Jeg er stadig aktiv – bare ikke her. ;-)

Hej alle i som støder på dette indlæg.
I tænker måske at siden er død fordi sidste indlæg er ved at være gammelt og der er lang tid imellem at jeg skriver herinde. Det er ikke fordi siden er død, eller ideen er forsvundet, eller energien er væk. Sådan forholder tingene sig ikke.
Virkeligheden er dog en anden – for jeg har lynende travlt med det her stadigvæk. Jeg arbejder hårdt derudaf med flere ting konstant.
Dér hvor du skal finde mig nu, er enten på facebook, hvor jeg til tider skriver lidt på min side “Pæd-It ved Christian Toft”, men nok allermest skal du finde mig på Youtube og der hvor du hører podcast under mit nye makkerskab Skæv Strøm (og Skæv Strøm Snak, som podcast).
Vi går til teknologier på en nørdet og pædagogisk facon, nogle gange henvendt til børn, nogle gange til pædagogisk personale, men altid til den nørdede side af os alle.
Kom med ind og følg os – du vil ikke fortryde det. 😉

“Vi ses på bloggen”

Jeg havde sidste år fornøjelsen af at have teknologiforståelse valgfaget. Det er en af de få situationer, hvor det passer mig rigtig godt hvis skærmen jeg skal lave min undervisning på ikke virker efter hensigten. Så får man nemlig lov til at starte timen med at spørge: “Gad vide hvorfor…?”

Det er ultimativt den bedste måde at sætte børn i gang med at tænke teknologi.

MEN… det her lille indlæg det skulle egentlig ikke handle om det, men mere om at det også til tider sker for os voksne at teknikken driller på det værst tænkelige tidspunkt.
Det skete for mig i denne uge, hvor jeg færdiggjorde min uddannelse og satte et indlæg op på Facebook omkring en af mine kæpheste, som trækker i folk. Hvordan snakker vi med vores børn omkring det digitale. Hvordan kommer vi til at forstå deres mediekultur. Problemet var at min blog var gået ned af tekniske årsager. Så nu fik jeg mulighed for at tænke “gad vide hvorfor” selv.

ALT det vil jeg gerne skrive meget mere om – og det kan jeg nu – for nu er bloggen oppe igen. Og jeg er klar til at skrive videre på indlæg om vores indgang til børnenes mediekultur.

Hvis du vil læse med, så SES VI PÅ BLOGGEN. 😉

Internettet som formidler – og vores rolle i det. (David Bowie-truth).

Snart nærmer uge 6 sig med hastige skridt og der er god grund til at snakke digital dannelse i indskolingen og mellemtrinnet. Internettet og de sociale medier har åbnet op for formidlingsmuligheder, vi aldrig havde drømt om. Internettet, som vi voksne voksede op med, har transformeret sig til at være noget ganske andet – og fortsætter med at gøre det hver eneste dag.

Når nettet hele tiden ændrer sig, så skyldes det, at der konstant føjes nye interaktionsmuligheder til og disse gribes af forskellige generationer, kulturer mm på forskellig vis. Dermed forgrener kulturen sig konstant. Selv når du er med på Snapchat, (Facebook), Instagram og alle de andre platforme som børnene er med på, så er det næsten sikkert at I bruger dem forskelligt og har forskellig kultur omkring det.
Så når jeg hører pædagoger og lærere udtale, at de slet ikke kan følge med – så skal det ikke ses som en stopklods for at arbejde med det, men derimod som en fantastisk mulighed. Du har en mulighed for at spørge børnene og de unge – du behøver ikke gå ud fra at du skal kunne det hele på forhånd eller vide alt – SPØRG.

Denne flok identificerede mine venner og jeg os med. Var du en Dylan eller en Brando, måske en Steve, eller en David??

Den stærkeste jeg kender til at snakke digital dannelse med eleverne er langt fra den mest teknisk kyndige – gud ske tak og lov! Han stiller nemlig spørgsmål til de rent etiske og pædagogiske elementer i det de foretager sig – og blander ikke de teknisk aspekter ind i det. Han spørger eleverne “hvorfor” og ikke “hvordan” og så respekterer han at dette er deres ungdomskultur uden at grine hånligt, rynke på næsen eller være ligeglad. Hvis vi nu finder vores ungdomsbilleder frem, så var det heller ikke altid at vi var gennemtænkte og smarte, men det var med til at skabe dem vi er i dag! Så det stærkeste værktøj i uge 6 er måske ikke at belære eleverne, men lade dem informere dig og så spørg dem “hvorfor” de gør som de gør. For internettet er ikke de voksnes længere – børnene er det store publikum og den mest spændende forbrugergruppe derude.
Som jeg plejer at sige ironisk: “Et kommunikationsværktøj skabt af det amerikanske militær og gjort stort af pornoindustrien… Jo det lyder som et sted for børn…” Men det er det altså nu! Det er deres (digitale) hverdag og legeplads.

David Bowie udtalte sig i 1999 til BBC omkring internettets fremtid. En tid hvor internettet var for de få husstande der havde det, og foregik med et 56k modem (for de heldige hurtige). De fleste af os kan lukke øjnene og huske præcis hvordan de skrattende toner lød, som skabte forbindelse til den store vide verden. En verden som med nød og næppe havde ICQ Messenger og før der fandtes MySpace… Men kan vi huske hvor lidt vi egentlig brugte internettet og hvor monopoliseret det føltes dengang. Dengang hvor det føltes som om, at det var et sted hvor diverse virksomheder kunne fortælle os om deres produkter. Intervieweren spørger derfor David Bowie, “jamen er det ikke bare et værktøj”…? Og så får han et episk svar på rent Ziggy Stardust’sk:

“No, it’s an alien life form. Is there life on Mars? Yes, it just landed here… I don’t think we’ve even seen the tip of the iceberg. I don’t think we’ve seen the potential of what the internet is going to do to society. Both good and bad is unimaginable. I think we are on the cusp of something exhilarating and terrifying.”

 

Hvorfor er der så stort fokus på børn og programmering?

I løbet af det sidste år er der kommet et ekstremt stort fokus på vigtigheden af at lære børn at programmere. Det er der holdninger for og imod. Holdningerne går fra en nærmest apokalyptisk forudsigelse af fremtidens ungdom som tabt allerede fordi de ikke kan C# endnu og til en holdning af at de under ingen omstændigheder skal udsættes for noget “der tydeligvis kun er forberedelse til livet som deltager i erhvervslivet”.
Senest har Bent Winther med sit indspark “Drop IT-hysteriet: I min skole havde vi elektronik” i Berlingske udtalt hans ønske om en verden, der ikke satte så meget fokus på programmering, men mere på den analoge, faglige, sociale og kreative dannelse af barnet.
Mange har været ude med riven efter mandens udtalelser, men i bund og grund tror jeg, at det kommer af at Bent Winther, som så mange andre taler i absolutter. Han ønsker at børnene nøjes med at lære analogt om faglighed og om kreativitet og på en social måde. Problemet, synes jeg, her er måden hvorpå det digitale sættes op som modpol til det kreative, sociale og faglige. Når jeg arbejder med børnene, som multimediepædagog i mit multimedieværksted, så leger vi med elektronik. Vi leger med programmering og vi leger med det kreative og det sociale på tværs af klassetrin, køn og interessefelter.

Linda Liukas Ted Talk er et kig værd for alle. Ren livseliksir.

I mit værksted, der leger vi med kreation, baseret på Linda Liukas tanker om det skabende og drømmende barn. Tanker som: “Hvordan ville det se ud hvis man skulle lave en maskine der kunne…”
Tanken her er ikke, at barnet skal bruge sin viden om elektronik eller programmering til at skabe maskinen, men skal bruge sin fantasi og manglende viden, men nysgerrighed, omkring produktion til at skabe et billede af deres kreation. Dernæst kan vi så italesætte hvorvidt det ville kunne gøres, gennem formidling af vores viden om produktion. På denne måde kan vi nemlig styrke det som danskere er gode til – udtænke nye måder at gøre tingene på, skabe ny viden, og tænke designmæssigt uden for boksen. Om det så er et ønske fra erhvervslivet senere hen i livet, det vil jeg lade fremtiden dømme.

Når Bent Winther sammenligner elektronik fra hans skolegang med nutidens tanker om programmering, så forstår jeg hans tanke om, at han jo ikke arbejder i dagligdagen med elektronik, så derfor må det være spildt – altså indtil den viden helt ubemærket alligevel sniger sig ind på ham og os andre i løbet af dagen. Det bedste ved den viden vi modtager i skolen, er jo netop, at den er tænkt som et BREDT dannende billede af samfundet og de behov der tænkes er vigtige og gyldige at kende. Så når jeg lærte om arealudregning og læste norske digte i min folkeskoletid, så var det nok ikke med henblik på at jeg skulle være poetisk tværskandinavisk landmåler, men tværtimod som en palet af kundskaber jeg kunne male ud fra når der var behov.

Programmering er et værktøj, en kundskab om du vil, som kan bruges til at skabe, designe, innovativt kreere. Det kan leges med i de tidlige år, gennem hour of codes, eller understøtte din undervisning gennem Scratch programmering, som både kan bruges til animation, spil, og andet – fantasien sætter grænserne for hvordan du har lyst til at bruge Scratch. Du kan bede eleverne lave en animation af hvilke egenskaber vand har, eller hvordan vikingerne drog rundt som handlende gennem Europa, eller bare til at tydeliggøre den læring i har haft om koordinatsystemet. Programmering kan på den måde berøres helt ned i børnehaven – men husk at programmering bare er et begreb på det her tidpunkt. Når vi lærer børnene om trafik, snakker vi jo heller ikke om at sætte dem ud på motorvejen bag rattet i en 18 hjuls lastbil. Det her handler om introduktion og basiske egenskaber. Når det gælder trafik tager vi dem i hånden og lærer dem nyttig viden som passer til deres alder – det samme skal gøre sig gældende for kreativ brug af IT og programmering.

Vi kan godt blive enige, Bent Winther og jeg, om at det ikke er alle, der skal bruge programmering når de bliver voksne. Faktisk tror jeg, at rigtig meget af den programmering som skal ske til den tid, enten bliver genereret automatisk gennem programmerings-værktøjer, eller også så bliver det grove arbejde klaret i Kina eller Indien. Men vi lærer stadig børnene både at sy, selvom tøjet bliver lavet i Bangladesh, og arbejde med træ, som bliver lavet til møbler i Polen eller andre lavprislande. Vi lærer dem også om retstavning på trods af autocorrect og stavekontrol, og vi lærer dem om regning på trods af, at alle har en lommeregner i lommen i disse moderne smartphone tider. Men når tingene skal gøres lidt lækrere, når der skal tænkes design (også undervisningsdesign) så gør vi det bedst selv. Vi udtænker koncepter og producerer lækkerhed og innovation. Det kan vi fordi vi kender de grundliggende koncepter bag både træsløjd, anden håndværk og design og dansk og matematik.

Så tanken om hvad der skal præsenteres som det næste sort – det næste orakel-værktøj, må ikke blive om det skal være programmering eller ej. Men om hvordan vi får dette håndværk, sammen med andre multimodale værktøjer, præsenteret på en måde, så den danske design og innovations værdi ikke går tabt i mudderkastning og sort/hvid tænkning. Det her er faktisk en ret fed arbejdsform, som både kan leges med, skabes med, socialiseres omkring og være med til at løfte fagligheden højere op.

Jeg elsker at bruge mine tirsdage aftener med de andre Coding Pirates frivillige og børnene – for der har vi frie rammer til at lege med kreativ brug af teknik. Vi leger og producerer sjove ting og forløb. Hvis ikke det lyder som noget for børn – så undrer det mig at der er så stor tilgang til at være Coding Pirates. Det undrer mig også hvorfor vi er så forhippede på at holde børnene fra at være producenter. Vil vi hellere holde dem til at være forbrugere? Lad os da give dem evnerne og kompetencerne til at skabe selv, men lad os ikke præsentere det som det nye sort. Der er andre ting der er vigtigere! Det vigtigste er at snakke med hinanden på en ordentlig måde – at lytte til hinanden og at samtænke. Så nu har jeg lyttet til Bent Winther og de som har været kritiske over for brugen af programmering i folkeskolen – nu håber jeg at de vil lytte til mig.

 

[/debat] 😉

Ok, så godt nytår da… ;-)

Nu havde jeg lovet mig selv ikke at skrive en nytårshilsen til dem der læser med, for jeg ved at det altid er svært at følge op på de planer jeg lægger for mig selv ud i fremtiden – for pludselig dukker der nye muligheder op, eller tingene går hurtigere end jeg havde regnet med og så er det noget helt tredje jeg får lyst til at kigge på. Sådan var 2016.

2016 var kendetegnet ved en kolossal ændring i mine planer. Jeg troede at jeg skulle have fokus på noget omkring opstart af et multimedieværksted på min SFO. Det endte med en 3-trinsraket af udviklingsmuligheder.

Første skud blev, endelig, at skrive mig op til at starte min Pædagogiske diplom videreuddannelse i Medier og Kommunikation på UCC Carlsberg. Det gav mening i forhold til hvor jeg var og hvor jeg gerne ville hen. Det var både Lyngby Taarbæk kommune og jeg enige i. Så jeg tog mit første modul her i efteråret – Multimediepædagogik og -didaktik. Der mødte jeg nogle dejlige mennesker og havde nogle skønne snakke, læste fantastisk skønlitteratur og skrev en opgave, som jeg lige venter med at smide et tillægsord på, indtil jeg har fået min karakter… 🙂

Andet skud i raketten var da jeg meldte mig som frivillig hos Coding Pirates Microsoft Lyngby. Inden jeg meldte mig troede jeg at jeg skulle være med på en kigger, lidt i distancen og uden at blande mig for meget. Så… Skru et par måneder frem og jeg sidder i bestyrelsen dernede. Jeg fik deltaget i Game Jam, som en del af det at være Kodningspirat. Det var en fed oplevelse. Coding Pirates har suppleret mig med flere gode og skide-skægge bekendtskaber. CP Lyngby bugner af skønne mennesker, med masser af træben i næsen, klap for deres glimt i øjet og med hjertet bankende lige under papegøjen! Her bliver jeg hængende!

Tredje skud var så endelig at få fyret vores multimedieværksted af på min arbejdsplads. Det gav rigtig god mening og fra første færd var det en succes. Vi har lært en masse om hvordan børnene tager imod nye spændende ting, at kodning ikke er alt, men at det dælme er sjovt. Mit samarbejde med Michel om værkstedet har givet fede snakke og sene skriverier på messenger om hvad vi skulle lave med ungerne. Det har været fedt at prøve, og det bliver vi ved med at videreudvikle.

De mange uventede trin på raketten blev så blandt andet mit samarbejde med Tina Kiærulf Nielsen fra Lyngby Taarbæk stadsbibliotek. Vi har haft et skønt samarbejde, som jeg håber at videreudvikle i 2017. Tina er en raket i sig selv – og de ideer hun får – har en evne til at blive til virkelighed. Uden at løfte sløret for for meget, så er der blandt andet et projekt som jeg er meget forhåbningsfuld omkring at samarbejde om. Det bliver noget med en trappe… Og så er der også noget med nogle robotter… Shyyyy….!
Dernæst har jeg fået startet gruppen “Programmering med børn i alle aldre” op på Facebook, hvor jeg synes, at jeg har fået samlet nogle spændende personligheder. Den gruppe har jeg gode forventninger til når det gælder sparring om brugen af programmering i den danske folkeskole. Kig endelig ind.

Derudover har jeg fået masser af nye muligheder udover de gamle – alt sammen ting, som jeg lader 2017 bestemme hvor fører mig hen. Jeg har dog lavet en aftale med mig selv, om at jeg alle dagene vil have mine ben på gulvet i den pædagogiske verden – så min lærers profeti om, at “alle der tager den PD i er i gang med, siger op og ender som konsulenter når de er færdige”. Det bliver ikke mig. Altså… i hvert fald siger jeg ikke op. Jeg har nemlig verdens bedste kolleger!

Godt Nytår!

Kodning – flere forskellige niveauer

KodeblogI den kommende tid vil jeg begynde at skrive mere om brugen af kodning i undervisningen og fritiden med børn. Kodning er en del af det man kalder 21st century skills, og er altså en del af at forberede børn til den verden de skal leve i efter klokken er ringet ud for sidste gang og virkeligheden kalder.

Først og fremmest vil jeg starte med den primære erfaring jeg har gjort mig, inden i bliver skræmt væk med ordet kodning:

“DEN STØRSTE HINDRING I AT LÆRE BØRN AT KODE ER AT DEN VOKSNE IKKE TØR PRÆSENTERE DET FOR DEM!”

Bekymringen (lad os kalde det det) fra de voksnes side er grundet erfaringer fra eget liv. Mens vi har været børn og unge, har kodning været noget der foregik med ingeniører bag roret. Det var noget webdesignere, og programmører havde inde på livet, når de startede deres studier og som vi andre bare kunne sidde og kigge forvirrede på.

Kodningsprincipper er egentlig ikke så svære at holde styr på – og den vigtigste pointe er helt klart at kode gør lige præcis hvad du beder den om – og kun det. Det gør det også enormt nemt at finde fejl og rette. En form for -lige-til-evaluering af det arbejde man har lavet.
Der findes så ualmindeligt mange måder og tilgange til at lære kode på forskellige alderstrin nu, og helt ned i før-læse-stadiet kan man præsentere børn for principperne bag kodning. Der er faktisk absolut ingen gode grunde til ikke at finde det frem og prøve det af, for når jeg har lavet det med børnene på mit arbejde, så er det første spørgsmål altid – “Må vi godt lave videre på det derhjemme” og det næste spørgsmål: “Kan du ikke sende adressen på det til mine forældre?” Og svarene på begge dele er “Selvfølgelig!”

I kommende artikler vil i kunne læse om: Hour of code, code.org, Code Pirates, DigiPippi, High Tech High, 21st century skills, ScratchJr, www.codeavengers.com, Minecraft kodning, Bee Bot, LittleBits og så meget meget mere.

Uddrag fra det tidlige kursus på code.org - FRA 4 ÅR!!!

Uddrag fra det tidlige kursus på code.org – FRA 4 ÅR!!!