Aldersgrænser og autoritetstro

For noget tid siden spurgte en bekendt på facebook i en gruppe, om det var ok at spille GTA 5 med sit barn der var under aldersgrænsen. Svarene var lidt forsigtige omkring PEGI anbefalingen der var 18 år, hvilke missioner og spilelementer der i hvert fald skulle undgås (tommelfingerreglen er nok noget med at undgå at skyde hundehvalpe og dolke prostituerede efter overståede seksuelle ydelser).

Hvorvidt PEGI (Pan European Gaming Information) er baseret på eksempelvis de katolske sydeuropæiske landes mere bonerte holdning til eksempelvis nøgenhed eller om det danske frisind er svært at sidestille med dem når det gælder hvor grænserne skal sættes, er en spændende snak. Den sætter gang i flere spørgsmål.

1. Skal vi tage PEGI vurderingen som vejledende og så lave vores egne individuelle subjektive vurderinger, og kan vi så bruge dem til noget?

Hav i mente at denne forældre ville spille det sammen med sit barn og ikke bare efterlade barnet med spillet. Det tager jeg hatten af for – for nu kan spillet faktisk gå hen og blive et projekt hvor forældrerollen rent faktisk spiller ind. Man kan italesætte (uden lilla ble og guitar) at det selvfølgelig ikke er ok at køre folk ned, stjæle deres biler, skyde på tilfældige forbipasserende osv. Det er et stort plus at have kendskab til hvad ens børn oplever i deres virtuelle færden, både på nettet og også i spil. 

Det andet spørgsmål som det sætter gang i, er samtidig støttet op af en observation hjemme på mine egne pigers værelse. På bagsiden af et ellers meget fornuftigt Anders And blad om affaldssortering, opfordres læserne til at deltage i en konkurrence ved at bruge et specifikt hashtag (#andebynews) på Instagram.

Min umiddelbare fornemmelse er at gennemsnitlæseren af Anders And blade er under de 13 år som man skal være for at have en Instagram profil. Så dermed udelukker de en del af deres målgruppe fra deltagelse, med mindre de har indset at en meget stor gruppe af børn får lov til at komme på både Facebook, Instagram og mange andre sociale medier før de er 13. Forældre fortæller hvordan deres barn kun er på facebook for at spille spil, og at de er venner med dem for at holde øje. Det de her går ud fra er at der igen er tale om en vejledning angående alder – altså at deres barn ikke bør være på facebook inden de fylder 13 – MEN det er ikke en vejledning! Det er en regel, som man skriver under på i regler og betingelser, som man på tro og love siger ja til når man opretter profilen. Det er faktisk således at hvis Facebook opdager at man snyder med alderen så lukker de kontoen, for det er ikke tilladt af Facebook at have en profil før man fylder 13…
(Jeg skynder mig lige at sige her at jeg ikke er hellig selv, for min mindste på 6 ser da for eksempel Harry Potter film med resten af os – men det er mest for at undgå at vi andre skal se My Little Pony! Og den største har en profil på Musical.ly – men jeg er venner med hende, så… hov vent…)

Så mit næste spørgmål er altså:

2. Behandler vi for ofte nettet som en ikke-virkelig verden, hvor autoriteter ikke findes?

Hvis vi melder pas på autoriteterne og behandler regler og vejledninger ens, så vil det unægtelig påvirke vores tilgang til nettet og den online tilværelse. Er det ok ikke at følge reglerne på nettet?

Og det siger selv Anders And er ok!

Mit næste indlæg kommer med stor sansynlighed til at handle om at “sige ja til betingelser” man ikke har tænkt sig at følge… 

Hour of Code – CSEDweek.

Husk at det er i dag at Computer Science Education Week (CSEd-week) startede. Det er i denne uge at der massivt deltages i Hour of Codes over hele kloden.
I ugen fra 5/12-11/12-2016 er der Computer Science Education Week, eller groft oversat Computer Videnskabs Uddannelses uge. Det vil altså sige at man i denne uge kan skrive sig op til at afholde en Hour Of Code (en times kodning). Hvis du synes det lyder kompliceret, så vil jeg bede dig om at gå ind på Code.org og afprøve de forskellige niveauer de tilbyder derinde. Kodningen er blokprogrammering, som er færdigbyggede kode-segmenter der som en form for puslespil skal samles så programmet udfører de rigtige kommandoer i den rigtige rækkefølge.

hoc-angry-birdsHvis du synes det lyder svært, så tag et kig på billedet her ved siden af og se om ikke det ser overskueligt ud. Dette modul/kursus er beregnet til førlæsere og er allerede blevet gennemført af min datter da hun lige var blevet 5. Hun er ikke specielt fokuseret, teknologisk kompetent eller for den sags skyld velbevandret ud i kodningens verden. Næsten tværtimod – hun er god til at klatre i træer og finde på lege der foregår udenfor uden en skærm.

Hvis du stadig ikke er overbevist om at du skal lave det her med din klasse, dine egen børn eller på din fritidsinstitution – som en rigtig hyggelig aktivitet som der er masser af læring, samarbejde og sjov i, så se den følgende video. For i virkeligheden så er det her en ny måde at lege med spil, kodeforståelse og børnekultur på. Leg og læring når det er bedst!

 

Pokemon Go – lige på falderebet

Pikachu - den mest berømte Pokemon.

Pikachu – den mest berømte Pokemon.

Jeg har alle dage haft en forkærlighed for IT der fordrer bevægelse. Denne her sommer var jeg sen til at komme igang med Pokemon Go (jeg er stadig kun i level 13 – suk) og kom kun i gang fordi mine døtre gerne ville. Så vi gik lange ture om aftenen efter aftensmaden og fangede Pokemons lige som alle andre. Vi stødte på mange forskellige personer på gaderne, både hele familier der lignede min egen – oftest en far med et eller to børn på slæb. Vi så også bedsteforældregenerationen rende rundt og swipe pokeballs efter Ratatas og Drowzees (som er dem der er fremherskende hvor vi bor). Enkelte gange mødte man en far uden børn der lidt flovt hilste, mens han prøvede at skjule sin lidt barnligt legende aktivitet. Jeg ved jo godt at gennemsnitsgameren ikke er 16 eller 12, men faktisk i slutningen af 30’erne – så jeg synes egentlig ikke det er flovt.

Alle der følger bloggen ved at jeg er IT-pædagog og nogle ved også at jeg ydermere er idrætspædagog-uddannet, så kombinationen af device og bevægelse har alle dage tiltalt mig. Børnene ved, at hvis man har mig i bevægelse, så er der en chance for at det bliver med devices i hånden – hvor vi eksempelvis spiller DOT – eller ofte ellers laver lege baseret på fænomener fra spil- eller filmkulturen – som eksempelvis Mario og Luigi, måske en omgang Quidditch (begge lege udarbejdet af Motivation) eller Minecraft-stratego (opfundet af mig selv – hold øje med artikel med alt udstyret til legen).

Så da 5. klasse i år fik at vide at de skulle have mig, så var de rimeligt sikre på, at vi skulle på Pokemonjagt. Det gjorde vi de efterfølgende 3 gange (hver onsdag i en uge). Ruten varede en lille time med konstante stops for at ramme pokemons. Vi passerer 12 pokestops og to gyms på vejen. Lige præcis 5. klasse er ret præcist målgruppen at se udviklingen i sådan et spil på, for nogle lever det og hænger på længere end mange andre, de er gamle nok til at prøve at snyde, for de er ikke gamle nok til at smide mange penge efter det. De er dermed også hurtigt nogle af dem som give hurtigt op – undtagen altså de få som lever spillet.

Min erfaring var at ud af ca 70 børn, der blev tilbudt 3 forskellige fede aktiviteter, så valgte alle -8 at gå med på pokemonjagt første gang. Gangen efter var vi halveret og gangen efter igen var der 12 der ville med, og et par stykker af dem var mest fordi de ikke GAD de andre ting – man er vel tweenager.

Alt dette var fra ca. midt august til start september. Det var så at sige en kort fornøjelse – heldigvis havde vi regnet med det og havde quidditch i ærmet – klar til at overtage indtil efterårsferien, hvorefter den står på forløb med DOT (appen hedder GoPlayDot hvis nogen af jer er blevet nysgerrige).

Da mine børn er yngre, så bliver de hængende på lidt tid og nyder stadig at få lov at skiftes til at skyde pokeballs efter diverse skabninger, og at få lov at spinne disken på diverse pokestops. Der går langt mellem turene ud af huset med det som formål, men det er stadig lige hyggeligt. Fokusset på gåturen er blevet mere på samtale og samvær end på Pikachu og pokestops.

En skæg lille anekdote skal i dog have med –

Jeg tog i starten af september til Italien (Toscana området) med min familie. Hvis man nu står i en by som Lucca, som mest er kendt for at være smuk og fyldt med flotte syn og gamle bygninger – så kan det være svært at finde ud af hvor man skal gå hen af. Der lurede jeg da lige en gang på Pokemon Go og fandt frem til det sted med flest pokestops samlet. Det måtte jo være det sted med flest kulturelle syn og monumenter. Og den holdt stik hver gang.

Så hvis du er ved at slette Pokemon Go fra din smartphone og snart skal ud og rejse, så vent lige et øjeblik. Måske skal du også ud og på pokemonjagt…. jeg mener sightseeing!

God jagt.

 

Gozoa – med på en kigger. Eller – da Christian kom for sent med en artikel…

I dag (jeg startede denne artikel den 15/11 før jeg faldt af planeten)  fik jeg alletiders mulighed for at observere udviklingen af et matematikspil på nærmeste hold. Udviklerne ComePlot skulle nemlig bruge en børnegruppe til at afprøve deres seneste satsning, og heldigvis fik min 1. klasse muligheden for at være netop den børnegruppe.

Gozoa-himselfSatsningen hedder Gozoa (hvilket jeg fik forklaret er Baltisk for sød) og hvis man sammenligner med spil som “Matematik i måneby” så er der godt nok sket ting og sager i undervisningsspil-genren.
Spillet er i gang med at blive udviklet til tablet computere – idag var det Ipads. Det giver både nogle muligheder og også nogle udfordringer.

Mulighederne for at bruge fingrene intuitivt på et skærmbillede er mange og når man ikke længere er bundet af et begrænset antal taster til at styre (eks piletaster, CTRL og SPACE som mange af os voksede op med) så åbner det op for en stor verden af muligheder. Det kræver selvfølgelig så en tilvænning af nye metoder, tænkemåder og tilgange – og det, kære læser, var noget af det rigtigt spændende at snakke om med Sanne Prehn, Sandra Sveinbjørnsson og en sidste udvikler som deltog i seancen.
Hvordan skal den lille grønne Gozoa egentlig bevæge sig, og hvor intuitivt er det egentlig at få ham til at hoppe ved at swipe (glide fingeren hurtigt i hopperetningen), launche (som i Angry Birds) eller trykke på en afmærket “jump”-knap? Hvilke udfordringer skal han støde på og hvordan skal man belønnes i spillet for at gøre netop det godt? Hvilke opgaver passer godt til spillets verden og til børnenes evner – og hvordan kan det implementeres på en acceptabel måde?

2012-11-15 10.13.29

Der er dog ingen tvivl om at børnene var fanget. Både mine “spilledrenge” og mine mere boglige piger (og omvendt) var fanget. Spilledrengene gik meget op i udførelsen  af opgaven (for nogle var hastighed vigtigt), mens andre var mere præget af en usikkerhed i elementet, men opdagede glæden ved noget bekendt, når opgaverne skulle løses.

Opgaverne var af en mere bekendt type for børnene. De skulle tegne efter tal, så de blev gode til at skrive tallene på den korrekte måde, de skulle tegne fra prik til prik med tal-læring som følge og de skulle definere hvor mange tændstikker der skulle bruges til at bygge en specifik figur. Der var flere typer opgaver og børnene fandt en glæde i dem alle. Dog var der nok noget nyhedsinteresse over deres entusiasme, for de meldte også alle sammen at de da skulle hjem og fortælle deres forældre at de ønskede sig spillet til jul eller deres førstkommende fødselsdag. De gik alle og en derfra med en Gozoa t-shirt (jeg tror desværre ikke de havde dem i voksenstørrelser) og med et æble i hånden. Det havde været svært at vente på tur, men nu var det overstået så nu skulle man tilbage til sin klasse og slå op i en kedelig matematikbog.

 Tilføjelse her yderligere halvanden måned efter at jeg skrev artiklen “næsten færdig”. 

Ja, så blev det officielt- Jeg har for lidt tid til at skrive artikler for tiden. Gozoa er nemlig i denne uge blevet udgivet – og ikke kun til…

Ipad/IOS

men også til

ANDROID!

TED – Ideer der er værd at dele.

Hvis du ikke endnu har hørt om TED, så er det godt du er igang med at læse denne artikel. TED er en non-profit organisation, som viderebringer GODE IDEER diverse kloge hoveder fremlægger offentligt, i håbet om at ændre vores tankegang til noget bedre, mere effektivt, mere lykkeligt og mere tilpasset vores verden, som den ser ud i dag.

Jeg lærte om TED gennem min fascination af Sir Ken Robinson, som jeg allerede har skrevet om tidligere. Hans tilgang til undervisning og nutidens verden er intet mindre end banebrydende og nytænkende. Med nutidens folkeskole-modeord, må man sige at det er INNOVATION på højt plan.

Men mange andre har også  fremlagt rigtig fede og gode ideer under TED-konferencer. Se eksempelvis Gabe Zichermanns fremlægning af hvordan børn bliver klogere af at spille spil.

Gever Tulley har også en sjov måde at formulere sikkerhed på. Læn dig tilbage og få et par gode grin, mens du overvejer om dine egen praksis er god eller dårlig for børnene.


Find selv flere videoer og gode ideer under eksempelvis tags som:

Play (leg)

Education 

TED-Ed (Mere decideret undervisning men på den fede måde)

Internet

Der er rigeligt med tags at vælge mellem.

Vil du være ligesom Indiana Jones – så spil Fortiden under lup

Viden om fortiden er en af de ting, som altid har fyldt meget i den menneskelige civilisation. Vi ved en masse, om hvor vi kommer fra, hvordan landmasserne har bevæget sig siden sidste istid og hvordan mennesket er gået fra foroverbøjet menneskeabe til sammenkrøbet kontormus. Alt dette kan vi takke folk som Indiana Jones for… altså arkæologer!

Dem som synes fortiden er spændende, kan jeg glæde med, at Nationalmuseet for nogle år siden lavede et spil til de arkæologisk interesserede. Det kræver dog en del læsning og derfor egner det sig ikke til de mindre børn – med mindre man er klar på at sidde ved siden af og læse højt HELE TIDEN. Man kan altså ikke gå til og fra, hvis man giver sine arkæologi-interesserede børn mulighed for at sætte sig med det her. Spillet henvender sig nok mest til aldersgruppen 3. – 6. klasse. Hvorfor man så kan undres over, at de har valgt et animeret dyr som fortæller og ikke et animeret menneske. Det virker en smule forkert.

Spillet er rimeligt realistisk i gennemgangen af fund og det betyder jo altså også, at tempoet er sat helt i bund – det er ikke “Indiana Jones og Mysteriet om jernalderbopladsen”. Spillet er mere passende, hvis man lige har været i eksempelvis Lejre og set en masse om stenalder, eller har været på Nationalmuseet og gerne vil følge op på den oplevelse foran computeren.

Du er også lidt af en nørd – tænker i måske – men jeg har aldrig været det på det her område, så det kan altså ramme hvem som helst.

Spillet går ud på at finde prøver på en lokal mark og dernæst undersøge til bunds hvad det er du har fundet, analyseret, sammenlignet med andre prøver og få dateret det. På den måde får du mere og mere viden om bopladsen. Det er meget slavisk og langsommeligt, men på en måde så man virkelig fordyber sig i hver enkelt detalje og lille mikroskopiske fund man finder ved udgravningen. Det er dermed ikke nødvendigvis en dårlig ting, at tempoet er sat i bund. Selv jeg, som voksen, må indrømme, at jeg fik lyst til lige at gennemføre det for at finde ud af mest muligt. Du er også lidt af en nørd – tænker i måske – men jeg har aldrig været det på det her område, så det kan altså ramme hvem som helst.

Spillet henvender sig nok mest til undervisningen, men en gang i mellem skal man tilbyde sine børn/unge noget, som kan udfordre deres intellekt og deres vidensbegær uden at det er i hastigt skydespils-tempo. Desværre er spillet stadig i beta-stadiet og det ses blandt andet imod slutningen, hvor det virker som om, man ikke rigtigt kan gennemføre – men indtil da er der meget at lære og finde ud af, så prøv det alligevel.