Kategoriarkiv: Pædagogisk debat

Internettet som formidler – og vores rolle i det. (David Bowie-truth).

Af | | 21 century skills, Projekt - aktivitet, Pædagogisk debat, Uncategorized
Kommentarer lukket til Internettet som formidler – og vores rolle i det. (David Bowie-truth).

Snart nærmer uge 6 sig med hastige skridt og der er god grund til at snakke digital dannelse i indskolingen og mellemtrinnet. Internettet og de sociale medier har åbnet op for formidlingsmuligheder, vi aldrig havde drømt om. Internettet, som vi voksne voksede op med, har transformeret sig til at være noget ganske andet – og fortsætter med at gøre det hver eneste dag.

Når nettet hele tiden ændrer sig, så skyldes det, at der konstant føjes nye interaktionsmuligheder til og disse gribes af forskellige generationer, kulturer mm på forskellig vis. Dermed forgrener kulturen sig konstant. Selv når du er med på Snapchat, (Facebook), Instagram og alle de andre platforme som børnene er med på, så er det næsten sikkert at I bruger dem forskelligt og har forskellig kultur omkring det.
Så når jeg hører pædagoger og lærere udtale, at de slet ikke kan følge med – så skal det ikke ses som en stopklods for at arbejde med det, men derimod som en fantastisk mulighed. Du har en mulighed for at spørge børnene og de unge – du behøver ikke gå ud fra at du skal kunne det hele på forhånd eller vide alt – SPØRG.

Denne flok identificerede mine venner og jeg os med. Var du en Dylan eller en Brando, måske en Steve, eller en David??

Den stærkeste jeg kender til at snakke digital dannelse med eleverne er langt fra den mest teknisk kyndige – gud ske tak og lov! Han stiller nemlig spørgsmål til de rent etiske og pædagogiske elementer i det de foretager sig – og blander ikke de teknisk aspekter ind i det. Han spørger eleverne “hvorfor” og ikke “hvordan” og så respekterer han at dette er deres ungdomskultur uden at grine hånligt, rynke på næsen eller være ligeglad. Hvis vi nu finder vores ungdomsbilleder frem, så var det heller ikke altid at vi var gennemtænkte og smarte, men det var med til at skabe dem vi er i dag! Så det stærkeste værktøj i uge 6 er måske ikke at belære eleverne, men lade dem informere dig og så spørg dem “hvorfor” de gør som de gør. For internettet er ikke de voksnes længere – børnene er det store publikum og den mest spændende forbrugergruppe derude.
Som jeg plejer at sige ironisk: “Et kommunikationsværktøj skabt af det amerikanske militær og gjort stort af pornoindustrien… Jo det lyder som et sted for børn…” Men det er det altså nu! Det er deres (digitale) hverdag og legeplads.

David Bowie udtalte sig i 1999 til BBC omkring internettets fremtid. En tid hvor internettet var for de få husstande der havde det, og foregik med et 56k modem (for de heldige hurtige). De fleste af os kan lukke øjnene og huske præcis hvordan de skrattende toner lød, som skabte forbindelse til den store vide verden. En verden som med nød og næppe havde ICQ Messenger og før der fandtes MySpace… Men kan vi huske hvor lidt vi egentlig brugte internettet og hvor monopoliseret det føltes dengang. Dengang hvor det føltes som om, at det var et sted hvor diverse virksomheder kunne fortælle os om deres produkter. Intervieweren spørger derfor David Bowie, “jamen er det ikke bare et værktøj”…? Og så får han et episk svar på rent Ziggy Stardust’sk:

“No, it’s an alien life form. Is there life on Mars? Yes, it just landed here… I don’t think we’ve even seen the tip of the iceberg. I don’t think we’ve seen the potential of what the internet is going to do to society. Both good and bad is unimaginable. I think we are on the cusp of something exhilarating and terrifying.”

 

Learning by fumbling – Spisebordskonsulenten 1

Af | | 21 century skills, Pædagog 2.0, Pædagogisk debat, Spisebordskonsulenten
Kommentarer lukket til Learning by fumbling – Spisebordskonsulenten 1

Jeg er et par gange blevet spurgt hvad jeg har gjort for at dygtiggøre mig indenfor IT, programmering og multimediepædagogik. Det er et rigtig godt spørgsmål. Der er et rigtig godt svar – og du kan kun bruge det til noget hvis du har modet til at turde kaste dig ud i noget og ikke vide hvor eller hvordan du lander.

Nøj, hvor lød det farligt. Det er det ikke. Det handler i bund og grund om at turde rode med noget. Bare rode med det og se hvad der sker. Uden at have svarene, eller vide hvad du kommer til at opleve eller lære af at rode rundt.
I dag til et møde brugte min skoleleder udtrykket “Learning by fumbling” og det ramte plet hos mig. Det sætter nemlig fokus på den formålsløshed der er i mit arbejde – den formålsløshed, som jeg sætter rigtig stor værdi i.
Jeg lærer ikke børn om programmering for at de kan være klar til arbejdsmarkedet i 2030, eller for at de kan bestå 9. klasseafgangsprøven. Nej jeg lærer dem om det, fordi det at være kreativ på et digitalt plan er SJOVT. Det er faktisk ret spændende at udfolde sig kreativt digitalt og grave sig ned i noget for at forstå det. Det er virkelig kun din fantasi der sætter grænserne – og så selvfølgelig din kunnen. Men den kan du lære – det ligger i ordet – og det er det mit arbejde handler om. Formålet i det formålsløse er at give børn mulighed for at lege med noget. Ikke fordi de skal, men fordi de vil!

Her er lige et overblik over hvordan mit spisebord ser ud til tider når jeg arbejder. Hvor rodet det end ser ud, så er der orden i sagerne.
Der er mine legetøjer til at skabe kreativt med. Der er et uddrag af de bevægelseslege inspireret af børns mediekultur og -virkelighed. Der er læsestof, som jeg er så nørdet at jeg ønsker mig til jul og fødselsdage. Der er teknik til at optage video, teknik til at lege kreativt og lærende med. Der er min Coding Pirates t-shirt, samt adgangskort til konferencer og deslige. Der er tegn på at jeg mingler og skaber forbindelser, for de giver mig yderligere muligheder for at lege med flere. Der er ting lavet af mig, ting lavet af børn og ting lavet af andre. Der er ting jeg har arbejdet med i mange år, og ting jeg har haft liggende lige så længe uden at have tid til at grave mig ned i det. Der er robotter jeg har lånt, robotter jeg har købt og robotter som jeg læser om før jeg beslutter mig. Der er tung forskningslitteratur, børnelitteratur og inspirations- og læringslitteratur. Der er også små projekter som handler om min dagligdags brug af teknikken, og så er der projekter som SLET ikke passer ind i dagligdagen men kun ind i organiserede forhold. Der er alt fra nede på jorden til langt ude i rummet, så alt mellem himmel og jord.

Følg med når jeg prøver at gennemgå tingene en efter en (og samtidig vil prøve at flytte nogle af mine aktiviteter over på video – så kan du selv vælge hvordan du helst vil finde ud af mere om hvordan du kan arbejde multimediepædagogisk).

Tordenskjolds soldater inden for digital pædagogik og læring

Af | | Hvem og hvad er vi?, Hvor kan man blive klogere, Pædagog 2.0, Pædagogisk debat
Kommentarer lukket til Tordenskjolds soldater inden for digital pædagogik og læring

I den sidste tid har jeg tænkt mere og mere over hvor svært det er at finde sparring og makkerskab inden for den fritidspædagogiske verden når det gælder teknologi og digitale devices, børne- og ungemediekultur mm.
Alt sammen er det emner som jeg synes er lidt for interessante. Når jeg bruger udtrykket “lidt for” så er det pga erkendelsen af at det nok er lidt “nørdet” – det er noget MAN ikke rigtig går op i, i hvert fald i sådan en grad som jeg gør.
MAN ønsker sig ikke bøger om emnerne i jule- og fødseldagsgave, man hyggelæser ikke blogs, magasiner og hjemmesider omkring de emner, og MAN lytter da ikke til podcasts om arbejde når man har fri.
Ok, det gør jeg så!
Og grundet alt dette så har jeg fundet nogle guldkorn, nogle helligdomme, nogle bibler, nogle afguder som alle sammen taler det sprog der er inden for den her pæd-ed-tech (Pædagogisk Educational Technology). Dem vil jeg selvfølgelig gerne dele med jer derude som evt deler min interesse til dels – eller, i smug, lige så meget som mig.

Af bøger findes der forskellige typer. Der er Hjarvards lidt tunge forskningsbaserede bøger om medialisering, som giver et godt afsæt i det verdensbillede vi lever i i dag.
Men der er også mere letlæste, men lige så givtige bøger, som eks. Camilla Mehlsens Teknologiens testpiloter. Når først du går i gang med den, så slipper du en ikke. Det var ikke butleren der gjorde det! Jeg vil ikke afsløre mere.

Alphabølgen er altid et lyt værd! Hej Uffe, Hej Eva!

Af podcast lytter jeg til, Alphabølgen, fra Eva Fog (DigiPippi) og Uffe Lyngdal Sørensens (Skoletube) hånd, og Future Classroom Teacher (Josefine Brinck Mulvad og Nick Holmberg fra den nye læreruddannelse på Campus Carlsberg) Elektronista (Christiane Vejlø) og Didaktor (Alinea). De her giver et rigtigt godt billede af hvor teknologien er på vej hen. Det giver mig også en ret god viden om hvor læring kunne være på vej hen. Der er en stor overvægt af fokus på undervisning som læringsform, men som pædagog omtænker jeg hvor det er nødvendigt.

Grunden til at denne artikel hedder “Tordenskjolds soldater“, er fordi Karen Mikkelsen fra CFU brugte netop dette udtryk flere gange da hun skulle beskrive oplevelsen af læringsfestivalen (i Future Classroom Teachers podcast), hvilke personer der henvender sig til dem om teknologi og undervisning mm. Altså oplevelsen af, at der er få (men gode) hoveder derude som søger vej og dukker op igen og igen, hvilket er positivt, hvis ikke det var fordi det kan give et skævvredet billede af virkeligheden. Nemlig at rigtig mange skoler måske ikke engang er opmærksomme på retningen endnu, måske er de lige startet, og måske er det endda sådan at Tordenskjolds soldater på læringsfestivalen også er Tordenskjolds soldater på deres skoler. Altså at det er dem der sørger for at skolen følger udviklingen med fokusset på eksempelvis teknologi og digitalisering. Måske er de de eneste på skolen der kender udtryk som 21st century skills, kan se meningen med programmering i børnenens hænder, vil have at skolen investerer i robotter til indskolingen eller en 3d printer.
Det problem der opstår når man har sådanne soldater ude på institutionerne, det er at der bliver en forventning om at vedkommende løfter opgaven alene, skaber sparringsrum alene og sætter dagsordenen og retningen så vi kan følge med udviklingen.

Så hvordan får vi bredt os ud og får flere soldater med gennem gaderne? Uden at det skal lyde som sydamerikansk guerillakrigsførsel, hvad kan vi så gøre for at skabe den opløftning og bevægelse der kan give flere lysten til at afprøve brugen af det digitale på en mere overvejet måde?
Mit bedste bud er ved at lære fra os – ved at dele vores erfaringer, ved at krydse kommunegrænser og snakke sammen, ved at tillade os selv et klap på skulderen fordi vi kan noget – ligesom vores kollegaer kan noget andet. Lære alle parter at det vi kan, kan de også lære, og at det har store positive følger.

Det bedste jeg har gjort for mit arbejdsliv, det var i fælleskab med min kollega, Michel Frost, at åbne et multimedieværksted. Det gav et løft i de pædagogiske tanker jeg gik med, det gav et konkret sted at lege med det digitale og det tekniske, det gav et fokus fra forældrene og kommunen, og det gav en fjer i hatten som Tordenskjold ville have været misundelig på.

Powerpoint om hvorfor multimedieværksted, hvordan og igen hvorfor kan sendes.

Multimedieværkstedet kan man læse om flere steder på bloggen her, og min glæde var stor da jeg hørte at naboskolens klub nu også ville åbne en. Kongevejens skoles klub Vænget skulle nu til at åbne deres eget Pæd-Ed-Tech væksted, og de skrev glade til mig. Jeg har nemlig undervist dem på kursus, så jeg var meget stolt over at de ville dele deres entusiasme med mig!
Kurset gik på hvordan vi som pædagoger kan løfte denne her opgave på en anden måde end undervisningen kan – grundet rammer og tid.
Vi har en ro til at være formålsløse og legende – formålsløse forstået som at vi selv styrer vejen og målet undervejs, det er ikke givet udefra på forhånd. Legende har vi alle dage været og vores fokus har altid været på leg og læring – lad os også implementere det i børnehaver, fritidsordningen (SFO, GFO, FFO, osv) og klubber.

Hvis du ønsker at sparre med pædagoger og kollegaer i det pædagogiske felt, så er du meget velkommen til at skrive ti mig. Og hvis din chef giver dig lov (og lidt økonomi), så vil jeg også meget gerne komme ud og fortælle om hvordan i kan løfte opgaven hos jer.

Brobygning mellem børnehaven og SFO – video i børnehøjde

Af | | Projekt - aktivitet, Pædagog 2.0, Pædagogisk debat, Skoleporten, Værktøj
Kommentarer lukket til Brobygning mellem børnehaven og SFO – video i børnehøjde

Snart skal en masse børnehavebørn til at møde en ny verden – skoleverdenen. Det er en stor verden, når man kommer fra låste låger, indhegninger og fri leg. Pludselig er der mindre voksenstyring og mere ansvar for egen hverdag.

Det er uden tvivl en stor omvæltning, så hvordan giver vi dem bedst muligt en hjælpende hånd med at klare de mange nye informationer. Svaret er ofte at vi inviterer deres forældre til møder, vi skriver breve, mails, og laver informationsfoldere, børnehaven svinger måske forbi og ser legepladsen…

Med andre ord får børnene alt deres information fra anden side, second hand, nedskåret, fortolket og prioriteret af voksne som faktisk ikke kender SFO og skole meget bedre end børnene selv. Det er lidt ærgerligt. De voksne gør det jo i bedste mening og for at give børnene en god overgang.
MEN det ER et stort skifte og børnene har ingen anelse om hvad halvdelen af ordene vi tager for givet betyder. Hvad er et frikvarter? Hvor længe varer en skoledag? Hvornår er man i skole og hvornår er man i SFO?

Sidste år besluttede vi at tage informationen ned i børnehøjde og slå et par fluer i samme smæk. Vi optog små film med de voksne, som skulle tage imod børnene når de startede hos os i maj. De voksne præsenterede så SFOen og hvad der forventedes af dem.

Vi satte fokus på de små problemstillinger de første dage – hvor er garderoben, hvordan krydser man sig ind, hvordan siger man hej og farvel osv. Alt sammen talt til børnene! De videoer redigerede jeg så i Windows Movie Maker – nemt og lige til (I år bliver det nok WeVideo gennem Skoletube).

Så blev der tilføjet hyggelig musik og speak hvor det manglede, og så var vi klar. Videoerne blev lagt op på forældreintra, med besked til forældrene om at vise dem til børnene.
Effekten var stor – mange børn var enormt trygge ved specielt Tine (som havde været primært præsenteret i videoen). De kom hen til hende og fortalte at de havde set hende på videoen (hvilket sjovt nok fik gjort os opmærksomme på en lille sjov detalje. De kendte hende RIGTIG godt – men vi havde glemt at sige Tines navn på videoen, så ligegyldigt hvor godt de kendte hende, så vidste de ikke hvad hun hed. Den erfaring tog vi også med i posen, og i år sætter vi lidt fokus på at de voksne får sagt deres navne. Vi vil også prøve at stemningssætte de voksne mere, så børnene ved hvad de kan (bruges til).

Det hele tog meget kort tid at producere og effekten var stor i hvor trygge børnene var og hvor hurtigt de forstod hvad de skulle.
Hvis i har spørgsmål til projektet er i meget velkomne til at fange mig.

Som et lille ps. kan jeg afsløre at det samtidig var min projekt-opgave til “Medier og kommunikation PD-modulet Mediepædagogisk håndværk” på Campus Carlsberg. 

“Vi deler da ikke børneporno” – Operation Umbrella

Af | | Pædagogisk debat
Kommentarer lukket til “Vi deler da ikke børneporno” – Operation Umbrella

 

“I dag faldt hammeren. Politiets seneste operation mod børneporno inden for de danske grænser betød sigtelse af 1004 personer!”

Det lyder som en overskrift vi allesammen ville juble over – “Sådan nogle klamme stoddere, der sidder nede i deres kælder og er perverse og deler billeder af nøgne børn. Adr….” Jeg gætter på at vi stadig er enige!
Når ham den klamme stodder så siger “Jamen, hun nød det selv og synes det var sjovt”, så trækker alt sig sammen hos os og vi får lidt kvalme ved tanken.

I dag gik realiteterne op for 1004 børn og unge over den kriminelle lavalder – de er alle sigtede for at dele børneporno i politiets operation Umbrella. For det ER ulovligt at dele billeder og videoer af nøgne børn og unge under 18, og det ER børneporno selvom du er jævnaldrende med dem hvis billeder du deler. For den kriminelle handling er ikke baseret på om du er 15 eller 35, men på at du skaber og er indehaver af yderligere kopier af materialet som er ulovligt. Det er altså ikke bare ulovligt at dele det – det er faktisk også ulovligt at have på din telefon, på din computer mm. Det er faktisk også ulovligt selv om personen på billedet selv siger ja til at man må dele det!!
Så ikke alene skal du lade være med at dele det, du skal også slette det, og så skal du være en guttermand og skrive til den person der delte det med dig, at det er voldsomt ulovligt og kan ødelægge både dit liv og den person der deltager på billedet eller videoen. 

En straf for børnepornografi medfører at du ikke længere kan få udleveret en børneattest – det betyder at du ikke kan arbejde steder hvor der er børn. Du kan heller ikke blive fodboldtræner, spejderleder, coding pirate eller lignende. Dette gælder i 10 år fra du modtager dommen.
Du får også en plet på din straffeattest – og den rammer endnu bredere, da mange arbejdspladser beder om at se din straffeattest før de vil ansætte dig. Du kan jo spørge dig selv om du ville ansætte en med plettet straffeattest og ingen børneattest?

Hvis du selv er blevet offer for deling af private intim- eller nøgenbilleder, så har du mulighed for at få hjælp. Red Barnet har et tilbud der hedder SLET DET  hvor man kan få hjælp til at stoppe spredningen, tackle følgerne og få assistance til at fjerne billederne der hvor de er havnet.
De opfordrer også personer der selv er kommet til at dele billeder om at kigge ind.

Hvis du stadigvæk er i tvivl om hvad du må og ikke må så giver politiet, via det kriminalpræventive råd dkr.dk, et overblik. Her kan du altså læse specifikt hvornår du eller dine unge børn er sådan nogle der deler børneporno! Eller også så kunne man lige tage en snak om det over spisebordet inden man får et brev i sin e-boks!

Læs også om Aldersgrænser og autoritetstro.

Aldersgrænser og autoritetstro

Af | | Pædagogisk debat
Kommentarer lukket til Aldersgrænser og autoritetstro

For noget tid siden spurgte en bekendt på facebook i en gruppe, om det var ok at spille GTA 5 med sit barn der var under aldersgrænsen. Svarene var lidt forsigtige omkring PEGI anbefalingen der var 18 år, hvilke missioner og spilelementer der i hvert fald skulle undgås (tommelfingerreglen er nok noget med at undgå at skyde hundehvalpe og dolke prostituerede efter overståede seksuelle ydelser).

Hvorvidt PEGI (Pan European Gaming Information) er baseret på eksempelvis de katolske sydeuropæiske landes mere bonerte holdning til eksempelvis nøgenhed eller om det danske frisind er svært at sidestille med dem når det gælder hvor grænserne skal sættes, er en spændende snak. Den sætter gang i flere spørgsmål.

1. Skal vi tage PEGI vurderingen som vejledende og så lave vores egne individuelle subjektive vurderinger, og kan vi så bruge dem til noget?

Hav i mente at denne forældre ville spille det sammen med sit barn og ikke bare efterlade barnet med spillet. Det tager jeg hatten af for – for nu kan spillet faktisk gå hen og blive et projekt hvor forældrerollen rent faktisk spiller ind. Man kan italesætte (uden lilla ble og guitar) at det selvfølgelig ikke er ok at køre folk ned, stjæle deres biler, skyde på tilfældige forbipasserende osv. Det er et stort plus at have kendskab til hvad ens børn oplever i deres virtuelle færden, både på nettet og også i spil. 

Det andet spørgsmål som det sætter gang i, er samtidig støttet op af en observation hjemme på mine egne pigers værelse. På bagsiden af et ellers meget fornuftigt Anders And blad om affaldssortering, opfordres læserne til at deltage i en konkurrence ved at bruge et specifikt hashtag (#andebynews) på Instagram.

Min umiddelbare fornemmelse er at gennemsnitlæseren af Anders And blade er under de 13 år som man skal være for at have en Instagram profil. Så dermed udelukker de en del af deres målgruppe fra deltagelse, med mindre de har indset at en meget stor gruppe af børn får lov til at komme på både Facebook, Instagram og mange andre sociale medier før de er 13. Forældre fortæller hvordan deres barn kun er på facebook for at spille spil, og at de er venner med dem for at holde øje. Det de her går ud fra er at der igen er tale om en vejledning angående alder – altså at deres barn ikke bør være på facebook inden de fylder 13 – MEN det er ikke en vejledning! Det er en regel, som man skriver under på i regler og betingelser, som man på tro og love siger ja til når man opretter profilen. Det er faktisk således at hvis Facebook opdager at man snyder med alderen så lukker de kontoen, for det er ikke tilladt af Facebook at have en profil før man fylder 13…
(Jeg skynder mig lige at sige her at jeg ikke er hellig selv, for min mindste på 6 ser da for eksempel Harry Potter film med resten af os – men det er mest for at undgå at vi andre skal se My Little Pony! Og den største har en profil på Musical.ly – men jeg er venner med hende, så… hov vent…)

Så mit næste spørgmål er altså:

2. Behandler vi for ofte nettet som en ikke-virkelig verden, hvor autoriteter ikke findes?

Hvis vi melder pas på autoriteterne og behandler regler og vejledninger ens, så vil det unægtelig påvirke vores tilgang til nettet og den online tilværelse. Er det ok ikke at følge reglerne på nettet?

Og det siger selv Anders And er ok!

Mit næste indlæg kommer med stor sansynlighed til at handle om at “sige ja til betingelser” man ikke har tænkt sig at følge…