Pokemon Go – lige på falderebet

Pikachu - den mest berømte Pokemon.

Pikachu – den mest berømte Pokemon.

Jeg har alle dage haft en forkærlighed for IT der fordrer bevægelse. Denne her sommer var jeg sen til at komme igang med Pokemon Go (jeg er stadig kun i level 13 – suk) og kom kun i gang fordi mine døtre gerne ville. Så vi gik lange ture om aftenen efter aftensmaden og fangede Pokemons lige som alle andre. Vi stødte på mange forskellige personer på gaderne, både hele familier der lignede min egen – oftest en far med et eller to børn på slæb. Vi så også bedsteforældregenerationen rende rundt og swipe pokeballs efter Ratatas og Drowzees (som er dem der er fremherskende hvor vi bor). Enkelte gange mødte man en far uden børn der lidt flovt hilste, mens han prøvede at skjule sin lidt barnligt legende aktivitet. Jeg ved jo godt at gennemsnitsgameren ikke er 16 eller 12, men faktisk i slutningen af 30’erne – så jeg synes egentlig ikke det er flovt.

Alle der følger bloggen ved at jeg er IT-pædagog og nogle ved også at jeg ydermere er idrætspædagog-uddannet, så kombinationen af device og bevægelse har alle dage tiltalt mig. Børnene ved, at hvis man har mig i bevægelse, så er der en chance for at det bliver med devices i hånden – hvor vi eksempelvis spiller DOT – eller ofte ellers laver lege baseret på fænomener fra spil- eller filmkulturen – som eksempelvis Mario og Luigi, måske en omgang Quidditch (begge lege udarbejdet af Motivation) eller Minecraft-stratego (opfundet af mig selv – hold øje med artikel med alt udstyret til legen).

Så da 5. klasse i år fik at vide at de skulle have mig, så var de rimeligt sikre på, at vi skulle på Pokemonjagt. Det gjorde vi de efterfølgende 3 gange (hver onsdag i en uge). Ruten varede en lille time med konstante stops for at ramme pokemons. Vi passerer 12 pokestops og to gyms på vejen. Lige præcis 5. klasse er ret præcist målgruppen at se udviklingen i sådan et spil på, for nogle lever det og hænger på længere end mange andre, de er gamle nok til at prøve at snyde, for de er ikke gamle nok til at smide mange penge efter det. De er dermed også hurtigt nogle af dem som give hurtigt op – undtagen altså de få som lever spillet.

Min erfaring var at ud af ca 70 børn, der blev tilbudt 3 forskellige fede aktiviteter, så valgte alle -8 at gå med på pokemonjagt første gang. Gangen efter var vi halveret og gangen efter igen var der 12 der ville med, og et par stykker af dem var mest fordi de ikke GAD de andre ting – man er vel tweenager.

Alt dette var fra ca. midt august til start september. Det var så at sige en kort fornøjelse – heldigvis havde vi regnet med det og havde quidditch i ærmet – klar til at overtage indtil efterårsferien, hvorefter den står på forløb med DOT (appen hedder GoPlayDot hvis nogen af jer er blevet nysgerrige).

Da mine børn er yngre, så bliver de hængende på lidt tid og nyder stadig at få lov at skiftes til at skyde pokeballs efter diverse skabninger, og at få lov at spinne disken på diverse pokestops. Der går langt mellem turene ud af huset med det som formål, men det er stadig lige hyggeligt. Fokusset på gåturen er blevet mere på samtale og samvær end på Pikachu og pokestops.

En skæg lille anekdote skal i dog have med –

Jeg tog i starten af september til Italien (Toscana området) med min familie. Hvis man nu står i en by som Lucca, som mest er kendt for at være smuk og fyldt med flotte syn og gamle bygninger – så kan det være svært at finde ud af hvor man skal gå hen af. Der lurede jeg da lige en gang på Pokemon Go og fandt frem til det sted med flest pokestops samlet. Det måtte jo være det sted med flest kulturelle syn og monumenter. Og den holdt stik hver gang.

Så hvis du er ved at slette Pokemon Go fra din smartphone og snart skal ud og rejse, så vent lige et øjeblik. Måske skal du også ud og på pokemonjagt…. jeg mener sightseeing!

God jagt.

 

Evernote – husk alting

LommenoteNår jeg før i tiden sad til møder med mine kolleger havde jeg et foldet stykke A4 papir foran mig, som jeg havde inddelt i felter alt efter hvad jeg skulle huske. Hvis jeg skulle huske at nævne noget for den lærer jeg arbejdede sammen med skrev jeg det på den ene side af det foldede papir, hvis jeg skulle huske at sige noget til børnene i rundkreds/samling så skrev jeg det på den anden side, hvis det var noget der skulle på hjemmesiden eller laves på computeren så røg det på den tredje side og var det noget jeg skulle huske at sige til det møde jeg sad til så skrev jeg det på den fjerde side. Når så mødet var slut tog jeg det sammenfoldede papir og lagde i bukselommen. Den næstkommende søndag kunne jeg så bruge på at få gennemvasket og tørretumblet papirfnuller ud af alt mit tøj, børnenes tøj og for husfredens skyld – hastigt ud af konens tøj. Systemet var smart men ikke idiotsikkert!

Problemet med mit system var oftest det samme, som mit tidligere system hvor jeg skrev alt ind i min BUPL Mayland kalender. Det krævede, at jeg kiggede hvad jeg havde skrevet! Så det største problem med at huske at jeg skulle til et møde, var at huske at jeg skulle kigge på påmindelsen om at jeg skulle til et møde.

Nu kører tingene anderledes glat. Med min smartphone i lommen er jeg meget bedre stillet. Min smartphone kan sættes til at minde mig om møder lige præcis når jeg trænger til at blive mindet om dem. Det kan være 10 minutter før, så jeg kan nå at hælde en kop kaffe op eller finde mine papirer frem. Det kan være 12 timer i forvejen, så jeg husker at jeg skal møde en time tidligere næste dag. Det kan være en uge i forvejen så jeg ved at der er noget jeg skal nå og forberede eller afprøve inden jeg skal udtale mig om det professionelt.

Men med det sagt, så gælder det bare de hurtige påmindelser. Når jeg så sidder til mødet, så er problemet stadig at der skal skrives en masse huskesedler og noter ned. Det kan jeg klare enten med min bærbare eller med min mobil hvis jeg er hurtig på tasterne.
EvernoteMed Evernote, så kan jeg nemlig indtaste noter, som enten skal hjælpe mig med at huske hvilke aftaler der blev lavet, eller hjælpe mig med pludselige indskydelser. Noget af det smarte er jo så, at det automatisk synkroniserer med en online konto, så jeg alle steder fra kan gå ind og læse mine noter. Med en app til smartphonen er det smartere end nogensinde før og nemmere end det næsten skulle være lovligt at gå og huske sig selv på ting. Jeg kan føle min egen evne til at huske fra mund til næse stille sive ud af ørerne på mig, men det er ok, så længe Evernote er så godt og stabilt et program.

En af de fede detaljer ved Evernote er også muligheden for at tage et billede som note eller optage en lydsekvens. Enkelte gange er jeg kommet i tanke om noget jeg skulle ordne mens jeg gik hjemad, eller på vej til en kunde til fods. Så kunne det være svært at skrive på grund af genskær fra sol i skærmen, eller fordi man bevægede sig i rask tempo. Der var det enormt handy at kunne indtale en besked til sig selv til senere – og nu til dags er der ikke længere nogen der kigger bekymret på en når man går og snakker ud i luften. Hvis man føler sig presset kan man jo altid indtale det som en “samtale med sekretæren”.

“Ja…og Bente, husk lige at skrive i oplægget at hjemmesiden skal gennemses og at der skal planlægges et foredrag om Nintendoer i SFO. Du kan jo evt skrive at…” .

God fornøjelse.

Liste over apps som kan bruges til børn med specielle behov.

inclusion2I disse “inklusionstider” så kan det være vigtigt med tilbud der støtter op om børn med vanskeligheder. I denne facebookgruppe har man samlet en oversigt over apps, som kan bruges til børn med autisme eller andre specielle behov.

Der er en smadderfin beskrivelse til appsene, så man har en fornemmelse af hvad man går ind til. Der er både piktogram-, lær klokken-, aflæs følelser-, tegn til tale-apps og meget andet.

Her er gruppen.

Tak til Marianne Juul Glud for at pege mig i retning af den via ITIB’s facebookgruppe.

IFTTT – Hvis det så det – god hjælp til at holde styr på din online persona

For nylig så jeg på en anden blog (Digitalista) en appbefaling af IFTTT. IFTTT er en forkortelse af IF THIS THEN THAT – altså Hvis det så det. Det er en gammel måde at beskrive triggers i eksempelvis kodning. Triggers er handlinger der udløser en automatiseret anden handling, og det har IFTTT taget ud i det ekstreme. Du kan eksempelvis finde de mange forskellige tjenester du bruger i din hverdag såsom Delicious, WordPress, Twitter, Facebook, Dropbox, mail eller RSS feeds, og så få IFTTT til at handle på når du eksempelvis bliver tagget på Facebook og bede IFTTT om at gemme billedet fra Facebook i din Dropbox konto. Det er smart! (Jeg vil dog indrømme at det også er den eneste opskrift/recipe jeg har lavet derinde ind til nu).

IFTTT

Problemet for IFTTT er nok todelt. Først og fremmest skal folk være instillede på at give adgang til alle de mange forskellige tjenester som IFTTT tilbyder at holde styr på. Dernæst er problemet måske at mange af de andre tjenester allerede tilbyder mange forskellige triggers. Eksempelvis modtager jeg allerede mails, når jeg bliver tagget på Facebook og når jeg tager et billede med min smartphone så bliver det automatisk oploadet på Dropbox, så hvori ligger fordelen? Jo, det er selvfølgelig muligheden for at holde styr på det hele centralt ET sted fra.

Det kan være smart for mange at holde styr på deres online liv, men det direkte pædagogiske formål kan være svært at se. Så betragt det som public service til de af jer der har behovet. 🙂

O Skole Mio

Forældreintra er en af de største hjælpemidler OG en af de største bekymringer i folkeskoleverdenen. Forældrene forventes at kigge på siden et par gange om ugen, mens lærerne ikke altid er fuldt uddannet i rent faktisk at lægge noget nyt derop. Billeder er det vi helst vil se, men oftest er det også det der giver de største problemer for lærere og pædagoger at opsætte på siden. Der er minimum 3 forskellige  veje at til gå billede-upload på intra, men de har hver deres 3 resultater. Det er en jungle som selv IT-nørderne skal tænke over hver gang de skal igennem. Men denne artikel skal ikke handle om frustrationen fra de ansattes side, men derimod redningen til forældrene som er trætte af ustabile mobil-sider (som altså ikke er en app – kære venner – men bare en side optimeret til brug på en mobilskærm).

O Skole Mio, er derimod en app (applikation) som kan hentes til Android telefoner på Google play. App lægger sig som en dyne (Udviklerens egne ord) rundt om skolens forældreintra og gør det nemmere at tilgå forældreintra på en stabil facon. Derudover kan den gemme dit login så du altså ikke skal logge ind hver gang, og den har nemt ved at tilgå 2 forskellige skoler, hvis dine børn eksempelvis går på hver sin skole. Det eneste det kræver er faktisk bare at din skole er på listen over skoler som kan tilgåes af O Skole Mio. I skrivende stund er listen på 614 skoler – med Fuglsanggårdsskolen (min skole) som den sidst tilføjede.

Jeg ville selvfølgelig gerne have været med på vognen før og kunne fortælle jer om denne HELT NYT TING, SOM INGEN HAR OPDAGET ENDNU – men sådan skulle det ikke være i denne omgang. Der er p.t. ca. 2500 aktive brugere og 4500 installationer af O Skole Mio ude i de danske hjem.

 

Wordfeud – Kæppe og sten kan brække mine ben, men ord…

Der er et gammelt engelsk(sproget) ordsprog, som lyder noget i stil med “Sticks and stones may break my bones but words can never hurt me” (oversat: Kæppe og sten kan brække mine ben, men ord kan aldrig skade mig). De havde tydeligvis ikke spillet Wordfeud. De havde ikke smagt den stål-lignende blodsmag i munden når man åbner sin mobil-app og opdager at ens modstander har lagt et ord som scorede dem 256 points… (En tidligere kollega gjorde dette mod mig. Det er første og eneste gang at det er sket for mig i Wordfeud normalt bliver man ydmyget allerede ved scoringer på 40 points og opefter.)

 “Nu har jeg endelig lavet en bruger til Wordfeud, så hvem er klar på et spil – mit navn er Missylilleprinsessen86”.

Hvis du er en af de få som ikke er på Facebook, kan det være du ikke aner hvad jeg snakker om. Wordfeud er så populært for tiden at det topper flere internationale og nationale app-downloadslister. Statusopdateringer på Facebook popper op i stor stil med den klare besked: “Nu har jeg endelig lavet en bruger til Wordfeud, så hvem er klar på et spil – mit navn er Missylilleprinsessen86”.

Appen kan bruges på mange forskellige måder. Selvfølgelig kan den bruges på sin mobil i enrum mod en tilfældig modstander, eller i hård konkurrence med sine venner (eller kone/mand/kæreste). Med både klassisk opsætning af brættet og random opsætning (hvor bonusfelterne kan ligge helt tæt op af hinanden) er der garanteret masser af sjov.

En sjov brugsmulighed kunne være at sætte konkurrence op i klubben eller klassen. Sæt en tablet (optimalt 2) til rådighed hvor eleverne kan spille mod hinanden. Man kan jo sagtens lave turnering i det og dermed se hvem der vinder i klassen. En anden mulighed er at kontakte en anden klasse, klub eller SFO (3. klasser og opefter) og så konkurrere mod dem. På den måde kan man få forskellige dimensioner omkring IT og sociale omgangstoner ind. Man kan nemlig chatte samtidig med at man spiller.

Den sidste nye udgave er 2001

Som noget nyt vil Wordfeud fra denne uge blive integreret med Dansk Sprognævns Retskrivningsordbog 2001, og dermed vil der være langt flere ord spillet kan genkende. Inden du brokker dig over hvorfor det skal være en 11 år gammel udgave, så vil jeg her lige indføre at det altså er den sidste nye, og at den næste udgave er under udarbejdelse – de startede i 2006 og regner med at udgive i slut 2012.

Der er dog stadig ikke planer om at tilføje navne, da dette er imod scrabble reglerne.

Pæd-it tager gerne imod udfordringer, så søg på Chroelle og op kommer jeg. Skriv lige i chatten at du har læst mit brugernavn herinde. Hvis nogen ønsker at afprøve opsætningen med wordfeud i 2 klubber kan de jo også aftale herinde.

God ordjagt!