Eksperimenter med børn… Cola og Mentos – ikke hjul og stejle!

Vi har alle til tider lyst til at spænde udvalgte børn på hjul og stejle… men det er ikke den slags børneforsøg, vi er ude i her. De her kan højst svine lidt, og give børnene en kæmpe oplevelse (Nej! Det er stadigvæk ikke den type forsøg).

I december måned besluttede jeg mig for, at mit træværksted kunne bruge en pause fra træet i en kort periode og besluttede at lade min indre nørd herske lidt. Tidspunktet for nørderiet blev fastsat til, når jeg vendte tilbage efter min orlov med min mindste datter. Det betød heldigvis, at jeg havde masser af tid til at kigge internettet tyndt, efter fede forsøg man kunne lave med børn. Efter at have fundet en masse forskellige spændende forsøg, som enten krævede større børn, et større kendskab til fysik og kemi (og adgang til nogle ting jeg helst ikke ville rode med) eller indebar ild og eksplosioner (som var en NO-GO for mig fra starten), så lykkedes det mig at finde nogle få udvalgte steder af interesse. Siderne findes både på engelsk og dansk og hvis man vil se eksperimenterne udført, så skal man bare søge på youtube. Det gælder om at sortere i tingene, for der findes mange eksperimenter, som er krævende både økonomisk og tidsmæssigt, men der findes også dem, der er sjove og nemme at lave på 5 minutter – det er dem jeg fokuserede på.

Min primære kilde endte med at blive Eksperimentarium.dk, hvor der findes en underside, som omhandler forsøg, der kan laves derhjemme. Eksperimenterne er opdelt i aldersgrupper og dermed har man muligheden for at tilpasse sin søgning. I skrivende stund er der 106 forsøg, hvis du søger på FORSØG FOR ALLE. Det skulle kunne dække ethvert behov for at lave forsøg. Indtil videre arbejder jeg på, at lave et “Nørd-værksted” på min SFO i det kommende skoleår. Der skal arbejdes med lidt af hvert, men forhåbentligt altid noget der kan få givet børnene en på opleveren.

Vores eksperiment-uge i år gik over al forventning og vi havde en kødrand af børn omkring os i alle aldre, som spændte kiggede på “hvad Allan og Christian nu lavede (og om det ville lykkes)”. Flere af forsøgene var enten mindre imponerende, end vi havde håbet (men børnene havde lavere forventninger og blev meget imponerede) og nogle ville simpelthen ikke lykkes for os (forbandede *&%#?@$ing æg, der skal suges ned i en flaske med kogende vand…). Andre derimod (hjemmelavede lavalamper og lav din egen is på 5 minutter) var KÆMPE succeser. Vi sluttede selvfølgelig af med en GRANDE FINALE af en Mythbusters klassiker – Mentos og Cola Light. Hvis ikke i har set dette før, så anbefaler jeg jer at søge på Youtube og se om ikke i får lyst til selv at afprøve det.
Vi afsluttede vores eksperimentperiode med at lave en opvisning til sommerfesten, hvor forældre, søskende, kammerater og bedsteforældre kunne se, hvad for nogle sjove ting børnene havde været med til at lave.

Desværre blev vores egne billeder af cola/mentos-fontænen så dårlige, at de ikke kunne bruges, men hvis jeg får nogle af forældrene, så lægger jeg dem op herinde.
I kan helt sikkert hive et par forsøg ud af hatten på en sløv sommerferie dag også, hvis i ikke lige ved, hvad i skal lave med børnene. Jeg anbefaler dog, at man rykker udenfor. 🙂

I kan også finde nogle forsøg på denne side – den er dog på engelsk og kræver desværre, at man er flydende i det. Hvis man skal lave dem med børn, så anbefaler jeg at man har sat det op på sin egen måde inden, så man ikke skal “forklare” børnene, hvad det går ud på, hvis ikke de kan engelsk. De mister lidt af ejerskabet over forsøgene, hvis ikke de føler, at de er med til at “opdage” forsøget sammen med en.

Jeg er helt sikkert ikke færdig med at lave forsøg med børnene, så hvis i finder et fedt forsøg så hold det endelig ikke for dig selv, men del det her eller på vores facebookgruppe.

Undskyld stilheden

Så har der været stille igen, men der sker en masse bag facaden. Jeg har på min arbejdsplads endnu engang haft Henrik Johannesen ude fra Iportalen og vise og fortælle hvor langt de er nået og hvad systemet kan nu. Og her vil jeg godt lige sige at jeg var glædeligt overrasket! Men mere om det når vi har en afgørelse om hvorvidt vi vælger Iportalen som vores løsning – jeg regner med at Henrik nok læser med herinde.

Derudover er jeg (og min kone) i fuld gang med at købe hus og det kræver al min fritid (som jo er den tid jeg bruger på PÆD-IT) og hjerneenergi (som ikke er suget af høfeber).

Men af mere relevans for siden kan jeg fortælle at jeg (sammen med min kollega Allan) har opstartet vores lille laboratier-projekt. Vi har opsat nogle eksperimenter, som kan trække børn til, hvor de kan afprøve forskellige ting,  se spektakulære ting og alt i alt nyde at der er fuld gas på opleveren når vi slipper lysten til at eksperimentere løs. Jeg skal fortælle jer lidt om de sider jeg har opsporet mange af eksperimenterne på i en senere artikel.
Lige nu handlede denne artikel mest om at sige – Undskyld stilheden.