Learning by fumbling – Spisebordskonsulenten 1

Jeg er et par gange blevet spurgt hvad jeg har gjort for at dygtiggøre mig indenfor IT, programmering og multimediepædagogik. Det er et rigtig godt spørgsmål. Der er et rigtig godt svar – og du kan kun bruge det til noget hvis du har modet til at turde kaste dig ud i noget og ikke vide hvor eller hvordan du lander.

Nøj, hvor lød det farligt. Det er det ikke. Det handler i bund og grund om at turde rode med noget. Bare rode med det og se hvad der sker. Uden at have svarene, eller vide hvad du kommer til at opleve eller lære af at rode rundt.
I dag til et møde brugte min skoleleder udtrykket “Learning by fumbling” og det ramte plet hos mig. Det sætter nemlig fokus på den formålsløshed der er i mit arbejde – den formålsløshed, som jeg sætter rigtig stor værdi i.
Jeg lærer ikke børn om programmering for at de kan være klar til arbejdsmarkedet i 2030, eller for at de kan bestå 9. klasseafgangsprøven. Nej jeg lærer dem om det, fordi det at være kreativ på et digitalt plan er SJOVT. Det er faktisk ret spændende at udfolde sig kreativt digitalt og grave sig ned i noget for at forstå det. Det er virkelig kun din fantasi der sætter grænserne – og så selvfølgelig din kunnen. Men den kan du lære – det ligger i ordet – og det er det mit arbejde handler om. Formålet i det formålsløse er at give børn mulighed for at lege med noget. Ikke fordi de skal, men fordi de vil!

Her er lige et overblik over hvordan mit spisebord ser ud til tider når jeg arbejder. Hvor rodet det end ser ud, så er der orden i sagerne.
Der er mine legetøjer til at skabe kreativt med. Der er et uddrag af de bevægelseslege inspireret af børns mediekultur og -virkelighed. Der er læsestof, som jeg er så nørdet at jeg ønsker mig til jul og fødselsdage. Der er teknik til at optage video, teknik til at lege kreativt og lærende med. Der er min Coding Pirates t-shirt, samt adgangskort til konferencer og deslige. Der er tegn på at jeg mingler og skaber forbindelser, for de giver mig yderligere muligheder for at lege med flere. Der er ting lavet af mig, ting lavet af børn og ting lavet af andre. Der er ting jeg har arbejdet med i mange år, og ting jeg har haft liggende lige så længe uden at have tid til at grave mig ned i det. Der er robotter jeg har lånt, robotter jeg har købt og robotter som jeg læser om før jeg beslutter mig. Der er tung forskningslitteratur, børnelitteratur og inspirations- og læringslitteratur. Der er også små projekter som handler om min dagligdags brug af teknikken, og så er der projekter som SLET ikke passer ind i dagligdagen men kun ind i organiserede forhold. Der er alt fra nede på jorden til langt ude i rummet, så alt mellem himmel og jord.

Følg med når jeg prøver at gennemgå tingene en efter en (og samtidig vil prøve at flytte nogle af mine aktiviteter over på video – så kan du selv vælge hvordan du helst vil finde ud af mere om hvordan du kan arbejde multimediepædagogisk).

Pokemon Go – lige på falderebet

Pikachu - den mest berømte Pokemon.

Pikachu – den mest berømte Pokemon.

Jeg har alle dage haft en forkærlighed for IT der fordrer bevægelse. Denne her sommer var jeg sen til at komme igang med Pokemon Go (jeg er stadig kun i level 13 – suk) og kom kun i gang fordi mine døtre gerne ville. Så vi gik lange ture om aftenen efter aftensmaden og fangede Pokemons lige som alle andre. Vi stødte på mange forskellige personer på gaderne, både hele familier der lignede min egen – oftest en far med et eller to børn på slæb. Vi så også bedsteforældregenerationen rende rundt og swipe pokeballs efter Ratatas og Drowzees (som er dem der er fremherskende hvor vi bor). Enkelte gange mødte man en far uden børn der lidt flovt hilste, mens han prøvede at skjule sin lidt barnligt legende aktivitet. Jeg ved jo godt at gennemsnitsgameren ikke er 16 eller 12, men faktisk i slutningen af 30’erne – så jeg synes egentlig ikke det er flovt.

Alle der følger bloggen ved at jeg er IT-pædagog og nogle ved også at jeg ydermere er idrætspædagog-uddannet, så kombinationen af device og bevægelse har alle dage tiltalt mig. Børnene ved, at hvis man har mig i bevægelse, så er der en chance for at det bliver med devices i hånden – hvor vi eksempelvis spiller DOT – eller ofte ellers laver lege baseret på fænomener fra spil- eller filmkulturen – som eksempelvis Mario og Luigi, måske en omgang Quidditch (begge lege udarbejdet af Motivation) eller Minecraft-stratego (opfundet af mig selv – hold øje med artikel med alt udstyret til legen).

Så da 5. klasse i år fik at vide at de skulle have mig, så var de rimeligt sikre på, at vi skulle på Pokemonjagt. Det gjorde vi de efterfølgende 3 gange (hver onsdag i en uge). Ruten varede en lille time med konstante stops for at ramme pokemons. Vi passerer 12 pokestops og to gyms på vejen. Lige præcis 5. klasse er ret præcist målgruppen at se udviklingen i sådan et spil på, for nogle lever det og hænger på længere end mange andre, de er gamle nok til at prøve at snyde, for de er ikke gamle nok til at smide mange penge efter det. De er dermed også hurtigt nogle af dem som give hurtigt op – undtagen altså de få som lever spillet.

Min erfaring var at ud af ca 70 børn, der blev tilbudt 3 forskellige fede aktiviteter, så valgte alle -8 at gå med på pokemonjagt første gang. Gangen efter var vi halveret og gangen efter igen var der 12 der ville med, og et par stykker af dem var mest fordi de ikke GAD de andre ting – man er vel tweenager.

Alt dette var fra ca. midt august til start september. Det var så at sige en kort fornøjelse – heldigvis havde vi regnet med det og havde quidditch i ærmet – klar til at overtage indtil efterårsferien, hvorefter den står på forløb med DOT (appen hedder GoPlayDot hvis nogen af jer er blevet nysgerrige).

Da mine børn er yngre, så bliver de hængende på lidt tid og nyder stadig at få lov at skiftes til at skyde pokeballs efter diverse skabninger, og at få lov at spinne disken på diverse pokestops. Der går langt mellem turene ud af huset med det som formål, men det er stadig lige hyggeligt. Fokusset på gåturen er blevet mere på samtale og samvær end på Pikachu og pokestops.

En skæg lille anekdote skal i dog have med –

Jeg tog i starten af september til Italien (Toscana området) med min familie. Hvis man nu står i en by som Lucca, som mest er kendt for at være smuk og fyldt med flotte syn og gamle bygninger – så kan det være svært at finde ud af hvor man skal gå hen af. Der lurede jeg da lige en gang på Pokemon Go og fandt frem til det sted med flest pokestops samlet. Det måtte jo være det sted med flest kulturelle syn og monumenter. Og den holdt stik hver gang.

Så hvis du er ved at slette Pokemon Go fra din smartphone og snart skal ud og rejse, så vent lige et øjeblik. Måske skal du også ud og på pokemonjagt…. jeg mener sightseeing!

God jagt.

 

DOT – En smart-fangeleg.

DOT (eller GoPlayDOT) er en fangeleg med masser af bevægelse skjult lige under overfladen på det smarte ydre. Fangelegen foregår nemlig både i den virkelige og den virtuelle verden. Du starter et spil på din smartphone, og med tilpas mange medspillere klar, så fordeler i jer ind på hold. I forvejen har i bevæget jer hen til et sted hvor der er markeret en virtuel DOT-bane. Der er allerede mange fordelt i hele landet i skrivende stund. Fælledparken og Kastellet, Kronborg, Kastellet, Nyborg fæstning og slot, Skovbrynet i Århus, Mariaparken i Vejle, Fanø skovlegeplads og mange mange flere (og selvfølgelig Fuglsanggårdsskolen i Virum, hvor vi jo netop legede det). Faktisk kan man finde steder i både Sverige, Tyskland og England også.

En virtuel legeplads ligner ved første øjekast bare Google Map udsat for en paintgun.

DOT-playground
Det ser måske lidt forvirrende ud, men faktisk er det rimeligt simpelt. De multi-farvede felter er de eneste der er farvede fra start af – alle andre felter er grå og skal først “indtages” før de skifter farve til belejrerens hold-farve. Du kan kun indtage felter når du er farvet – og din farve kan stjæles af de andre deltagere ved at “booste” når de er indenfor en vis afstand af dig. Dette gøres ved at trykke på ens egen skærm på det rigtige tidspunkt. Når du har mistet din farve, så skal du genfarves – dette gøres ved at gå ind i et multifarvet felt, eller et felt indtaget af din holds farve. Så er du klar igen til mere jagt.

Alt imens spillet foregår er man nødt til både at navigere på sin telefon i spillet, men også at forsøge at bruge terrænnet til sin fordel i den virkelige verden. Du bliver nødt til at kigge dine modstandere an, før du kaster dig ud i et episk standoff, om hvem der booster på det rigtige tidspunkt og dermed stjæler den andens farve.

Det er efterhånden længe siden at jeg første gang læste om DOT. Jeg fulgte spillet i lidt tid inden jeg kontaktede Jacob Tækker, som er ophavsmand til spillet. Vi legede dernæst det næste år, vores egen kalender-fangeleg for at finde et passende tidspunkt, at Jacob skulle komme ud og vise mig spillet. DET LYKKEDES ENDELIG I ONSDAGS!

Jacob Tækker

Jacob Tækker på besøg på Fuglsanggårdsskolen i Virum

DOT-screenEfter jeg har fået bevægelse med mellemtrinnet, nærmere bestemt en 6. klasses årgang, så gik der præcis 11 dage inden Jacob stod klar til at vise sit hjertebarn. Og DOT er GODT. Der stod 3 meget glade bevægelsespædagoger og kiggede på ca 70 børn med hovedet dybt begravede i deres smartphones. Det er sjældent at man er så glad for at se dem være så opmærksomme på deres telefoner, men da lydene af diverse Youtube-videoer forstummede til gengæld for spørgsmål, såsom – “Hvad hedder det game du har oprettet”, “Hvornår starter vi”, og konstateringer såsom “Hej, Rødt hold, vi står i klemme her, lad os sprede os ud”, så var det som om at stemningen blev en anden og pludselig var langt de fleste opslugt i at bevæge sig rundt efter strategiske løbemønstre, usynlige felter på en græsplæne og i evig jagt på at have flest point når tiden løb ud. Mange blev overraskede over hvor langt de havde bevæget sig i løbet af et enkelt spil – et par kilometer på 10-15 minutter.

Tekniske overvejelser skal der dog lige være inden man beslutter sig for at kaste sig ud i at spille DOT med ungerne:

  1. De skal have en smartphone med på dagen (man kan spille sammen flere på en telefon, men det er bare sjovere med hver sin).
  2. De skal have strøm på dem, for DOT bruger lidt strøm.
  3. De skal have data – hvis i bevæger jer væk fra de zoner hvor der er WIFI.

DOT er sjovt, og jeg er ikke i tvivl om at jeg en dag også skal have mine kære kollegaer med ud på græsset og prøve det af.

Vi måtte henstille eleverne til ikke at vandre ind midt i den amerikanske fodboldkamp som gymnasiet lavede i baggrunden. Vi er glade for at det ikke var spydkast den dag.

Nintendo games kan være mere end konsolspil

I går var jeg på et godt kursus!

MOtivaTiON har lavet en kursusdag som handler om leg og bevægelse. Hver gang jeg er afsted på et leg og bevægelseskursus får jeg oplevelsen af at få noget med hjem jeg kan bruge, hvis jeg tilpasser det til min målgruppe, indkøber nogle få materialer og motiverer mig selv til at køre på. Men aldrig så meget som i går!

Mario stjerneI går blev jeg underholdt og gennemtævet af 2 friske gutter med tilhørende frisk kvinde fra MOtivaTION som gav mig lige det jeg skal bruge for at kombinere mit nørderi med min bevægelseslyst. Den første leg vi legede hed Mario og Luigi og gik i alt sin “simpelhed” ud på at være to hold (Rødt hold – Mario, Grønt hold – Luigi) som skulle samle stjerner op og prøve at holde fast på dem inden man blev skudt. Når man blev skudt skulle man ind i et klassisk grønt rør (repræsenteret af en hulahopring med en kegletop i) for at live op igen. Blev man ramt af ildkugler (røde bolde) så var man skudt, og med grønne bolde som repræsenterede skildpadder, så gik det lige så galt.

Mario og Luigi

Reglerne kræver en grundig gennemgang inden man starter, men legen er solgt lige så snart du har sagt navnet på den. Det fede ved mange af disse leg vi legede var hvor nemme de var at gøre nemmere og mere overskuelige, eller sværere og mere kaotiske. Men motivationen til legen var næsten allerede klar når man sagde navnet. Efter Mario og Luigi spillede vi eksempelvis Quidditch som mange nok kender fra Harry Potter. Der blev spillet Catchball hvor bolden pludselig ikke længere er rund og dermed sætter alle evner indenfor boldspil på en prøve. Flere lege fulgte, men fælles for alle var at man blev rigtig godt og grundig svedig, og man havde det sjovt mens det stod på.

Når du i forvejen har en tilgang til børnene som går gennem noget nørderi, evt med computere eller konsoller involveret som jeres fælles tredje – så er de her lege rigtigt nemme at sælge.

Nu mangler jeg bare at finde ud af at lave en leg der omhandler Minecraft! Og i andre mangler at finde ud af hvornår MOtivaTION holder kursus i nærheden af jer, så i kan blive lige så inspirerede!