Hvorfor er der så stort fokus på børn og programmering?

I løbet af det sidste år er der kommet et ekstremt stort fokus på vigtigheden af at lære børn at programmere. Det er der holdninger for og imod. Holdningerne går fra en nærmest apokalyptisk forudsigelse af fremtidens ungdom som tabt allerede fordi de ikke kan C# endnu og til en holdning af at de under ingen omstændigheder skal udsættes for noget “der tydeligvis kun er forberedelse til livet som deltager i erhvervslivet”.
Senest har Bent Winther med sit indspark “Drop IT-hysteriet: I min skole havde vi elektronik” i Berlingske udtalt hans ønske om en verden, der ikke satte så meget fokus på programmering, men mere på den analoge, faglige, sociale og kreative dannelse af barnet.
Mange har været ude med riven efter mandens udtalelser, men i bund og grund tror jeg, at det kommer af at Bent Winther, som så mange andre taler i absolutter. Han ønsker at børnene nøjes med at lære analogt om faglighed og om kreativitet og på en social måde. Problemet, synes jeg, her er måden hvorpå det digitale sættes op som modpol til det kreative, sociale og faglige. Når jeg arbejder med børnene, som multimediepædagog i mit multimedieværksted, så leger vi med elektronik. Vi leger med programmering og vi leger med det kreative og det sociale på tværs af klassetrin, køn og interessefelter.

Linda Liukas Ted Talk er et kig værd for alle. Ren livseliksir.

I mit værksted, der leger vi med kreation, baseret på Linda Liukas tanker om det skabende og drømmende barn. Tanker som: “Hvordan ville det se ud hvis man skulle lave en maskine der kunne…”
Tanken her er ikke, at barnet skal bruge sin viden om elektronik eller programmering til at skabe maskinen, men skal bruge sin fantasi og manglende viden, men nysgerrighed, omkring produktion til at skabe et billede af deres kreation. Dernæst kan vi så italesætte hvorvidt det ville kunne gøres, gennem formidling af vores viden om produktion. På denne måde kan vi nemlig styrke det som danskere er gode til – udtænke nye måder at gøre tingene på, skabe ny viden, og tænke designmæssigt uden for boksen. Om det så er et ønske fra erhvervslivet senere hen i livet, det vil jeg lade fremtiden dømme.

Når Bent Winther sammenligner elektronik fra hans skolegang med nutidens tanker om programmering, så forstår jeg hans tanke om, at han jo ikke arbejder i dagligdagen med elektronik, så derfor må det være spildt – altså indtil den viden helt ubemærket alligevel sniger sig ind på ham og os andre i løbet af dagen. Det bedste ved den viden vi modtager i skolen, er jo netop, at den er tænkt som et BREDT dannende billede af samfundet og de behov der tænkes er vigtige og gyldige at kende. Så når jeg lærte om arealudregning og læste norske digte i min folkeskoletid, så var det nok ikke med henblik på at jeg skulle være poetisk tværskandinavisk landmåler, men tværtimod som en palet af kundskaber jeg kunne male ud fra når der var behov.

Programmering er et værktøj, en kundskab om du vil, som kan bruges til at skabe, designe, innovativt kreere. Det kan leges med i de tidlige år, gennem hour of codes, eller understøtte din undervisning gennem Scratch programmering, som både kan bruges til animation, spil, og andet – fantasien sætter grænserne for hvordan du har lyst til at bruge Scratch. Du kan bede eleverne lave en animation af hvilke egenskaber vand har, eller hvordan vikingerne drog rundt som handlende gennem Europa, eller bare til at tydeliggøre den læring i har haft om koordinatsystemet. Programmering kan på den måde berøres helt ned i børnehaven – men husk at programmering bare er et begreb på det her tidpunkt. Når vi lærer børnene om trafik, snakker vi jo heller ikke om at sætte dem ud på motorvejen bag rattet i en 18 hjuls lastbil. Det her handler om introduktion og basiske egenskaber. Når det gælder trafik tager vi dem i hånden og lærer dem nyttig viden som passer til deres alder – det samme skal gøre sig gældende for kreativ brug af IT og programmering.

Vi kan godt blive enige, Bent Winther og jeg, om at det ikke er alle, der skal bruge programmering når de bliver voksne. Faktisk tror jeg, at rigtig meget af den programmering som skal ske til den tid, enten bliver genereret automatisk gennem programmerings-værktøjer, eller også så bliver det grove arbejde klaret i Kina eller Indien. Men vi lærer stadig børnene både at sy, selvom tøjet bliver lavet i Bangladesh, og arbejde med træ, som bliver lavet til møbler i Polen eller andre lavprislande. Vi lærer dem også om retstavning på trods af autocorrect og stavekontrol, og vi lærer dem om regning på trods af, at alle har en lommeregner i lommen i disse moderne smartphone tider. Men når tingene skal gøres lidt lækrere, når der skal tænkes design (også undervisningsdesign) så gør vi det bedst selv. Vi udtænker koncepter og producerer lækkerhed og innovation. Det kan vi fordi vi kender de grundliggende koncepter bag både træsløjd, anden håndværk og design og dansk og matematik.

Så tanken om hvad der skal præsenteres som det næste sort – det næste orakel-værktøj, må ikke blive om det skal være programmering eller ej. Men om hvordan vi får dette håndværk, sammen med andre multimodale værktøjer, præsenteret på en måde, så den danske design og innovations værdi ikke går tabt i mudderkastning og sort/hvid tænkning. Det her er faktisk en ret fed arbejdsform, som både kan leges med, skabes med, socialiseres omkring og være med til at løfte fagligheden højere op.

Jeg elsker at bruge mine tirsdage aftener med de andre Coding Pirates frivillige og børnene – for der har vi frie rammer til at lege med kreativ brug af teknik. Vi leger og producerer sjove ting og forløb. Hvis ikke det lyder som noget for børn – så undrer det mig at der er så stor tilgang til at være Coding Pirates. Det undrer mig også hvorfor vi er så forhippede på at holde børnene fra at være producenter. Vil vi hellere holde dem til at være forbrugere? Lad os da give dem evnerne og kompetencerne til at skabe selv, men lad os ikke præsentere det som det nye sort. Der er andre ting der er vigtigere! Det vigtigste er at snakke med hinanden på en ordentlig måde – at lytte til hinanden og at samtænke. Så nu har jeg lyttet til Bent Winther og de som har været kritiske over for brugen af programmering i folkeskolen – nu håber jeg at de vil lytte til mig.

 

[/debat] 😉

Læringsfestivalen 2017 – hvad lærte jeg så?

Denne her artikel kunne også hedde – “hvor mange Coding Pirates kan man møde på en formiddag”.

Jeg er så nørdet omkring IT (for lige at undgå 47 andre forkortelser) og læring, at jeg bruger min fritid på at tage ud på læringsmesse i Bella Centeret… Men i år var jeg så voldsomt spændt på hvad der blev budt på derude, når al snak på det seneste har handlet om hvorvidt programmering har sin plads i skolen, om der skal være et decideret fag eller om det skal bringes i højere grad ind i de enkelte fag – og hvordan.

Tina og Martin Exner får en snak foran Kidsprint.

Min dag startede med at få samlet Tina Kiærulf Nielsen op (min samarbejdspartner fra Lyngby Stadsbibliotek). Hun skulle ud og stå i KidsPrint-standen og jeg havde lige et par mennesker hun skulle møde inden hendes vagt begyndte. En af dem var Martin Exner, formand for Coding Pirates Danmark. De fik en god snak om biblioteker, ansvar for folkeuddannelse og programmering generelt. Det er altid spændende for mig at lytte med på andre faggruppers vinkler til det her emne. Jeg tror det er det der gør Tinas og mit samarbejde så godt. Vi står ikke i den samme hverdag, så vi ser hinandens problematikker og muligheder fra andre vinkler.

 

Når man lander til Læringsfestivalen, så er det som enhver messe, totalt uoverskueligt inden man får fundet sig nogle pejlepunkter.
Et klart pejlepunkt for dagen var den lyserøde løber i bunden, hvor CFU, Hippomini, DigiPippi, Buildaworld og flere andre var landet. Her var CRAFT-standen, med børn der præsenterede innovative STEM-projekter (nu kom der lige en forkortelse alligevel – Science, Technology, Engineering and Mathematics). Team 1 – DynoBank havde lavet et fedt projekt, som omhandlede brugen af en dynamo på cyklen til at oplade en powerbank til din telefon. De forklarede om deres proces og udfordringer – VERY COOL!!!

 

Eva, Mia, tøserne og mig. Digipippi kan noget med piger og Tech.

En af de vigtigste NGO’er at følge er helt klart DigiPippi. De er en pige-klub som handler om at få flere piger ind i Tech-verdenen. Eva Fog og Mia Meldgaard stod klar med et par friske piger også, som inden da havde styret SmartGurlz robotter rundt i gangene mellem standen. Vi fik en snak om de muligheder der er for at få dem ud på Lyngby-Taarbæk kommunes biblioteker. Specielt deres “Lær at være Youtuber”-workshop har et stort potentiale ude på bibliotekerne og i skolerne. Det var fedt snakke med og møde tøserne, der står bag tøserne.

 

 

Programmering Naturligvis

Tina havde dog også nogen hun skulle præsentere mig for. Programmering Naturligvis med ildsjæle lige fra Dobbelt-A (Aalborg). Nogle gutter med ben i næsen, der samarbejder om at lave fede forløb ude på deres respektive skoler i Aalborg-omegnen. Vi fik en rigtig god snak om hvordan man bringer kreativitet, innovation og leg ind i børnenes hverdag, sammen med programmering og mange andre værktøjer. Dem fløj jeg hjem og fandt på facebook. Jeg håber deres SFO’er også kunne være interesserede i at lege med. Jeg bad i hvert fald gutterne om at opsætte en legeaftale. 😉
Jeg skulle jo også lige hen og høre om Minecraft: Education Edition hos Microsoft. Der stod Erik Carter, som pt stiller op som kasserer i Coding Pirates Danmark. Og ved den stand røg jeg så ind i noget der nærmest lignede en Coding pirates forsamling… Det var sg* lidt skægt. Totalt tilfælde, men det siger samtidig noget om at Coding Pirates er en form for moderne tids Frimurerforening, som har infiltreret læringscentre rundt om i hele landet. (Det er en spøg…bare lige inden jeg får nogle conspiracy theories på nakken).
Minecraft: Education Edition er et spændende produkt og lige så snart at vi får abonnementsforholdene til at spille, så er jeg allerede klar med en verden til min skole…

Jakob og jeg snakker Build a World med udvikleren.

Jakob Hedegaard (også CP) og jeg gik også et smut forbi Buildaworlds stand. Her fik vi en snak med udviklerne bag spillet, som med egne ord – “skal være til de lidt ældre elever, når Minecraft ikke længere er godt nok”. Vi kan lide selvtilliden! Konceptet er enormt bredt, med fokus på energi på nuværende tidspunkt. I spillet, der med sit blokprægede udseende ligner en pæn mod til Minecraft, kan man se toge køre, få vindmøller til at dreje rundt og producere strøm, bygge dit eget funktionelle atomkraftværk og meget mere. Det er et spændende projekt, som vi meget snart skal lave et forløb med.

 

Absolut ikke mindst, men dog sidst i denne artikel, så havde jeg et hurtigt kig forbi Meebook, hvor jeg skal til at slå nogle af mine folder.
Mandag morgen kører jeg mit første forløb som underviser for Meebook og det glæder jeg mig til. Det er tilmeldte pædagoger i Lyngby-Taarbæk kommune, som skal ligge ører til min debut. Wish me luck.
Processen med Aula og Meebook synes jeg er spændende. Meebook har taget opgaven meget seriøst og skabt et overskueligt værktøj ifølge mig, som kan bruges af både pædagoger og lærere i samarbejde eller som individuelt værktøj. Men det bliver en anden post en anden dag. 😉

 

Dagen sluttede med mere kaffe, piger-og-tech snak – dog hjemme ved spisebordet, sammen med min ældste datter og en Technic bil der ikke var blevet samlet siden jul!
Læringsfestival – vi ses til næste år!

Rart at lande hjemme med min egen pige og lave Tech.

IFTTT – Hvis det så det – god hjælp til at holde styr på din online persona

For nylig så jeg på en anden blog (Digitalista) en appbefaling af IFTTT. IFTTT er en forkortelse af IF THIS THEN THAT – altså Hvis det så det. Det er en gammel måde at beskrive triggers i eksempelvis kodning. Triggers er handlinger der udløser en automatiseret anden handling, og det har IFTTT taget ud i det ekstreme. Du kan eksempelvis finde de mange forskellige tjenester du bruger i din hverdag såsom Delicious, WordPress, Twitter, Facebook, Dropbox, mail eller RSS feeds, og så få IFTTT til at handle på når du eksempelvis bliver tagget på Facebook og bede IFTTT om at gemme billedet fra Facebook i din Dropbox konto. Det er smart! (Jeg vil dog indrømme at det også er den eneste opskrift/recipe jeg har lavet derinde ind til nu).

IFTTT

Problemet for IFTTT er nok todelt. Først og fremmest skal folk være instillede på at give adgang til alle de mange forskellige tjenester som IFTTT tilbyder at holde styr på. Dernæst er problemet måske at mange af de andre tjenester allerede tilbyder mange forskellige triggers. Eksempelvis modtager jeg allerede mails, når jeg bliver tagget på Facebook og når jeg tager et billede med min smartphone så bliver det automatisk oploadet på Dropbox, så hvori ligger fordelen? Jo, det er selvfølgelig muligheden for at holde styr på det hele centralt ET sted fra.

Det kan være smart for mange at holde styr på deres online liv, men det direkte pædagogiske formål kan være svært at se. Så betragt det som public service til de af jer der har behovet. 🙂

Gozoa – med på en kigger. Eller – da Christian kom for sent med en artikel…

I dag (jeg startede denne artikel den 15/11 før jeg faldt af planeten)  fik jeg alletiders mulighed for at observere udviklingen af et matematikspil på nærmeste hold. Udviklerne ComePlot skulle nemlig bruge en børnegruppe til at afprøve deres seneste satsning, og heldigvis fik min 1. klasse muligheden for at være netop den børnegruppe.

Gozoa-himselfSatsningen hedder Gozoa (hvilket jeg fik forklaret er Baltisk for sød) og hvis man sammenligner med spil som “Matematik i måneby” så er der godt nok sket ting og sager i undervisningsspil-genren.
Spillet er i gang med at blive udviklet til tablet computere – idag var det Ipads. Det giver både nogle muligheder og også nogle udfordringer.

Mulighederne for at bruge fingrene intuitivt på et skærmbillede er mange og når man ikke længere er bundet af et begrænset antal taster til at styre (eks piletaster, CTRL og SPACE som mange af os voksede op med) så åbner det op for en stor verden af muligheder. Det kræver selvfølgelig så en tilvænning af nye metoder, tænkemåder og tilgange – og det, kære læser, var noget af det rigtigt spændende at snakke om med Sanne Prehn, Sandra Sveinbjørnsson og en sidste udvikler som deltog i seancen.
Hvordan skal den lille grønne Gozoa egentlig bevæge sig, og hvor intuitivt er det egentlig at få ham til at hoppe ved at swipe (glide fingeren hurtigt i hopperetningen), launche (som i Angry Birds) eller trykke på en afmærket “jump”-knap? Hvilke udfordringer skal han støde på og hvordan skal man belønnes i spillet for at gøre netop det godt? Hvilke opgaver passer godt til spillets verden og til børnenes evner – og hvordan kan det implementeres på en acceptabel måde?

2012-11-15 10.13.29

Der er dog ingen tvivl om at børnene var fanget. Både mine “spilledrenge” og mine mere boglige piger (og omvendt) var fanget. Spilledrengene gik meget op i udførelsen  af opgaven (for nogle var hastighed vigtigt), mens andre var mere præget af en usikkerhed i elementet, men opdagede glæden ved noget bekendt, når opgaverne skulle løses.

Opgaverne var af en mere bekendt type for børnene. De skulle tegne efter tal, så de blev gode til at skrive tallene på den korrekte måde, de skulle tegne fra prik til prik med tal-læring som følge og de skulle definere hvor mange tændstikker der skulle bruges til at bygge en specifik figur. Der var flere typer opgaver og børnene fandt en glæde i dem alle. Dog var der nok noget nyhedsinteresse over deres entusiasme, for de meldte også alle sammen at de da skulle hjem og fortælle deres forældre at de ønskede sig spillet til jul eller deres førstkommende fødselsdag. De gik alle og en derfra med en Gozoa t-shirt (jeg tror desværre ikke de havde dem i voksenstørrelser) og med et æble i hånden. Det havde været svært at vente på tur, men nu var det overstået så nu skulle man tilbage til sin klasse og slå op i en kedelig matematikbog.

 Tilføjelse her yderligere halvanden måned efter at jeg skrev artiklen “næsten færdig”. 

Ja, så blev det officielt- Jeg har for lidt tid til at skrive artikler for tiden. Gozoa er nemlig i denne uge blevet udgivet – og ikke kun til…

Ipad/IOS

men også til

ANDROID!

Elektronisk afkrydsning – Iportalen eller Tabulex?

I noget tid har vi gået og leget med tanken om at indføre elektronisk afkrydsning på SFO’en hvor jeg arbejder. Første gang var for nogle år siden, hvor vi fik besøg af Henrik Johannesen, som er ejer og grundlægger af Iportalen. Mødet var godt, men da vi var ved at indføre Skoleporten på skolen, blev det besluttet, at vi ikke skulle ud og købe nyt program i SFO-øjemed, da det var vigtigt at både personale og forældre vænnede sig til at benytte ET intrasystem.

Vi var altså ikke på jagt efter noget, som så godt ud og var nyt smart legetøj

Her nogle år senere er der kommet lidt flere konkurrenter på banen – Tabulex, som jo er et velkendt navn i skoleverdenen, har lanceret deres eget SFO indkrydsningsmodul. Der er ingen tvivl om, at der er blevet kigget på Iportalen, da man besluttede sig for, hvordan det skulle fungere, men ikke destro mindre er de seriøse og professionelle i deres arbejde, hvilket gjorde det endnu sværere for os at træffe en beslutning. Meget af beslutningen har ligget hos mig selv og min chef og aftalen har hele tiden været, at skal der investeres så mange penge på udstyr og licenser, så skal det give tid, friere hænder og mindre stress på dagligdagen. Vi var altså ikke på jagt efter noget, som så godt ud og var nyt smart legetøj (selvom det kan være svært for en IT-pædagog som mig, at lade være med at tænke legetøj når jeg får sådan noget stillet i vente).

Jeg havde hurtigt fat i Henrik igen og bookede ham til et møde sammen med en IT-supporter. Desværre lagde IT-supporteren sig syg på dagen, men Henrik har efterhånden været sammen med de gutter så længe, så han ved hvad der kan lade sig gøre og hvordan backenden ser ud. Det produkt, jeg blev præsenteret for, lignede ikke meget, det der blev forelagt mig for nogle år siden. Det var blevet meget mere visuelt, imponerende stiliseret og med enormt mange flere funktioner. Alt sammen noget som betyder meget for mig i forhold til det nye system. Hvis man skal signalere til forældre og personale, at noget bliver brugt professionelt, så er det vigtigt, at det ikke ligner noget fra EDB-æraen. Det skal gerne signalere smartphones, tablets og skytænkning. Desværre er hverken Iportalen eller Tabulex helt der endnu, men Iportalen er klart tættere på end Tabulex.

De mange muligheder i Iportalen skaber et klassisk luksusproblem, når mange oplysninger skal kunne forefindes. Enten vælger man mange knapper og links og dermed et lidt rodet interface, eller også vælger man dybe stier, hvor du skal klikke dig igennem flere sider, for at komme til den du gerne vil bruge. Det giver en masse bøvl med at huske, hvor man sidst fandt noget (I kender det fra Skoleportens personaleintra). Ingen af delene fungerer voldsomt godt, når man skal arbejde hurtigt, men Iportalen tilgives meget hurtigt på grund af, at de mange funktioner, der er tilgængelige, VIRKELIG er en hjælp at have. Man får ikke fornemmelsen af fyld og rod, som man gør i Skoleportens layout. MEN Tabulex vælger her et tab-system, som altså lige er nummeret bedre end Iportalens at finde rundt i. Når det er sagt, skal man huske på, at det er begrænset hvor mange mennesker der bliver berørt af dette. Primært vil det være en administrator, som skal finde rundt og oprette steder, arrangementer, ferietilmeldinger og indskrive data. Iportalens interface til forældre og børn er selvfølgelig meget renere end det til administration.

En af de største hurdler for Iportalen er deres mangel på information på deres hjemmeside. Det er umuligt, at se hvordan systemet ser ud, finde information om hvilke ting der forefindes i systemet og hvor let anvendeligt det er – og det er synd, for Iportalen er et virkelig godt produkt. Tabulex har her teten, da deres hjemmeside næsten er ovenud informativ med screendumps af modulerne, så man kan se hvad man går ind til. Tabulex har smilende børn i sommervejr og Iportalen har et indslag fra TV-avisen anno 2009. Heldigvis kunne Henrik fortælle mig at der var en mand på sagen som var igang med at opdatere design og tekst.

En af de ting, der altid har betydet meget i min verden, når jeg overvejede Iportalen, er at Henrik arbejder som pædagog – på gulvet så at sige – til stadighed, så han ved præcis hvad jeg taler om og hvilke problematikker jeg støder på i min hverdag. Her er Tabulex lidt mere et firma, som kan virke ansigtsløst. Når jeg taler med ham, så føler jeg at jeg bliver hørt og at mine ideer bliver modtaget positivt – i en sådan grad så et layout til en infoskærm, jeg havde håndtegnet på et stykke papir, fulgte med Henrik ud af døren og med hjem til tegnebordet, hvor den forhåbentlig vil kunne udvikle sig til at blive implementeret i systemet.

Når alt dette er sagt, så er beslutningen i fuld gang med at blive truffet og jeg vil ikke afsløre hvad det ender med herinde, for jeg vil ikke farve nogen yderligere i den ene eller anden retning og fremstå som et reklameindslag for hverken Iportalen eller Tabulex SFO. Jeg har prøvet at sammenligne løsningerne, så i ved, at for at vælge korrekt bliver i nok nødt til at have begge firmaer ud og præsentere deres løsninger for jer.

Det har var blot to af de største spillere på markedet. Der findes også en løsning fra Datasign “Easykom“, men den kendte jeg ærlig talt ikke til før jeg skrev denne artikel og det i sig selv er måske for dårligt fra alle parters side. 🙂 (Såfremt der findes andre løsninger vil jeg ikke undskylde, at jeg ikke har taget dem med, men derimod rejse en løftet finger af dem og ryste på hovedet – hvordan kan i promovere jer selv så dårligt, at en IT-pædagog som mig aldrig har hørt om jer?) (Skam jer!)

Her er et link til Iportalens app og her er et til Tabulexs app. (Begge er til Android; Fordi sådan noget bruger jeg.)

God jagt og lad mig endelig høre jeres tanker.

Når 1 plus 1 pludselig bliver til mange flere… PLUS1

Google har i stil med Facebooks “Like”-knap søsat deres egen lille knap til at dele med andre at man synes om noget. Det gør man ved at +1’e (Plus-one’e) en artikel på nettet.
Det vil jeg selvfølgelig også kaste mig over, så derfor kan du fra nu af +1’e artikler i stil med at du kan “like”, tweet’e og så meget andet, de artikler jeg skriver herinde. Det håber jeg vil give endnu mere trafik til siden, og dermed endnu større mulighed for at flere benytter de værktøjer jeg skriver om herinde. (Og måske at nogen får lyst til at skrive noget herinde selv…)

Med Googles +1 kan man altså fortælle andre, at man kan lide noget og hvis man samtidig er medlem af Googles +You tjeneste (+dig på dansk) så kan man også sammenligne sine venners/omgangskreds’ interesser med sine egne.
Hvis du vil bruge dette på en smart måde i dit pædagogiske arbejde, kan der være fornuft i at blive +you venner med dine kolleger og ligesindede og så altså gøre god brug af +1 knappen (forsøg dig gerne med artiklerne her på PÆD-IT.)

Søg gerne på Google for at se flere af de artikler, som jeg har skrevet/skriver senere omkring Googles mange værktøjer.