Tordenskjolds soldater inden for digital pædagogik og læring

den sidste tid har jeg tænkt mere og mere over hvor svært det er at finde sparring og makkerskab inden for den fritidspædagogiske verden når det gælder teknologi og digitale devices, børne- og ungemediekultur mm.
Alt sammen er det emner som jeg synes er lidt for interessante. Når jeg bruger udtrykket “lidt for” så er det pga erkendelsen af at det nok er lidt “nørdet” – det er noget MAN ikke rigtig går op i, i hvert fald i sådan en grad som jeg gør.
MAN ønsker sig ikke bøger om emnerne i jule- og fødseldagsgave, man hyggelæser ikke blogs, magasiner og hjemmesider omkring de emner, og MAN lytter da ikke til podcasts om arbejde når man har fri.
Ok, det gør jeg så!
Og grundet alt dette så har jeg fundet nogle guldkorn, nogle helligdomme, nogle bibler, nogle afguder som alle sammen taler det sprog der er inden for den her pæd-ed-tech (Pædagogisk Educational Technology). Dem vil jeg selvfølgelig gerne dele med jer derude som evt deler min interesse til dels – eller, i smug, lige så meget som mig.

Af bøger findes der forskellige typer. Der er Hjarvards lidt tunge forskningsbaserede bøger om medialisering, som giver et godt afsæt i det verdensbillede vi lever i i dag.
Men der er også mere letlæste, men lige så givtige bøger, som eks. Camilla Mehlsens Teknologiens testpiloter. Når først du går i gang med den, så slipper du en ikke. Det var ikke butleren der gjorde det! Jeg vil ikke afsløre mere.

Alphabølgen er altid et lyt værd! Hej Uffe, Hej Eva!

Af podcast lytter jeg til, Alphabølgen, fra Eva Fog (DigiPippi) og Uffe Lyngdal Sørensens (Skoletube) hånd, og Future Classroom Teacher (Josefine Brinck Mulvad og Nick Holmberg fra den nye læreruddannelse på Campus Carlsberg) Elektronista (Christiane Vejlø) og Didaktor (Alinea). De her giver et rigtigt godt billede af hvor teknologien er på vej hen. Det giver mig også en ret god viden om hvor læring kunne være på vej hen. Der er en stor overvægt af fokus på undervisning som læringsform, men som pædagog omtænker jeg hvor det er nødvendigt.

Grunden til at denne artikel hedder “Tordenskjolds soldater“, er fordi Karen Mikkelsen fra CFU brugte netop dette udtryk flere gange da hun skulle beskrive oplevelsen af læringsfestivalen (i Future Classroom Teachers podcast), hvilke personer der henvender sig til dem om teknologi og undervisning mm. Altså oplevelsen af, at der er få (men gode) hoveder derude som søger vej og dukker op igen og igen, hvilket er positivt, hvis ikke det var fordi det kan give et skævvredet billede af virkeligheden. Nemlig at rigtig mange skoler måske ikke engang er opmærksomme på retningen endnu, måske er de lige startet, og måske er det endda sådan at Tordenskjolds soldater på læringsfestivalen også er Tordenskjolds soldater på deres skoler. Altså at det er dem der sørger for at skolen følger udviklingen med fokusset på eksempelvis teknologi og digitalisering. Måske er de de eneste på skolen der kender udtryk som 21st century skills, kan se meningen med programmering i børnenens hænder, vil have at skolen investerer i robotter til indskolingen eller en 3d printer.
Det problem der opstår når man har sådanne soldater ude på institutionerne, det er at der bliver en forventning om at vedkommende løfter opgaven alene, skaber sparringsrum alene og sætter dagsordenen og retningen så vi kan følge med udviklingen.

Så hvordan får vi bredt os ud og får flere soldater med gennem gaderne? Uden at det skal lyde som sydamerikansk guerillakrigsførsel, hvad kan vi så gøre for at skabe den opløftning og bevægelse der kan give flere lysten til at afprøve brugen af det digitale på en mere overvejet måde?
Mit bedste bud er ved at lære fra os – ved at dele vores erfaringer, ved at krydse kommunegrænser og snakke sammen, ved at tillade os selv et klap på skulderen fordi vi kan noget – ligesom vores kollegaer kan noget andet. Lære alle parter at det vi kan, kan de også lære, og at det har store positive følger.

Det bedste jeg har gjort for mit arbejdsliv, det var i fælleskab med min kollega, Michel Frost, at åbne et multimedieværksted. Det gav et løft i de pædagogiske tanker jeg gik med, det gav et konkret sted at lege med det digitale og det tekniske, det gav et fokus fra forældrene og kommunen, og det gav en fjer i hatten som Tordenskjold ville have været misundelig på.

Powerpoint om hvorfor multimedieværksted, hvordan og igen hvorfor kan sendes.

Multimedieværkstedet kan man læse om flere steder på bloggen her, og min glæde var stor da jeg hørte at naboskolens klub nu også ville åbne en. Kongevejens skoles klub Vænget skulle nu til at åbne deres eget Pæd-Ed-Tech væksted, og de skrev glade til mig. Jeg har nemlig undervist dem på kursus, så jeg var meget stolt over at de ville dele deres entusiasme med mig!
Kurset gik på hvordan vi som pædagoger kan løfte denne her opgave på en anden måde end undervisningen kan – grundet rammer og tid.
Vi har en ro til at være formålsløse og legende – formålsløse forstået som at vi selv styrer vejen og målet undervejs, det er ikke givet udefra på forhånd. Legende har vi alle dage været og vores fokus har altid været på leg og læring – lad os også implementere det i børnehaver, fritidsordningen (SFO, GFO, FFO, osv) og klubber.

Hvis du ønsker at sparre med pædagoger og kollegaer i det pædagogiske felt, så er du meget velkommen til at skrive ti mig. Og hvis din chef giver dig lov (og lidt økonomi), så vil jeg også meget gerne komme ud og fortælle om hvordan i kan løfte opgaven hos jer.

Læringsfestivalen 2018 – konferencen – det bliver STORT!

Linda Liukas Ted Talk er et kig værd for alle. Ren livseliksir.

Jeg har i noget tid haft et pædagogisk tech-crush på Linda Liukas pædagogiske måde at gå til børn og teknologi-leg. Hendes Pippi Langstrømpe-agtige grinende tilgang, hvor hun grinende fortæller om at børns fantasi og kreativitet skal vægtes højere end deres teknologiske færdigheder – at det hele mest handler om at få en ide og føre den ud i verden (måske).
Blandt andet derfor var det et must for mig at komme med på årets Læringsfestival Konference i Bella Centeret.
Derudover kommer, skrevet i vilkårlig rækkefølge, blandt andet Jacob Brøndum Pedersen fra Center for Digital Dannelse, Undervisningsminister Merete Riisager med sin skrivegruppe om Teknologiforståelse, som blandt andet inkluderer Maria Damlund, der selv skal stå på scenen og fortælle om hvordan det skal fungere i praksis. Thorkild Hanghøj, fortæller om spil og læring, som jo passer godt til netop pædagogerne i blandt andet SFO og klub, mens Imran Rashid og Lis Zacho skal debattere mobilens plads i folkeskolen. 

Og afslutningsvis om tirsdagen vil Mitch(el) Resnick fra MIT fortælle om hans temmelig populære opfindelse – Scratch programmering.
Alt i alt er det et program der taler til tekniknørden og pædagogen, didaktikeren og fascilitatoren og i høj grad den studerende i mig. Det her bliver STORT! (Og der er mange spændende jeg ikke engang har nævnt!)

Jeg håber på at få besøgt nogle af de enormt spændende stande også, men da konferencens program er så massivt godt og relevant, er det ikke sikkert, at jeg får nogle huller i programmet til at kigge ned.

Og på sædvanligvis satser jeg på sparring med min følgesvend og partner in crime Tina Kiærulff Nielsen fra Lyngby Stadsbibliotek.

(Og så bliver det spændende om Coding Pirates er lige så velrepræsenteret som de var sidste år)

Jeg håber på at kunne skrive og opdatere på bloggen og/eller i facebookgruppen: Pæd-it ved Christian Toft i løbet af dagen. 
Disclaimer: Jeg vil prøve at følge en smule med på Twitter også på #laerfest, men jeg må indrømme at Twitter og mig aldrig har været de bedste venner. Der er ikke meget plads til leg på Twitter ifølge mig. 🙂

Brobygning mellem børnehaven og SFO – video i børnehøjde

Snart skal en masse børnehavebørn til at møde en ny verden – skoleverdenen. Det er en stor verden, når man kommer fra låste låger, indhegninger og fri leg. Pludselig er der mindre voksenstyring og mere ansvar for egen hverdag.

Det er uden tvivl en stor omvæltning, så hvordan giver vi dem bedst muligt en hjælpende hånd med at klare de mange nye informationer. Svaret er ofte at vi inviterer deres forældre til møder, vi skriver breve, mails, og laver informationsfoldere, børnehaven svinger måske forbi og ser legepladsen…

Med andre ord får børnene alt deres information fra anden side, second hand, nedskåret, fortolket og prioriteret af voksne som faktisk ikke kender SFO og skole meget bedre end børnene selv. Det er lidt ærgerligt. De voksne gør det jo i bedste mening og for at give børnene en god overgang.
MEN det ER et stort skifte og børnene har ingen anelse om hvad halvdelen af ordene vi tager for givet betyder. Hvad er et frikvarter? Hvor længe varer en skoledag? Hvornår er man i skole og hvornår er man i SFO?

Sidste år besluttede vi at tage informationen ned i børnehøjde og slå et par fluer i samme smæk. Vi optog små film med de voksne, som skulle tage imod børnene når de startede hos os i maj. De voksne præsenterede så SFOen og hvad der forventedes af dem.

Vi satte fokus på de små problemstillinger de første dage – hvor er garderoben, hvordan krydser man sig ind, hvordan siger man hej og farvel osv. Alt sammen talt til børnene! De videoer redigerede jeg så i Windows Movie Maker – nemt og lige til (I år bliver det nok WeVideo gennem Skoletube).

Så blev der tilføjet hyggelig musik og speak hvor det manglede, og så var vi klar. Videoerne blev lagt op på forældreintra, med besked til forældrene om at vise dem til børnene.
Effekten var stor – mange børn var enormt trygge ved specielt Tine (som havde været primært præsenteret i videoen). De kom hen til hende og fortalte at de havde set hende på videoen (hvilket sjovt nok fik gjort os opmærksomme på en lille sjov detalje. De kendte hende RIGTIG godt – men vi havde glemt at sige Tines navn på videoen, så ligegyldigt hvor godt de kendte hende, så vidste de ikke hvad hun hed. Den erfaring tog vi også med i posen, og i år sætter vi lidt fokus på at de voksne får sagt deres navne. Vi vil også prøve at stemningssætte de voksne mere, så børnene ved hvad de kan (bruges til).

Det hele tog meget kort tid at producere og effekten var stor i hvor trygge børnene var og hvor hurtigt de forstod hvad de skulle.
Hvis i har spørgsmål til projektet er i meget velkomne til at fange mig.

Som et lille ps. kan jeg afsløre at det samtidig var min projekt-opgave til “Medier og kommunikation PD-modulet Mediepædagogisk håndværk” på Campus Carlsberg. 

“Vi deler da ikke børneporno” – Operation Umbrella

 

“I dag faldt hammeren. Politiets seneste operation mod børneporno inden for de danske grænser betød sigtelse af 1004 personer!”

Det lyder som en overskrift vi allesammen ville juble over – “Sådan nogle klamme stoddere, der sidder nede i deres kælder og er perverse og deler billeder af nøgne børn. Adr….” Jeg gætter på at vi stadig er enige!
Når ham den klamme stodder så siger “Jamen, hun nød det selv og synes det var sjovt”, så trækker alt sig sammen hos os og vi får lidt kvalme ved tanken.

I dag gik realiteterne op for 1004 børn og unge over den kriminelle lavalder – de er alle sigtede for at dele børneporno i politiets operation Umbrella. For det ER ulovligt at dele billeder og videoer af nøgne børn og unge under 18, og det ER børneporno selvom du er jævnaldrende med dem hvis billeder du deler. For den kriminelle handling er ikke baseret på om du er 15 eller 35, men på at du skaber og er indehaver af yderligere kopier af materialet som er ulovligt. Det er altså ikke bare ulovligt at dele det – det er faktisk også ulovligt at have på din telefon, på din computer mm. Det er faktisk også ulovligt selv om personen på billedet selv siger ja til at man må dele det!!
Så ikke alene skal du lade være med at dele det, du skal også slette det, og så skal du være en guttermand og skrive til den person der delte det med dig, at det er voldsomt ulovligt og kan ødelægge både dit liv og den person der deltager på billedet eller videoen. 

En straf for børnepornografi medfører at du ikke længere kan få udleveret en børneattest – det betyder at du ikke kan arbejde steder hvor der er børn. Du kan heller ikke blive fodboldtræner, spejderleder, coding pirate eller lignende. Dette gælder i 10 år fra du modtager dommen.
Du får også en plet på din straffeattest – og den rammer endnu bredere, da mange arbejdspladser beder om at se din straffeattest før de vil ansætte dig. Du kan jo spørge dig selv om du ville ansætte en med plettet straffeattest og ingen børneattest?

Hvis du selv er blevet offer for deling af private intim- eller nøgenbilleder, så har du mulighed for at få hjælp. Red Barnet har et tilbud der hedder SLET DET  hvor man kan få hjælp til at stoppe spredningen, tackle følgerne og få assistance til at fjerne billederne der hvor de er havnet.
De opfordrer også personer der selv er kommet til at dele billeder om at kigge ind.

Hvis du stadigvæk er i tvivl om hvad du må og ikke må så giver politiet, via det kriminalpræventive råd dkr.dk, et overblik. Her kan du altså læse specifikt hvornår du eller dine unge børn er sådan nogle der deler børneporno! Eller også så kunne man lige tage en snak om det over spisebordet inden man får et brev i sin e-boks!

Læs også om Aldersgrænser og autoritetstro.

Glædelig jul og godt nytår (med nye tiltag).

Lige om lidt skal jeg til at fyre vores årlige julehalløj af for hele skolen. Spændingen vil ingen ende tage. 🙂

I år sender vi skoleinspektøren ud på en rejse rundt til forskellige storbyer i verden, ved hjælp af greenscreen. Hvert sted bliver der stillet spørgsmål om byen differentieret ud fra om man er indskoling, mellemtrin eller udskoling. Det endelige svar skal lægges hurtigst muligt op på en padlet.

Det hele er klippet sammen og bearbejdet i WeVideo gennem Skoletube. Det har været en spændende proces og lære det at kende og jeg har fået masser af ideer til hvordan det skal bruges både i vores SFO på multimedieværkstedet og i undervisningen. I det nye år vil jeg derfor sende en video ud med forklaring om hvordan jeg gjorde, til alle mine kolleger, så de også kan finde ud af at det faktisk er ret ligetil og ret sjovt at arbejde med. Alt efter hvad man vil, så kan det bruges helt ned i 0. klasse og selvfølgelig helt op til 9.

Det nye år bliver spændende, og jeg håber at i alle fortsat vil følge med her på PÆD-IT. Jeg kan nemlig så godt lide at i er her. 🙂

Nu vil jeg smutte, for video-linket skal snart lægges op og sommerfuglene i både min og skoleinspektørens mave skal have lidt gang i vingerne.

Aldersgrænser og autoritetstro

For noget tid siden spurgte en bekendt på facebook i en gruppe, om det var ok at spille GTA 5 med sit barn der var under aldersgrænsen. Svarene var lidt forsigtige omkring PEGI anbefalingen der var 18 år, hvilke missioner og spilelementer der i hvert fald skulle undgås (tommelfingerreglen er nok noget med at undgå at skyde hundehvalpe og dolke prostituerede efter overståede seksuelle ydelser).

Hvorvidt PEGI (Pan European Gaming Information) er baseret på eksempelvis de katolske sydeuropæiske landes mere bonerte holdning til eksempelvis nøgenhed eller om det danske frisind er svært at sidestille med dem når det gælder hvor grænserne skal sættes, er en spændende snak. Den sætter gang i flere spørgsmål.

1. Skal vi tage PEGI vurderingen som vejledende og så lave vores egne individuelle subjektive vurderinger, og kan vi så bruge dem til noget?

Hav i mente at denne forældre ville spille det sammen med sit barn og ikke bare efterlade barnet med spillet. Det tager jeg hatten af for – for nu kan spillet faktisk gå hen og blive et projekt hvor forældrerollen rent faktisk spiller ind. Man kan italesætte (uden lilla ble og guitar) at det selvfølgelig ikke er ok at køre folk ned, stjæle deres biler, skyde på tilfældige forbipasserende osv. Det er et stort plus at have kendskab til hvad ens børn oplever i deres virtuelle færden, både på nettet og også i spil. 

Det andet spørgsmål som det sætter gang i, er samtidig støttet op af en observation hjemme på mine egne pigers værelse. På bagsiden af et ellers meget fornuftigt Anders And blad om affaldssortering, opfordres læserne til at deltage i en konkurrence ved at bruge et specifikt hashtag (#andebynews) på Instagram.

Min umiddelbare fornemmelse er at gennemsnitlæseren af Anders And blade er under de 13 år som man skal være for at have en Instagram profil. Så dermed udelukker de en del af deres målgruppe fra deltagelse, med mindre de har indset at en meget stor gruppe af børn får lov til at komme på både Facebook, Instagram og mange andre sociale medier før de er 13. Forældre fortæller hvordan deres barn kun er på facebook for at spille spil, og at de er venner med dem for at holde øje. Det de her går ud fra er at der igen er tale om en vejledning angående alder – altså at deres barn ikke bør være på facebook inden de fylder 13 – MEN det er ikke en vejledning! Det er en regel, som man skriver under på i regler og betingelser, som man på tro og love siger ja til når man opretter profilen. Det er faktisk således at hvis Facebook opdager at man snyder med alderen så lukker de kontoen, for det er ikke tilladt af Facebook at have en profil før man fylder 13…
(Jeg skynder mig lige at sige her at jeg ikke er hellig selv, for min mindste på 6 ser da for eksempel Harry Potter film med resten af os – men det er mest for at undgå at vi andre skal se My Little Pony! Og den største har en profil på Musical.ly – men jeg er venner med hende, så… hov vent…)

Så mit næste spørgmål er altså:

2. Behandler vi for ofte nettet som en ikke-virkelig verden, hvor autoriteter ikke findes?

Hvis vi melder pas på autoriteterne og behandler regler og vejledninger ens, så vil det unægtelig påvirke vores tilgang til nettet og den online tilværelse. Er det ok ikke at følge reglerne på nettet?

Og det siger selv Anders And er ok!

Mit næste indlæg kommer med stor sansynlighed til at handle om at “sige ja til betingelser” man ikke har tænkt sig at følge…