barn. Tanker som: “Hvordan ville det se ud hvis man skulle lave en maskine der kunne…”
Tanken her er ikke, at barnet skal bruge sin viden om elektronik eller programmering til at skabe maskinen, men skal bruge sin fantasi og manglende viden, men nysgerrighed, omkring produktion til at skabe et billede af deres kreation. Dernæst kan vi så italesætte hvorvidt det ville kunne gøres, gennem formidling af vores viden om produktion. På denne måde kan vi nemlig styrke det som danskere er gode til – udtænke nye måder at gøre tingene på, skabe ny viden, og tænke designmæssigt uden for boksen. Om det så er et ønske fra erhvervslivet senere hen i livet, det vil jeg lade fremtiden dømme.

Når Bent Winther sammenligner elektronik fra hans skolegang med nutidens tanker om programmering, så forstår jeg hans tanke om, at han jo ikke arbejder i dagligdagen med elektronik, så derfor må det være spildt – altså indtil den viden helt ubemærket alligevel sniger sig ind på ham og os andre i løbet af dagen. Det bedste ved den viden vi modtager i skolen, er jo netop, at den er tænkt som et BREDT dannende billede af samfundet og de behov der tænkes er vigtige og gyldige at kende. Så når jeg lærte om arealudregning og læste norske digte i min folkeskoletid, så var det nok ikke med henblik på at jeg skulle være poetisk tværskandinavisk landmåler, men tværtimod som en palet af kundskaber jeg kunne male ud fra når der var behov.

Programmering er et værktøj, en kundskab om du vil, som kan bruges til at skabe, designe, innovativt kreere. Det kan leges med i de tidlige år, gennem hour of codes, eller understøtte din undervisning gennem Scratch programmering, som både kan bruges til animation, spil, og andet – fantasien sætter grænserne for hvordan du har lyst til at bruge Scratch. Du kan bede eleverne lave en animation af hvilke egenskaber vand har, eller hvordan vikingerne drog rundt som handlende gennem Europa, eller bare til at tydeliggøre den læring i har haft om koordinatsystemet. Programmering kan på den måde berøres helt ned i børnehaven – men husk at programmering bare er et begreb på det her tidpunkt. Når vi lærer børnene om trafik, snakker vi jo heller ikke om at sætte dem ud på motorvejen bag rattet i en 18 hjuls lastbil. Det her handler om introduktion og basiske egenskaber. Når det gælder trafik tager vi dem i hånden og lærer dem nyttig viden som passer til deres alder – det samme skal gøre sig gældende for kreativ brug af IT og programmering.

Vi kan godt blive enige, Bent Winther og jeg, om at det ikke er alle, der skal bruge programmering når de bliver voksne. Faktisk tror jeg, at rigtig meget af den programmering som skal ske til den tid, enten bliver genereret automatisk gennem programmerings-værktøjer, eller også så bliver det grove arbejde klaret i Kina eller Indien. Men vi lærer stadig børnene både at sy, selvom tøjet bliver lavet i Bangladesh, og arbejde med træ, som bliver lavet til møbler i Polen eller andre lavprislande. Vi lærer dem også om retstavning på trods af autocorrect og stavekontrol, og vi lærer dem om regning på trods af, at alle har en lommeregner i lommen i disse moderne smartphone tider. Men når tingene skal gøres lidt lækrere, når der skal tænkes design (også undervisningsdesign) så gør vi det bedst selv. Vi udtænker koncepter og producerer lækkerhed og innovation. Det kan vi fordi vi kender de grundliggende koncepter bag både træsløjd, anden håndværk og design og dansk og matematik.

Så tanken om hvad der skal præsenteres som det næste sort – det næste orakel-værktøj, må ikke blive om det skal være programmering eller ej. Men om hvordan vi får dette håndværk, sammen med andre multimodale værktøjer, præsenteret på en måde, så den danske design og innovations værdi ikke går tabt i mudderkastning og sort/hvid tænkning. Det her er faktisk en ret fed arbejdsform, som både kan leges med, skabes med, socialiseres omkring og være med til at løfte fagligheden højere op.

Jeg elsker at bruge mine tirsdage aftener med de andre Coding Pirates frivillige og børnene – for der har vi frie rammer til at lege med kreativ brug af teknik. Vi leger og producerer sjove ting og forløb. Hvis ikke det lyder som noget for børn – så undrer det mig at der er så stor tilgang til at være Coding Pirates. Det undrer mig også hvorfor vi er så forhippede på at holde børnene fra at være producenter. Vil vi hellere holde dem til at være forbrugere? Lad os da give dem evnerne og kompetencerne til at skabe selv, men lad os ikke præsentere det som det nye sort. Der er andre ting der er vigtigere! Det vigtigste er at snakke med hinanden på en ordentlig måde – at lytte til hinanden og at samtænke. Så nu har jeg lyttet til Bent Winther og de som har været kritiske over for brugen af programmering i folkeskolen – nu håber jeg at de vil lytte til mig.

 

[/debat] 😉

Muligheder og begrænsninger

Vi fortsætter vores artikelserie om behovet for IT i institutionerne, med et indspark om muligheder og begrænsninger.

Som en lille hæder har jeg sat et billede op af den dansker som først skabte en dansk hjemmeside, og fortsatte med at få Danmark med på noderne når det gjaldt www. Mogens Sandfær er i dag direktør på DTU’s (Danmarks Tekniske Universitet) bibliotek. Læs mere om ham og www her. Som en lille sidenote, kan vi også hædre ham da han er en af de primære hovedpersoner bag Roskilde Festivalens opståen.

Der er ingen tvivl om at IT er fremtiden, og mellemmenneskelig ansigt til ansigt komnmunikation bliver længere og længere imellem. Det er ikke noget vi kan bekæmpe, da det er et symptom på verdensudviklingen og altså ikke noget vi kan gå og stoppe mere end vi kan stoppe tiden. En del af dette skyldes selvfølgelig teknologiens indtog i alt hvad vi laver. Hastigheden vi kan og skal arbejde med stiger, og det skal vi tage til os, i stedet for at brokke os over det. Se det positive i internettets muligheder og lad være med at bruge tid på at brokke jer over dets indtog i jeres verden.
Vi kan takke det amerikanske militær for at skabe internettet for flere årtier siden, og dets meget begrænsede formål dengang skulle vise sig kun at være en begyndelse. Selvom mange mennesker i slut-80’erne og start-90’erne mente at nettet ville være en døgnflue, så beviste en anden af de industrier som er længst fra vores egen – pornoindustrien – at nettet havde mange flere muligheder – og mennesket havde et meget større behov – end hvad vi troede. Teorien går stadig på at hvis pornoen forsvandt fra internettet ville trafikken falde til under 10% af hvad den er nu. Vittighederne mener sågar at hvis pornoen forsvandt ville internettet inden for 10 år kun bestå af en enkelt side: www.wheredidalltheporngo.com.

Mulighederne for institutioner skal selvfølgelig ikke findes samme sted som hverken militæret eller pornoindustren – og dog. Med IT handler alt om 2 ting: Kommunikation af image og funktionalitet – og trafik. Dette gælder for militæret, pornoindustrien, folkeskolen og børnehaver (…og fona, dsb, dmi, paed-it, dr, politiken, wikileaks….) IT står for Informations Teknologi, og det er hvad det er – teknologi for at viderebringe information bedst muligt. Derfor kan det være svært at forstå at flere børnehaver, sfo’er og andre institutioner ikke benytter sig mere af det. Mulighederne består i at kunne informere forældre, brugere og personale om de vigtige informationer, eller sågar dagligdags informationer som er gældende for jeres institution. Hvis forældrene har mulighed for at gå på nettet og læse om hvilke projekter der er i den kommende tid, eller om det er på fredag eller mandag i afholder Lucia-optog (og hvad de skal medbringe den dag til deres pode), så lettes arbejdet for alle. Pædagogerne kan hænge opslag op som de plejer, men vi ved allesammen at de ikke altid bliver læst og reageret på. Tænk over hvilke ting der kan videreformidles med succes på nettet, og sørg for at der sker noget på jeres hjemmeside, så har i en gruppe meget velinformerede og velforberedte brugere (personale såvel som forældre). Mulighederne er mange og du kan læse om mange af dem her på Pæd-it. Hvis du samtidig vil lave siden lidt lækker a se på, kan du gøre den endnu mere atraktiv at besøge. 

Begrænsninger er det andet hovedord for denne artikel. Dette skal ses i 2 perspektiver. Begrænsningen i form af de værktøjer som er til rådighed for den pædagogiske faggruppe, og begrænsningen i form af know-how (eller mennesker med selvsamme) i vores fag. Det er i de færreste jobannoncer at man oplever en børnehave søge efter en it-medarbejder, eller en it-projektansvarlig. Det betyder så selvfølgelig også at dem vi har siddende med en viden og interesse indenfor IT i daginstitutionerne oftest har den viden og interesse på baggrund af deres privatliv. Dem skal vi have fanget og beskæftiget. Og det er hovedformålet med Pæd-it!

De begrænsninger vi støder på i form af materiale og værktøjer er selvfølgelig at de platforme som er i brug er enten skabt for kommunens skyld (og bliver altså styret fra rådhuset) eller er skabt for undervisningsdelens skyld i form af Skoleporten. Hvem af jer vil ind på LÆRERintra, for at dele jeres viden om SFO-arbejde, eller nogen der ønsker at deltage fra børnehaverne på SKOLEkom? Alt dette kan virke som forhindringer, og først og fremmest burde du gå op forbi den ansvarlige på jeres skoleportal og få ændret Lærerintra til personaleintra (det er en indbygget mulighed som bare skal skiftes over på den enkelte skole). De platforme er også for jer, ligegyldig hvad de hedder. Fisketorvet er heller ikke kun for fiskere!
Iportalen derimod har skabt et værkstøj som er beregnet til SFO’er, og bliver brugt på flere forskellige SFO’er nu. Vi har allerede skrevet lidt om Iportalen i en artikel herinde. Iportalen har fat i den lange ende omkring nogle af de værktøjer, som SFO’er har behov for. Skoleports-skaberne har også kørt Børneintra i stilling, som er et intrasystem magen til skoleporten, som bare egner sig til børnehave-brug. Det synes jeg lyder som en god ide, da vi så kan skabe en tryghed ved systemet, allerede når forældrene “starter i børnehave”. 🙂 Selvfølgelig er risikoen der også for, at vi dermed skader dem tidligt, og lærer dem at “det der intrapjat er der alligevel ikke nogen der bruger”… Alle pædagoger ved hvor meget arbejde, der ligger i at beskæftige sig med tidligt skadede børn, og det er ikke nemmere at arbejde med tidligt skadede forældre.

Promovering er et vigtigt begreb når det gælder internettet og dets muligheder. Med promovering af sin institution og det arbejde man laver, kan man muliggøre flere ting for sig selv. Man synliggør det der laves, og dermed også at man skal lade være med at lave noget af det, hvis der skal skæres ned. Man viser forældrene hvad der sker når de ikke er til stede, for det kan være svært for mange forældre at forestille sig, når de kun oplever institutionen i det tidsrum hvor der afleveres børn, og hentes børn. Billeder siger som sag mere end tusinde ord, så få lagt billederne op på hjemmesiden på en smart og nem måde. Brug evt Picasa.

Da jeg forsøgte i 2008 at lave en undersøgelse i Lyngby-Taarbæk kommune om deres brug af I i SFO’erne var resultatet skræmmende. De fleste SFO’er var ikke engang nævnt på skoleporten for deres skole, og hvis de var, var de med håbløst uddaterede nyheder – som eksempelvis en studerendes berettelse fra 2006. Der hvor de var virkeligt upersonlige stod der åbningstider og lederens telefonnummer til kontoret – måske en målsætning hvis man var heldig. Hummeltofteskolen, Lindegårdsskolen og Fuglssanggårdsskolen (som jeg repræsenterer) var dog yderst til stede og havde velfungerende informationer og billeder på deres hjemmesider. Da jeg så forsøgte at se hvor mange af dem der var linket til – og hvor de var linket til – fra kommunens hjemmeside blev jeg endnu mere chokeret. Kommunernes beskrivelse af SFO’erne var 6-8 år gamle, med uddaterede telefonnumre (alle havde fåe IP-telefoni) og håbløs forældede mailadresser. Et forsøg på a kontakte SFO’erne gennem mailadresserne som var opsat, medførte at over halvdelen blev returneret med et adressanten ukendt… Heldigvis har de nogle dygtige IT-konsulenter i kommunen og en af dem fik styr på det sidste år ved at lægge en klar tone for SFO’erne. Alle informationer er ændrede nu, og flere af SFO’erne er blevet markeret på skoleporten nu. Dog må jeg dele en skrækhistorie med jer. Da jeg kontaktede en af SFO-lederne i kommunen med besked om hvorvidt de føle sig retfærdigt beskrevet på Skoleporten svarede han mig: “Det har da ikke noget med os a gøre”. Der blev jeg rystet i min grundvold, for hvad skal forældrene ellers tro når de på skolens hjemmeside kan gå ind på SFO, og læse om dem… Så når vilkårene så er som de er, skal man så helst læne sig tilbage og benægte det, og bekæmpe fremskridtet, eller skal man finde ud af hvordan man sætter sit eget præg på det?

Billedkilde: http://www.zakon.org/robert/internet/timeline/
You have to ask permission to use this picture – find contactinfo on the above linked site.

Eventyret om pædagog-Hanne og Kong Pewter

En gang for længe siden var der nogle huse der hed Fritidshjem. På disse børnepasningsinstitutioner kunne man støde ind i pædagogerne, der stille og roligt sad og nød en kop kaffe mens de spillede ludo med lille Amalie og Johan. Man kunne så komme til pædagogen og spørge om hvad der skulle ske det næste stykke tid i institutionen, og om der var noget nyt om det projekt som de var igang med for tiden. Det var hyggelige tider.

Nu er det jo som i alle eventyr sådan så der skal ske en episode af en hvis voldsomhed som får vores hovedperson til at reagere og udvikle sig til at blive den helt/heltinde vi så gerne vil spejle os selv i.

En dag kom den onde virkelighed og skruede op for tempoet og besluttede sig for at tvinge forældrene længere tid på arbejdet, så de ikke længere havde tid til at blive i institutionen og høre hvad Hanne kunne fortælle dem om deres barns hverdag, og om det projekt de var igang med for tiden. Men det var også lige vel, for Hanne havde heller ikke tid til at snakke med forældrene for hendes kollegaer var blevet fyret, og hendes arbejdsopgaver var blevet flerdoblet. Heldigvis var fritidshjemmet nu en SFO, så hun kunne få nogle andre samarbejdsmakkere i form af børnenes lærere, skolens psykolog og andre fagpersoner tilknyttet skolen. Det glædede Hanne sig over.

Det kunne dog være svært at få informeret alle forældrene på de få minutter de tilbragte i institutionen lige før lukketid, for Hanne skulle jo også feje, stole op og rydde op efter børnene, for det kunne de jo ikke selv nå, når først mor og far havde fået fat i kraven på dem. Hanne syntes også at det var svært at få mulighed for at snakke med alle de andre fagpersoner, for det virkede som om at de aldrig var der når Hanne skulle snakke med dem. Det gjorde livet meget besværligt for Hanne…

Men heldigvis en dag lige inden Hanne skulle til at gå ned med stress, så mødte hun den meget effektive og informative Kong Pewter. Kong Pewter, krævede kun at man satte sig ned og snakkede med ham, og hvis man trykkede på de rigtige knapper så ville han meget gerne hjælpe en. Ved hjælp af Kong Pewters orientalske fletfælde “InderNettet” kunne Hanne fange en masse af de informationer hun skulle bruge. Hun skyndte sig at lave en aftale med skolepsykologen om Johan, som tydeligvis synes det var svært at blive hentet så sent, og afleveret udenfor SFO’en inden lukketid om morgenen. Samtidig begyndte Hanne at lære noget mere om hvordan hun kunne bruge Kong Pewters hjælp til at informere forældrene om hvordan lille Amalie havde det gennem et beskedsystem som skolen havde på deres dør. Døren kaldte de for skoleporten, og når man hængte en besked op til en forælder der, så kunne de andre ikke læse den, og man kunne snakke om hvordan og hvorledes tingene gik. Hvis man ville snakke med mange forældre på en gang og fortælle om hvordan projektet var gået, ja så kunne man enten sætte det i nyhederne, eller hænge det på opslagstavlen, og hvis man var rigtig god, så hængte man lige nogle billeder op af børnenes aktiviteter, så forældrene kunne se hvad deres børn lavede når ikke de spiste aftensmad og sov.

Hanne besluttede sig for at lave en hjemmeside til SFO’en, og den kunne så lægges ind på skoleporten med lidt fiksfakserier, som hun fik hjælp til at sin ven Und Ertegnede, som jo tydeligvis kom fra Holland. Så kunne Hanne pludselig glæde sig til at gå på arbejde igen, og sammen med Kong Pewter nedkæmpede Hanne den onde stress, og de levede lykkeligt til deres dages ende – vel vidende at den onde virkelighed kunne de ikke ændre på…

Hvorfor skriver jeg denne her artikel på min blog. Jo det gør jeg i håbet om at flere ser muligheden for at åbne computeren og finde ud af hvordan den kan gøre din dagligdag lettere. Du behøver ikke at være nogen haj til computere endsige være i stand til at formatere harddiske, opsætte netværk, eller for den sags skyld at sætte et tastatur til… Vidensdeling online foregår nemt på meget udvalgte steder, og der er ofte rigtig meget hjælp at hente. Du kender måske funktioner som “skoleintra, idialog, skoleporten, personaleintra, iportalen, skolekom mm.” og alle disse steder er der sikker mulighed for at finde hjælp til netop det du står og bakser med lige nu.
Skal du have gjort forældre opmærksomme på samtaler, have koordineret og informeret 15 kolleger om et specifikt projekt, og bare bage trylledej for første gang, ja så er der garanteret nogle funktioner eller erfaringer at hente i netop de portaler/funktioner som din arbejdsplads har adgang til.

Angående stress, så kan du jo altid teste om du har stress på denne hjemmeside (engelsk):
http://www.cattlerange.com/stress-test/stress-test.html

Denne artikel er et kapitel i en artikelserie som omhandler hvorfor SFO’er og pædagoger har behov for at vænne sig til tanken om IT som hjælp i deres arbejde. Jeg håber i vil følge med i de videre skrifter. Søg på “hvorfor I skal bruge IT – artikelserie” kategorien og så vil du kunne finde de andre i serien, så snart de er skrevet og udgivet.