Hacked!

Hm… Jeg er så i den irriterende situation at en af mine andre sider er blevet hacket uden at vi lagde mærke til det. Der er blevet placeret en fil på serveren, som nu er renset og væk igen. Denne gjorde dog at Google for at beskytte alle besøgende på mine sider besluttede at fortælle at en af de sider jeg ejer er inficeret med malware, altså en fil som hvis den bliver downloadet (kræver aktiv handling fra brugerens side) kan være potentielt skadelig for ens computer. Det er denne fil dog ikke, men den er nu også væk. Der er INGEN RISIKO FOR AT I HAR MODTAGET EN VIRUS ELLER LIGNENDE GENNEM PÆD-IT eller mine andre sider.

Der går dog 90 dage inden Google fjerner deres advarsel om vores sider, så i må være tålmodige hvis i modtager advarslen.

Vi håber ikke at dette betyder at i har mistet nogen tillid til bloggen.

Til alle jer derude som ejer en blog selv, så sørg for at holde den opdateret og slet så de blog-programmer som i ikke bruger længere. Det var nemlig mit problem. En gammel blog, som jeg skrev 4 artikler på og dernæst lagde fra mig, da jeg ikke synes den gjorde det for mig som jeg ville.

OG TRYK NU TILBAGE OG LÆS ARTIKLEN OM DE MANGE SPÆNDENDE FORSØG JEG HAR LAVET MED BØRN.

Google image search – Find billeder endnu nemmere

Hvis ikke du allerede har lagt mærke til det, så har Google gjort det endnu nemmere at søge på billeder. Det vil blandt andet sige, at du kan finde frem til, hvor et bestemt billede kommer fra oprindeligt og finde billeder der minder om det.

Hvis vi nu som eksempel søger på det billede, jeg har lagt ude i højre side, så vil vi finde ud af at det går igen på PÆD-IT’s redaktørside og som billede af mig på min SFO’s side.

Tryk på knappen og træk dit billede ind i feltet. Og voila!

Du skal først ind på Google og klikke på billeder/images ude i siden, så får du et søgefelt. Klik så på knappen jeg har markeret og du har nu mulighed for at trække et hvilket som helst billede ind i søgefeltet. Du kan også skrive en adresse på et billede eller uploade et billede – hvilket dog virker overføldigt, når du nu har muligheden for bare at trække billedet ind i feltet.

Vi får en mulighed for at se lignende billeder. Det vil sige, at hvis jeg nu have et ønske om at finde et billede med en bestemt komposition eller med lignende tema, så giver det mig muligheden for det. Samtidig kan jeg også på en meget nemmere facon finde ud af hvor nogen har fundet et bestemt billede, for jeg behøver bare at trykke på musen, holde knappen inde og rykke billedet over i Googles billedsøgningsfelt. Det er da nemt.

 

Hvis vi nu skal bruge billeder af en solnedgang, men dem vi har i forvejen ikke helt kan bruges, så kan man jo putte billedet man har i søgemaskinen og se hvad Google kan gøre for dig.

Måske vil du gerne give børnene flere forskellige tegninger de kan farvelægge, men børnene vil kun have tegninger af Lynet Mcqueen (fra Biler), eller af Rapunzel (fra to på flugt) og du har kun et enkelt af hver. Så søger du da bare på lignende billeder og ser om ikke der skulle dukke noget op.

Find selv på mange andre måder at bruge det på.

God billedsøgning!

Lad mig Google det for dig…

“Hvordan er det nu lige at man…” Er du lidt træt af at dine kolleger endnu engang henvender sig til dig med noget du godt ved de kunne have fundet ud af selv ved at Google?

Få produkter her i verden oplever at blive associeret så meget med en handling at handlingen bliver navngivet efter produktet. Det er de færreste der spørger “har du prøvet at lave en internetsøgning” efterhånden. Flertallet spørger nu bare “har du Googlet det?”. Det handler selvfølgelig om den monopol Google har lagt på internetsøgning – en monopol, der ikke er et reelt monopol, men bare ligner det til forveksling, fordi Google dominerer markedet for søgninger så overlegent. Let me Google that for you – er en tjeneste via en hjemmeside, som tilbyder dig muligheden for at Google noget for dine kolleger, og samtidig drille dem lidt med at de ikke selv gjorde det til at starte med. Prøv det her.

Det kan også være en skæg måde at arbejde med børnene på. Brug det til at vise dem hvordan du finder forskellige ting. Lær dem om websøgning (undskyld Google-ing) ved at vise dem eksempler på hvad der fremkommer når man søger forskellige udtryk.

Eksempel på dårlig søgning

Eksempel på bedre søgning

Eksempel på endnu bedre søgning – Og så lær dem efterfølgende at trykke på “Images” eller “billeder”.

Jeg kan også bruge det visuelt til oplæg, hvor jeg på forhånd har indtastet et spørgsmål/en søgning for så bare at skulle trykke på linket for at søgningen viser sig. Så slipper jeg for at skrive søgningen ind selv, og kan vende mig om mod mine kursister/elever/tilskuere etc. igen. Det ser mere blæret ud og så spiller det jo at folk ikke skal vente på at du får trykket dine søgeord ind – (og rette tastefjel fordi du skulle blære dig og skrive hurtigt).

Lad mig afslutningsvis vise hvad internettet har at skrive om pædagoger.

Når du nu har læst et par af siderne bag søgeresultaterne,  som enten omhandler uddannelsen, lønforhold, pædofili eller ren latterliggørelse af pædagogfaget, så overvej om du alligevel skulle komme ind i kampen online og deltage i den offentlige debat.

Når 1 plus 1 pludselig bliver til mange flere… PLUS1

Google har i stil med Facebooks “Like”-knap søsat deres egen lille knap til at dele med andre at man synes om noget. Det gør man ved at +1’e (Plus-one’e) en artikel på nettet.
Det vil jeg selvfølgelig også kaste mig over, så derfor kan du fra nu af +1’e artikler i stil med at du kan “like”, tweet’e og så meget andet, de artikler jeg skriver herinde. Det håber jeg vil give endnu mere trafik til siden, og dermed endnu større mulighed for at flere benytter de værktøjer jeg skriver om herinde. (Og måske at nogen får lyst til at skrive noget herinde selv…)

Med Googles +1 kan man altså fortælle andre, at man kan lide noget og hvis man samtidig er medlem af Googles +You tjeneste (+dig på dansk) så kan man også sammenligne sine venners/omgangskreds’ interesser med sine egne.
Hvis du vil bruge dette på en smart måde i dit pædagogiske arbejde, kan der være fornuft i at blive +you venner med dine kolleger og ligesindede og så altså gøre god brug af +1 knappen (forsøg dig gerne med artiklerne her på PÆD-IT.)

Søg gerne på Google for at se flere af de artikler, som jeg har skrevet/skriver senere omkring Googles mange værktøjer.