Kategoriarkiv: Pædagogisk debat

Eventyret om pædagog-Hanne og Kong Pewter

Af | | Hvorfor I skal bruge IT - artikelserie, Pædagogisk debat
Kommentarer lukket til Eventyret om pædagog-Hanne og Kong Pewter

En gang for længe siden var der nogle huse der hed Fritidshjem. På disse børnepasningsinstitutioner kunne man støde ind i pædagogerne, der stille og roligt sad og nød en kop kaffe mens de spillede ludo med lille Amalie og Johan. Man kunne så komme til pædagogen og spørge om hvad der skulle ske det næste stykke tid i institutionen, og om der var noget nyt om det projekt som de var igang med for tiden. Det var hyggelige tider.

Nu er det jo som i alle eventyr sådan så der skal ske en episode af en hvis voldsomhed som får vores hovedperson til at reagere og udvikle sig til at blive den helt/heltinde vi så gerne vil spejle os selv i.

En dag kom den onde virkelighed og skruede op for tempoet og besluttede sig for at tvinge forældrene længere tid på arbejdet, så de ikke længere havde tid til at blive i institutionen og høre hvad Hanne kunne fortælle dem om deres barns hverdag, og om det projekt de var igang med for tiden. Men det var også lige vel, for Hanne havde heller ikke tid til at snakke med forældrene for hendes kollegaer var blevet fyret, og hendes arbejdsopgaver var blevet flerdoblet. Heldigvis var fritidshjemmet nu en SFO, så hun kunne få nogle andre samarbejdsmakkere i form af børnenes lærere, skolens psykolog og andre fagpersoner tilknyttet skolen. Det glædede Hanne sig over.

Det kunne dog være svært at få informeret alle forældrene på de få minutter de tilbragte i institutionen lige før lukketid, for Hanne skulle jo også feje, stole op og rydde op efter børnene, for det kunne de jo ikke selv nå, når først mor og far havde fået fat i kraven på dem. Hanne syntes også at det var svært at få mulighed for at snakke med alle de andre fagpersoner, for det virkede som om at de aldrig var der når Hanne skulle snakke med dem. Det gjorde livet meget besværligt for Hanne…

Men heldigvis en dag lige inden Hanne skulle til at gå ned med stress, så mødte hun den meget effektive og informative Kong Pewter. Kong Pewter, krævede kun at man satte sig ned og snakkede med ham, og hvis man trykkede på de rigtige knapper så ville han meget gerne hjælpe en. Ved hjælp af Kong Pewters orientalske fletfælde “InderNettet” kunne Hanne fange en masse af de informationer hun skulle bruge. Hun skyndte sig at lave en aftale med skolepsykologen om Johan, som tydeligvis synes det var svært at blive hentet så sent, og afleveret udenfor SFO’en inden lukketid om morgenen. Samtidig begyndte Hanne at lære noget mere om hvordan hun kunne bruge Kong Pewters hjælp til at informere forældrene om hvordan lille Amalie havde det gennem et beskedsystem som skolen havde på deres dør. Døren kaldte de for skoleporten, og når man hængte en besked op til en forælder der, så kunne de andre ikke læse den, og man kunne snakke om hvordan og hvorledes tingene gik. Hvis man ville snakke med mange forældre på en gang og fortælle om hvordan projektet var gået, ja så kunne man enten sætte det i nyhederne, eller hænge det på opslagstavlen, og hvis man var rigtig god, så hængte man lige nogle billeder op af børnenes aktiviteter, så forældrene kunne se hvad deres børn lavede når ikke de spiste aftensmad og sov.

Hanne besluttede sig for at lave en hjemmeside til SFO’en, og den kunne så lægges ind på skoleporten med lidt fiksfakserier, som hun fik hjælp til at sin ven Und Ertegnede, som jo tydeligvis kom fra Holland. Så kunne Hanne pludselig glæde sig til at gå på arbejde igen, og sammen med Kong Pewter nedkæmpede Hanne den onde stress, og de levede lykkeligt til deres dages ende – vel vidende at den onde virkelighed kunne de ikke ændre på…

Hvorfor skriver jeg denne her artikel på min blog. Jo det gør jeg i håbet om at flere ser muligheden for at åbne computeren og finde ud af hvordan den kan gøre din dagligdag lettere. Du behøver ikke at være nogen haj til computere endsige være i stand til at formatere harddiske, opsætte netværk, eller for den sags skyld at sætte et tastatur til… Vidensdeling online foregår nemt på meget udvalgte steder, og der er ofte rigtig meget hjælp at hente. Du kender måske funktioner som “skoleintra, idialog, skoleporten, personaleintra, iportalen, skolekom mm.” og alle disse steder er der sikker mulighed for at finde hjælp til netop det du står og bakser med lige nu.
Skal du have gjort forældre opmærksomme på samtaler, have koordineret og informeret 15 kolleger om et specifikt projekt, og bare bage trylledej for første gang, ja så er der garanteret nogle funktioner eller erfaringer at hente i netop de portaler/funktioner som din arbejdsplads har adgang til.

Angående stress, så kan du jo altid teste om du har stress på denne hjemmeside (engelsk):
http://www.cattlerange.com/stress-test/stress-test.html

Denne artikel er et kapitel i en artikelserie som omhandler hvorfor SFO’er og pædagoger har behov for at vænne sig til tanken om IT som hjælp i deres arbejde. Jeg håber i vil følge med i de videre skrifter. Søg på “hvorfor I skal bruge IT – artikelserie” kategorien og så vil du kunne finde de andre i serien, så snart de er skrevet og udgivet.

Se at komme på banen folkens.

Af | | Pædagogisk debat
Kommentarer lukket til Se at komme på banen folkens.

Her kommer der et lille indspark til alle jer derude som arbejder eller skal arbejde i det pædagogiske område. Jeg håber på at det kan få nogle af jer til at komme ind i kampen og evt. melde jer under fanerne som skribenter herinde. Jeg tager imod enhver hjælp med kyshånd.

En søgning under Google blogs på ordet Pædagog giver udelukkende resultater om pædofili-anklager og lønforespørgsler… Er vi ikke andet end det. Til grin lønmæssigt, og afventende en anklage om pædofili?

Citat: Når journalisterne skal bruge viden om økonomi, så går de til revisorere og økonomiprofessorer – når de skal vide noget om børn og børneopdragelse, så går de til en eller anden celebrity hvis uddannelse bestod i at gennemføre de første 3 uger af Robinson ekspeditionen for 10 år siden.

Hvad handler det om? Hvor bliver læserbrevene, artiklerne og den generelle vidensdeling af? Hvorfor er det aldrig OS der udtaler os om OS???

Er vi bange for at udtale os, fordi vi ikke tror vi er gode nok, eller er vi bare ikke “målbare” nok? De eneste steder man læser pædagoger udtale sig for tiden er i vores egne fagblade, som læses af… andre pædagoger. Det vil sige at det er en form for intern rygklapperi. Det er jo dejligt at vi selv kan melde ud i egne rækker at vi er dygtige, men hvis vi glemmer at fortælle alle andre om det, så er vi lige vidt.

Der sidder en masse mennesker derude som mener at det eneste vi kan er at lege med børnene i 8 timer om dagen. Hvis du ser dig selv sådan efter endt uddannelse, så er problemet måske hos uddannelsesinstitutionerne, men forhåbentligt ser du dig selv som en del af en social ansvarlighed, med et arbejde som hjælper morgendagens voksne med at være hele og bidragende mennesker. Måske ser du dig selv som nøgleperson for at et eller flere børn kan fungere i en dagligdag som er svær at kapere. Måske ser du dig selv som personen, der gør at et lille vuggestuebarn føler sig tryg når mor er tvunget på arbejde og afleverer klokken kvart i kvalme om morgenen, vel vidende at hun først kommer igen et par minutter før institutionen lukker. Måske er du ham eller hende som sørger for at den mor tager på arbejde vel vidende at der er nogen der holder af og passer på hendes barn imens. Hvem er du, eller er du måske noget helt andet. Meld gerne ud herinde. Hvad ser du som dit vigtigste job?

Kom ind i kampen kære kolleger – skriv om jeres profession, anvend jeres professionalisme.

Smarte indkrydsningssystemer – forespørgsel

Af | | Pædagog 2.0, Pædagogisk debat, Værktøj
Kommentarer lukket til Smarte indkrydsningssystemer – forespørgsel

Hej alle jer fantastiske pædagoger derude. Nu er det på tide at jeg bruger jer derude. Da de fleste pasningsordninger, børnehaver, klubber, SFO’er, GFO’er og hvad de ellers hedder, er underlagt en form for “kontrolleret pasning” ligger de inde med forskellige indkrydsningssystemer.

På den SFO hvor jeg arbejder foregår det ved at der står en voksen og passer telefonen, og samtidig krydser børnene ind på en liste. Hver klasse har sin liste med børnenes navne alfabetisk ned ad, og ugedagene mandag til fredag henad. Listen er lamineret og kan derfor skrives på med sprittusch og viskes ren mandag morgen så den er klar til endnu en uge. Jeg har også oplevet institutioner hvor børnene selv krydsede sig ind, og sågar hvor de havde en telefon som de passede.

Jeg har nu sat mig for at finde ud af hvilke smarte indskrydsnings systemer der findes derude. Det kan jo være at i simpelthen gør noget helt andet end at krydse dem ind, og det kan også være at i gør det præcis samme som os, men lad mig endelig høre fra jer – gerne med forklaring om hvorfor i gør som i gør (hvis du ved det).

Bland jer gerne i debatten.

Fremtidens folkeskole – nu uden flyvende Delorean.

Af | | Pædagog 2.0, Pædagogisk debat
Kommentarer lukket til Fremtidens folkeskole – nu uden flyvende Delorean.

Fremtidens skole lyder som noget med Michael J. Fox der rejser frem i tiden i en special-bygget Delorean. Der er dog ingen Delorean i denne artikel.

Lyngby-Taarbæk kommune (LTK) er en blandt mange kommuner som sætter fremtidens folkeskole på dagsordenen. Målet er at skabe visioner for hvordan skolestrategien skal se ud. Fra Undervisningsministeriets side ønsker man at højne niveauet over de næste 10 år i en sådan grad så 8. klasses elever skal have samme niveau som 9. klasse elever har nu i den danske folkeskole.

Det er der som sådan ikke noget galt i, og det er beundringsværdigt at man ønsker at inddrage lærere og pædagoger i processen til at beslutte hvordan dette skal gøres. Jeg kan forestille mig at økonomi nok kommer til at blive et emne, og der vil sikkert blive tærsket så meget langhalm på det at jeg ikke også behøver gøre det her.
Undervisningsdifferientiering, som værktøj, er allerede blevet nævnt under 2 af de hovedpunkter som LTK har fremlagt:

  1. Udfordring til alle elever gennem hele deres skoleforløb, og
  2. specialundervisning i klasserne. Igen kan man kun give dem ret i at det nok er for det bedste, og igen vil ressourcer nok blive det gennemgående. (Og igen kommer langhalmen frem og vi lader diskussionen fortsætte andetsteds).

Samtidig med at man ønsker at sætte fokus på disse ting, prøver man også at sætte nogle pædagogiske emner på banen.

  1. Læring og pædagogik: Hvordan lærer eleverne bedst? (omhandler læringsstile og miljøer)
  2. Rummelighed og inklusion (omhandler specialundervisning og pædagogisk arbejde med dette.)

Jeg glædede mig over at se disse to. Desværre fik jeg ikke meldt mig til nogen af dem, da deadlinen passerede før jeg fik sat mig ned og læst beskrivelserne igennem. Hermed en opfordring til at være på mærkerne når jeres kommune kontakter skolen om dette! Her er da alletiders chance for pædagogerne at gøre sig bemærkede på. Pædagogerne er nemlig en meget større del af folkeskolens fremtid end vi har været nogensinde før. Pædagog 2.0 blander sig i debatten og skaber sine egne rammer gennem deltagelse i beslutningsprocesserne, så vi ikke ender med at udføre vores pædagogiske arbejde på en måde dikteret af ikke pædagogisk uddannede personer.

Hvilke andre faggrupper kender i der får deres arbejde dikteret af personer, som ikke har nogen som helst forudsætninger for at vide hvad det indebær at udføre arbejdet?

Innovation var et af fokuspunkterne også og der må jeg indrømme, at jeg ærgrede mig endnu mere over ikke at have fået blandet mig i debatten. Fokus skulle være på nytænkning og udvikling, og det skriger Pædagog 2.0 i mine ører.

Loops projekt  om fremtidens klasseværelse(afbilledet til venstre) deltog i Open Architecture Challenge 2009. Prøv at se om ikke det er nytænkning af klasseværelse omgivelserne.

Fremtidens folkeskole mangler dog nogle fokuspunkter ifølge mig. Yderligere fokuspunkter kunne være:

  1. IT i folkeskolen – fokus på brugen af og vidensdeling om. Brug hinandens kompetencer mere. (Kom den bag på nogen?)
  2. Forældresamarbejdet (som dog er nævnt men ikke er udpenslet nok). Hvor meget, hvor ofte, hvordan?
  3. Kommunikation af værdier, projekter og evalueringer. Vi skal sætte fokus på hvordan vi melder ud hvad det er vi gør, for begrebet folkeskole er blevet så meget anderledes fra forældregenerationen gik der, så det kan være svært at gennemskue. Alene SFO-begrebet fandtes ikke da størstedelen af forældrene gik i skole.

Vi skal benytte vores faglighed til at løfte vores arbejde op på et plan, hvor vi kan argumentere for vores behov for ressourcer. Gennem disse 3 yderligere fokuspunkter kan vi sætte fremtiden på programmet og gøre det tydeligt at vi gør det!

Pædagogtesten – er pædagogisk arbejde målbart?

Af | | Pædagogisk debat
Kommentarer lukket til Pædagogtesten – er pædagogisk arbejde målbart?

Som led i en rekrutteringskampagne for at skaffe nye pædagoger til landets pædagogseminarier, har Professionshøjskolen UCC lavet en test, som interesserede kan prøve online.
Testen giver dig muligheden for at hjælpe Cecilie med at blive kunstmaler frem for kunstsvindler, eller Hugo muligheden for at blive dyrepasser frem for dyremishandler eller Dennis fremtid som band-leder fremfor bande-leder.

Jeg må indrømme, at jeg så frem til at afprøve mine pædagogiske evner og regnede da med at score rimeligt højt, sådan i stil med “Du scorede 96% så du burde nok søge ind på seminariet”. I stedet så blev jeg lidt skuffet, da jeg endnu engang blev bekræftet i, at man ønsker at lukke hvem som helst ind på seminarierne. Det ville kræve en seriøs psykisk lidelse, med voldsomme psykopatiske træk ikke at score 100%, med mindre man prøvede at fejle for sjov. Spørgsmålene er temmelig simple, og er bygget op som en multiple choice med 3 valgmuligheder, hvor af en af dem skriger “KORREKT SVAR” og de 2 andre muligheder ofte består af muligheden for at slå ungen, eller sætte sig ind og drikke kaffe. Resultatet er derfor oftest i stil med:

Du har gjort en forskel! Dennis’ evner som rapper baner vejen for en succesfuld karriere somfrontfigur i et svedigt hip-hop band. Som25-årig er han en Grammy-belønnet, platin-sælgende mange-millionær med kæmpe bil og masser afbling-bling.

Pædagoger er ekstremt vigtige for unges fremtid. Arbejdet kræver bl.a. indsigt i psykologi og konfliktløsning, lederegenskaber samt gode evner til at rådgive. Du er et stort pædagogtalent, så du bør straks søge ind på en af UCC’s seks pædagoguddannelser.

Det glædede mig da, at min karriere indtil videre ikke var fejlvalgt – men så meldte den der indre djævlehund sig i mig, og jeg tænkte: “hvad nu hvis jeg fuldkommen gennemtæver, verbalt mishandler, og nedgør dette barn og hendes forældre. Hvad sker der så? Beder de mig om at melde mig på en pædagogisk institution til undersøgelse og pasning eller hvad sker der… De beder mig da vel ikke om at melde mig på studiet?”
Men jo….

Du kunne have gjort en forskel! Som 17-årig forsøger Cecilie at sælge en sort-hvid fotokopi af Mona Lisa til Statens Museum for Kunst og ryger i spjældet. Hun ender sine dage bag tremmer.

Pædagoger er ekstremt vigtige for børns fremtid. Arbejdet kræver bl.a. indsigt i psykologi og konfliktløsning, lederegenskaber samt gode evner til at rådgive forældre om deres børn.Du har meget at lære, så du bør straks søge ind på en af UCC’s seks pædagoguddannelser.

Jeg glæder mig til langtidschaufførerne laver en lignende test:
Du har et seriøst alkoholproblem, sideløbende med din heftigt tiltagende narkolepsi, med et stort sovehjerte og et voldsomt synshandicap. Du har nok behov for at komme ind og køre tonstunge lastbiler ned gennem de danske landeveje.

Eller politibetjenten:
Du har et stort had til andre mennesker og mener vold løser mange problemer. Samfundets love og regler mener du ikke passer på dig, og de skal udnyttes bedst muligt, hvilket du er manden for med din dybe kriminelle løbebane. Du skal da bare ind i styrken og slå fra dig.

Eller lægen:
Tillykke du gættede rigtigt på at det var en mand du opererede, desværre overlevede han ikke operationen for nedgroet tånegl, da du valgte at bruge en hækkesaks til at afhjælpe det og troede at hans arm var hans tå… Du trænger til at få placeret hvor tingene sidder henne på et menneske, så kom du ind til en hurtig lægeuddannelse…

…. og jeg kunne fortsætte.

Pædagogers promoverings-problem har altid været, at vi ikke kunne decideret måle vores arbejdsfelt, da det er svært at måle, hvor mange børn der havde haft en sværere barndom uden os i vuggestuen, børnehaven, SFO, fritidsklubben, ungdomsklubben, børnehjemmet etc.
Vores problem bliver ikke gjort mindre af at blive latterliggjort på denne måde. Ud fra testen så er det arbejde jeg gør i løbet af dagen godt, hvis bare jeg lader være med at slå børnene og råbe nedgørende ting ind i hovedet på dem.

Jeg vil foreslå UCC næste gang de skal lave sådan en test, at lægge det op til pædagogerne/de studerende selv at lave svarene, som kunne blive bedømt enkeltvis.
Såsom:

  1. Foreslå et projekt Cecilie ville have godt af at deltage i omkring kunst.
  2. Lav et udkast til hvem du ville kontakte for at hjælpe Dennis med hans band.
  3. Find ud af om det er muligt at få nogle dyr ned i Hugo’s børnehave, som han kan være med til at passe.
  4. Hvilke regler findes der for dyr i børnehaver – undersøg det?
  5. Kan man søge fonde til indkøb af musikinstrumenter til en ungdomsklub?
  6. Er der et museum åbent i nærheden, der laver nogle arrangementer for børn, der gerne vil udfolde sig kunstnerisk?

Hvis de pædagogstuderende kan finde ud af at løse den form for problemstillinger, så er de meget bedre stillede i forhold til at arbejde pædagogisk.

Kilde til inspiration

Pædagogernes frygt for computerspillet

Af | | Pædagogisk debat
Kommentarer lukket til Pædagogernes frygt for computerspillet

I meget lang tid er der blevet debatteret om pædagogernes frygt for eller misvilje mod computerens indtog på institutionerne og hvad det gør ved børnenes sociale liv. Det er ofte en meget generaliseret debat, og ofte også meget præget af floskler og angreb på specifikke problemstillinger i stedet for at åbne hele debatten op.

“Bliver børn voldeligere af at spille Doom” var overskriften for et årti siden – man kunne på samme måde have spurgt 20 år før “Bliver børn mere firkantede af at spille Tetris”.

Bliver børn mere indelukkede og asociale af at spille World of Warcraft (WoW) og i så fald bliver de så også mere asociale af at spille The Sims? The Sims omhandler jo trods alt opbygningen af et almindeligt liv gennem arbejde, socialt samvær med andre og arbejdet mod et reelt livsmål? World of Warcraft omhandler samarbejde med andre på tværs af landegrænser og sprogbarrierer, det handler om organisering og omgangstone, hierarki og respekt.

Børn bliver tykke foran computeren – var endnu et argument som nu er gjort til skamme. Wii, som foregangsmand på dette, skabte en konsol bygget op omkring bevægelse og motion. De mest solgte spil til den konsol er Wii Fit og Wii Sports Resort, som begge er spil, der bygges op omkring bevægelse og motion, balancetræning og fitness-øvelser.

Nintendo har i 2 årtier været leveringsdygtige i håndholdte konsoller i form af Gameboys og Nintendo DS, DSi, og snart også en 3DS, som kan vise 3D. De har altid været gode til at følge udviklingen, og sågar sætte standarden for hvor udviklingen bør gå hen af. De har til gengæld også været nogle af de mest udskældte, da deres Gameboys i sin tid var skræmmebilledet af børn der i timevis sad inaktive og asociale  og kiggede dumt på en lille skærm, mens hjernen tydeligvis stod stille. Nu sidder de selv samme børn og spiller på tværs af konsollerne, udfordrende eller samspillende. De har ofte en hob af drenge og piger siddende bag dem som kommenterer og assisterer den spillende. Det sociale skræmmebillede er altså fuldkommen fjernet, og den eneste problematik er efterhånden vores egen mangel på indsigt i hvad der er sket på det område. Vi sætter stadig regler og begrænsninger op som om intet var hændt.

Hvor konsoller før begrænsede børnene socialt, giver det nu mulighed for nogle drenge, som tidligere har haft problemer med at være en del af det sociale, da de manglede kompetencerne indenfor de områder som normalt var populære – fodbold, bordtennis osv.
Nu sidder fodbolddrengene sammen med Nintendo-drengene (de er sågar til tider Nintendo-drengene) og samtaler, mens hierakiet i klassen bliver vendt op og ned, på vrangen og tibage igen.

Når alt dette nu er sagt, så vender vi lige tilbage til udgangspunktet – Hvorfor er pædagogerne bange for computerspil og Nintendoer i SFO’en, børnehaven og fritidsklubben? Det næste spørgsmål er så: “Er de da det?”. Mange SFO’er har i dag et computerrum, eller bruger bærbare som er til rådighed på grund af  undervisningens øgede brug af computere ude i lokalerne. Da mange har indskolingshuse er dette den nemme løsning, som dog kun sætter begrænsningen at man oftest ikke kan installere spil og lignende på maskinerne og derfor er begrænset af spil som ligger på nettet – som desværre oftest er bygget op omkring et hurtigt, og lidt for ligetil gameplay.

Selvfølgelig findes der computerskræmte pædagoger på lige fod med andre faggrupper. Det er ikke bundet op på professionen længere, men tværtimod nok på en aldersgruppe og til tider et køn. Pædagoger er selvfølgelig en profession som omhandler mange af de bløde værdier, og som oftest vil foretrække det kreative fremfor det foruddesignede, det udendørs fremfor det indendørs, og det åbenlyst aktiverende fremfor det stillesiddende.

Fodbold har alle tider været det der definerede en sund dreng med sunde interesser. Men er det billede uddateret? Hvad med en dreng som tænker kreativt og målrettet ved en Nintendo eller foran en computer? Er den dreng mindre sund, hvis han finder det spændende at skabe ting i den virtuelle verden end hvis han skaber dem med en bold på en græsplæne? Vi ser oftere og oftere at computeren ikke længere kun handler om spil, men også om underholdning, videoer, informationssøgning, skabelse af forskellige ting -såsom hjemmesider, musik og grafik. Selvfølgelig har spillene stadig en fremtrængende rolle, og det vil de have til stadighed i mange år endnu, men de får en mere og mere dannende rolle, med fokus på fritænkning, kreativitet, nytænkning og det sociale.
De pædagogiske spil vælder frem derude på markedet, og fordummende underholdning er efterhånden fortid. Der kræves handlefrihed, konsekvens af spillerens handlinger og nytænkning på spilmarkedet, og det eneste problem det skaber er at få reglerne tilpasset på SFO’erne og de forskellige daginstitutioner så de passer til nutidens aktiviteter.

Pædagogernes frygt for computerne må efterhånden siges at være uddebatteret, og nok mest er et levn fra fortiden. Jeg håber selvfølgelig på at flere pædagoger vil følge med i debatten om dette og sørge for at kommentere på det. For Pædagog 2.0 er måske bare et begreb herinde, men der findes masser af dem derude i landets institutioner.

Kilde til inspiration til artiklen