Brobygning mellem børnehaven og SFO – video i børnehøjde

Snart skal en masse børnehavebørn til at møde en ny verden – skoleverdenen. Det er en stor verden, når man kommer fra låste låger, indhegninger og fri leg. Pludselig er der mindre voksenstyring og mere ansvar for egen hverdag.

Det er uden tvivl en stor omvæltning, så hvordan giver vi dem bedst muligt en hjælpende hånd med at klare de mange nye informationer. Svaret er ofte at vi inviterer deres forældre til møder, vi skriver breve, mails, og laver informationsfoldere, børnehaven svinger måske forbi og ser legepladsen…

Med andre ord får børnene alt deres information fra anden side, second hand, nedskåret, fortolket og prioriteret af voksne som faktisk ikke kender SFO og skole meget bedre end børnene selv. Det er lidt ærgerligt. De voksne gør det jo i bedste mening og for at give børnene en god overgang.
MEN det ER et stort skifte og børnene har ingen anelse om hvad halvdelen af ordene vi tager for givet betyder. Hvad er et frikvarter? Hvor længe varer en skoledag? Hvornår er man i skole og hvornår er man i SFO?

Sidste år besluttede vi at tage informationen ned i børnehøjde og slå et par fluer i samme smæk. Vi optog små film med de voksne, som skulle tage imod børnene når de startede hos os i maj. De voksne præsenterede så SFOen og hvad der forventedes af dem.

Vi satte fokus på de små problemstillinger de første dage – hvor er garderoben, hvordan krydser man sig ind, hvordan siger man hej og farvel osv. Alt sammen talt til børnene! De videoer redigerede jeg så i Windows Movie Maker – nemt og lige til (I år bliver det nok WeVideo gennem Skoletube).

Så blev der tilføjet hyggelig musik og speak hvor det manglede, og så var vi klar. Videoerne blev lagt op på forældreintra, med besked til forældrene om at vise dem til børnene.
Effekten var stor – mange børn var enormt trygge ved specielt Tine (som havde været primært præsenteret i videoen). De kom hen til hende og fortalte at de havde set hende på videoen (hvilket sjovt nok fik gjort os opmærksomme på en lille sjov detalje. De kendte hende RIGTIG godt – men vi havde glemt at sige Tines navn på videoen, så ligegyldigt hvor godt de kendte hende, så vidste de ikke hvad hun hed. Den erfaring tog vi også med i posen, og i år sætter vi lidt fokus på at de voksne får sagt deres navne. Vi vil også prøve at stemningssætte de voksne mere, så børnene ved hvad de kan (bruges til).

Det hele tog meget kort tid at producere og effekten var stor i hvor trygge børnene var og hvor hurtigt de forstod hvad de skulle.
Hvis i har spørgsmål til projektet er i meget velkomne til at fange mig.

Som et lille ps. kan jeg afsløre at det samtidig var min projekt-opgave til “Medier og kommunikation PD-modulet Mediepædagogisk håndværk” på Campus Carlsberg. 

“Vi deler da ikke børneporno” – Operation Umbrella

 

“I dag faldt hammeren. Politiets seneste operation mod børneporno inden for de danske grænser betød sigtelse af 1004 personer!”

Det lyder som en overskrift vi allesammen ville juble over – “Sådan nogle klamme stoddere, der sidder nede i deres kælder og er perverse og deler billeder af nøgne børn. Adr….” Jeg gætter på at vi stadig er enige!
Når ham den klamme stodder så siger “Jamen, hun nød det selv og synes det var sjovt”, så trækker alt sig sammen hos os og vi får lidt kvalme ved tanken.

I dag gik realiteterne op for 1004 børn og unge over den kriminelle lavalder – de er alle sigtede for at dele børneporno i politiets operation Umbrella. For det ER ulovligt at dele billeder og videoer af nøgne børn og unge under 18, og det ER børneporno selvom du er jævnaldrende med dem hvis billeder du deler. For den kriminelle handling er ikke baseret på om du er 15 eller 35, men på at du skaber og er indehaver af yderligere kopier af materialet som er ulovligt. Det er altså ikke bare ulovligt at dele det – det er faktisk også ulovligt at have på din telefon, på din computer mm. Det er faktisk også ulovligt selv om personen på billedet selv siger ja til at man må dele det!!
Så ikke alene skal du lade være med at dele det, du skal også slette det, og så skal du være en guttermand og skrive til den person der delte det med dig, at det er voldsomt ulovligt og kan ødelægge både dit liv og den person der deltager på billedet eller videoen. 

En straf for børnepornografi medfører at du ikke længere kan få udleveret en børneattest – det betyder at du ikke kan arbejde steder hvor der er børn. Du kan heller ikke blive fodboldtræner, spejderleder, coding pirate eller lignende. Dette gælder i 10 år fra du modtager dommen.
Du får også en plet på din straffeattest – og den rammer endnu bredere, da mange arbejdspladser beder om at se din straffeattest før de vil ansætte dig. Du kan jo spørge dig selv om du ville ansætte en med plettet straffeattest og ingen børneattest?

Hvis du selv er blevet offer for deling af private intim- eller nøgenbilleder, så har du mulighed for at få hjælp. Red Barnet har et tilbud der hedder SLET DET  hvor man kan få hjælp til at stoppe spredningen, tackle følgerne og få assistance til at fjerne billederne der hvor de er havnet.
De opfordrer også personer der selv er kommet til at dele billeder om at kigge ind.

Hvis du stadigvæk er i tvivl om hvad du må og ikke må så giver politiet, via det kriminalpræventive råd dkr.dk, et overblik. Her kan du altså læse specifikt hvornår du eller dine unge børn er sådan nogle der deler børneporno! Eller også så kunne man lige tage en snak om det over spisebordet inden man får et brev i sin e-boks!

Læs også om Aldersgrænser og autoritetstro.

Glædelig jul og godt nytår (med nye tiltag).

Lige om lidt skal jeg til at fyre vores årlige julehalløj af for hele skolen. Spændingen vil ingen ende tage. 🙂

I år sender vi skoleinspektøren ud på en rejse rundt til forskellige storbyer i verden, ved hjælp af greenscreen. Hvert sted bliver der stillet spørgsmål om byen differentieret ud fra om man er indskoling, mellemtrin eller udskoling. Det endelige svar skal lægges hurtigst muligt op på en padlet.

Det hele er klippet sammen og bearbejdet i WeVideo gennem Skoletube. Det har været en spændende proces og lære det at kende og jeg har fået masser af ideer til hvordan det skal bruges både i vores SFO på multimedieværkstedet og i undervisningen. I det nye år vil jeg derfor sende en video ud med forklaring om hvordan jeg gjorde, til alle mine kolleger, så de også kan finde ud af at det faktisk er ret ligetil og ret sjovt at arbejde med. Alt efter hvad man vil, så kan det bruges helt ned i 0. klasse og selvfølgelig helt op til 9.

Det nye år bliver spændende, og jeg håber at i alle fortsat vil følge med her på PÆD-IT. Jeg kan nemlig så godt lide at i er her. 🙂

Nu vil jeg smutte, for video-linket skal snart lægges op og sommerfuglene i både min og skoleinspektørens mave skal have lidt gang i vingerne.

Aldersgrænser og autoritetstro

For noget tid siden spurgte en bekendt på facebook i en gruppe, om det var ok at spille GTA 5 med sit barn der var under aldersgrænsen. Svarene var lidt forsigtige omkring PEGI anbefalingen der var 18 år, hvilke missioner og spilelementer der i hvert fald skulle undgås (tommelfingerreglen er nok noget med at undgå at skyde hundehvalpe og dolke prostituerede efter overståede seksuelle ydelser).

Hvorvidt PEGI (Pan European Gaming Information) er baseret på eksempelvis de katolske sydeuropæiske landes mere bonerte holdning til eksempelvis nøgenhed eller om det danske frisind er svært at sidestille med dem når det gælder hvor grænserne skal sættes, er en spændende snak. Den sætter gang i flere spørgsmål.

1. Skal vi tage PEGI vurderingen som vejledende og så lave vores egne individuelle subjektive vurderinger, og kan vi så bruge dem til noget?

Hav i mente at denne forældre ville spille det sammen med sit barn og ikke bare efterlade barnet med spillet. Det tager jeg hatten af for – for nu kan spillet faktisk gå hen og blive et projekt hvor forældrerollen rent faktisk spiller ind. Man kan italesætte (uden lilla ble og guitar) at det selvfølgelig ikke er ok at køre folk ned, stjæle deres biler, skyde på tilfældige forbipasserende osv. Det er et stort plus at have kendskab til hvad ens børn oplever i deres virtuelle færden, både på nettet og også i spil. 

Det andet spørgsmål som det sætter gang i, er samtidig støttet op af en observation hjemme på mine egne pigers værelse. På bagsiden af et ellers meget fornuftigt Anders And blad om affaldssortering, opfordres læserne til at deltage i en konkurrence ved at bruge et specifikt hashtag (#andebynews) på Instagram.

Min umiddelbare fornemmelse er at gennemsnitlæseren af Anders And blade er under de 13 år som man skal være for at have en Instagram profil. Så dermed udelukker de en del af deres målgruppe fra deltagelse, med mindre de har indset at en meget stor gruppe af børn får lov til at komme på både Facebook, Instagram og mange andre sociale medier før de er 13. Forældre fortæller hvordan deres barn kun er på facebook for at spille spil, og at de er venner med dem for at holde øje. Det de her går ud fra er at der igen er tale om en vejledning angående alder – altså at deres barn ikke bør være på facebook inden de fylder 13 – MEN det er ikke en vejledning! Det er en regel, som man skriver under på i regler og betingelser, som man på tro og love siger ja til når man opretter profilen. Det er faktisk således at hvis Facebook opdager at man snyder med alderen så lukker de kontoen, for det er ikke tilladt af Facebook at have en profil før man fylder 13…
(Jeg skynder mig lige at sige her at jeg ikke er hellig selv, for min mindste på 6 ser da for eksempel Harry Potter film med resten af os – men det er mest for at undgå at vi andre skal se My Little Pony! Og den største har en profil på Musical.ly – men jeg er venner med hende, så… hov vent…)

Så mit næste spørgmål er altså:

2. Behandler vi for ofte nettet som en ikke-virkelig verden, hvor autoriteter ikke findes?

Hvis vi melder pas på autoriteterne og behandler regler og vejledninger ens, så vil det unægtelig påvirke vores tilgang til nettet og den online tilværelse. Er det ok ikke at følge reglerne på nettet?

Og det siger selv Anders And er ok!

Mit næste indlæg kommer med stor sansynlighed til at handle om at “sige ja til betingelser” man ikke har tænkt sig at følge… 

Læringscenteret – Min første trykte artikel

Læs om Programmeringens syv have fra side 8.

I starten af 2017 blev jeg spurgt om jeg havde lyst til at skrive en kort artikel til Læringscenteret om det at være Coding Pirates Frivillig.

Det var svært at beskrive med så få ord til rådighed – så i bliver nok nødt til selv at tage ned i jeres lokale Coding Pirates afdeling og opleve det. Der mangler ikke interesse fra børn i afdelingerne – kun frivillige til at lege med digitale medier.

Du behøver ikke kunne programmere, hvis du har en anden digital ressource du er god til, så kan det også hjælpe. Det her handler om at gøre børn til digitalt kreative producenter i stedet for konsumenter eller forbrugere. Lær dem at bygge det de drømmer om.

I kan læse artiklen “På Programmeringens syv have” ved at klikke på billedet til højre.

Hvorfor er der så stort fokus på børn og programmering?

I løbet af det sidste år er der kommet et ekstremt stort fokus på vigtigheden af at lære børn at programmere. Det er der holdninger for og imod. Holdningerne går fra en nærmest apokalyptisk forudsigelse af fremtidens ungdom som tabt allerede fordi de ikke kan C# endnu og til en holdning af at de under ingen omstændigheder skal udsættes for noget “der tydeligvis kun er forberedelse til livet som deltager i erhvervslivet”.
Senest har Bent Winther med sit indspark “Drop IT-hysteriet: I min skole havde vi elektronik” i Berlingske udtalt hans ønske om en verden, der ikke satte så meget fokus på programmering, men mere på den analoge, faglige, sociale og kreative dannelse af barnet.
Mange har været ude med riven efter mandens udtalelser, men i bund og grund tror jeg, at det kommer af at Bent Winther, som så mange andre taler i absolutter. Han ønsker at børnene nøjes med at lære analogt om faglighed og om kreativitet og på en social måde. Problemet, synes jeg, her er måden hvorpå det digitale sættes op som modpol til det kreative, sociale og faglige. Når jeg arbejder med børnene, som multimediepædagog i mit multimedieværksted, så leger vi med elektronik. Vi leger med programmering og vi leger med det kreative og det sociale på tværs af klassetrin, køn og interessefelter.

Linda Liukas Ted Talk er et kig værd for alle. Ren livseliksir.

I mit værksted, der leger vi med kreation, baseret på Linda Liukas tanker om det skabende og drømmende barn. Tanker som: “Hvordan ville det se ud hvis man skulle lave en maskine der kunne…”
Tanken her er ikke, at barnet skal bruge sin viden om elektronik eller programmering til at skabe maskinen, men skal bruge sin fantasi og manglende viden, men nysgerrighed, omkring produktion til at skabe et billede af deres kreation. Dernæst kan vi så italesætte hvorvidt det ville kunne gøres, gennem formidling af vores viden om produktion. På denne måde kan vi nemlig styrke det som danskere er gode til – udtænke nye måder at gøre tingene på, skabe ny viden, og tænke designmæssigt uden for boksen. Om det så er et ønske fra erhvervslivet senere hen i livet, det vil jeg lade fremtiden dømme.

Når Bent Winther sammenligner elektronik fra hans skolegang med nutidens tanker om programmering, så forstår jeg hans tanke om, at han jo ikke arbejder i dagligdagen med elektronik, så derfor må det være spildt – altså indtil den viden helt ubemærket alligevel sniger sig ind på ham og os andre i løbet af dagen. Det bedste ved den viden vi modtager i skolen, er jo netop, at den er tænkt som et BREDT dannende billede af samfundet og de behov der tænkes er vigtige og gyldige at kende. Så når jeg lærte om arealudregning og læste norske digte i min folkeskoletid, så var det nok ikke med henblik på at jeg skulle være poetisk tværskandinavisk landmåler, men tværtimod som en palet af kundskaber jeg kunne male ud fra når der var behov.

Programmering er et værktøj, en kundskab om du vil, som kan bruges til at skabe, designe, innovativt kreere. Det kan leges med i de tidlige år, gennem hour of codes, eller understøtte din undervisning gennem Scratch programmering, som både kan bruges til animation, spil, og andet – fantasien sætter grænserne for hvordan du har lyst til at bruge Scratch. Du kan bede eleverne lave en animation af hvilke egenskaber vand har, eller hvordan vikingerne drog rundt som handlende gennem Europa, eller bare til at tydeliggøre den læring i har haft om koordinatsystemet. Programmering kan på den måde berøres helt ned i børnehaven – men husk at programmering bare er et begreb på det her tidpunkt. Når vi lærer børnene om trafik, snakker vi jo heller ikke om at sætte dem ud på motorvejen bag rattet i en 18 hjuls lastbil. Det her handler om introduktion og basiske egenskaber. Når det gælder trafik tager vi dem i hånden og lærer dem nyttig viden som passer til deres alder – det samme skal gøre sig gældende for kreativ brug af IT og programmering.

Vi kan godt blive enige, Bent Winther og jeg, om at det ikke er alle, der skal bruge programmering når de bliver voksne. Faktisk tror jeg, at rigtig meget af den programmering som skal ske til den tid, enten bliver genereret automatisk gennem programmerings-værktøjer, eller også så bliver det grove arbejde klaret i Kina eller Indien. Men vi lærer stadig børnene både at sy, selvom tøjet bliver lavet i Bangladesh, og arbejde med træ, som bliver lavet til møbler i Polen eller andre lavprislande. Vi lærer dem også om retstavning på trods af autocorrect og stavekontrol, og vi lærer dem om regning på trods af, at alle har en lommeregner i lommen i disse moderne smartphone tider. Men når tingene skal gøres lidt lækrere, når der skal tænkes design (også undervisningsdesign) så gør vi det bedst selv. Vi udtænker koncepter og producerer lækkerhed og innovation. Det kan vi fordi vi kender de grundliggende koncepter bag både træsløjd, anden håndværk og design og dansk og matematik.

Så tanken om hvad der skal præsenteres som det næste sort – det næste orakel-værktøj, må ikke blive om det skal være programmering eller ej. Men om hvordan vi får dette håndværk, sammen med andre multimodale værktøjer, præsenteret på en måde, så den danske design og innovations værdi ikke går tabt i mudderkastning og sort/hvid tænkning. Det her er faktisk en ret fed arbejdsform, som både kan leges med, skabes med, socialiseres omkring og være med til at løfte fagligheden højere op.

Jeg elsker at bruge mine tirsdage aftener med de andre Coding Pirates frivillige og børnene – for der har vi frie rammer til at lege med kreativ brug af teknik. Vi leger og producerer sjove ting og forløb. Hvis ikke det lyder som noget for børn – så undrer det mig at der er så stor tilgang til at være Coding Pirates. Det undrer mig også hvorfor vi er så forhippede på at holde børnene fra at være producenter. Vil vi hellere holde dem til at være forbrugere? Lad os da give dem evnerne og kompetencerne til at skabe selv, men lad os ikke præsentere det som det nye sort. Der er andre ting der er vigtigere! Det vigtigste er at snakke med hinanden på en ordentlig måde – at lytte til hinanden og at samtænke. Så nu har jeg lyttet til Bent Winther og de som har været kritiske over for brugen af programmering i folkeskolen – nu håber jeg at de vil lytte til mig.

 

[/debat] 😉