Jamen er IT og programmering i skolen så godt eller skidt???

For tiden kører debatten om evidensen for at brugen af IT i undervisningen løfter pædagogikken og undervisningen i en stime af artikler i forskellige aviser og fagblade.
– Er IT et vidundermiddel, som kan løfte enhver klasse op til nye højder, såfremt læreren ved hvor man tænder?
– Er programmering vigtigere at lære end billedkunst?
– Er iPads vejen til at lære børnene at læse hurtigere.
Det er en jungle af for og imod derude – men lad mig gøre jer den tjeneste at skifte begreber og læremidler ud med andre begreber og læringsmidler og så lad os få nuanceret debatten lidt.
-Er blyanter et vidundermiddel, som kan løfte enhver klasse op til nye højder, såfremt læreren ved hvilken vej den vender?
– Er kaligrafi vigtigere end at lære billedkunst?
– Er tegnekopier vejen til at lære børnene at læse hurtigere?

Ifølge mig kan man ikke sætte det her op som endegyldige løsninger. Hvis man forstår at bruge IT i sin undervisning, som et hjælpemiddel og læremiddel, der kan støtte op om den pædagogik man ellers fører i klassen – ja så giver det god mening. Hvis man prædiker sammenhold og derefter placerer dem med hver sin ipad – så giver det ikke mening.
Hvis du taler om mere bevægelse i timerne og derefter sætter dem med noget stillesiddende på ipads – så giver det IKKE mening.

Denne her debat er kommet til at handle om, at vi SKAL bruge IT i skolen – og PROGRAMMERING er det nye livsvigtige lærings- og omdrejningspunkt. Det er sådan man debatterer politik på Facebook, på Ekstrabladets kommentarområder og desværre flere og flere steder.

Et meme-eksempel på de “gode gamle dage” som vi åbenbart har glemt.

Den nuancerede debat mangler. Debatten vil gerne handle om, at man har glemt de gamle dyder hvor man løb rundt på gader og stræder om aftenen og legede sammen.
Debatten bør handle om hvordan vi generelt laver god pædagogik med børn. Hvis man bruger IT til det, så har man valgt et hjælpemiddel, som indeholder mange muligheder. Det indeholder vidensdeling fra hele verden om specifikke forløb, videnssøgning på et plan hvor intet andet læremiddel kan følge med og masser af fede (og masser af dårlige) programmer og apps, som kan støtte op om din planlagte undervisning.
Det den ikke indeholder, det er kendskabet til din klasse, din gruppe børn, det specifikke pædagogiske behov, der er i din hverdag. Det indeholder hverken blyanten eller tegnekopien heller ikke. Det er DIG der definerer hvad der skal bruges og hvorfor.

Programmering giver rigtig god mening at lære fra sig – ikke nødvendigvis fordi alle skal lære Javascript, C#, Swift eller lignende, så de kan blive programmører når de bliver større. Nej det giver mening, fordi teknologi omgiver os i højere og højere grad og har indflydelse på flere og flere aspekter af vores hverdag – så hvis man kan forstå principperne bag hvordan de fungerer og hvilke muligheder de indeholder, så har man bedre mulighed for at tænke kreativt, produktivt, innovativt og alsidigt. Hvis ikke dette er vigtigt – hvorfor har vi så Træsløjd, elektronik, håndværk og design og lignende. Hvorfor lærer vi om parallelogrammer i matematik?  Hvorfor lærer vi om analyse af norske tekster i dansk? Hvorfor arbejder vi med dans og kropslige udtryk i idræt?
Hvis nu jeg ikke skal bruge det?
Det programmering giver, er muligheder! Det giver også logikforståelse og debugging evner, som kan bæres direkte over i alle andre opgaver.

Programmeringsjobs ender nok alligevel primært i Indien og Kina i fremtiden, men ideer, kreativitet og design har alle dage været Danmarks trademark – det og bacon!
Så vi får behov for at holde vores kreativitet i gang. Det gør vi bedst ved at lære børn om hvad teknologi kan gøre for dem, og samtidig opdrage dem omkring dannelsen og kreativiteten, medborgerskabet og samarbejdet, innovation og produktion. Det vil give os børn, som vil føle at de kan gøre hvad som helst. Børn der ser muligheder uden for rammerne.
De rammer bygger vi tykkere og højere ved at diskutere for og imod brug af IT i skolen – i stedet for i flok at skubbe på dem og se om vi kan rykke på noget.

Jeg siger ikke at “ALLE SKAL BRUGE IT I SKOLEN” – men jeg siger, at dem der kan understøtte deres pædagogik ved at benytte det, de skal gøre det det – og så skal de huske at dele deres gode erfaringer med os andre. Og det samme forventer jeg også af dig der ikke bruger IT i skolen, men stadig laver fede forløb.

Hour of Code – CSEDweek.

Husk at det er i dag at Computer Science Education Week (CSEd-week) startede. Det er i denne uge at der massivt deltages i Hour of Codes over hele kloden.
I ugen fra 5/12-11/12-2016 er der Computer Science Education Week, eller groft oversat Computer Videnskabs Uddannelses uge. Det vil altså sige at man i denne uge kan skrive sig op til at afholde en Hour Of Code (en times kodning). Hvis du synes det lyder kompliceret, så vil jeg bede dig om at gå ind på Code.org og afprøve de forskellige niveauer de tilbyder derinde. Kodningen er blokprogrammering, som er færdigbyggede kode-segmenter der som en form for puslespil skal samles så programmet udfører de rigtige kommandoer i den rigtige rækkefølge.

hoc-angry-birdsHvis du synes det lyder svært, så tag et kig på billedet her ved siden af og se om ikke det ser overskueligt ud. Dette modul/kursus er beregnet til førlæsere og er allerede blevet gennemført af min datter da hun lige var blevet 5. Hun er ikke specielt fokuseret, teknologisk kompetent eller for den sags skyld velbevandret ud i kodningens verden. Næsten tværtimod – hun er god til at klatre i træer og finde på lege der foregår udenfor uden en skærm.

Hvis du stadig ikke er overbevist om at du skal lave det her med din klasse, dine egen børn eller på din fritidsinstitution – som en rigtig hyggelig aktivitet som der er masser af læring, samarbejde og sjov i, så se den følgende video. For i virkeligheden så er det her en ny måde at lege med spil, kodeforståelse og børnekultur på. Leg og læring når det er bedst!

 

Coding Pirates Game Jam dag 2. (DOT-spil og Konfetti-brag)

Hvordan klarer 125 børn at holde sig vågne i 24 timer og kode

… Det gør de heller ikke – De var jo oppe og vågne FØR arrangementet startede, så de var vågne i 30 timer…. Her er lidt dækning fra dag to på Coding Pirates Game Jam hos Microsoft i Lyngby.

I virkeligheden var jeg jo på dag to da jeg skrev den første artikel, for klokken nærmede sig stille og roligt 1 om natten. Den nåede at blive 5 om morgenen inden kaffeforbruget og lyden af unger, der prøvede at holde sig vågne for at kode, lod mig falde hen på en briks med et lille tæppe over mig.

Hele natten kunne man høre børn der mumlede ude på gangene mens de talte om spil, kodning, Bubber eller noget helt urelateret til eventet bare for at holde sig kørende.
Mit eget hold 19 af næsten-juniorer (8-11 år) faldt i søvn mellem 23 og midnat, men havde sat et vækkeur til klokken 4 om natten for at kunne køre på. Det gav dem et ordentligt ryk i produktionen – og noget røde øjne til morgenmaden.

fatimals

Fatimals – lavet af Hold 19 til Coding Pirates Game Jam 2016

Næste morgen (jeg ved ikke helt hvornår den begyndte officielt) efter overstået dørvagt, holdt vi vores første møde og drengene var rigtig godt i gang med færdigudviklingen af “Fatimals“.
Årets tema til Game Jam var Digitale Kæledyr – og her gik hold 19 all in med en original ide. Det handlede om at fodre sit kæledyr op. Du kan vælge mellem 3 dyr. Du skal købe mad i en shop, hente det i dit køleskab og så give det til dit kæledyr – “dit Fatimal”. Dit dyr bliver så procentuelt større undervejs, og gladere (var tanken – men det designvalg blev der ikke tid til).

Du kan prøve Fatimals her.

Da alle var fodret af, var landet til de finpudsende detaljer foran computerne igen og trætheden tog seje drenge og piger et hak ned, så begyndte de frivillige at få samling på de sidste røde tråde og få afsluttet projektet for fuld skrue. Klokken 13.00 var der aflevering – og hold 19 afleverede selvfølgelig i god tid – hele 4 minutter før tid.

dotDe meget trætte unger blev nu trukket uden for i den friske luft og i det skarpe sollys og fulgt over på Firskovvejs store græsplæne, hvor der i dagens anledning var etableret en GoPlayDOT bane. Små 125 børn deltog så vidt deres mobiler tillod det – og ifølge Jacob Tækker (manden bag DOT) så fik vi løbet 25 km på de ti minutter vi spillede. Det er nu udmærket gået af sådan en bunke unger der ikke har sovet det meste af natten.

Imens voterede dommerne og fik valgt nogle vindere. Vinderne blev annonceret ved stor ceremoni i auditoriet som afslutning. Der var blevet lavet nogle flotte produktioner, men dommerne fik fundet nogle rigtig gode vindere. Bubber fik lov at runde produktionen lidt af med interview af vinderne på scenen og som afslutning et brag fra et konfettirør, som understregede hvor glimrende et arrangement det havde været.

Martin Exner (Mr. Coding Pirates) sluttede sin egen tale af med at sige tusind tak for denne gang – og spørge alle de deltagende om de var friske på at deltage igen næste år. Og dertil er der vist kun at sige:

Vi ses SÅ meget til Coding Pirates Game Jam 2017!

Kodning – flere forskellige niveauer

KodeblogI den kommende tid vil jeg begynde at skrive mere om brugen af kodning i undervisningen og fritiden med børn. Kodning er en del af det man kalder 21st century skills, og er altså en del af at forberede børn til den verden de skal leve i efter klokken er ringet ud for sidste gang og virkeligheden kalder.

Først og fremmest vil jeg starte med den primære erfaring jeg har gjort mig, inden i bliver skræmt væk med ordet kodning:

“DEN STØRSTE HINDRING I AT LÆRE BØRN AT KODE ER AT DEN VOKSNE IKKE TØR PRÆSENTERE DET FOR DEM!”

Bekymringen (lad os kalde det det) fra de voksnes side er grundet erfaringer fra eget liv. Mens vi har været børn og unge, har kodning været noget der foregik med ingeniører bag roret. Det var noget webdesignere, og programmører havde inde på livet, når de startede deres studier og som vi andre bare kunne sidde og kigge forvirrede på.

Kodningsprincipper er egentlig ikke så svære at holde styr på – og den vigtigste pointe er helt klart at kode gør lige præcis hvad du beder den om – og kun det. Det gør det også enormt nemt at finde fejl og rette. En form for -lige-til-evaluering af det arbejde man har lavet.
Der findes så ualmindeligt mange måder og tilgange til at lære kode på forskellige alderstrin nu, og helt ned i før-læse-stadiet kan man præsentere børn for principperne bag kodning. Der er faktisk absolut ingen gode grunde til ikke at finde det frem og prøve det af, for når jeg har lavet det med børnene på mit arbejde, så er det første spørgsmål altid – “Må vi godt lave videre på det derhjemme” og det næste spørgsmål: “Kan du ikke sende adressen på det til mine forældre?” Og svarene på begge dele er “Selvfølgelig!”

I kommende artikler vil i kunne læse om: Hour of code, code.org, Code Pirates, DigiPippi, High Tech High, 21st century skills, ScratchJr, www.codeavengers.com, Minecraft kodning, Bee Bot, LittleBits og så meget meget mere.

Uddrag fra det tidlige kursus på code.org - FRA 4 ÅR!!!

Uddrag fra det tidlige kursus på code.org – FRA 4 ÅR!!!