Internettet som formidler – og vores rolle i det. (David Bowie-truth).

Snart nærmer uge 6 sig med hastige skridt og der er god grund til at snakke digital dannelse i indskolingen og mellemtrinnet. Internettet og de sociale medier har åbnet op for formidlingsmuligheder, vi aldrig havde drømt om. Internettet, som vi voksne voksede op med, har transformeret sig til at være noget ganske andet – og fortsætter med at gøre det hver eneste dag.

Når nettet hele tiden ændrer sig, så skyldes det, at der konstant føjes nye interaktionsmuligheder til og disse gribes af forskellige generationer, kulturer mm på forskellig vis. Dermed forgrener kulturen sig konstant. Selv når du er med på Snapchat, (Facebook), Instagram og alle de andre platforme som børnene er med på, så er det næsten sikkert at I bruger dem forskelligt og har forskellig kultur omkring det.
Så når jeg hører pædagoger og lærere udtale, at de slet ikke kan følge med – så skal det ikke ses som en stopklods for at arbejde med det, men derimod som en fantastisk mulighed. Du har en mulighed for at spørge børnene og de unge – du behøver ikke gå ud fra at du skal kunne det hele på forhånd eller vide alt – SPØRG.

Denne flok identificerede mine venner og jeg os med. Var du en Dylan eller en Brando, måske en Steve, eller en David??

Den stærkeste jeg kender til at snakke digital dannelse med eleverne er langt fra den mest teknisk kyndige – gud ske tak og lov! Han stiller nemlig spørgsmål til de rent etiske og pædagogiske elementer i det de foretager sig – og blander ikke de teknisk aspekter ind i det. Han spørger eleverne “hvorfor” og ikke “hvordan” og så respekterer han at dette er deres ungdomskultur uden at grine hånligt, rynke på næsen eller være ligeglad. Hvis vi nu finder vores ungdomsbilleder frem, så var det heller ikke altid at vi var gennemtænkte og smarte, men det var med til at skabe dem vi er i dag! Så det stærkeste værktøj i uge 6 er måske ikke at belære eleverne, men lade dem informere dig og så spørg dem “hvorfor” de gør som de gør. For internettet er ikke de voksnes længere – børnene er det store publikum og den mest spændende forbrugergruppe derude.
Som jeg plejer at sige ironisk: “Et kommunikationsværktøj skabt af det amerikanske militær og gjort stort af pornoindustrien… Jo det lyder som et sted for børn…” Men det er det altså nu! Det er deres (digitale) hverdag og legeplads.

David Bowie udtalte sig i 1999 til BBC omkring internettets fremtid. En tid hvor internettet var for de få husstande der havde det, og foregik med et 56k modem (for de heldige hurtige). De fleste af os kan lukke øjnene og huske præcis hvordan de skrattende toner lød, som skabte forbindelse til den store vide verden. En verden som med nød og næppe havde ICQ Messenger og før der fandtes MySpace… Men kan vi huske hvor lidt vi egentlig brugte internettet og hvor monopoliseret det føltes dengang. Dengang hvor det føltes som om, at det var et sted hvor diverse virksomheder kunne fortælle os om deres produkter. Intervieweren spørger derfor David Bowie, “jamen er det ikke bare et værktøj”…? Og så får han et episk svar på rent Ziggy Stardust’sk:

“No, it’s an alien life form. Is there life on Mars? Yes, it just landed here… I don’t think we’ve even seen the tip of the iceberg. I don’t think we’ve seen the potential of what the internet is going to do to society. Both good and bad is unimaginable. I think we are on the cusp of something exhilarating and terrifying.”

 

Medier og kommunikation – Skrivebordskonsulenten 2

Mig på Campus Carlsberg

Det første der løfter ens praksis er altid viden. Min ypperste måde at få ny viden og reflektere over den på er via videreuddannelse. Jeg læser en diplomuddannelse i medier og kommunikation på Campus Carlsberg – nu Københavns Professionshøjskoler. Jeg har, udover de obligatoriske forskningsmoduler, læst modulerne mediehåndværk, mediepædagogik og -didaktik og håber på at mit sidste valgfrie modul om Kultur, fortællinger og genrer bliver oprettet så jeg kan læse det til foråret 2019.

Videreuddannelse “tvinger” en til at læse de tungere og måske mere nørdede tekster om multimediepædagogik istedet for at man nemmere og hurtigere holder sig ajour via Facebook, Twitter, Instagram eller lignende. Der er masser af godt stof dér, hvis man ved hvor man skal lede – MEN det kan ikke erstatte en faglig bog, der præsenterer en for ord som medieaffordance, medialisering, elevpositioner, Tpack-modeller og meget meget mere. Alt sammen afkræver det refleksion af dig. Der ligger altid mindst en fag-relevant bog på mit natbord – og med stor sandsynlighed er der også en på min ønskeseddel til både jul og fødselsdage.

Den refleksion er guld værd! Bøger som “Teknologiens testpiloter” af Camilla Mehlsen (som jeg ikke kan anbefale kraftigt nok) og Hjarvards Medialisering-bibel, Gissels “Mediedidaktik” er alle bøger der har givet en tilgang til viden og forståelser af  – ikke HVAD jeg skal gøre, eller HVORDAN jeg skal gøre det, men bare givet mig refleksions-rum og -ord.

Jeg håber nogle af jer kunne have lyst til at komme ind og læse Kultur, fortællinger og genrer med mig til foråret. For så ender dit spisebord måske også med at ligne mit! Fyldt med gadgets og legetøj, men også med bøger der kan give dig endnu flere værktøjer.

Learning by fumbling – Spisebordskonsulenten 1

Jeg er et par gange blevet spurgt hvad jeg har gjort for at dygtiggøre mig indenfor IT, programmering og multimediepædagogik. Det er et rigtig godt spørgsmål. Der er et rigtig godt svar – og du kan kun bruge det til noget hvis du har modet til at turde kaste dig ud i noget og ikke vide hvor eller hvordan du lander.

Nøj, hvor lød det farligt. Det er det ikke. Det handler i bund og grund om at turde rode med noget. Bare rode med det og se hvad der sker. Uden at have svarene, eller vide hvad du kommer til at opleve eller lære af at rode rundt.
I dag til et møde brugte min skoleleder udtrykket “Learning by fumbling” og det ramte plet hos mig. Det sætter nemlig fokus på den formålsløshed der er i mit arbejde – den formålsløshed, som jeg sætter rigtig stor værdi i.
Jeg lærer ikke børn om programmering for at de kan være klar til arbejdsmarkedet i 2030, eller for at de kan bestå 9. klasseafgangsprøven. Nej jeg lærer dem om det, fordi det at være kreativ på et digitalt plan er SJOVT. Det er faktisk ret spændende at udfolde sig kreativt digitalt og grave sig ned i noget for at forstå det. Det er virkelig kun din fantasi der sætter grænserne – og så selvfølgelig din kunnen. Men den kan du lære – det ligger i ordet – og det er det mit arbejde handler om. Formålet i det formålsløse er at give børn mulighed for at lege med noget. Ikke fordi de skal, men fordi de vil!

Her er lige et overblik over hvordan mit spisebord ser ud til tider når jeg arbejder. Hvor rodet det end ser ud, så er der orden i sagerne.
Der er mine legetøjer til at skabe kreativt med. Der er et uddrag af de bevægelseslege inspireret af børns mediekultur og -virkelighed. Der er læsestof, som jeg er så nørdet at jeg ønsker mig til jul og fødselsdage. Der er teknik til at optage video, teknik til at lege kreativt og lærende med. Der er min Coding Pirates t-shirt, samt adgangskort til konferencer og deslige. Der er tegn på at jeg mingler og skaber forbindelser, for de giver mig yderligere muligheder for at lege med flere. Der er ting lavet af mig, ting lavet af børn og ting lavet af andre. Der er ting jeg har arbejdet med i mange år, og ting jeg har haft liggende lige så længe uden at have tid til at grave mig ned i det. Der er robotter jeg har lånt, robotter jeg har købt og robotter som jeg læser om før jeg beslutter mig. Der er tung forskningslitteratur, børnelitteratur og inspirations- og læringslitteratur. Der er også små projekter som handler om min dagligdags brug af teknikken, og så er der projekter som SLET ikke passer ind i dagligdagen men kun ind i organiserede forhold. Der er alt fra nede på jorden til langt ude i rummet, så alt mellem himmel og jord.

Følg med når jeg prøver at gennemgå tingene en efter en (og samtidig vil prøve at flytte nogle af mine aktiviteter over på video – så kan du selv vælge hvordan du helst vil finde ud af mere om hvordan du kan arbejde multimediepædagogisk).

Tordenskjolds soldater inden for digital pædagogik og læring

den sidste tid har jeg tænkt mere og mere over hvor svært det er at finde sparring og makkerskab inden for den fritidspædagogiske verden når det gælder teknologi og digitale devices, børne- og ungemediekultur mm.
Alt sammen er det emner som jeg synes er lidt for interessante. Når jeg bruger udtrykket “lidt for” så er det pga erkendelsen af at det nok er lidt “nørdet” – det er noget MAN ikke rigtig går op i, i hvert fald i sådan en grad som jeg gør.
MAN ønsker sig ikke bøger om emnerne i jule- og fødseldagsgave, man hyggelæser ikke blogs, magasiner og hjemmesider omkring de emner, og MAN lytter da ikke til podcasts om arbejde når man har fri.
Ok, det gør jeg så!
Og grundet alt dette så har jeg fundet nogle guldkorn, nogle helligdomme, nogle bibler, nogle afguder som alle sammen taler det sprog der er inden for den her pæd-ed-tech (Pædagogisk Educational Technology). Dem vil jeg selvfølgelig gerne dele med jer derude som evt deler min interesse til dels – eller, i smug, lige så meget som mig.

Af bøger findes der forskellige typer. Der er Hjarvards lidt tunge forskningsbaserede bøger om medialisering, som giver et godt afsæt i det verdensbillede vi lever i i dag.
Men der er også mere letlæste, men lige så givtige bøger, som eks. Camilla Mehlsens Teknologiens testpiloter. Når først du går i gang med den, så slipper du en ikke. Det var ikke butleren der gjorde det! Jeg vil ikke afsløre mere.

Alphabølgen er altid et lyt værd! Hej Uffe, Hej Eva!

Af podcast lytter jeg til, Alphabølgen, fra Eva Fog (DigiPippi) og Uffe Lyngdal Sørensens (Skoletube) hånd, og Future Classroom Teacher (Josefine Brinck Mulvad og Nick Holmberg fra den nye læreruddannelse på Campus Carlsberg) Elektronista (Christiane Vejlø) og Didaktor (Alinea). De her giver et rigtigt godt billede af hvor teknologien er på vej hen. Det giver mig også en ret god viden om hvor læring kunne være på vej hen. Der er en stor overvægt af fokus på undervisning som læringsform, men som pædagog omtænker jeg hvor det er nødvendigt.

Grunden til at denne artikel hedder “Tordenskjolds soldater“, er fordi Karen Mikkelsen fra CFU brugte netop dette udtryk flere gange da hun skulle beskrive oplevelsen af læringsfestivalen (i Future Classroom Teachers podcast), hvilke personer der henvender sig til dem om teknologi og undervisning mm. Altså oplevelsen af, at der er få (men gode) hoveder derude som søger vej og dukker op igen og igen, hvilket er positivt, hvis ikke det var fordi det kan give et skævvredet billede af virkeligheden. Nemlig at rigtig mange skoler måske ikke engang er opmærksomme på retningen endnu, måske er de lige startet, og måske er det endda sådan at Tordenskjolds soldater på læringsfestivalen også er Tordenskjolds soldater på deres skoler. Altså at det er dem der sørger for at skolen følger udviklingen med fokusset på eksempelvis teknologi og digitalisering. Måske er de de eneste på skolen der kender udtryk som 21st century skills, kan se meningen med programmering i børnenens hænder, vil have at skolen investerer i robotter til indskolingen eller en 3d printer.
Det problem der opstår når man har sådanne soldater ude på institutionerne, det er at der bliver en forventning om at vedkommende løfter opgaven alene, skaber sparringsrum alene og sætter dagsordenen og retningen så vi kan følge med udviklingen.

Så hvordan får vi bredt os ud og får flere soldater med gennem gaderne? Uden at det skal lyde som sydamerikansk guerillakrigsførsel, hvad kan vi så gøre for at skabe den opløftning og bevægelse der kan give flere lysten til at afprøve brugen af det digitale på en mere overvejet måde?
Mit bedste bud er ved at lære fra os – ved at dele vores erfaringer, ved at krydse kommunegrænser og snakke sammen, ved at tillade os selv et klap på skulderen fordi vi kan noget – ligesom vores kollegaer kan noget andet. Lære alle parter at det vi kan, kan de også lære, og at det har store positive følger.

Det bedste jeg har gjort for mit arbejdsliv, det var i fælleskab med min kollega, Michel Frost, at åbne et multimedieværksted. Det gav et løft i de pædagogiske tanker jeg gik med, det gav et konkret sted at lege med det digitale og det tekniske, det gav et fokus fra forældrene og kommunen, og det gav en fjer i hatten som Tordenskjold ville have været misundelig på.

Powerpoint om hvorfor multimedieværksted, hvordan og igen hvorfor kan sendes.

Multimedieværkstedet kan man læse om flere steder på bloggen her, og min glæde var stor da jeg hørte at naboskolens klub nu også ville åbne en. Kongevejens skoles klub Vænget skulle nu til at åbne deres eget Pæd-Ed-Tech væksted, og de skrev glade til mig. Jeg har nemlig undervist dem på kursus, så jeg var meget stolt over at de ville dele deres entusiasme med mig!
Kurset gik på hvordan vi som pædagoger kan løfte denne her opgave på en anden måde end undervisningen kan – grundet rammer og tid.
Vi har en ro til at være formålsløse og legende – formålsløse forstået som at vi selv styrer vejen og målet undervejs, det er ikke givet udefra på forhånd. Legende har vi alle dage været og vores fokus har altid været på leg og læring – lad os også implementere det i børnehaver, fritidsordningen (SFO, GFO, FFO, osv) og klubber.

Hvis du ønsker at sparre med pædagoger og kollegaer i det pædagogiske felt, så er du meget velkommen til at skrive ti mig. Og hvis din chef giver dig lov (og lidt økonomi), så vil jeg også meget gerne komme ud og fortælle om hvordan i kan løfte opgaven hos jer.

Læringsfestivalen 2018 – konferencen – det bliver STORT!

Linda Liukas Ted Talk er et kig værd for alle. Ren livseliksir.

Jeg har i noget tid haft et pædagogisk tech-crush på Linda Liukas pædagogiske måde at gå til børn og teknologi-leg. Hendes Pippi Langstrømpe-agtige grinende tilgang, hvor hun grinende fortæller om at børns fantasi og kreativitet skal vægtes højere end deres teknologiske færdigheder – at det hele mest handler om at få en ide og føre den ud i verden (måske).
Blandt andet derfor var det et must for mig at komme med på årets Læringsfestival Konference i Bella Centeret.
Derudover kommer, skrevet i vilkårlig rækkefølge, blandt andet Jacob Brøndum Pedersen fra Center for Digital Dannelse, Undervisningsminister Merete Riisager med sin skrivegruppe om Teknologiforståelse, som blandt andet inkluderer Maria Damlund, der selv skal stå på scenen og fortælle om hvordan det skal fungere i praksis. Thorkild Hanghøj, fortæller om spil og læring, som jo passer godt til netop pædagogerne i blandt andet SFO og klub, mens Imran Rashid og Lis Zacho skal debattere mobilens plads i folkeskolen. 

Og afslutningsvis om tirsdagen vil Mitch(el) Resnick fra MIT fortælle om hans temmelig populære opfindelse – Scratch programmering.
Alt i alt er det et program der taler til tekniknørden og pædagogen, didaktikeren og fascilitatoren og i høj grad den studerende i mig. Det her bliver STORT! (Og der er mange spændende jeg ikke engang har nævnt!)

Jeg håber på at få besøgt nogle af de enormt spændende stande også, men da konferencens program er så massivt godt og relevant, er det ikke sikkert, at jeg får nogle huller i programmet til at kigge ned.

Og på sædvanligvis satser jeg på sparring med min følgesvend og partner in crime Tina Kiærulff Nielsen fra Lyngby Stadsbibliotek.

(Og så bliver det spændende om Coding Pirates er lige så velrepræsenteret som de var sidste år)

Jeg håber på at kunne skrive og opdatere på bloggen og/eller i facebookgruppen: Pæd-it ved Christian Toft i løbet af dagen. 
Disclaimer: Jeg vil prøve at følge en smule med på Twitter også på #laerfest, men jeg må indrømme at Twitter og mig aldrig har været de bedste venner. Der er ikke meget plads til leg på Twitter ifølge mig. 🙂

Brobygning mellem børnehaven og SFO – video i børnehøjde

Snart skal en masse børnehavebørn til at møde en ny verden – skoleverdenen. Det er en stor verden, når man kommer fra låste låger, indhegninger og fri leg. Pludselig er der mindre voksenstyring og mere ansvar for egen hverdag.

Det er uden tvivl en stor omvæltning, så hvordan giver vi dem bedst muligt en hjælpende hånd med at klare de mange nye informationer. Svaret er ofte at vi inviterer deres forældre til møder, vi skriver breve, mails, og laver informationsfoldere, børnehaven svinger måske forbi og ser legepladsen…

Med andre ord får børnene alt deres information fra anden side, second hand, nedskåret, fortolket og prioriteret af voksne som faktisk ikke kender SFO og skole meget bedre end børnene selv. Det er lidt ærgerligt. De voksne gør det jo i bedste mening og for at give børnene en god overgang.
MEN det ER et stort skifte og børnene har ingen anelse om hvad halvdelen af ordene vi tager for givet betyder. Hvad er et frikvarter? Hvor længe varer en skoledag? Hvornår er man i skole og hvornår er man i SFO?

Sidste år besluttede vi at tage informationen ned i børnehøjde og slå et par fluer i samme smæk. Vi optog små film med de voksne, som skulle tage imod børnene når de startede hos os i maj. De voksne præsenterede så SFOen og hvad der forventedes af dem.

Vi satte fokus på de små problemstillinger de første dage – hvor er garderoben, hvordan krydser man sig ind, hvordan siger man hej og farvel osv. Alt sammen talt til børnene! De videoer redigerede jeg så i Windows Movie Maker – nemt og lige til (I år bliver det nok WeVideo gennem Skoletube).

Så blev der tilføjet hyggelig musik og speak hvor det manglede, og så var vi klar. Videoerne blev lagt op på forældreintra, med besked til forældrene om at vise dem til børnene.
Effekten var stor – mange børn var enormt trygge ved specielt Tine (som havde været primært præsenteret i videoen). De kom hen til hende og fortalte at de havde set hende på videoen (hvilket sjovt nok fik gjort os opmærksomme på en lille sjov detalje. De kendte hende RIGTIG godt – men vi havde glemt at sige Tines navn på videoen, så ligegyldigt hvor godt de kendte hende, så vidste de ikke hvad hun hed. Den erfaring tog vi også med i posen, og i år sætter vi lidt fokus på at de voksne får sagt deres navne. Vi vil også prøve at stemningssætte de voksne mere, så børnene ved hvad de kan (bruges til).

Det hele tog meget kort tid at producere og effekten var stor i hvor trygge børnene var og hvor hurtigt de forstod hvad de skulle.
Hvis i har spørgsmål til projektet er i meget velkomne til at fange mig.

Som et lille ps. kan jeg afsløre at det samtidig var min projekt-opgave til “Medier og kommunikation PD-modulet Mediepædagogisk håndværk” på Campus Carlsberg.