Brobygning mellem børnehaven og SFO – video i børnehøjde

Snart skal en masse børnehavebørn til at møde en ny verden – skoleverdenen. Det er en stor verden, når man kommer fra låste låger, indhegninger og fri leg. Pludselig er der mindre voksenstyring og mere ansvar for egen hverdag.

Det er uden tvivl en stor omvæltning, så hvordan giver vi dem bedst muligt en hjælpende hånd med at klare de mange nye informationer. Svaret er ofte at vi inviterer deres forældre til møder, vi skriver breve, mails, og laver informationsfoldere, børnehaven svinger måske forbi og ser legepladsen…

Med andre ord får børnene alt deres information fra anden side, second hand, nedskåret, fortolket og prioriteret af voksne som faktisk ikke kender SFO og skole meget bedre end børnene selv. Det er lidt ærgerligt. De voksne gør det jo i bedste mening og for at give børnene en god overgang.
MEN det ER et stort skifte og børnene har ingen anelse om hvad halvdelen af ordene vi tager for givet betyder. Hvad er et frikvarter? Hvor længe varer en skoledag? Hvornår er man i skole og hvornår er man i SFO?

Sidste år besluttede vi at tage informationen ned i børnehøjde og slå et par fluer i samme smæk. Vi optog små film med de voksne, som skulle tage imod børnene når de startede hos os i maj. De voksne præsenterede så SFOen og hvad der forventedes af dem.

Vi satte fokus på de små problemstillinger de første dage – hvor er garderoben, hvordan krydser man sig ind, hvordan siger man hej og farvel osv. Alt sammen talt til børnene! De videoer redigerede jeg så i Windows Movie Maker – nemt og lige til (I år bliver det nok WeVideo gennem Skoletube).

Så blev der tilføjet hyggelig musik og speak hvor det manglede, og så var vi klar. Videoerne blev lagt op på forældreintra, med besked til forældrene om at vise dem til børnene.
Effekten var stor – mange børn var enormt trygge ved specielt Tine (som havde været primært præsenteret i videoen). De kom hen til hende og fortalte at de havde set hende på videoen (hvilket sjovt nok fik gjort os opmærksomme på en lille sjov detalje. De kendte hende RIGTIG godt – men vi havde glemt at sige Tines navn på videoen, så ligegyldigt hvor godt de kendte hende, så vidste de ikke hvad hun hed. Den erfaring tog vi også med i posen, og i år sætter vi lidt fokus på at de voksne får sagt deres navne. Vi vil også prøve at stemningssætte de voksne mere, så børnene ved hvad de kan (bruges til).

Det hele tog meget kort tid at producere og effekten var stor i hvor trygge børnene var og hvor hurtigt de forstod hvad de skulle.
Hvis i har spørgsmål til projektet er i meget velkomne til at fange mig.

Som et lille ps. kan jeg afsløre at det samtidig var min projekt-opgave til “Medier og kommunikation PD-modulet Mediepædagogisk håndværk” på Campus Carlsberg. 

Nintendo games kan være mere end konsolspil

I går var jeg på et godt kursus!

MOtivaTiON har lavet en kursusdag som handler om leg og bevægelse. Hver gang jeg er afsted på et leg og bevægelseskursus får jeg oplevelsen af at få noget med hjem jeg kan bruge, hvis jeg tilpasser det til min målgruppe, indkøber nogle få materialer og motiverer mig selv til at køre på. Men aldrig så meget som i går!

Mario stjerneI går blev jeg underholdt og gennemtævet af 2 friske gutter med tilhørende frisk kvinde fra MOtivaTION som gav mig lige det jeg skal bruge for at kombinere mit nørderi med min bevægelseslyst. Den første leg vi legede hed Mario og Luigi og gik i alt sin “simpelhed” ud på at være to hold (Rødt hold – Mario, Grønt hold – Luigi) som skulle samle stjerner op og prøve at holde fast på dem inden man blev skudt. Når man blev skudt skulle man ind i et klassisk grønt rør (repræsenteret af en hulahopring med en kegletop i) for at live op igen. Blev man ramt af ildkugler (røde bolde) så var man skudt, og med grønne bolde som repræsenterede skildpadder, så gik det lige så galt.

Mario og Luigi

Reglerne kræver en grundig gennemgang inden man starter, men legen er solgt lige så snart du har sagt navnet på den. Det fede ved mange af disse leg vi legede var hvor nemme de var at gøre nemmere og mere overskuelige, eller sværere og mere kaotiske. Men motivationen til legen var næsten allerede klar når man sagde navnet. Efter Mario og Luigi spillede vi eksempelvis Quidditch som mange nok kender fra Harry Potter. Der blev spillet Catchball hvor bolden pludselig ikke længere er rund og dermed sætter alle evner indenfor boldspil på en prøve. Flere lege fulgte, men fælles for alle var at man blev rigtig godt og grundig svedig, og man havde det sjovt mens det stod på.

Når du i forvejen har en tilgang til børnene som går gennem noget nørderi, evt med computere eller konsoller involveret som jeres fælles tredje – så er de her lege rigtigt nemme at sælge.

Nu mangler jeg bare at finde ud af at lave en leg der omhandler Minecraft! Og i andre mangler at finde ud af hvornår MOtivaTION holder kursus i nærheden af jer, så i kan blive lige så inspirerede!

Velkommen til alle de nye SFO-børn!

FLAGI dag er en stor dag for mange børn, fordi de skal starte i SFO her 1. Maj. Det er en KÆMPE ting når man kommer første dag og der er meget nyt. Mange nye voksne, mange nye børn, mange nye regler og en helt ny måde at gøre tingene på.

Det er også en stor dag for mange forældre til disse stolte børn. I dag mærker jeg det på egen krop, for min egen ældste pige startede i dag på SFO. Hun har glædet sig længe og der har været mange spørgsmål, tanker og undringer som er dukket op i den seneste tid. Mange af dem kan man overhovedet ikke svare på som forældre – også selvom man er forud-disponeret ved rent faktisk at arbejde på samme SFO som hun skal starte på. Det er bare en tid med mange spørgsmål, men heldigvis også professionelle pædagoger til at svare på dem!

For et øjeblik glemmer vi alt om skolekonflikt, heldagsskole og skolereformer og i stedet fokuserer vi på at helt nye ansigter kaster sig hovedkulds ind i folkeskolens mangfoldige verden. VELKOMMEN.

Ps. Kig lige tjeklisten nederst i denne artikel igennem. Den er god at have i mente over de næste par måneder.

Nøgleord:

En lille opdatering om bla Goanimate4schools

Goanimate4schoolsFor tiden er jeg igang med tegnefilmsprojekt med børnene på SFO’en sammen med 2 kolleger. Det er endnu engang GoAnimate4schools som ligger side til. Vi har ligeledes arbejdet med Toondoo – som mest handler om at lave tegneseriestriber.

Vores erfaring er endnu en gang at pigerne får mere ud af det en drengene. Muligheden for at fortælle en historie med brug af billeder og musik får virkelig tændt op under dem. Hvor drengene mest får lavet en tegnefilm eller stribe, som har en handling der mest foregår på toiletter eller i hvertfald med meget latrinære udtryk. Pigernes derimod er føljetoner som de vender tilbage til dagen efter. De perfektionerer, leger roller ud og får virkelig et forspring i forhold til drengene.

Sugata MitraMine fritimer derimod er gået med at se flere af de fantastiske nyt TED taler. TED13 er lige løbet af stablen og mange spændende talere er kommet på i år. Sugata Mitra er en af dem.

Jeg kan ellers fortælle at de artikler der ligger i trykken lige klar til at blive skrevet færdig omhandler – Gozoa (et nyt matematikspil, som jeg har været med på en kigger på), Tabulex-indkrydsning (mine oplevelser efter at have brugt det i dette skoleår), Skoleporten – sommerferie opdateringer og meget mere. Jeg håber på at kunne finde tid til endnu en gang at  skrive flere artikler. Jeg ved i hvert fald at mit fortsæt for dette år ikke bliver nået.

Bærfolket – læs den før din kollega!

Fortællinger_om_BærfolketDet er desværre gået op for mig at ALT for få Androidbrugere har downloadet Den Gamle Fabriks (ja, dem med marmeladen) FANTASTISKE APP om bærfolket til deres smartphones. Det har jeg fået at vide da jeg kontaktede dem, for at høre hvornår der kommer flere kapitler af den kaliber, som det første sæt har været.

Hvis du ikke ved hvad det er jeg snakker om, så er jeg virkelig på nippet til slet ikke at begynde og beskrive det – for det skal opleves! Så her er der links.

Android   Iphone

Hvis nu du er typen der ikke gider at klikke på links når du sidder og læser artikler, så forbarmer jeg mig og beskriver lidt for dig. Lene Kaaberbøl , som blandt andet er kendt for bogserien om Skammerne (skammerens datter er nok den mest kendte) står bag de fantastiske historier som egner sig til børn fra 4 år og i hver fald op til 8-9 år. Anders Walter har illustreret med helt igennem fantasifulde og farverige billeder af eventyrene. Bærfolket kan også købes som bog, men som app er den altså gratis!

Bærfolket-billederHistorierne handler om Bærfolket – som er et folk meget mindre end os. De lever af at høste bær og er opdelt efter bærtyper. Indtil videre har jordbærfolket, i særdeleshed pigen Dug og drengen Remus (Remuff), været de bærende figurer og det gør de så sandelig også godt. Jeg læser appen højt fra min telefon i klassen og selv flere måneder efter at vi har læst den færdig og selvom vi har læst op til flere bøger siden, så spørger børnene stadig til hvornår der kommer nogle flere historier om Remuff (Han hedder Remus, men i skal læse historierne før i forstår hvorfor det er sjovt at kalde ham Remuff.)

Hvis ikke du selv er til at læse den højt eller dine børn ikke kan/gider læse selv, så er der hjælp forude, for Sebastian Klein har indtalt alle kapitlerne med sin karakteristiske facon og stemme.

Bærfolk-nyt kapitel

Jeg var desværre nødt til at holde mig til min smartphone, når det gjaldt højtlæsning. Det passede fint for mig når jeg skulle læse, men ligegyldig hvor stor en skærm min HTC er udstyret med, så er det altså lige småt nok at gå rundt og vise til en klasse – og man springer ikke over at vise billeder i de her historier. Jeg forsøgte mig med min Android-tablet, men desværre er appen ikke ordentligt tilpasset, så de har en masse bøvl med at man ikke kan klikke sig ind på historierne. Det er ærgerligt for der ville billederne virkelig komme til sin ret.

Det dejlige nye der er at fortælle er at det nyeste kapitel til historierne “Snogemælk og skrigeballoner” skulle udkomme i starten af marts 2013, så nu er der ikke så længe at vente – og børnene i min klasse venter mindst lige så spændt -for det er efterhånden længe siden at Remuff har været på nye eventyr!

En sjov lille anekdote at knytte til min højtlæsning fra telefonen – Min kære kollega som er mindre IT-vant end jeg selv, besluttede sig for til et møde at beklage sig over at vi nu gik og sms’ede og læste Facebook (og hvad det altsammen nu hedder) mens børnene sad og spiste. Flere af os undrede os over dette, indtil det gik op for mig at hun havde set mig gennem en rude vandre rundt med min telefon i hånden og fortælle alle børnene om de kære Bærfolk. Så der kan være en vis idé i at informere dine kolleger om hvor fremsynet og pædagog 2.0 du er, inden du går i gang med højtlæsningen.

Eksperimenter med børn… Cola og Mentos – ikke hjul og stejle!

Vi har alle til tider lyst til at spænde udvalgte børn på hjul og stejle… men det er ikke den slags børneforsøg, vi er ude i her. De her kan højst svine lidt, og give børnene en kæmpe oplevelse (Nej! Det er stadigvæk ikke den type forsøg).

I december måned besluttede jeg mig for, at mit træværksted kunne bruge en pause fra træet i en kort periode og besluttede at lade min indre nørd herske lidt. Tidspunktet for nørderiet blev fastsat til, når jeg vendte tilbage efter min orlov med min mindste datter. Det betød heldigvis, at jeg havde masser af tid til at kigge internettet tyndt, efter fede forsøg man kunne lave med børn. Efter at have fundet en masse forskellige spændende forsøg, som enten krævede større børn, et større kendskab til fysik og kemi (og adgang til nogle ting jeg helst ikke ville rode med) eller indebar ild og eksplosioner (som var en NO-GO for mig fra starten), så lykkedes det mig at finde nogle få udvalgte steder af interesse. Siderne findes både på engelsk og dansk og hvis man vil se eksperimenterne udført, så skal man bare søge på youtube. Det gælder om at sortere i tingene, for der findes mange eksperimenter, som er krævende både økonomisk og tidsmæssigt, men der findes også dem, der er sjove og nemme at lave på 5 minutter – det er dem jeg fokuserede på.

Min primære kilde endte med at blive Eksperimentarium.dk, hvor der findes en underside, som omhandler forsøg, der kan laves derhjemme. Eksperimenterne er opdelt i aldersgrupper og dermed har man muligheden for at tilpasse sin søgning. I skrivende stund er der 106 forsøg, hvis du søger på FORSØG FOR ALLE. Det skulle kunne dække ethvert behov for at lave forsøg. Indtil videre arbejder jeg på, at lave et “Nørd-værksted” på min SFO i det kommende skoleår. Der skal arbejdes med lidt af hvert, men forhåbentligt altid noget der kan få givet børnene en på opleveren.

Vores eksperiment-uge i år gik over al forventning og vi havde en kødrand af børn omkring os i alle aldre, som spændte kiggede på “hvad Allan og Christian nu lavede (og om det ville lykkes)”. Flere af forsøgene var enten mindre imponerende, end vi havde håbet (men børnene havde lavere forventninger og blev meget imponerede) og nogle ville simpelthen ikke lykkes for os (forbandede *&%#?@$ing æg, der skal suges ned i en flaske med kogende vand…). Andre derimod (hjemmelavede lavalamper og lav din egen is på 5 minutter) var KÆMPE succeser. Vi sluttede selvfølgelig af med en GRANDE FINALE af en Mythbusters klassiker – Mentos og Cola Light. Hvis ikke i har set dette før, så anbefaler jeg jer at søge på Youtube og se om ikke i får lyst til selv at afprøve det.
Vi afsluttede vores eksperimentperiode med at lave en opvisning til sommerfesten, hvor forældre, søskende, kammerater og bedsteforældre kunne se, hvad for nogle sjove ting børnene havde været med til at lave.

Desværre blev vores egne billeder af cola/mentos-fontænen så dårlige, at de ikke kunne bruges, men hvis jeg får nogle af forældrene, så lægger jeg dem op herinde.
I kan helt sikkert hive et par forsøg ud af hatten på en sløv sommerferie dag også, hvis i ikke lige ved, hvad i skal lave med børnene. Jeg anbefaler dog, at man rykker udenfor. 🙂

I kan også finde nogle forsøg på denne side – den er dog på engelsk og kræver desværre, at man er flydende i det. Hvis man skal lave dem med børn, så anbefaler jeg at man har sat det op på sin egen måde inden, så man ikke skal “forklare” børnene, hvad det går ud på, hvis ikke de kan engelsk. De mister lidt af ejerskabet over forsøgene, hvis ikke de føler, at de er med til at “opdage” forsøget sammen med en.

Jeg er helt sikkert ikke færdig med at lave forsøg med børnene, så hvis i finder et fedt forsøg så hold det endelig ikke for dig selv, men del det her eller på vores facebookgruppe.