Hvorfor er der så stort fokus på børn og programmering?

I løbet af det sidste år er der kommet et ekstremt stort fokus på vigtigheden af at lære børn at programmere. Det er der holdninger for og imod. Holdningerne går fra en nærmest apokalyptisk forudsigelse af fremtidens ungdom som tabt allerede fordi de ikke kan C# endnu og til en holdning af at de under ingen omstændigheder skal udsættes for noget “der tydeligvis kun er forberedelse til livet som deltager i erhvervslivet”.
Senest har Bent Winther med sit indspark “Drop IT-hysteriet: I min skole havde vi elektronik” i Berlingske udtalt hans ønske om en verden, der ikke satte så meget fokus på programmering, men mere på den analoge, faglige, sociale og kreative dannelse af barnet.
Mange har været ude med riven efter mandens udtalelser, men i bund og grund tror jeg, at det kommer af at Bent Winther, som så mange andre taler i absolutter. Han ønsker at børnene nøjes med at lære analogt om faglighed og om kreativitet og på en social måde. Problemet, synes jeg, her er måden hvorpå det digitale sættes op som modpol til det kreative, sociale og faglige. Når jeg arbejder med børnene, som multimediepædagog i mit multimedieværksted, så leger vi med elektronik. Vi leger med programmering og vi leger med det kreative og det sociale på tværs af klassetrin, køn og interessefelter.

Linda Liukas Ted Talk er et kig værd for alle. Ren livseliksir.

I mit værksted, der leger vi med kreation, baseret på Linda Liukas tanker om det skabende og drømmende barn. Tanker som: “Hvordan ville det se ud hvis man skulle lave en maskine der kunne…”
Tanken her er ikke, at barnet skal bruge sin viden om elektronik eller programmering til at skabe maskinen, men skal bruge sin fantasi og manglende viden, men nysgerrighed, omkring produktion til at skabe et billede af deres kreation. Dernæst kan vi så italesætte hvorvidt det ville kunne gøres, gennem formidling af vores viden om produktion. På denne måde kan vi nemlig styrke det som danskere er gode til – udtænke nye måder at gøre tingene på, skabe ny viden, og tænke designmæssigt uden for boksen. Om det så er et ønske fra erhvervslivet senere hen i livet, det vil jeg lade fremtiden dømme.

Når Bent Winther sammenligner elektronik fra hans skolegang med nutidens tanker om programmering, så forstår jeg hans tanke om, at han jo ikke arbejder i dagligdagen med elektronik, så derfor må det være spildt – altså indtil den viden helt ubemærket alligevel sniger sig ind på ham og os andre i løbet af dagen. Det bedste ved den viden vi modtager i skolen, er jo netop, at den er tænkt som et BREDT dannende billede af samfundet og de behov der tænkes er vigtige og gyldige at kende. Så når jeg lærte om arealudregning og læste norske digte i min folkeskoletid, så var det nok ikke med henblik på at jeg skulle være poetisk tværskandinavisk landmåler, men tværtimod som en palet af kundskaber jeg kunne male ud fra når der var behov.

Programmering er et værktøj, en kundskab om du vil, som kan bruges til at skabe, designe, innovativt kreere. Det kan leges med i de tidlige år, gennem hour of codes, eller understøtte din undervisning gennem Scratch programmering, som både kan bruges til animation, spil, og andet – fantasien sætter grænserne for hvordan du har lyst til at bruge Scratch. Du kan bede eleverne lave en animation af hvilke egenskaber vand har, eller hvordan vikingerne drog rundt som handlende gennem Europa, eller bare til at tydeliggøre den læring i har haft om koordinatsystemet. Programmering kan på den måde berøres helt ned i børnehaven – men husk at programmering bare er et begreb på det her tidpunkt. Når vi lærer børnene om trafik, snakker vi jo heller ikke om at sætte dem ud på motorvejen bag rattet i en 18 hjuls lastbil. Det her handler om introduktion og basiske egenskaber. Når det gælder trafik tager vi dem i hånden og lærer dem nyttig viden som passer til deres alder – det samme skal gøre sig gældende for kreativ brug af IT og programmering.

Vi kan godt blive enige, Bent Winther og jeg, om at det ikke er alle, der skal bruge programmering når de bliver voksne. Faktisk tror jeg, at rigtig meget af den programmering som skal ske til den tid, enten bliver genereret automatisk gennem programmerings-værktøjer, eller også så bliver det grove arbejde klaret i Kina eller Indien. Men vi lærer stadig børnene både at sy, selvom tøjet bliver lavet i Bangladesh, og arbejde med træ, som bliver lavet til møbler i Polen eller andre lavprislande. Vi lærer dem også om retstavning på trods af autocorrect og stavekontrol, og vi lærer dem om regning på trods af, at alle har en lommeregner i lommen i disse moderne smartphone tider. Men når tingene skal gøres lidt lækrere, når der skal tænkes design (også undervisningsdesign) så gør vi det bedst selv. Vi udtænker koncepter og producerer lækkerhed og innovation. Det kan vi fordi vi kender de grundliggende koncepter bag både træsløjd, anden håndværk og design og dansk og matematik.

Så tanken om hvad der skal præsenteres som det næste sort – det næste orakel-værktøj, må ikke blive om det skal være programmering eller ej. Men om hvordan vi får dette håndværk, sammen med andre multimodale værktøjer, præsenteret på en måde, så den danske design og innovations værdi ikke går tabt i mudderkastning og sort/hvid tænkning. Det her er faktisk en ret fed arbejdsform, som både kan leges med, skabes med, socialiseres omkring og være med til at løfte fagligheden højere op.

Jeg elsker at bruge mine tirsdage aftener med de andre Coding Pirates frivillige og børnene – for der har vi frie rammer til at lege med kreativ brug af teknik. Vi leger og producerer sjove ting og forløb. Hvis ikke det lyder som noget for børn – så undrer det mig at der er så stor tilgang til at være Coding Pirates. Det undrer mig også hvorfor vi er så forhippede på at holde børnene fra at være producenter. Vil vi hellere holde dem til at være forbrugere? Lad os da give dem evnerne og kompetencerne til at skabe selv, men lad os ikke præsentere det som det nye sort. Der er andre ting der er vigtigere! Det vigtigste er at snakke med hinanden på en ordentlig måde – at lytte til hinanden og at samtænke. Så nu har jeg lyttet til Bent Winther og de som har været kritiske over for brugen af programmering i folkeskolen – nu håber jeg at de vil lytte til mig.

 

[/debat] 😉

Ok, så godt nytår da… ;-)

Nu havde jeg lovet mig selv ikke at skrive en nytårshilsen til dem der læser med, for jeg ved at det altid er svært at følge op på de planer jeg lægger for mig selv ud i fremtiden – for pludselig dukker der nye muligheder op, eller tingene går hurtigere end jeg havde regnet med og så er det noget helt tredje jeg får lyst til at kigge på. Sådan var 2016.

2016 var kendetegnet ved en kolossal ændring i mine planer. Jeg troede at jeg skulle have fokus på noget omkring opstart af et multimedieværksted på min SFO. Det endte med en 3-trinsraket af udviklingsmuligheder.

Første skud blev, endelig, at skrive mig op til at starte min Pædagogiske diplom videreuddannelse i Medier og Kommunikation på UCC Carlsberg. Det gav mening i forhold til hvor jeg var og hvor jeg gerne ville hen. Det var både Lyngby Taarbæk kommune og jeg enige i. Så jeg tog mit første modul her i efteråret – Multimediepædagogik og -didaktik. Der mødte jeg nogle dejlige mennesker og havde nogle skønne snakke, læste fantastisk skønlitteratur og skrev en opgave, som jeg lige venter med at smide et tillægsord på, indtil jeg har fået min karakter… 🙂

Andet skud i raketten var da jeg meldte mig som frivillig hos Coding Pirates Microsoft Lyngby. Inden jeg meldte mig troede jeg at jeg skulle være med på en kigger, lidt i distancen og uden at blande mig for meget. Så… Skru et par måneder frem og jeg sidder i bestyrelsen dernede. Jeg fik deltaget i Game Jam, som en del af det at være Kodningspirat. Det var en fed oplevelse. Coding Pirates har suppleret mig med flere gode og skide-skægge bekendtskaber. CP Lyngby bugner af skønne mennesker, med masser af træben i næsen, klap for deres glimt i øjet og med hjertet bankende lige under papegøjen! Her bliver jeg hængende!

Tredje skud var så endelig at få fyret vores multimedieværksted af på min arbejdsplads. Det gav rigtig god mening og fra første færd var det en succes. Vi har lært en masse om hvordan børnene tager imod nye spændende ting, at kodning ikke er alt, men at det dælme er sjovt. Mit samarbejde med Michel om værkstedet har givet fede snakke og sene skriverier på messenger om hvad vi skulle lave med ungerne. Det har været fedt at prøve, og det bliver vi ved med at videreudvikle.

De mange uventede trin på raketten blev så blandt andet mit samarbejde med Tina Kiærulf Nielsen fra Lyngby Taarbæk stadsbibliotek. Vi har haft et skønt samarbejde, som jeg håber at videreudvikle i 2017. Tina er en raket i sig selv – og de ideer hun får – har en evne til at blive til virkelighed. Uden at løfte sløret for for meget, så er der blandt andet et projekt som jeg er meget forhåbningsfuld omkring at samarbejde om. Det bliver noget med en trappe… Og så er der også noget med nogle robotter… Shyyyy….!
Dernæst har jeg fået startet gruppen “Programmering med børn i alle aldre” op på Facebook, hvor jeg synes, at jeg har fået samlet nogle spændende personligheder. Den gruppe har jeg gode forventninger til når det gælder sparring om brugen af programmering i den danske folkeskole. Kig endelig ind.

Derudover har jeg fået masser af nye muligheder udover de gamle – alt sammen ting, som jeg lader 2017 bestemme hvor fører mig hen. Jeg har dog lavet en aftale med mig selv, om at jeg alle dagene vil have mine ben på gulvet i den pædagogiske verden – så min lærers profeti om, at “alle der tager den PD i er i gang med, siger op og ender som konsulenter når de er færdige”. Det bliver ikke mig. Altså… i hvert fald siger jeg ikke op. Jeg har nemlig verdens bedste kolleger!

Godt Nytår!

Kodning – flere forskellige niveauer

KodeblogI den kommende tid vil jeg begynde at skrive mere om brugen af kodning i undervisningen og fritiden med børn. Kodning er en del af det man kalder 21st century skills, og er altså en del af at forberede børn til den verden de skal leve i efter klokken er ringet ud for sidste gang og virkeligheden kalder.

Først og fremmest vil jeg starte med den primære erfaring jeg har gjort mig, inden i bliver skræmt væk med ordet kodning:

“DEN STØRSTE HINDRING I AT LÆRE BØRN AT KODE ER AT DEN VOKSNE IKKE TØR PRÆSENTERE DET FOR DEM!”

Bekymringen (lad os kalde det det) fra de voksnes side er grundet erfaringer fra eget liv. Mens vi har været børn og unge, har kodning været noget der foregik med ingeniører bag roret. Det var noget webdesignere, og programmører havde inde på livet, når de startede deres studier og som vi andre bare kunne sidde og kigge forvirrede på.

Kodningsprincipper er egentlig ikke så svære at holde styr på – og den vigtigste pointe er helt klart at kode gør lige præcis hvad du beder den om – og kun det. Det gør det også enormt nemt at finde fejl og rette. En form for -lige-til-evaluering af det arbejde man har lavet.
Der findes så ualmindeligt mange måder og tilgange til at lære kode på forskellige alderstrin nu, og helt ned i før-læse-stadiet kan man præsentere børn for principperne bag kodning. Der er faktisk absolut ingen gode grunde til ikke at finde det frem og prøve det af, for når jeg har lavet det med børnene på mit arbejde, så er det første spørgsmål altid – “Må vi godt lave videre på det derhjemme” og det næste spørgsmål: “Kan du ikke sende adressen på det til mine forældre?” Og svarene på begge dele er “Selvfølgelig!”

I kommende artikler vil i kunne læse om: Hour of code, code.org, Code Pirates, DigiPippi, High Tech High, 21st century skills, ScratchJr, www.codeavengers.com, Minecraft kodning, Bee Bot, LittleBits og så meget meget mere.

Uddrag fra det tidlige kursus på code.org - FRA 4 ÅR!!!

Uddrag fra det tidlige kursus på code.org – FRA 4 ÅR!!!

DOT – En smart-fangeleg.

DOT (eller GoPlayDOT) er en fangeleg med masser af bevægelse skjult lige under overfladen på det smarte ydre. Fangelegen foregår nemlig både i den virkelige og den virtuelle verden. Du starter et spil på din smartphone, og med tilpas mange medspillere klar, så fordeler i jer ind på hold. I forvejen har i bevæget jer hen til et sted hvor der er markeret en virtuel DOT-bane. Der er allerede mange fordelt i hele landet i skrivende stund. Fælledparken og Kastellet, Kronborg, Kastellet, Nyborg fæstning og slot, Skovbrynet i Århus, Mariaparken i Vejle, Fanø skovlegeplads og mange mange flere (og selvfølgelig Fuglsanggårdsskolen i Virum, hvor vi jo netop legede det). Faktisk kan man finde steder i både Sverige, Tyskland og England også.

En virtuel legeplads ligner ved første øjekast bare Google Map udsat for en paintgun.

DOT-playground
Det ser måske lidt forvirrende ud, men faktisk er det rimeligt simpelt. De multi-farvede felter er de eneste der er farvede fra start af – alle andre felter er grå og skal først “indtages” før de skifter farve til belejrerens hold-farve. Du kan kun indtage felter når du er farvet – og din farve kan stjæles af de andre deltagere ved at “booste” når de er indenfor en vis afstand af dig. Dette gøres ved at trykke på ens egen skærm på det rigtige tidspunkt. Når du har mistet din farve, så skal du genfarves – dette gøres ved at gå ind i et multifarvet felt, eller et felt indtaget af din holds farve. Så er du klar igen til mere jagt.

Alt imens spillet foregår er man nødt til både at navigere på sin telefon i spillet, men også at forsøge at bruge terrænnet til sin fordel i den virkelige verden. Du bliver nødt til at kigge dine modstandere an, før du kaster dig ud i et episk standoff, om hvem der booster på det rigtige tidspunkt og dermed stjæler den andens farve.

Det er efterhånden længe siden at jeg første gang læste om DOT. Jeg fulgte spillet i lidt tid inden jeg kontaktede Jacob Tækker, som er ophavsmand til spillet. Vi legede dernæst det næste år, vores egen kalender-fangeleg for at finde et passende tidspunkt, at Jacob skulle komme ud og vise mig spillet. DET LYKKEDES ENDELIG I ONSDAGS!

Jacob Tækker

Jacob Tækker på besøg på Fuglsanggårdsskolen i Virum

DOT-screenEfter jeg har fået bevægelse med mellemtrinnet, nærmere bestemt en 6. klasses årgang, så gik der præcis 11 dage inden Jacob stod klar til at vise sit hjertebarn. Og DOT er GODT. Der stod 3 meget glade bevægelsespædagoger og kiggede på ca 70 børn med hovedet dybt begravede i deres smartphones. Det er sjældent at man er så glad for at se dem være så opmærksomme på deres telefoner, men da lydene af diverse Youtube-videoer forstummede til gengæld for spørgsmål, såsom – “Hvad hedder det game du har oprettet”, “Hvornår starter vi”, og konstateringer såsom “Hej, Rødt hold, vi står i klemme her, lad os sprede os ud”, så var det som om at stemningen blev en anden og pludselig var langt de fleste opslugt i at bevæge sig rundt efter strategiske løbemønstre, usynlige felter på en græsplæne og i evig jagt på at have flest point når tiden løb ud. Mange blev overraskede over hvor langt de havde bevæget sig i løbet af et enkelt spil – et par kilometer på 10-15 minutter.

Tekniske overvejelser skal der dog lige være inden man beslutter sig for at kaste sig ud i at spille DOT med ungerne:

  1. De skal have en smartphone med på dagen (man kan spille sammen flere på en telefon, men det er bare sjovere med hver sin).
  2. De skal have strøm på dem, for DOT bruger lidt strøm.
  3. De skal have data – hvis i bevæger jer væk fra de zoner hvor der er WIFI.

DOT er sjovt, og jeg er ikke i tvivl om at jeg en dag også skal have mine kære kollegaer med ud på græsset og prøve det af.

Vi måtte henstille eleverne til ikke at vandre ind midt i den amerikanske fodboldkamp som gymnasiet lavede i baggrunden. Vi er glade for at det ikke var spydkast den dag.

Det er fredag – Det er Tid til dans!

Jeg har netop fundet dette site med en sjov og børnevenlig tilgang til at lære nye børnevenlige danse.
Nu er det jo fredag så det kunne være værd at prøve af ude på skolerne til bevægelse, i sfo’en om eftermiddagen – som sjovt alternativ til de mere professionelle danse-videoer for klubbørnene og endda ned i børnehaverne – selvom de siger indskoling som de mindste.

Thank god it’s friday – Let’s dance!

http://www.dansetid.dk/