Evernote – husk alting

LommenoteNår jeg før i tiden sad til møder med mine kolleger havde jeg et foldet stykke A4 papir foran mig, som jeg havde inddelt i felter alt efter hvad jeg skulle huske. Hvis jeg skulle huske at nævne noget for den lærer jeg arbejdede sammen med skrev jeg det på den ene side af det foldede papir, hvis jeg skulle huske at sige noget til børnene i rundkreds/samling så skrev jeg det på den anden side, hvis det var noget der skulle på hjemmesiden eller laves på computeren så røg det på den tredje side og var det noget jeg skulle huske at sige til det møde jeg sad til så skrev jeg det på den fjerde side. Når så mødet var slut tog jeg det sammenfoldede papir og lagde i bukselommen. Den næstkommende søndag kunne jeg så bruge på at få gennemvasket og tørretumblet papirfnuller ud af alt mit tøj, børnenes tøj og for husfredens skyld – hastigt ud af konens tøj. Systemet var smart men ikke idiotsikkert!

Problemet med mit system var oftest det samme, som mit tidligere system hvor jeg skrev alt ind i min BUPL Mayland kalender. Det krævede, at jeg kiggede hvad jeg havde skrevet! Så det største problem med at huske at jeg skulle til et møde, var at huske at jeg skulle kigge på påmindelsen om at jeg skulle til et møde.

Nu kører tingene anderledes glat. Med min smartphone i lommen er jeg meget bedre stillet. Min smartphone kan sættes til at minde mig om møder lige præcis når jeg trænger til at blive mindet om dem. Det kan være 10 minutter før, så jeg kan nå at hælde en kop kaffe op eller finde mine papirer frem. Det kan være 12 timer i forvejen, så jeg husker at jeg skal møde en time tidligere næste dag. Det kan være en uge i forvejen så jeg ved at der er noget jeg skal nå og forberede eller afprøve inden jeg skal udtale mig om det professionelt.

Men med det sagt, så gælder det bare de hurtige påmindelser. Når jeg så sidder til mødet, så er problemet stadig at der skal skrives en masse huskesedler og noter ned. Det kan jeg klare enten med min bærbare eller med min mobil hvis jeg er hurtig på tasterne.
EvernoteMed Evernote, så kan jeg nemlig indtaste noter, som enten skal hjælpe mig med at huske hvilke aftaler der blev lavet, eller hjælpe mig med pludselige indskydelser. Noget af det smarte er jo så, at det automatisk synkroniserer med en online konto, så jeg alle steder fra kan gå ind og læse mine noter. Med en app til smartphonen er det smartere end nogensinde før og nemmere end det næsten skulle være lovligt at gå og huske sig selv på ting. Jeg kan føle min egen evne til at huske fra mund til næse stille sive ud af ørerne på mig, men det er ok, så længe Evernote er så godt og stabilt et program.

En af de fede detaljer ved Evernote er også muligheden for at tage et billede som note eller optage en lydsekvens. Enkelte gange er jeg kommet i tanke om noget jeg skulle ordne mens jeg gik hjemad, eller på vej til en kunde til fods. Så kunne det være svært at skrive på grund af genskær fra sol i skærmen, eller fordi man bevægede sig i rask tempo. Der var det enormt handy at kunne indtale en besked til sig selv til senere – og nu til dags er der ikke længere nogen der kigger bekymret på en når man går og snakker ud i luften. Hvis man føler sig presset kan man jo altid indtale det som en “samtale med sekretæren”.

“Ja…og Bente, husk lige at skrive i oplægget at hjemmesiden skal gennemses og at der skal planlægges et foredrag om Nintendoer i SFO. Du kan jo evt skrive at…” .

God fornøjelse.

Hvad synes du selv klokken er? (Lær klokken)

“Han er sådan et barn hvor forældrene spørger ham hvad han selv synes klokken er.” Sådan kan man godt høre børn blive beskrevet lidt karikeret. Et barn hvor forældrene ikke sætter rammer, forventninger og lignende tydeligt op. Men nu er der faktisk god grund til at spørge børnene – “Hvad synes i selv klokken er?”

Digital watch with calculatorOLYMPUS DIGITAL CAMERAGrunden til dette kommer nemlig gennem hjemmesiden LÆR KLOKKEN. På siden får i massiv støtte til at finde den bedste måde for jeres børn at lære klokken. I kan printe opgaver ud med ure uden visere, hvor det digitale klokkeslæt vises eller det analoge, så man kan lære at kende tiden rigtigt uanset om det er på mors gamle Swatch ur, eller på fars retro digital ur.

I dag bruger vi primært digitalt klokkeslæt for at beskrive vores dag (God film i aften kl 20.30. Du skal til fodbold 16.45), mens de fleste nok er enige om at børn bedre får en fornemmelse af hvordan tid bevæger sig, ved at kigge på et viser-ur hvor viserne bevæger sig konstant og ligner de har en indbyrdes afhængighed. Derfor kan det være vigtigt at få styr på begge tidsberegninger. Her er hjemmesiden altså et godt værktøj, med masser af værksteder, hvor du kan beskrive din dag ud fra klokkeslæt, spille brætspil, lave tegneserier til at beskrive dagens gøremål, eller finde mobilapp-spil som kan hjælpe med at øve klokken.

Værkstederne er delt op så du kan definere om i skal arbejde med en 2 mandsgruppe, alene, en stor gruppe/klasse, med digitalt eller analog tidsregning, omdrejende 12 eller 24 timers opgaver. Med andre ord er det altså bare om at komme ind på siden og bruge nogle af de gode ideer som Troels Gannerup Christensen (ejer af siden) har lagt op til os.

Det her er altså et godt bud på en hjemmeside, hvor man kan starte med at printe nogle opgaver fra og lægge ned på tegnebordet, og så evt lave nogle sjove opfølgende aktiviteter eller konkurrencer – i for eksempel at finde ud af i grupper hvor lang tid en given ting tager at gøre.

Eks: Pædagog-Hanne skal løbe en tur rundt om huset. Hvor lang tid tager det?
Hvor lang tid tager det alle børnene i Solhuset at rydde garderoben/legepladsen op?
Hvor mange sekunder tager det at spise en rundenom rugbrød?
Hvor lang tid er Cecilies forældre om at komme ud af døren om morgenen…?

Eller til julefrokosten:
Hvor lang tid er Pædagog-Hanne om at løbe rundt om huset efter 3 øl?
Hvor længe er Mogens om at få danset med alle de kvindelige pædagoger?
Hvor længe går der inden Kirsten går under bordet (Kirsten må ikke deltage i denne aktivitet – andet end selvfølgelig som offer).

Mor jer!

Kilde: http://www.lærklokken.dk/

Bærfolket – læs den før din kollega!

Fortællinger_om_BærfolketDet er desværre gået op for mig at ALT for få Androidbrugere har downloadet Den Gamle Fabriks (ja, dem med marmeladen) FANTASTISKE APP om bærfolket til deres smartphones. Det har jeg fået at vide da jeg kontaktede dem, for at høre hvornår der kommer flere kapitler af den kaliber, som det første sæt har været.

Hvis du ikke ved hvad det er jeg snakker om, så er jeg virkelig på nippet til slet ikke at begynde og beskrive det – for det skal opleves! Så her er der links.

Android   Iphone

Hvis nu du er typen der ikke gider at klikke på links når du sidder og læser artikler, så forbarmer jeg mig og beskriver lidt for dig. Lene Kaaberbøl , som blandt andet er kendt for bogserien om Skammerne (skammerens datter er nok den mest kendte) står bag de fantastiske historier som egner sig til børn fra 4 år og i hver fald op til 8-9 år. Anders Walter har illustreret med helt igennem fantasifulde og farverige billeder af eventyrene. Bærfolket kan også købes som bog, men som app er den altså gratis!

Bærfolket-billederHistorierne handler om Bærfolket – som er et folk meget mindre end os. De lever af at høste bær og er opdelt efter bærtyper. Indtil videre har jordbærfolket, i særdeleshed pigen Dug og drengen Remus (Remuff), været de bærende figurer og det gør de så sandelig også godt. Jeg læser appen højt fra min telefon i klassen og selv flere måneder efter at vi har læst den færdig og selvom vi har læst op til flere bøger siden, så spørger børnene stadig til hvornår der kommer nogle flere historier om Remuff (Han hedder Remus, men i skal læse historierne før i forstår hvorfor det er sjovt at kalde ham Remuff.)

Hvis ikke du selv er til at læse den højt eller dine børn ikke kan/gider læse selv, så er der hjælp forude, for Sebastian Klein har indtalt alle kapitlerne med sin karakteristiske facon og stemme.

Bærfolk-nyt kapitel

Jeg var desværre nødt til at holde mig til min smartphone, når det gjaldt højtlæsning. Det passede fint for mig når jeg skulle læse, men ligegyldig hvor stor en skærm min HTC er udstyret med, så er det altså lige småt nok at gå rundt og vise til en klasse – og man springer ikke over at vise billeder i de her historier. Jeg forsøgte mig med min Android-tablet, men desværre er appen ikke ordentligt tilpasset, så de har en masse bøvl med at man ikke kan klikke sig ind på historierne. Det er ærgerligt for der ville billederne virkelig komme til sin ret.

Det dejlige nye der er at fortælle er at det nyeste kapitel til historierne “Snogemælk og skrigeballoner” skulle udkomme i starten af marts 2013, så nu er der ikke så længe at vente – og børnene i min klasse venter mindst lige så spændt -for det er efterhånden længe siden at Remuff har været på nye eventyr!

En sjov lille anekdote at knytte til min højtlæsning fra telefonen – Min kære kollega som er mindre IT-vant end jeg selv, besluttede sig for til et møde at beklage sig over at vi nu gik og sms’ede og læste Facebook (og hvad det altsammen nu hedder) mens børnene sad og spiste. Flere af os undrede os over dette, indtil det gik op for mig at hun havde set mig gennem en rude vandre rundt med min telefon i hånden og fortælle alle børnene om de kære Bærfolk. Så der kan være en vis idé i at informere dine kolleger om hvor fremsynet og pædagog 2.0 du er, inden du går i gang med højtlæsningen.

Wordfeud – Kæppe og sten kan brække mine ben, men ord…

Der er et gammelt engelsk(sproget) ordsprog, som lyder noget i stil med “Sticks and stones may break my bones but words can never hurt me” (oversat: Kæppe og sten kan brække mine ben, men ord kan aldrig skade mig). De havde tydeligvis ikke spillet Wordfeud. De havde ikke smagt den stål-lignende blodsmag i munden når man åbner sin mobil-app og opdager at ens modstander har lagt et ord som scorede dem 256 points… (En tidligere kollega gjorde dette mod mig. Det er første og eneste gang at det er sket for mig i Wordfeud normalt bliver man ydmyget allerede ved scoringer på 40 points og opefter.)

 “Nu har jeg endelig lavet en bruger til Wordfeud, så hvem er klar på et spil – mit navn er Missylilleprinsessen86”.

Hvis du er en af de få som ikke er på Facebook, kan det være du ikke aner hvad jeg snakker om. Wordfeud er så populært for tiden at det topper flere internationale og nationale app-downloadslister. Statusopdateringer på Facebook popper op i stor stil med den klare besked: “Nu har jeg endelig lavet en bruger til Wordfeud, så hvem er klar på et spil – mit navn er Missylilleprinsessen86”.

Appen kan bruges på mange forskellige måder. Selvfølgelig kan den bruges på sin mobil i enrum mod en tilfældig modstander, eller i hård konkurrence med sine venner (eller kone/mand/kæreste). Med både klassisk opsætning af brættet og random opsætning (hvor bonusfelterne kan ligge helt tæt op af hinanden) er der garanteret masser af sjov.

En sjov brugsmulighed kunne være at sætte konkurrence op i klubben eller klassen. Sæt en tablet (optimalt 2) til rådighed hvor eleverne kan spille mod hinanden. Man kan jo sagtens lave turnering i det og dermed se hvem der vinder i klassen. En anden mulighed er at kontakte en anden klasse, klub eller SFO (3. klasser og opefter) og så konkurrere mod dem. På den måde kan man få forskellige dimensioner omkring IT og sociale omgangstoner ind. Man kan nemlig chatte samtidig med at man spiller.

Den sidste nye udgave er 2001

Som noget nyt vil Wordfeud fra denne uge blive integreret med Dansk Sprognævns Retskrivningsordbog 2001, og dermed vil der være langt flere ord spillet kan genkende. Inden du brokker dig over hvorfor det skal være en 11 år gammel udgave, så vil jeg her lige indføre at det altså er den sidste nye, og at den næste udgave er under udarbejdelse – de startede i 2006 og regner med at udgive i slut 2012.

Der er dog stadig ikke planer om at tilføje navne, da dette er imod scrabble reglerne.

Pæd-it tager gerne imod udfordringer, så søg på Chroelle og op kommer jeg. Skriv lige i chatten at du har læst mit brugernavn herinde. Hvis nogen ønsker at afprøve opsætningen med wordfeud i 2 klubber kan de jo også aftale herinde.

God ordjagt!

Lærkevang – En mælkeapp?

QR koder på Arla kartoner

Arla har lavet et spil om dagligdagen på en gård. Den fede detalje ved dette spil er muligheden for at indscanne QR-koder (quick response koder) eller indtaste koder fundet på kartonerne i skrift. Du får altså mulighed for at finde mobilen frem ved morgenbordet og indtjene “penge” til dit Lærkevang spil eller lodder til den store lodtrækning som dog finder sted meget snart. Den 19/12 finder de vinderne af nogle rigtig lækre præmier – De 10 med flest lodder vinder en Ipod Touch 32 BG og blandt de andre deltagende uddeles 350 ko-bamser eller traktorer. Hvis ikke du drak mælk før, så kan det i hvert fald i endnu højere grad betale sig nu.

Spillet kan spilles på computeren på: http://laerkevang.arla.dk/#Gaardspil/spil/ hvor du kan lave en bruger og gå i gang med det samme. Der er også mulighed for at læse lidt forskelligt om Arla, spillet og konkurrencen derinde.

Tillykke - det blev en hest!

Du har også mulighed for at blive endnu mere mobil og finde din smartphone frem. Med den i hånden sætter du dig ved havregrynene og hælder mælk på – indscanner QR-koden og modtager på den måde mønter til brug i spillet. Mønterne bruges til afgrøder, bygninger og lignende.

Som sagt slutter spillet snart så skynd jer ind og prøv dette ganske sjove koncept. Nu bliver det jo så spændende om spillet bliver liggende eller om det forsvinder…

 

FU International – en web-skoleavis.

Masser af flag, dufte og lyde fylder gangene på Fuglsanggårdsskolen i denne uge. Jeg har for en tid skiftet børnehaveklassens beskyttede rammer ud – i denne uge arbejder jeg nemlig med en gruppe på 36 elever, skolebibliotekaren og to lærere fra henholdsvis mellemtrinnet og udskolingen. Vores skolebibliotek er omdannet til et internationalt pressecenter, for avisen “FU International“, hvor en kreativ “buzz”, en summen af kreativitet og taster der bliver brugt flittigt til at beskrive de aktiviteter der foregår på skolen fylder de i forvejen informationsfyldte lokaler. Skolens elever (med undtagelse af de 36 i pressegruppen) er i uge 40 delt op i landegrupper, hvor de får lov at føle på egen krop hvordan den lokale kultur føles, dufter, smager og leves i lande fra USA til Indonesien.

Mandag morgen stod skoleinspektøren og enkelte lærere vagt ved skolens indgange og inddelte børnene i forskellige lande. De blev kropsvisiteret inden de fik lov til at træde ind i “flygtningelejren”. De børn, der var blevet spået at have svært ved den voldsomt ændrede morgenrutine, var blevet udstyret med diplomatpas, så de kunne gå forbi vagterne uden den store ståhej. Pressen havde egen indgang med pressekort og kunne på den måde være klar, til at dække børnenes ankomst i deres nye grupper – og sikke en ankomst. “Sydafrikanske” Virum-børn får pludselig mærket hvordan det føles at gå rundt med en label med et stort B på brystet. B’et står for Black og betyder at netop dette barn mærker hvad apartheid betød for størstedelen af befolkningen i det sydligste afrikanske land igennem flere generationer. Med et B på brystet må man nemlig ikke sidde ned på stolene, gå på hvilket som helst af toiletterne eller komme foran en hvid i køen. Flere lever som slaver i grupperinger.
I Kina måtte “ugens kinesere” aflevere deres madkasser, for i det store kommunistiske land der deler man goderne imellem alle. I Rumænien var der ikke nødvendigvis nok riskiks til alle og storfamilierne måtte fordele de få krummer ud til hvert medlem.
Det lyder hårdt, men snakken går mellem børnene om hvad de har været igennem og flere begynder at forstå at livet i et nordsjællandsk smørhul måske ikke er så slemt endda.


På andendagen bliver aktiviteterne og oplevelserne lidt mere glædesfremkaldende og duften af madlavning i de forskellige grupper fylder luften på gangene. Børn leger undervisningen ind på enhver ledig plads i udearealerne rundt om basketnet, bålpladser og sudanesiske sandørkener, som de ellers så efterårskolde sandkasser havde udviklet sig til.

Pressegruppen dækker de mange aktiviteter med blokke, mobiltelefoner og kameraer på førstedagen og senere bliver de præsenteret for de værktøjer, vi ellers skal bruge til ugens webavis. Begyndervanskeligheder præger den først dag, men det slår os ikke af pinden, for det havde vi regnet med. Dagen byder på få nye ting at vænne sig til, så børnene primært kan fokusere på, at de er nye for hinanden og deres evner, viden og alder er spredt.

Der bliver gået til opgaven med ildhu og entusiasme fra alles side – efterhånden begynder workshoppen at ligne en rigtig avissprøjte.

9. klasserne har fået besked på, at de skal have 5. klasser med i deres grupper og at de forskellige inddelinger skal være aldersspredte generelt, så avisen kan få så godt et resultat som muligt. Det er svært i starten, at finde fodfæste i den nye setting, men da dagen er omme, er flere artikler alligevel kommet online. Udvalgte elever er blevet redaktionssekretærer og de får tilsendt artiklerne fra journalisterne til gennemlæsning og redigering de sidste detaljer på plads. Dernæst skal det lægges op i, det yderst brugervenlige, Google Websteder, som alle med en Google-konto har mulighed for at lave gratis. Billederne, der bliver taget ude i “verden”, bliver lagt op på Picasa-kontoen, så alle de reporterende elever kan bruge hinandens visuelle materiale. Enkelte skribenter sættes til at udarbejde faktabokse om de forskellige lande, mens mere kreative sjæle fremstiller logo og designer layoutet. Alt i alt bliver avisen deres produkt og ikke de voksnes. På 3. dagen tager det fart og der bliver nu endnu mere at lave for de unge journalist-aspiranter. En TV-avis bliver det næste produkt, der skal udvikles og opsættes. Der bliver gået til opgaven med ildhu og entusiasme fra alles side – efterhånden begynder workshoppen at ligne en rigtig avissprøjte.

Hele ugen bevæger sig forsigtigt, men hurtigt, imod klimakset – en markedsdag torsdag. Her er forældre og søskende inviteret til at indsnuse atmosfæren, få krydret smagsløgene og inspicere hvad deres børn har brugt ugen på. Markedsdagen er samtidig en indsamling til Afrikas horn, så eleverne kan slutte ugen af med at gøre en forskel for nogle, hvis liv er mindre priviligeret og  mere besværligt end deres eget. En besværlighed, de har stiftet bekendskab med på egen krop gennem den forgangne uge.

Mit arbejde, i ugens løb, lå dog langt fra de fattige landes kulturelle forskelle. Jeg sad og arbejdede i et miljø, jeg var forholdsvis vant til – kun de fysiske rammer og alderen på dem, jeg skulle formidle til, skilte sig ud fra dagligdagen. Værktøjerne, jeg arbejdede med, var lidt nye for mig, i hvert fald på den måde de blev brugt, men de var hurtige at vænne sig til. Arbejdet med pressegruppen er foregået med Google Websteder, Picasa, og skoletube. Allesammen gratis at gå til og yderst brugervenlige.

I kan forhåbentlig læse mere om forløbet i den kommende udgave af Det Grønne Område.