Internettet som formidler – og vores rolle i det. (David Bowie-truth).

Snart nærmer uge 6 sig med hastige skridt og der er god grund til at snakke digital dannelse i indskolingen og mellemtrinnet. Internettet og de sociale medier har åbnet op for formidlingsmuligheder, vi aldrig havde drømt om. Internettet, som vi voksne voksede op med, har transformeret sig til at være noget ganske andet – og fortsætter med at gøre det hver eneste dag.

Når nettet hele tiden ændrer sig, så skyldes det, at der konstant føjes nye interaktionsmuligheder til og disse gribes af forskellige generationer, kulturer mm på forskellig vis. Dermed forgrener kulturen sig konstant. Selv når du er med på Snapchat, (Facebook), Instagram og alle de andre platforme som børnene er med på, så er det næsten sikkert at I bruger dem forskelligt og har forskellig kultur omkring det.
Så når jeg hører pædagoger og lærere udtale, at de slet ikke kan følge med – så skal det ikke ses som en stopklods for at arbejde med det, men derimod som en fantastisk mulighed. Du har en mulighed for at spørge børnene og de unge – du behøver ikke gå ud fra at du skal kunne det hele på forhånd eller vide alt – SPØRG.

Denne flok identificerede mine venner og jeg os med. Var du en Dylan eller en Brando, måske en Steve, eller en David??

Den stærkeste jeg kender til at snakke digital dannelse med eleverne er langt fra den mest teknisk kyndige – gud ske tak og lov! Han stiller nemlig spørgsmål til de rent etiske og pædagogiske elementer i det de foretager sig – og blander ikke de teknisk aspekter ind i det. Han spørger eleverne “hvorfor” og ikke “hvordan” og så respekterer han at dette er deres ungdomskultur uden at grine hånligt, rynke på næsen eller være ligeglad. Hvis vi nu finder vores ungdomsbilleder frem, så var det heller ikke altid at vi var gennemtænkte og smarte, men det var med til at skabe dem vi er i dag! Så det stærkeste værktøj i uge 6 er måske ikke at belære eleverne, men lade dem informere dig og så spørg dem “hvorfor” de gør som de gør. For internettet er ikke de voksnes længere – børnene er det store publikum og den mest spændende forbrugergruppe derude.
Som jeg plejer at sige ironisk: “Et kommunikationsværktøj skabt af det amerikanske militær og gjort stort af pornoindustrien… Jo det lyder som et sted for børn…” Men det er det altså nu! Det er deres (digitale) hverdag og legeplads.

David Bowie udtalte sig i 1999 til BBC omkring internettets fremtid. En tid hvor internettet var for de få husstande der havde det, og foregik med et 56k modem (for de heldige hurtige). De fleste af os kan lukke øjnene og huske præcis hvordan de skrattende toner lød, som skabte forbindelse til den store vide verden. En verden som med nød og næppe havde ICQ Messenger og før der fandtes MySpace… Men kan vi huske hvor lidt vi egentlig brugte internettet og hvor monopoliseret det føltes dengang. Dengang hvor det føltes som om, at det var et sted hvor diverse virksomheder kunne fortælle os om deres produkter. Intervieweren spørger derfor David Bowie, “jamen er det ikke bare et værktøj”…? Og så får han et episk svar på rent Ziggy Stardust’sk:

“No, it’s an alien life form. Is there life on Mars? Yes, it just landed here… I don’t think we’ve even seen the tip of the iceberg. I don’t think we’ve seen the potential of what the internet is going to do to society. Both good and bad is unimaginable. I think we are on the cusp of something exhilarating and terrifying.”

 

Brobygning mellem børnehaven og SFO – video i børnehøjde

Snart skal en masse børnehavebørn til at møde en ny verden – skoleverdenen. Det er en stor verden, når man kommer fra låste låger, indhegninger og fri leg. Pludselig er der mindre voksenstyring og mere ansvar for egen hverdag.

Det er uden tvivl en stor omvæltning, så hvordan giver vi dem bedst muligt en hjælpende hånd med at klare de mange nye informationer. Svaret er ofte at vi inviterer deres forældre til møder, vi skriver breve, mails, og laver informationsfoldere, børnehaven svinger måske forbi og ser legepladsen…

Med andre ord får børnene alt deres information fra anden side, second hand, nedskåret, fortolket og prioriteret af voksne som faktisk ikke kender SFO og skole meget bedre end børnene selv. Det er lidt ærgerligt. De voksne gør det jo i bedste mening og for at give børnene en god overgang.
MEN det ER et stort skifte og børnene har ingen anelse om hvad halvdelen af ordene vi tager for givet betyder. Hvad er et frikvarter? Hvor længe varer en skoledag? Hvornår er man i skole og hvornår er man i SFO?

Sidste år besluttede vi at tage informationen ned i børnehøjde og slå et par fluer i samme smæk. Vi optog små film med de voksne, som skulle tage imod børnene når de startede hos os i maj. De voksne præsenterede så SFOen og hvad der forventedes af dem.

Vi satte fokus på de små problemstillinger de første dage – hvor er garderoben, hvordan krydser man sig ind, hvordan siger man hej og farvel osv. Alt sammen talt til børnene! De videoer redigerede jeg så i Windows Movie Maker – nemt og lige til (I år bliver det nok WeVideo gennem Skoletube).

Så blev der tilføjet hyggelig musik og speak hvor det manglede, og så var vi klar. Videoerne blev lagt op på forældreintra, med besked til forældrene om at vise dem til børnene.
Effekten var stor – mange børn var enormt trygge ved specielt Tine (som havde været primært præsenteret i videoen). De kom hen til hende og fortalte at de havde set hende på videoen (hvilket sjovt nok fik gjort os opmærksomme på en lille sjov detalje. De kendte hende RIGTIG godt – men vi havde glemt at sige Tines navn på videoen, så ligegyldigt hvor godt de kendte hende, så vidste de ikke hvad hun hed. Den erfaring tog vi også med i posen, og i år sætter vi lidt fokus på at de voksne får sagt deres navne. Vi vil også prøve at stemningssætte de voksne mere, så børnene ved hvad de kan (bruges til).

Det hele tog meget kort tid at producere og effekten var stor i hvor trygge børnene var og hvor hurtigt de forstod hvad de skulle.
Hvis i har spørgsmål til projektet er i meget velkomne til at fange mig.

Som et lille ps. kan jeg afsløre at det samtidig var min projekt-opgave til “Medier og kommunikation PD-modulet Mediepædagogisk håndværk” på Campus Carlsberg. 

Glædelig jul og godt nytår (med nye tiltag).

Lige om lidt skal jeg til at fyre vores årlige julehalløj af for hele skolen. Spændingen vil ingen ende tage. 🙂

I år sender vi skoleinspektøren ud på en rejse rundt til forskellige storbyer i verden, ved hjælp af greenscreen. Hvert sted bliver der stillet spørgsmål om byen differentieret ud fra om man er indskoling, mellemtrin eller udskoling. Det endelige svar skal lægges hurtigst muligt op på en padlet.

Det hele er klippet sammen og bearbejdet i WeVideo gennem Skoletube. Det har været en spændende proces og lære det at kende og jeg har fået masser af ideer til hvordan det skal bruges både i vores SFO på multimedieværkstedet og i undervisningen. I det nye år vil jeg derfor sende en video ud med forklaring om hvordan jeg gjorde, til alle mine kolleger, så de også kan finde ud af at det faktisk er ret ligetil og ret sjovt at arbejde med. Alt efter hvad man vil, så kan det bruges helt ned i 0. klasse og selvfølgelig helt op til 9.

Det nye år bliver spændende, og jeg håber at i alle fortsat vil følge med her på PÆD-IT. Jeg kan nemlig så godt lide at i er her. 🙂

Nu vil jeg smutte, for video-linket skal snart lægges op og sommerfuglene i både min og skoleinspektørens mave skal have lidt gang i vingerne.

Hour of Code – CSEDweek.

Husk at det er i dag at Computer Science Education Week (CSEd-week) startede. Det er i denne uge at der massivt deltages i Hour of Codes over hele kloden.
I ugen fra 5/12-11/12-2016 er der Computer Science Education Week, eller groft oversat Computer Videnskabs Uddannelses uge. Det vil altså sige at man i denne uge kan skrive sig op til at afholde en Hour Of Code (en times kodning). Hvis du synes det lyder kompliceret, så vil jeg bede dig om at gå ind på Code.org og afprøve de forskellige niveauer de tilbyder derinde. Kodningen er blokprogrammering, som er færdigbyggede kode-segmenter der som en form for puslespil skal samles så programmet udfører de rigtige kommandoer i den rigtige rækkefølge.

hoc-angry-birdsHvis du synes det lyder svært, så tag et kig på billedet her ved siden af og se om ikke det ser overskueligt ud. Dette modul/kursus er beregnet til førlæsere og er allerede blevet gennemført af min datter da hun lige var blevet 5. Hun er ikke specielt fokuseret, teknologisk kompetent eller for den sags skyld velbevandret ud i kodningens verden. Næsten tværtimod – hun er god til at klatre i træer og finde på lege der foregår udenfor uden en skærm.

Hvis du stadig ikke er overbevist om at du skal lave det her med din klasse, dine egen børn eller på din fritidsinstitution – som en rigtig hyggelig aktivitet som der er masser af læring, samarbejde og sjov i, så se den følgende video. For i virkeligheden så er det her en ny måde at lege med spil, kodeforståelse og børnekultur på. Leg og læring når det er bedst!

 

Pokemon Go – lige på falderebet

Pikachu - den mest berømte Pokemon.

Pikachu – den mest berømte Pokemon.

Jeg har alle dage haft en forkærlighed for IT der fordrer bevægelse. Denne her sommer var jeg sen til at komme igang med Pokemon Go (jeg er stadig kun i level 13 – suk) og kom kun i gang fordi mine døtre gerne ville. Så vi gik lange ture om aftenen efter aftensmaden og fangede Pokemons lige som alle andre. Vi stødte på mange forskellige personer på gaderne, både hele familier der lignede min egen – oftest en far med et eller to børn på slæb. Vi så også bedsteforældregenerationen rende rundt og swipe pokeballs efter Ratatas og Drowzees (som er dem der er fremherskende hvor vi bor). Enkelte gange mødte man en far uden børn der lidt flovt hilste, mens han prøvede at skjule sin lidt barnligt legende aktivitet. Jeg ved jo godt at gennemsnitsgameren ikke er 16 eller 12, men faktisk i slutningen af 30’erne – så jeg synes egentlig ikke det er flovt.

Alle der følger bloggen ved at jeg er IT-pædagog og nogle ved også at jeg ydermere er idrætspædagog-uddannet, så kombinationen af device og bevægelse har alle dage tiltalt mig. Børnene ved, at hvis man har mig i bevægelse, så er der en chance for at det bliver med devices i hånden – hvor vi eksempelvis spiller DOT – eller ofte ellers laver lege baseret på fænomener fra spil- eller filmkulturen – som eksempelvis Mario og Luigi, måske en omgang Quidditch (begge lege udarbejdet af Motivation) eller Minecraft-stratego (opfundet af mig selv – hold øje med artikel med alt udstyret til legen).

Så da 5. klasse i år fik at vide at de skulle have mig, så var de rimeligt sikre på, at vi skulle på Pokemonjagt. Det gjorde vi de efterfølgende 3 gange (hver onsdag i en uge). Ruten varede en lille time med konstante stops for at ramme pokemons. Vi passerer 12 pokestops og to gyms på vejen. Lige præcis 5. klasse er ret præcist målgruppen at se udviklingen i sådan et spil på, for nogle lever det og hænger på længere end mange andre, de er gamle nok til at prøve at snyde, for de er ikke gamle nok til at smide mange penge efter det. De er dermed også hurtigt nogle af dem som give hurtigt op – undtagen altså de få som lever spillet.

Min erfaring var at ud af ca 70 børn, der blev tilbudt 3 forskellige fede aktiviteter, så valgte alle -8 at gå med på pokemonjagt første gang. Gangen efter var vi halveret og gangen efter igen var der 12 der ville med, og et par stykker af dem var mest fordi de ikke GAD de andre ting – man er vel tweenager.

Alt dette var fra ca. midt august til start september. Det var så at sige en kort fornøjelse – heldigvis havde vi regnet med det og havde quidditch i ærmet – klar til at overtage indtil efterårsferien, hvorefter den står på forløb med DOT (appen hedder GoPlayDot hvis nogen af jer er blevet nysgerrige).

Da mine børn er yngre, så bliver de hængende på lidt tid og nyder stadig at få lov at skiftes til at skyde pokeballs efter diverse skabninger, og at få lov at spinne disken på diverse pokestops. Der går langt mellem turene ud af huset med det som formål, men det er stadig lige hyggeligt. Fokusset på gåturen er blevet mere på samtale og samvær end på Pikachu og pokestops.

En skæg lille anekdote skal i dog have med –

Jeg tog i starten af september til Italien (Toscana området) med min familie. Hvis man nu står i en by som Lucca, som mest er kendt for at være smuk og fyldt med flotte syn og gamle bygninger – så kan det være svært at finde ud af hvor man skal gå hen af. Der lurede jeg da lige en gang på Pokemon Go og fandt frem til det sted med flest pokestops samlet. Det måtte jo være det sted med flest kulturelle syn og monumenter. Og den holdt stik hver gang.

Så hvis du er ved at slette Pokemon Go fra din smartphone og snart skal ud og rejse, så vent lige et øjeblik. Måske skal du også ud og på pokemonjagt…. jeg mener sightseeing!

God jagt.

 

Kodning – flere forskellige niveauer

KodeblogI den kommende tid vil jeg begynde at skrive mere om brugen af kodning i undervisningen og fritiden med børn. Kodning er en del af det man kalder 21st century skills, og er altså en del af at forberede børn til den verden de skal leve i efter klokken er ringet ud for sidste gang og virkeligheden kalder.

Først og fremmest vil jeg starte med den primære erfaring jeg har gjort mig, inden i bliver skræmt væk med ordet kodning:

“DEN STØRSTE HINDRING I AT LÆRE BØRN AT KODE ER AT DEN VOKSNE IKKE TØR PRÆSENTERE DET FOR DEM!”

Bekymringen (lad os kalde det det) fra de voksnes side er grundet erfaringer fra eget liv. Mens vi har været børn og unge, har kodning været noget der foregik med ingeniører bag roret. Det var noget webdesignere, og programmører havde inde på livet, når de startede deres studier og som vi andre bare kunne sidde og kigge forvirrede på.

Kodningsprincipper er egentlig ikke så svære at holde styr på – og den vigtigste pointe er helt klart at kode gør lige præcis hvad du beder den om – og kun det. Det gør det også enormt nemt at finde fejl og rette. En form for -lige-til-evaluering af det arbejde man har lavet.
Der findes så ualmindeligt mange måder og tilgange til at lære kode på forskellige alderstrin nu, og helt ned i før-læse-stadiet kan man præsentere børn for principperne bag kodning. Der er faktisk absolut ingen gode grunde til ikke at finde det frem og prøve det af, for når jeg har lavet det med børnene på mit arbejde, så er det første spørgsmål altid – “Må vi godt lave videre på det derhjemme” og det næste spørgsmål: “Kan du ikke sende adressen på det til mine forældre?” Og svarene på begge dele er “Selvfølgelig!”

I kommende artikler vil i kunne læse om: Hour of code, code.org, Code Pirates, DigiPippi, High Tech High, 21st century skills, ScratchJr, www.codeavengers.com, Minecraft kodning, Bee Bot, LittleBits og så meget meget mere.

Uddrag fra det tidlige kursus på code.org - FRA 4 ÅR!!!

Uddrag fra det tidlige kursus på code.org – FRA 4 ÅR!!!