Aldersgrænser og autoritetstro

For noget tid siden spurgte en bekendt på facebook i en gruppe, om det var ok at spille GTA 5 med sit barn der var under aldersgrænsen. Svarene var lidt forsigtige omkring PEGI anbefalingen der var 18 år, hvilke missioner og spilelementer der i hvert fald skulle undgås (tommelfingerreglen er nok noget med at undgå at skyde hundehvalpe og dolke prostituerede efter overståede seksuelle ydelser).

Hvorvidt PEGI (Pan European Gaming Information) er baseret på eksempelvis de katolske sydeuropæiske landes mere bonerte holdning til eksempelvis nøgenhed eller om det danske frisind er svært at sidestille med dem når det gælder hvor grænserne skal sættes, er en spændende snak. Den sætter gang i flere spørgsmål.

1. Skal vi tage PEGI vurderingen som vejledende og så lave vores egne individuelle subjektive vurderinger, og kan vi så bruge dem til noget?

Hav i mente at denne forældre ville spille det sammen med sit barn og ikke bare efterlade barnet med spillet. Det tager jeg hatten af for – for nu kan spillet faktisk gå hen og blive et projekt hvor forældrerollen rent faktisk spiller ind. Man kan italesætte (uden lilla ble og guitar) at det selvfølgelig ikke er ok at køre folk ned, stjæle deres biler, skyde på tilfældige forbipasserende osv. Det er et stort plus at have kendskab til hvad ens børn oplever i deres virtuelle færden, både på nettet og også i spil. 

Det andet spørgsmål som det sætter gang i, er samtidig støttet op af en observation hjemme på mine egne pigers værelse. På bagsiden af et ellers meget fornuftigt Anders And blad om affaldssortering, opfordres læserne til at deltage i en konkurrence ved at bruge et specifikt hashtag (#andebynews) på Instagram.

Min umiddelbare fornemmelse er at gennemsnitlæseren af Anders And blade er under de 13 år som man skal være for at have en Instagram profil. Så dermed udelukker de en del af deres målgruppe fra deltagelse, med mindre de har indset at en meget stor gruppe af børn får lov til at komme på både Facebook, Instagram og mange andre sociale medier før de er 13. Forældre fortæller hvordan deres barn kun er på facebook for at spille spil, og at de er venner med dem for at holde øje. Det de her går ud fra er at der igen er tale om en vejledning angående alder – altså at deres barn ikke bør være på facebook inden de fylder 13 – MEN det er ikke en vejledning! Det er en regel, som man skriver under på i regler og betingelser, som man på tro og love siger ja til når man opretter profilen. Det er faktisk således at hvis Facebook opdager at man snyder med alderen så lukker de kontoen, for det er ikke tilladt af Facebook at have en profil før man fylder 13…
(Jeg skynder mig lige at sige her at jeg ikke er hellig selv, for min mindste på 6 ser da for eksempel Harry Potter film med resten af os – men det er mest for at undgå at vi andre skal se My Little Pony! Og den største har en profil på Musical.ly – men jeg er venner med hende, så… hov vent…)

Så mit næste spørgmål er altså:

2. Behandler vi for ofte nettet som en ikke-virkelig verden, hvor autoriteter ikke findes?

Hvis vi melder pas på autoriteterne og behandler regler og vejledninger ens, så vil det unægtelig påvirke vores tilgang til nettet og den online tilværelse. Er det ok ikke at følge reglerne på nettet?

Og det siger selv Anders And er ok!

Mit næste indlæg kommer med stor sansynlighed til at handle om at “sige ja til betingelser” man ikke har tænkt sig at følge… 

Læringscenteret – Min første trykte artikel

Læs om Programmeringens syv have fra side 8.

I starten af 2017 blev jeg spurgt om jeg havde lyst til at skrive en kort artikel til Læringscenteret om det at være Coding Pirates Frivillig.

Det var svært at beskrive med så få ord til rådighed – så i bliver nok nødt til selv at tage ned i jeres lokale Coding Pirates afdeling og opleve det. Der mangler ikke interesse fra børn i afdelingerne – kun frivillige til at lege med digitale medier.

Du behøver ikke kunne programmere, hvis du har en anden digital ressource du er god til, så kan det også hjælpe. Det her handler om at gøre børn til digitalt kreative producenter i stedet for konsumenter eller forbrugere. Lær dem at bygge det de drømmer om.

I kan læse artiklen “På Programmeringens syv have” ved at klikke på billedet til højre.

Hvorfor er der så stort fokus på børn og programmering?

I løbet af det sidste år er der kommet et ekstremt stort fokus på vigtigheden af at lære børn at programmere. Det er der holdninger for og imod. Holdningerne går fra en nærmest apokalyptisk forudsigelse af fremtidens ungdom som tabt allerede fordi de ikke kan C# endnu og til en holdning af at de under ingen omstændigheder skal udsættes for noget “der tydeligvis kun er forberedelse til livet som deltager i erhvervslivet”.
Senest har Bent Winther med sit indspark “Drop IT-hysteriet: I min skole havde vi elektronik” i Berlingske udtalt hans ønske om en verden, der ikke satte så meget fokus på programmering, men mere på den analoge, faglige, sociale og kreative dannelse af barnet.
Mange har været ude med riven efter mandens udtalelser, men i bund og grund tror jeg, at det kommer af at Bent Winther, som så mange andre taler i absolutter. Han ønsker at børnene nøjes med at lære analogt om faglighed og om kreativitet og på en social måde. Problemet, synes jeg, her er måden hvorpå det digitale sættes op som modpol til det kreative, sociale og faglige. Når jeg arbejder med børnene, som multimediepædagog i mit multimedieværksted, så leger vi med elektronik. Vi leger med programmering og vi leger med det kreative og det sociale på tværs af klassetrin, køn og interessefelter.

Linda Liukas Ted Talk er et kig værd for alle. Ren livseliksir.

I mit værksted, der leger vi med kreation, baseret på Linda Liukas tanker om det skabende og drømmende barn. Tanker som: “Hvordan ville det se ud hvis man skulle lave en maskine der kunne…”
Tanken her er ikke, at barnet skal bruge sin viden om elektronik eller programmering til at skabe maskinen, men skal bruge sin fantasi og manglende viden, men nysgerrighed, omkring produktion til at skabe et billede af deres kreation. Dernæst kan vi så italesætte hvorvidt det ville kunne gøres, gennem formidling af vores viden om produktion. På denne måde kan vi nemlig styrke det som danskere er gode til – udtænke nye måder at gøre tingene på, skabe ny viden, og tænke designmæssigt uden for boksen. Om det så er et ønske fra erhvervslivet senere hen i livet, det vil jeg lade fremtiden dømme.

Når Bent Winther sammenligner elektronik fra hans skolegang med nutidens tanker om programmering, så forstår jeg hans tanke om, at han jo ikke arbejder i dagligdagen med elektronik, så derfor må det være spildt – altså indtil den viden helt ubemærket alligevel sniger sig ind på ham og os andre i løbet af dagen. Det bedste ved den viden vi modtager i skolen, er jo netop, at den er tænkt som et BREDT dannende billede af samfundet og de behov der tænkes er vigtige og gyldige at kende. Så når jeg lærte om arealudregning og læste norske digte i min folkeskoletid, så var det nok ikke med henblik på at jeg skulle være poetisk tværskandinavisk landmåler, men tværtimod som en palet af kundskaber jeg kunne male ud fra når der var behov.

Programmering er et værktøj, en kundskab om du vil, som kan bruges til at skabe, designe, innovativt kreere. Det kan leges med i de tidlige år, gennem hour of codes, eller understøtte din undervisning gennem Scratch programmering, som både kan bruges til animation, spil, og andet – fantasien sætter grænserne for hvordan du har lyst til at bruge Scratch. Du kan bede eleverne lave en animation af hvilke egenskaber vand har, eller hvordan vikingerne drog rundt som handlende gennem Europa, eller bare til at tydeliggøre den læring i har haft om koordinatsystemet. Programmering kan på den måde berøres helt ned i børnehaven – men husk at programmering bare er et begreb på det her tidpunkt. Når vi lærer børnene om trafik, snakker vi jo heller ikke om at sætte dem ud på motorvejen bag rattet i en 18 hjuls lastbil. Det her handler om introduktion og basiske egenskaber. Når det gælder trafik tager vi dem i hånden og lærer dem nyttig viden som passer til deres alder – det samme skal gøre sig gældende for kreativ brug af IT og programmering.

Vi kan godt blive enige, Bent Winther og jeg, om at det ikke er alle, der skal bruge programmering når de bliver voksne. Faktisk tror jeg, at rigtig meget af den programmering som skal ske til den tid, enten bliver genereret automatisk gennem programmerings-værktøjer, eller også så bliver det grove arbejde klaret i Kina eller Indien. Men vi lærer stadig børnene både at sy, selvom tøjet bliver lavet i Bangladesh, og arbejde med træ, som bliver lavet til møbler i Polen eller andre lavprislande. Vi lærer dem også om retstavning på trods af autocorrect og stavekontrol, og vi lærer dem om regning på trods af, at alle har en lommeregner i lommen i disse moderne smartphone tider. Men når tingene skal gøres lidt lækrere, når der skal tænkes design (også undervisningsdesign) så gør vi det bedst selv. Vi udtænker koncepter og producerer lækkerhed og innovation. Det kan vi fordi vi kender de grundliggende koncepter bag både træsløjd, anden håndværk og design og dansk og matematik.

Så tanken om hvad der skal præsenteres som det næste sort – det næste orakel-værktøj, må ikke blive om det skal være programmering eller ej. Men om hvordan vi får dette håndværk, sammen med andre multimodale værktøjer, præsenteret på en måde, så den danske design og innovations værdi ikke går tabt i mudderkastning og sort/hvid tænkning. Det her er faktisk en ret fed arbejdsform, som både kan leges med, skabes med, socialiseres omkring og være med til at løfte fagligheden højere op.

Jeg elsker at bruge mine tirsdage aftener med de andre Coding Pirates frivillige og børnene – for der har vi frie rammer til at lege med kreativ brug af teknik. Vi leger og producerer sjove ting og forløb. Hvis ikke det lyder som noget for børn – så undrer det mig at der er så stor tilgang til at være Coding Pirates. Det undrer mig også hvorfor vi er så forhippede på at holde børnene fra at være producenter. Vil vi hellere holde dem til at være forbrugere? Lad os da give dem evnerne og kompetencerne til at skabe selv, men lad os ikke præsentere det som det nye sort. Der er andre ting der er vigtigere! Det vigtigste er at snakke med hinanden på en ordentlig måde – at lytte til hinanden og at samtænke. Så nu har jeg lyttet til Bent Winther og de som har været kritiske over for brugen af programmering i folkeskolen – nu håber jeg at de vil lytte til mig.

 

[/debat] 😉

Læringsfestivalen 2017 – hvad lærte jeg så?

Denne her artikel kunne også hedde – “hvor mange Coding Pirates kan man møde på en formiddag”.

Jeg er så nørdet omkring IT (for lige at undgå 47 andre forkortelser) og læring, at jeg bruger min fritid på at tage ud på læringsmesse i Bella Centeret… Men i år var jeg så voldsomt spændt på hvad der blev budt på derude, når al snak på det seneste har handlet om hvorvidt programmering har sin plads i skolen, om der skal være et decideret fag eller om det skal bringes i højere grad ind i de enkelte fag – og hvordan.

Tina og Martin Exner får en snak foran Kidsprint.

Min dag startede med at få samlet Tina Kiærulf Nielsen op (min samarbejdspartner fra Lyngby Stadsbibliotek). Hun skulle ud og stå i KidsPrint-standen og jeg havde lige et par mennesker hun skulle møde inden hendes vagt begyndte. En af dem var Martin Exner, formand for Coding Pirates Danmark. De fik en god snak om biblioteker, ansvar for folkeuddannelse og programmering generelt. Det er altid spændende for mig at lytte med på andre faggruppers vinkler til det her emne. Jeg tror det er det der gør Tinas og mit samarbejde så godt. Vi står ikke i den samme hverdag, så vi ser hinandens problematikker og muligheder fra andre vinkler.

 

Når man lander til Læringsfestivalen, så er det som enhver messe, totalt uoverskueligt inden man får fundet sig nogle pejlepunkter.
Et klart pejlepunkt for dagen var den lyserøde løber i bunden, hvor CFU, Hippomini, DigiPippi, Buildaworld og flere andre var landet. Her var CRAFT-standen, med børn der præsenterede innovative STEM-projekter (nu kom der lige en forkortelse alligevel – Science, Technology, Engineering and Mathematics). Team 1 – DynoBank havde lavet et fedt projekt, som omhandlede brugen af en dynamo på cyklen til at oplade en powerbank til din telefon. De forklarede om deres proces og udfordringer – VERY COOL!!!

 

Eva, Mia, tøserne og mig. Digipippi kan noget med piger og Tech.

En af de vigtigste NGO’er at følge er helt klart DigiPippi. De er en pige-klub som handler om at få flere piger ind i Tech-verdenen. Eva Fog og Mia Meldgaard stod klar med et par friske piger også, som inden da havde styret SmartGurlz robotter rundt i gangene mellem standen. Vi fik en snak om de muligheder der er for at få dem ud på Lyngby-Taarbæk kommunes biblioteker. Specielt deres “Lær at være Youtuber”-workshop har et stort potentiale ude på bibliotekerne og i skolerne. Det var fedt snakke med og møde tøserne, der står bag tøserne.

 

 

Programmering Naturligvis

Tina havde dog også nogen hun skulle præsentere mig for. Programmering Naturligvis med ildsjæle lige fra Dobbelt-A (Aalborg). Nogle gutter med ben i næsen, der samarbejder om at lave fede forløb ude på deres respektive skoler i Aalborg-omegnen. Vi fik en rigtig god snak om hvordan man bringer kreativitet, innovation og leg ind i børnenes hverdag, sammen med programmering og mange andre værktøjer. Dem fløj jeg hjem og fandt på facebook. Jeg håber deres SFO’er også kunne være interesserede i at lege med. Jeg bad i hvert fald gutterne om at opsætte en legeaftale. 😉
Jeg skulle jo også lige hen og høre om Minecraft: Education Edition hos Microsoft. Der stod Erik Carter, som pt stiller op som kasserer i Coding Pirates Danmark. Og ved den stand røg jeg så ind i noget der nærmest lignede en Coding pirates forsamling… Det var sg* lidt skægt. Totalt tilfælde, men det siger samtidig noget om at Coding Pirates er en form for moderne tids Frimurerforening, som har infiltreret læringscentre rundt om i hele landet. (Det er en spøg…bare lige inden jeg får nogle conspiracy theories på nakken).
Minecraft: Education Edition er et spændende produkt og lige så snart at vi får abonnementsforholdene til at spille, så er jeg allerede klar med en verden til min skole…

Jakob og jeg snakker Build a World med udvikleren.

Jakob Hedegaard (også CP) og jeg gik også et smut forbi Buildaworlds stand. Her fik vi en snak med udviklerne bag spillet, som med egne ord – “skal være til de lidt ældre elever, når Minecraft ikke længere er godt nok”. Vi kan lide selvtilliden! Konceptet er enormt bredt, med fokus på energi på nuværende tidspunkt. I spillet, der med sit blokprægede udseende ligner en pæn mod til Minecraft, kan man se toge køre, få vindmøller til at dreje rundt og producere strøm, bygge dit eget funktionelle atomkraftværk og meget mere. Det er et spændende projekt, som vi meget snart skal lave et forløb med.

 

Absolut ikke mindst, men dog sidst i denne artikel, så havde jeg et hurtigt kig forbi Meebook, hvor jeg skal til at slå nogle af mine folder.
Mandag morgen kører jeg mit første forløb som underviser for Meebook og det glæder jeg mig til. Det er tilmeldte pædagoger i Lyngby-Taarbæk kommune, som skal ligge ører til min debut. Wish me luck.
Processen med Aula og Meebook synes jeg er spændende. Meebook har taget opgaven meget seriøst og skabt et overskueligt værktøj ifølge mig, som kan bruges af både pædagoger og lærere i samarbejde eller som individuelt værktøj. Men det bliver en anden post en anden dag. 😉

 

Dagen sluttede med mere kaffe, piger-og-tech snak – dog hjemme ved spisebordet, sammen med min ældste datter og en Technic bil der ikke var blevet samlet siden jul!
Læringsfestival – vi ses til næste år!

Rart at lande hjemme med min egen pige og lave Tech.

Jamen er IT og programmering i skolen så godt eller skidt???

For tiden kører debatten om evidensen for at brugen af IT i undervisningen løfter pædagogikken og undervisningen i en stime af artikler i forskellige aviser og fagblade.
– Er IT et vidundermiddel, som kan løfte enhver klasse op til nye højder, såfremt læreren ved hvor man tænder?
– Er programmering vigtigere at lære end billedkunst?
– Er iPads vejen til at lære børnene at læse hurtigere.
Det er en jungle af for og imod derude – men lad mig gøre jer den tjeneste at skifte begreber og læremidler ud med andre begreber og læringsmidler og så lad os få nuanceret debatten lidt.
-Er blyanter et vidundermiddel, som kan løfte enhver klasse op til nye højder, såfremt læreren ved hvilken vej den vender?
– Er kaligrafi vigtigere end at lære billedkunst?
– Er tegnekopier vejen til at lære børnene at læse hurtigere?

Ifølge mig kan man ikke sætte det her op som endegyldige løsninger. Hvis man forstår at bruge IT i sin undervisning, som et hjælpemiddel og læremiddel, der kan støtte op om den pædagogik man ellers fører i klassen – ja så giver det god mening. Hvis man prædiker sammenhold og derefter placerer dem med hver sin ipad – så giver det ikke mening.
Hvis du taler om mere bevægelse i timerne og derefter sætter dem med noget stillesiddende på ipads – så giver det IKKE mening.

Denne her debat er kommet til at handle om, at vi SKAL bruge IT i skolen – og PROGRAMMERING er det nye livsvigtige lærings- og omdrejningspunkt. Det er sådan man debatterer politik på Facebook, på Ekstrabladets kommentarområder og desværre flere og flere steder.

Et meme-eksempel på de “gode gamle dage” som vi åbenbart har glemt.

Den nuancerede debat mangler. Debatten vil gerne handle om, at man har glemt de gamle dyder hvor man løb rundt på gader og stræder om aftenen og legede sammen.
Debatten bør handle om hvordan vi generelt laver god pædagogik med børn. Hvis man bruger IT til det, så har man valgt et hjælpemiddel, som indeholder mange muligheder. Det indeholder vidensdeling fra hele verden om specifikke forløb, videnssøgning på et plan hvor intet andet læremiddel kan følge med og masser af fede (og masser af dårlige) programmer og apps, som kan støtte op om din planlagte undervisning.
Det den ikke indeholder, det er kendskabet til din klasse, din gruppe børn, det specifikke pædagogiske behov, der er i din hverdag. Det indeholder hverken blyanten eller tegnekopien heller ikke. Det er DIG der definerer hvad der skal bruges og hvorfor.

Programmering giver rigtig god mening at lære fra sig – ikke nødvendigvis fordi alle skal lære Javascript, C#, Swift eller lignende, så de kan blive programmører når de bliver større. Nej det giver mening, fordi teknologi omgiver os i højere og højere grad og har indflydelse på flere og flere aspekter af vores hverdag – så hvis man kan forstå principperne bag hvordan de fungerer og hvilke muligheder de indeholder, så har man bedre mulighed for at tænke kreativt, produktivt, innovativt og alsidigt. Hvis ikke dette er vigtigt – hvorfor har vi så Træsløjd, elektronik, håndværk og design og lignende. Hvorfor lærer vi om parallelogrammer i matematik?  Hvorfor lærer vi om analyse af norske tekster i dansk? Hvorfor arbejder vi med dans og kropslige udtryk i idræt?
Hvis nu jeg ikke skal bruge det?
Det programmering giver, er muligheder! Det giver også logikforståelse og debugging evner, som kan bæres direkte over i alle andre opgaver.

Programmeringsjobs ender nok alligevel primært i Indien og Kina i fremtiden, men ideer, kreativitet og design har alle dage været Danmarks trademark – det og bacon!
Så vi får behov for at holde vores kreativitet i gang. Det gør vi bedst ved at lære børn om hvad teknologi kan gøre for dem, og samtidig opdrage dem omkring dannelsen og kreativiteten, medborgerskabet og samarbejdet, innovation og produktion. Det vil give os børn, som vil føle at de kan gøre hvad som helst. Børn der ser muligheder uden for rammerne.
De rammer bygger vi tykkere og højere ved at diskutere for og imod brug af IT i skolen – i stedet for i flok at skubbe på dem og se om vi kan rykke på noget.

Jeg siger ikke at “ALLE SKAL BRUGE IT I SKOLEN” – men jeg siger, at dem der kan understøtte deres pædagogik ved at benytte det, de skal gøre det det – og så skal de huske at dele deres gode erfaringer med os andre. Og det samme forventer jeg også af dig der ikke bruger IT i skolen, men stadig laver fede forløb.

Ok, så godt nytår da… ;-)

Nu havde jeg lovet mig selv ikke at skrive en nytårshilsen til dem der læser med, for jeg ved at det altid er svært at følge op på de planer jeg lægger for mig selv ud i fremtiden – for pludselig dukker der nye muligheder op, eller tingene går hurtigere end jeg havde regnet med og så er det noget helt tredje jeg får lyst til at kigge på. Sådan var 2016.

2016 var kendetegnet ved en kolossal ændring i mine planer. Jeg troede at jeg skulle have fokus på noget omkring opstart af et multimedieværksted på min SFO. Det endte med en 3-trinsraket af udviklingsmuligheder.

Første skud blev, endelig, at skrive mig op til at starte min Pædagogiske diplom videreuddannelse i Medier og Kommunikation på UCC Carlsberg. Det gav mening i forhold til hvor jeg var og hvor jeg gerne ville hen. Det var både Lyngby Taarbæk kommune og jeg enige i. Så jeg tog mit første modul her i efteråret – Multimediepædagogik og -didaktik. Der mødte jeg nogle dejlige mennesker og havde nogle skønne snakke, læste fantastisk skønlitteratur og skrev en opgave, som jeg lige venter med at smide et tillægsord på, indtil jeg har fået min karakter… 🙂

Andet skud i raketten var da jeg meldte mig som frivillig hos Coding Pirates Microsoft Lyngby. Inden jeg meldte mig troede jeg at jeg skulle være med på en kigger, lidt i distancen og uden at blande mig for meget. Så… Skru et par måneder frem og jeg sidder i bestyrelsen dernede. Jeg fik deltaget i Game Jam, som en del af det at være Kodningspirat. Det var en fed oplevelse. Coding Pirates har suppleret mig med flere gode og skide-skægge bekendtskaber. CP Lyngby bugner af skønne mennesker, med masser af træben i næsen, klap for deres glimt i øjet og med hjertet bankende lige under papegøjen! Her bliver jeg hængende!

Tredje skud var så endelig at få fyret vores multimedieværksted af på min arbejdsplads. Det gav rigtig god mening og fra første færd var det en succes. Vi har lært en masse om hvordan børnene tager imod nye spændende ting, at kodning ikke er alt, men at det dælme er sjovt. Mit samarbejde med Michel om værkstedet har givet fede snakke og sene skriverier på messenger om hvad vi skulle lave med ungerne. Det har været fedt at prøve, og det bliver vi ved med at videreudvikle.

De mange uventede trin på raketten blev så blandt andet mit samarbejde med Tina Kiærulf Nielsen fra Lyngby Taarbæk stadsbibliotek. Vi har haft et skønt samarbejde, som jeg håber at videreudvikle i 2017. Tina er en raket i sig selv – og de ideer hun får – har en evne til at blive til virkelighed. Uden at løfte sløret for for meget, så er der blandt andet et projekt som jeg er meget forhåbningsfuld omkring at samarbejde om. Det bliver noget med en trappe… Og så er der også noget med nogle robotter… Shyyyy….!
Dernæst har jeg fået startet gruppen “Programmering med børn i alle aldre” op på Facebook, hvor jeg synes, at jeg har fået samlet nogle spændende personligheder. Den gruppe har jeg gode forventninger til når det gælder sparring om brugen af programmering i den danske folkeskole. Kig endelig ind.

Derudover har jeg fået masser af nye muligheder udover de gamle – alt sammen ting, som jeg lader 2017 bestemme hvor fører mig hen. Jeg har dog lavet en aftale med mig selv, om at jeg alle dagene vil have mine ben på gulvet i den pædagogiske verden – så min lærers profeti om, at “alle der tager den PD i er i gang med, siger op og ender som konsulenter når de er færdige”. Det bliver ikke mig. Altså… i hvert fald siger jeg ikke op. Jeg har nemlig verdens bedste kolleger!

Godt Nytår!