Internettet som formidler – og vores rolle i det. (David Bowie-truth).

Snart nærmer uge 6 sig med hastige skridt og der er god grund til at snakke digital dannelse i indskolingen og mellemtrinnet. Internettet og de sociale medier har åbnet op for formidlingsmuligheder, vi aldrig havde drømt om. Internettet, som vi voksne voksede op med, har transformeret sig til at være noget ganske andet – og fortsætter med at gøre det hver eneste dag.

Når nettet hele tiden ændrer sig, så skyldes det, at der konstant føjes nye interaktionsmuligheder til og disse gribes af forskellige generationer, kulturer mm på forskellig vis. Dermed forgrener kulturen sig konstant. Selv når du er med på Snapchat, (Facebook), Instagram og alle de andre platforme som børnene er med på, så er det næsten sikkert at I bruger dem forskelligt og har forskellig kultur omkring det.
Så når jeg hører pædagoger og lærere udtale, at de slet ikke kan følge med – så skal det ikke ses som en stopklods for at arbejde med det, men derimod som en fantastisk mulighed. Du har en mulighed for at spørge børnene og de unge – du behøver ikke gå ud fra at du skal kunne det hele på forhånd eller vide alt – SPØRG.

Denne flok identificerede mine venner og jeg os med. Var du en Dylan eller en Brando, måske en Steve, eller en David??

Den stærkeste jeg kender til at snakke digital dannelse med eleverne er langt fra den mest teknisk kyndige – gud ske tak og lov! Han stiller nemlig spørgsmål til de rent etiske og pædagogiske elementer i det de foretager sig – og blander ikke de teknisk aspekter ind i det. Han spørger eleverne “hvorfor” og ikke “hvordan” og så respekterer han at dette er deres ungdomskultur uden at grine hånligt, rynke på næsen eller være ligeglad. Hvis vi nu finder vores ungdomsbilleder frem, så var det heller ikke altid at vi var gennemtænkte og smarte, men det var med til at skabe dem vi er i dag! Så det stærkeste værktøj i uge 6 er måske ikke at belære eleverne, men lade dem informere dig og så spørg dem “hvorfor” de gør som de gør. For internettet er ikke de voksnes længere – børnene er det store publikum og den mest spændende forbrugergruppe derude.
Som jeg plejer at sige ironisk: “Et kommunikationsværktøj skabt af det amerikanske militær og gjort stort af pornoindustrien… Jo det lyder som et sted for børn…” Men det er det altså nu! Det er deres (digitale) hverdag og legeplads.

David Bowie udtalte sig i 1999 til BBC omkring internettets fremtid. En tid hvor internettet var for de få husstande der havde det, og foregik med et 56k modem (for de heldige hurtige). De fleste af os kan lukke øjnene og huske præcis hvordan de skrattende toner lød, som skabte forbindelse til den store vide verden. En verden som med nød og næppe havde ICQ Messenger og før der fandtes MySpace… Men kan vi huske hvor lidt vi egentlig brugte internettet og hvor monopoliseret det føltes dengang. Dengang hvor det føltes som om, at det var et sted hvor diverse virksomheder kunne fortælle os om deres produkter. Intervieweren spørger derfor David Bowie, “jamen er det ikke bare et værktøj”…? Og så får han et episk svar på rent Ziggy Stardust’sk:

“No, it’s an alien life form. Is there life on Mars? Yes, it just landed here… I don’t think we’ve even seen the tip of the iceberg. I don’t think we’ve seen the potential of what the internet is going to do to society. Both good and bad is unimaginable. I think we are on the cusp of something exhilarating and terrifying.”