FU International – en web-skoleavis.

Masser af flag, dufte og lyde fylder gangene på Fuglsanggårdsskolen i denne uge. Jeg har for en tid skiftet børnehaveklassens beskyttede rammer ud – i denne uge arbejder jeg nemlig med en gruppe på 36 elever, skolebibliotekaren og to lærere fra henholdsvis mellemtrinnet og udskolingen. Vores skolebibliotek er omdannet til et internationalt pressecenter, for avisen “FU International“, hvor en kreativ “buzz”, en summen af kreativitet og taster der bliver brugt flittigt til at beskrive de aktiviteter der foregår på skolen fylder de i forvejen informationsfyldte lokaler. Skolens elever (med undtagelse af de 36 i pressegruppen) er i uge 40 delt op i landegrupper, hvor de får lov at føle på egen krop hvordan den lokale kultur føles, dufter, smager og leves i lande fra USA til Indonesien.

Mandag morgen stod skoleinspektøren og enkelte lærere vagt ved skolens indgange og inddelte børnene i forskellige lande. De blev kropsvisiteret inden de fik lov til at træde ind i “flygtningelejren”. De børn, der var blevet spået at have svært ved den voldsomt ændrede morgenrutine, var blevet udstyret med diplomatpas, så de kunne gå forbi vagterne uden den store ståhej. Pressen havde egen indgang med pressekort og kunne på den måde være klar, til at dække børnenes ankomst i deres nye grupper – og sikke en ankomst. “Sydafrikanske” Virum-børn får pludselig mærket hvordan det føles at gå rundt med en label med et stort B på brystet. B’et står for Black og betyder at netop dette barn mærker hvad apartheid betød for størstedelen af befolkningen i det sydligste afrikanske land igennem flere generationer. Med et B på brystet må man nemlig ikke sidde ned på stolene, gå på hvilket som helst af toiletterne eller komme foran en hvid i køen. Flere lever som slaver i grupperinger.
I Kina måtte “ugens kinesere” aflevere deres madkasser, for i det store kommunistiske land der deler man goderne imellem alle. I Rumænien var der ikke nødvendigvis nok riskiks til alle og storfamilierne måtte fordele de få krummer ud til hvert medlem.
Det lyder hårdt, men snakken går mellem børnene om hvad de har været igennem og flere begynder at forstå at livet i et nordsjællandsk smørhul måske ikke er så slemt endda.

På andendagen bliver aktiviteterne og oplevelserne lidt mere glædesfremkaldende og duften af madlavning i de forskellige grupper fylder luften på gangene. Børn leger undervisningen ind på enhver ledig plads i udearealerne rundt om basketnet, bålpladser og sudanesiske sandørkener, som de ellers så efterårskolde sandkasser havde udviklet sig til.

Pressegruppen dækker de mange aktiviteter med blokke, mobiltelefoner og kameraer på førstedagen og senere bliver de præsenteret for de værktøjer, vi ellers skal bruge til ugens webavis. Begyndervanskeligheder præger den først dag, men det slår os ikke af pinden, for det havde vi regnet med. Dagen byder på få nye ting at vænne sig til, så børnene primært kan fokusere på, at de er nye for hinanden og deres evner, viden og alder er spredt.

Der bliver gået til opgaven med ildhu og entusiasme fra alles side – efterhånden begynder workshoppen at ligne en rigtig avissprøjte.

9. klasserne har fået besked på, at de skal have 5. klasser med i deres grupper og at de forskellige inddelinger skal være aldersspredte generelt, så avisen kan få så godt et resultat som muligt. Det er svært i starten, at finde fodfæste i den nye setting, men da dagen er omme, er flere artikler alligevel kommet online. Udvalgte elever er blevet redaktionssekretærer og de får tilsendt artiklerne fra journalisterne til gennemlæsning og redigering de sidste detaljer på plads. Dernæst skal det lægges op i, det yderst brugervenlige, Google Websteder, som alle med en Google-konto har mulighed for at lave gratis. Billederne, der bliver taget ude i “verden”, bliver lagt op på Picasa-kontoen, så alle de reporterende elever kan bruge hinandens visuelle materiale. Enkelte skribenter sættes til at udarbejde faktabokse om de forskellige lande, mens mere kreative sjæle fremstiller logo og designer layoutet. Alt i alt bliver avisen deres produkt og ikke de voksnes. På 3. dagen tager det fart og der bliver nu endnu mere at lave for de unge journalist-aspiranter. En TV-avis bliver det næste produkt, der skal udvikles og opsættes. Der bliver gået til opgaven med ildhu og entusiasme fra alles side – efterhånden begynder workshoppen at ligne en rigtig avissprøjte.

Hele ugen bevæger sig forsigtigt, men hurtigt, imod klimakset – en markedsdag torsdag. Her er forældre og søskende inviteret til at indsnuse atmosfæren, få krydret smagsløgene og inspicere hvad deres børn har brugt ugen på. Markedsdagen er samtidig en indsamling til Afrikas horn, så eleverne kan slutte ugen af med at gøre en forskel for nogle, hvis liv er mindre priviligeret og  mere besværligt end deres eget. En besværlighed, de har stiftet bekendskab med på egen krop gennem den forgangne uge.

Mit arbejde, i ugens løb, lå dog langt fra de fattige landes kulturelle forskelle. Jeg sad og arbejdede i et miljø, jeg var forholdsvis vant til – kun de fysiske rammer og alderen på dem, jeg skulle formidle til, skilte sig ud fra dagligdagen. Værktøjerne, jeg arbejdede med, var lidt nye for mig, i hvert fald på den måde de blev brugt, men de var hurtige at vænne sig til. Arbejdet med pressegruppen er foregået med Google Websteder, Picasa, og skoletube. Allesammen gratis at gå til og yderst brugervenlige.

I kan forhåbentlig læse mere om forløbet i den kommende udgave af Det Grønne Område.