I løbet af det sidste år er der kommet et ekstremt stort fokus på vigtigheden af at lære børn at programmere. Det er der holdninger for og imod. Holdningerne går fra en nærmest apokalyptisk forudsigelse af fremtidens ungdom som tabt allerede fordi de ikke kan C# endnu og til en holdning af at de under ingen omstændigheder skal udsættes for noget “der tydeligvis kun er forberedelse til livet som deltager i erhvervslivet”.
Senest har Bent Winther med sit indspark “Drop IT-hysteriet: I min skole havde vi elektronik” i Berlingske udtalt hans ønske om en verden, der ikke satte så meget fokus på programmering, men mere på den analoge, faglige, sociale og kreative dannelse af barnet.
Mange har været ude med riven efter mandens udtalelser, men i bund og grund tror jeg, at det kommer af at Bent Winther, som så mange andre taler i absolutter. Han ønsker at børnene nøjes med at lære analogt om faglighed og om kreativitet og på en social måde. Problemet, synes jeg, her er måden hvorpå det digitale sættes op som modpol til det kreative, sociale og faglige. Når jeg arbejder med børnene, som multimediepædagog i mit multimedieværksted, så leger vi med elektronik. Vi leger med programmering og vi leger med det kreative og det sociale på tværs af klassetrin, køn og interessefelter.
Linda Liukas Ted Talk er et kig værd for alle. Ren livseliksir.
I mit værksted, der leger vi med kreation, baseret på Linda Liukas tanker om det skabende og drømmende barn. Tanker som: “Hvordan ville det se ud hvis man skulle lave en maskine der kunne…”
Tanken her er ikke, at barnet skal bruge sin viden om elektronik eller programmering til at skabe maskinen, men skal bruge sin fantasi og manglende viden, men nysgerrighed, omkring produktion til at skabe et billede af deres kreation. Dernæst kan vi så italesætte hvorvidt det ville kunne gøres, gennem formidling af vores viden om produktion. På denne måde kan vi nemlig styrke det som danskere er gode til – udtænke nye måder at gøre tingene på, skabe ny viden, og tænke designmæssigt uden for boksen. Om det så er et ønske fra erhvervslivet senere hen i livet, det vil jeg lade fremtiden dømme.
Når Bent Winther sammenligner elektronik fra hans skolegang med nutidens tanker om programmering, så forstår jeg hans tanke om, at han jo ikke arbejder i dagligdagen med elektronik, så derfor må det være spildt – altså indtil den viden helt ubemærket alligevel sniger sig ind på ham og os andre i løbet af dagen. Det bedste ved den viden vi modtager i skolen, er jo netop, at den er tænkt som et BREDT dannende billede af samfundet og de behov der tænkes er vigtige og gyldige at kende. Så når jeg lærte om arealudregning og læste norske digte i min folkeskoletid, så var det nok ikke med henblik på at jeg skulle være poetisk tværskandinavisk landmåler, men tværtimod som en palet af kundskaber jeg kunne male ud fra når der var behov.
Programmering er et værktøj, en kundskab om du vil, som kan bruges til at skabe, designe, innovativt kreere. Det kan leges med i de tidlige år, gennem hour of codes, eller understøtte din undervisning gennem Scratch programmering, som både kan bruges til animation, spil, og andet – fantasien sætter grænserne for hvordan du har lyst til at bruge Scratch. Du kan bede eleverne lave en animation af hvilke egenskaber vand har, eller hvordan vikingerne drog rundt som handlende gennem Europa, eller bare til at tydeliggøre den læring i har haft om koordinatsystemet. Programmering kan på den måde berøres helt ned i børnehaven – men husk at programmering bare er et begreb på det her tidpunkt. Når vi lærer børnene om trafik, snakker vi jo heller ikke om at sætte dem ud på motorvejen bag rattet i en 18 hjuls lastbil. Det her handler om introduktion og basiske egenskaber. Når det gælder trafik tager vi dem i hånden og lærer dem nyttig viden som passer til deres alder – det samme skal gøre sig gældende for kreativ brug af IT og programmering.
Vi kan godt blive enige, Bent Winther og jeg, om at det ikke er alle, der skal bruge programmering når de bliver voksne. Faktisk tror jeg, at rigtig meget af den programmering som skal ske til den tid, enten bliver genereret automatisk gennem programmerings-værktøjer, eller også så bliver det grove arbejde klaret i Kina eller Indien. Men vi lærer stadig børnene både at sy, selvom tøjet bliver lavet i Bangladesh, og arbejde med træ, som bliver lavet til møbler i Polen eller andre lavprislande. Vi lærer dem også om retstavning på trods af autocorrect og stavekontrol, og vi lærer dem om regning på trods af, at alle har en lommeregner i lommen i disse moderne smartphone tider. Men når tingene skal gøres lidt lækrere, når der skal tænkes design (også undervisningsdesign) så gør vi det bedst selv. Vi udtænker koncepter og producerer lækkerhed og innovation. Det kan vi fordi vi kender de grundliggende koncepter bag både træsløjd, anden håndværk og design og dansk og matematik.
Så tanken om hvad der skal præsenteres som det næste sort – det næste orakel-værktøj, må ikke blive om det skal være programmering eller ej. Men om hvordan vi får dette håndværk, sammen med andre multimodale værktøjer, præsenteret på en måde, så den danske design og innovations værdi ikke går tabt i mudderkastning og sort/hvid tænkning. Det her er faktisk en ret fed arbejdsform, som både kan leges med, skabes med, socialiseres omkring og være med til at løfte fagligheden højere op.
Jeg elsker at bruge mine tirsdage aftener med de andre Coding Pirates frivillige og børnene – for der har vi frie rammer til at lege med kreativ brug af teknik. Vi leger og producerer sjove ting og forløb. Hvis ikke det lyder som noget for børn – så undrer det mig at der er så stor tilgang til at være Coding Pirates. Det undrer mig også hvorfor vi er så forhippede på at holde børnene fra at være producenter. Vil vi hellere holde dem til at være forbrugere? Lad os da give dem evnerne og kompetencerne til at skabe selv, men lad os ikke præsentere det som det nye sort. Der er andre ting der er vigtigere! Det vigtigste er at snakke med hinanden på en ordentlig måde – at lytte til hinanden og at samtænke. Så nu har jeg lyttet til Bent Winther og de som har været kritiske over for brugen af programmering i folkeskolen – nu håber jeg at de vil lytte til mig.
[/debat] 😉
Når man lander til Læringsfestivalen, så er det som enhver messe, totalt uoverskueligt inden man får fundet sig nogle pejlepunkter.
Jeg skulle jo også lige hen og høre om 
Absolut ikke mindst, men dog sidst i denne artikel, så havde jeg et hurtigt kig forbi 
Hvis ikke dette er vigtigt – hvorfor har vi så Træsløjd, elektronik, håndværk og design og lignende. Hvorfor lærer vi om parallelogrammer i matematik? Hvorfor lærer vi om analyse af norske tekster i dansk? Hvorfor arbejder vi med dans og kropslige udtryk i idræt?
Første skud blev, endelig, at skrive mig op til at starte min Pædagogiske diplom videreuddannelse i Medier og Kommunikation på UCC Carlsberg. Det gav mening i forhold til hvor jeg var og hvor jeg gerne ville hen. Det var både Lyngby Taarbæk kommune og jeg enige i. Så jeg tog mit første modul her i efteråret – Multimediepædagogik og -didaktik. Der mødte jeg nogle dejlige mennesker og havde nogle skønne snakke, læste fantastisk skønlitteratur og skrev en opgave, som jeg lige venter med at smide et tillægsord på, indtil jeg har fået min karakter… 🙂
Tredje skud var så endelig at få fyret vores multimedieværksted af på min arbejdsplads. Det gav rigtig god mening og fra første færd var det en succes. Vi har lært en masse om hvordan børnene tager imod nye spændende ting, at kodning ikke er alt, men at det dælme er sjovt. Mit samarbejde med Michel om værkstedet har givet fede snakke og sene skriverier på messenger om hvad vi skulle lave med ungerne. Det har været fedt at prøve, og det bliver vi ved med at videreudvikle.
Hvis du synes det lyder svært, så tag et kig på billedet her ved siden af og se om ikke det ser overskueligt ud. Dette modul/kursus er beregnet til førlæsere og er allerede blevet gennemført af min datter da hun lige var blevet 5. Hun er ikke specielt fokuseret, teknologisk kompetent eller for den sags skyld velbevandret ud i kodningens verden. Næsten tværtimod – hun er god til at klatre i træer og finde på lege der foregår udenfor uden en skærm.
