DOT – En smart-fangeleg.

DOT (eller GoPlayDOT) er en fangeleg med masser af bevægelse skjult lige under overfladen på det smarte ydre. Fangelegen foregår nemlig både i den virkelige og den virtuelle verden. Du starter et spil på din smartphone, og med tilpas mange medspillere klar, så fordeler i jer ind på hold. I forvejen har i bevæget jer hen til et sted hvor der er markeret en virtuel DOT-bane. Der er allerede mange fordelt i hele landet i skrivende stund. Fælledparken og Kastellet, Kronborg, Kastellet, Nyborg fæstning og slot, Skovbrynet i Århus, Mariaparken i Vejle, Fanø skovlegeplads og mange mange flere (og selvfølgelig Fuglsanggårdsskolen i Virum, hvor vi jo netop legede det). Faktisk kan man finde steder i både Sverige, Tyskland og England også.

En virtuel legeplads ligner ved første øjekast bare Google Map udsat for en paintgun.

DOT-playground
Det ser måske lidt forvirrende ud, men faktisk er det rimeligt simpelt. De multi-farvede felter er de eneste der er farvede fra start af – alle andre felter er grå og skal først “indtages” før de skifter farve til belejrerens hold-farve. Du kan kun indtage felter når du er farvet – og din farve kan stjæles af de andre deltagere ved at “booste” når de er indenfor en vis afstand af dig. Dette gøres ved at trykke på ens egen skærm på det rigtige tidspunkt. Når du har mistet din farve, så skal du genfarves – dette gøres ved at gå ind i et multifarvet felt, eller et felt indtaget af din holds farve. Så er du klar igen til mere jagt.

Alt imens spillet foregår er man nødt til både at navigere på sin telefon i spillet, men også at forsøge at bruge terrænnet til sin fordel i den virkelige verden. Du bliver nødt til at kigge dine modstandere an, før du kaster dig ud i et episk standoff, om hvem der booster på det rigtige tidspunkt og dermed stjæler den andens farve.

Det er efterhånden længe siden at jeg første gang læste om DOT. Jeg fulgte spillet i lidt tid inden jeg kontaktede Jacob Tækker, som er ophavsmand til spillet. Vi legede dernæst det næste år, vores egen kalender-fangeleg for at finde et passende tidspunkt, at Jacob skulle komme ud og vise mig spillet. DET LYKKEDES ENDELIG I ONSDAGS!

Jacob Tækker

Jacob Tækker på besøg på Fuglsanggårdsskolen i Virum

DOT-screenEfter jeg har fået bevægelse med mellemtrinnet, nærmere bestemt en 6. klasses årgang, så gik der præcis 11 dage inden Jacob stod klar til at vise sit hjertebarn. Og DOT er GODT. Der stod 3 meget glade bevægelsespædagoger og kiggede på ca 70 børn med hovedet dybt begravede i deres smartphones. Det er sjældent at man er så glad for at se dem være så opmærksomme på deres telefoner, men da lydene af diverse Youtube-videoer forstummede til gengæld for spørgsmål, såsom – “Hvad hedder det game du har oprettet”, “Hvornår starter vi”, og konstateringer såsom “Hej, Rødt hold, vi står i klemme her, lad os sprede os ud”, så var det som om at stemningen blev en anden og pludselig var langt de fleste opslugt i at bevæge sig rundt efter strategiske løbemønstre, usynlige felter på en græsplæne og i evig jagt på at have flest point når tiden løb ud. Mange blev overraskede over hvor langt de havde bevæget sig i løbet af et enkelt spil – et par kilometer på 10-15 minutter.

Tekniske overvejelser skal der dog lige være inden man beslutter sig for at kaste sig ud i at spille DOT med ungerne:

  1. De skal have en smartphone med på dagen (man kan spille sammen flere på en telefon, men det er bare sjovere med hver sin).
  2. De skal have strøm på dem, for DOT bruger lidt strøm.
  3. De skal have data – hvis i bevæger jer væk fra de zoner hvor der er WIFI.

DOT er sjovt, og jeg er ikke i tvivl om at jeg en dag også skal have mine kære kollegaer med ud på græsset og prøve det af.

Vi måtte henstille eleverne til ikke at vandre ind midt i den amerikanske fodboldkamp som gymnasiet lavede i baggrunden. Vi er glade for at det ikke var spydkast den dag.

Evernote – husk alting

LommenoteNår jeg før i tiden sad til møder med mine kolleger havde jeg et foldet stykke A4 papir foran mig, som jeg havde inddelt i felter alt efter hvad jeg skulle huske. Hvis jeg skulle huske at nævne noget for den lærer jeg arbejdede sammen med skrev jeg det på den ene side af det foldede papir, hvis jeg skulle huske at sige noget til børnene i rundkreds/samling så skrev jeg det på den anden side, hvis det var noget der skulle på hjemmesiden eller laves på computeren så røg det på den tredje side og var det noget jeg skulle huske at sige til det møde jeg sad til så skrev jeg det på den fjerde side. Når så mødet var slut tog jeg det sammenfoldede papir og lagde i bukselommen. Den næstkommende søndag kunne jeg så bruge på at få gennemvasket og tørretumblet papirfnuller ud af alt mit tøj, børnenes tøj og for husfredens skyld – hastigt ud af konens tøj. Systemet var smart men ikke idiotsikkert!

Problemet med mit system var oftest det samme, som mit tidligere system hvor jeg skrev alt ind i min BUPL Mayland kalender. Det krævede, at jeg kiggede hvad jeg havde skrevet! Så det største problem med at huske at jeg skulle til et møde, var at huske at jeg skulle kigge på påmindelsen om at jeg skulle til et møde.

Nu kører tingene anderledes glat. Med min smartphone i lommen er jeg meget bedre stillet. Min smartphone kan sættes til at minde mig om møder lige præcis når jeg trænger til at blive mindet om dem. Det kan være 10 minutter før, så jeg kan nå at hælde en kop kaffe op eller finde mine papirer frem. Det kan være 12 timer i forvejen, så jeg husker at jeg skal møde en time tidligere næste dag. Det kan være en uge i forvejen så jeg ved at der er noget jeg skal nå og forberede eller afprøve inden jeg skal udtale mig om det professionelt.

Men med det sagt, så gælder det bare de hurtige påmindelser. Når jeg så sidder til mødet, så er problemet stadig at der skal skrives en masse huskesedler og noter ned. Det kan jeg klare enten med min bærbare eller med min mobil hvis jeg er hurtig på tasterne.
EvernoteMed Evernote, så kan jeg nemlig indtaste noter, som enten skal hjælpe mig med at huske hvilke aftaler der blev lavet, eller hjælpe mig med pludselige indskydelser. Noget af det smarte er jo så, at det automatisk synkroniserer med en online konto, så jeg alle steder fra kan gå ind og læse mine noter. Med en app til smartphonen er det smartere end nogensinde før og nemmere end det næsten skulle være lovligt at gå og huske sig selv på ting. Jeg kan føle min egen evne til at huske fra mund til næse stille sive ud af ørerne på mig, men det er ok, så længe Evernote er så godt og stabilt et program.

En af de fede detaljer ved Evernote er også muligheden for at tage et billede som note eller optage en lydsekvens. Enkelte gange er jeg kommet i tanke om noget jeg skulle ordne mens jeg gik hjemad, eller på vej til en kunde til fods. Så kunne det være svært at skrive på grund af genskær fra sol i skærmen, eller fordi man bevægede sig i rask tempo. Der var det enormt handy at kunne indtale en besked til sig selv til senere – og nu til dags er der ikke længere nogen der kigger bekymret på en når man går og snakker ud i luften. Hvis man føler sig presset kan man jo altid indtale det som en “samtale med sekretæren”.

“Ja…og Bente, husk lige at skrive i oplægget at hjemmesiden skal gennemses og at der skal planlægges et foredrag om Nintendoer i SFO. Du kan jo evt skrive at…” .

God fornøjelse.

Liste over apps som kan bruges til børn med specielle behov.

inclusion2I disse “inklusionstider” så kan det være vigtigt med tilbud der støtter op om børn med vanskeligheder. I denne facebookgruppe har man samlet en oversigt over apps, som kan bruges til børn med autisme eller andre specielle behov.

Der er en smadderfin beskrivelse til appsene, så man har en fornemmelse af hvad man går ind til. Der er både piktogram-, lær klokken-, aflæs følelser-, tegn til tale-apps og meget andet.

Her er gruppen.

Tak til Marianne Juul Glud for at pege mig i retning af den via ITIB’s facebookgruppe.

Babbel.com – lær sprog uden fisk i øret…

haandbog_forside_storNogle af jer har måske læst kultklassikeren Hitchhikers guide to the galaxy/Håndbog for vakse Galakseblaffere af Douglas Adams. Her kunne hovedpersonen Arthur Dent indsætte en lille fisk – en babelfisk – ind i sit øre og dermed forstå alle de sprog der blev talt i det kendte univers. (Hvis ikke i har læst den så er det på tide!)

Med Babbel.com har i muligheden for at lære sprog uden at indsætte en fisk i øret. Det lyder straks mere rart ikke? Babbel gør det nemt at oprette brugere, afprøve en første lektion i forskellige sprog og dermed lave lidt sjov med ungerne i hvem der klarer sig bedst på eksempelvis spansk efter at have afprøvet det. Kan være sjovt med lidt større elever.

Desværre koster det penge at gå meget videre i sprogkurserne. Men indtil da er det ganske sjovt.

Så… Hola, yo soy Christian. Ustedes? Chao!

Babbel

Video star – musikvideo-projekt

For nogle uger siden rendte jeg og en kollega ind i en 1. klassepige ude på legepladsen, som løb rundt med sin iPad – hvilket egentlig ikke er tilladt på SFO’en – vi samler alle de spillende børn i et rum for at skabe en buzz omkring spillene, opbygge noget socialt på tværs af klasser, og for bedre at kunne have et øje på at børnene foretager sig noget fornuftigt (ikke spiller forbudte spil mm).
Forbud forbudtPigen viste os, at hun gik rundt og filmede sine veninder – hmm…endnu et regelbrud (indtil vores nye regelsæt bliver officielt)… Men hun forklarede os at hun var i gang med at lave en musikvideo i appen Video Star.

Så kunne en nørd og gadgetfreak som jeg ikke lige håndhæve reglerne før jeg som minimum havde set potentialet i appen. Hun viste os en video filmet med forskellige billedeffekter, stemningsindtryk og med en sang der passede til filmen hun havde lavet. Hun havde filmet sine veninder og sig selv, mens de gyngede og havde det sjovt i korte klip fyldt med smil og latter, til en let sang med en rigtig good-feel-vibe. Alt i alt et ret godt resultat når man tænker på at pigen er 8 år gammel og har brugt et lille kvarter på at lave mesterværket.

VideoStarAppen blev liggende i baghovedet og da vi skulle definere hvad vores IT-uge i uge 10 skulle omhandle, så kom den hurtigt på tale. Der var bred enighed fra os alle 3, som stod for ugen, at vi længe har ville lave noget med musik og video, men ofte er klippearbejdet så stort et efterarbejde, at det vil kræve for meget tid af den/de voksne efterfølgende. Her havde vi det der skulle til. Video Star giver nemlig den smarte mulighed at høre musikken mens man filmer, så man kan altså tilpasse sine klip til musikken meget nemt. Samtidig så har du masser af billedeffekter lagt direkte ind i programmet, med flere mulige som tilkøb. Der er dog rigeligt til at starte med, så tilkøb er vist kun for dem der virkelig vil have noget nyt og smart ud af appen.

Det dejligt nemme ved Video Star er, at operere iPaden samtidig med, at man prøver at følge lidt med i hvad der foregår. Der er en knap, der hedder optag og når du har trykket på den, så ændrer den sørme navn til stop. Så bliver det vist ikke nemmere at overskue. Redigering af klip, sammenfletning osv er først noget du piller ved når du har trykket stop, og det klogeste er nogen gange helt at holde fingrene fra det, for vi fik lavet et par fejl i vores video, da vi afprøvede det første gang. Bær over med kvaliteten af videoen – den er lavet på meget kort tid og ikke efterbehandlet, for vi ville prøve at vise børnene hvordan DERES video kunne komme til at se ud.

Når nu alle disse flotte ord er sagt om appen, som umiddelbart i skrivende stund kun findes i Apple Store (og altså ikke til hverken Android eller Windows phone) så skal der et par ord med om processen. Vi arbejdede med at lade kreativiteten flyde frit, men dog med klare pejlinger om hvad man skulle opnå. Vi gad ikke have 3 minutters video med nogen der stod og hoppede “ind foran kameraet”, vi gad ikke se på diverse fuckfingre mm, og vi gad ikke se på noget der var 1 langt klip uden handling, men med masser af effekter. Og selvfølgelig stødte vi ind i fuckfingre – som børnene senere selv håndhævede ikke blev et problem, selvfølgelig stødte i på videoer som ikke omhandlede andet end 3 minutters effekter og kammerater der hoppede ind foran kameraet, MEN… Vi stødte også på 2. og 3. klassebørn som gik til opgaven med en klar historie – ofte om kammeratskab eller mobning (vi havde vist Geppetto News Stop Mobning Nu inden vi sendte børnene ud, for at vise at videoer ofte har en historie, nogle virkemidler, close-ups, frø- og fugleperspektiv osv.)

iPad MiniAfslutningsvis satte vi alle videoerne i en privat playlist på youtube og delte playlisten indlejret på en skoleintrabesked til forældrene. Vi har fået store mængder positiv feedback, hvilket også igen siger at projektet er godt. Vi har brugt under 100 kroner på sange og andet, dog var iPad minis indkøbt af kommunen på forhånd, vi havde 60 børn igennem som alle vil prøve det igen – og vi kunne have haft flere hvis vi havde haft flere iPads. Projektet var en succes for os, hvor vi hverken følte os fortravlede eller ubenyttede, og feedbacken fra forældrene har været positiv. Så det gør vi nok igen.

Næste gang så sætter vi dog nogle tydeligere opgaver op, med dedikerede sange til.

Eksempelvis:
– Stop Mobning Nu – En video om mobning.
– En fortælling om venskab, kærlighed eller lignende: Tænk i Rasmus Seebach, MGP-sangene, og lignende danske tekster så de kan finde ud af hvad sangen handler om.
– Anne Linnets “En Forårsdag”, nu hvor vejret peger mod sol og udendørs leg med iPads!

God fornøjelse!

Minecraftkonkurrence om arkitektonisk snilde i Minecraft

Nordisk Ministerråd, Nordisk kulturfond, Nordisk Råd og Mojang (skaberne af Minecraftspillet) inviterede for nyligt til Minecraft konkurrence, med afslutning på kulturnatten 11/10-13. Konkurrencens tema var: Dit Nordiske Hus i Fremtiden.
Desværre blev jeg selv først opmærksom på dette efter konkurrencen var slut, for det var da noget der ville være værd at følge.

Det heldige er at man stadig kan se de vindende bud på ny nordisk byggestil på nettet.

Vinderen blev Theis Gammelgaard Henriksen som er en del af Team Danish Innovation. Godt gået! Men hans bud er også ganske imponerende:

Til dem af jer, som tænker at Minecraft ikke kan bruges til at bygge flot, når man ikke er voksen, kan jeg lige indskyde at 2. pladsen gik til Jasper Sune Sørensen på 11 år.

Alle billederne af de vindende huse kan hentes her.

Hvis ikke det her kan inspirere dig til at afholde en Minecraft byggekonkurrence på din klub eller SFO…

Hvis du stadig mangler indsigt i hvordan Minecraft skal spilles så læs her.