Tordenskjolds soldater inden for digital pædagogik og læring

den sidste tid har jeg tænkt mere og mere over hvor svært det er at finde sparring og makkerskab inden for den fritidspædagogiske verden når det gælder teknologi og digitale devices, børne- og ungemediekultur mm.
Alt sammen er det emner som jeg synes er lidt for interessante. Når jeg bruger udtrykket “lidt for” så er det pga erkendelsen af at det nok er lidt “nørdet” – det er noget MAN ikke rigtig går op i, i hvert fald i sådan en grad som jeg gør.
MAN ønsker sig ikke bøger om emnerne i jule- og fødseldagsgave, man hyggelæser ikke blogs, magasiner og hjemmesider omkring de emner, og MAN lytter da ikke til podcasts om arbejde når man har fri.
Ok, det gør jeg så!
Og grundet alt dette så har jeg fundet nogle guldkorn, nogle helligdomme, nogle bibler, nogle afguder som alle sammen taler det sprog der er inden for den her pæd-ed-tech (Pædagogisk Educational Technology). Dem vil jeg selvfølgelig gerne dele med jer derude som evt deler min interesse til dels – eller, i smug, lige så meget som mig.

Af bøger findes der forskellige typer. Der er Hjarvards lidt tunge forskningsbaserede bøger om medialisering, som giver et godt afsæt i det verdensbillede vi lever i i dag.
Men der er også mere letlæste, men lige så givtige bøger, som eks. Camilla Mehlsens Teknologiens testpiloter. Når først du går i gang med den, så slipper du en ikke. Det var ikke butleren der gjorde det! Jeg vil ikke afsløre mere.

Alphabølgen er altid et lyt værd! Hej Uffe, Hej Eva!

Af podcast lytter jeg til, Alphabølgen, fra Eva Fog (DigiPippi) og Uffe Lyngdal Sørensens (Skoletube) hånd, og Future Classroom Teacher (Josefine Brinck Mulvad og Nick Holmberg fra den nye læreruddannelse på Campus Carlsberg) Elektronista (Christiane Vejlø) og Didaktor (Alinea). De her giver et rigtigt godt billede af hvor teknologien er på vej hen. Det giver mig også en ret god viden om hvor læring kunne være på vej hen. Der er en stor overvægt af fokus på undervisning som læringsform, men som pædagog omtænker jeg hvor det er nødvendigt.

Grunden til at denne artikel hedder “Tordenskjolds soldater“, er fordi Karen Mikkelsen fra CFU brugte netop dette udtryk flere gange da hun skulle beskrive oplevelsen af læringsfestivalen (i Future Classroom Teachers podcast), hvilke personer der henvender sig til dem om teknologi og undervisning mm. Altså oplevelsen af, at der er få (men gode) hoveder derude som søger vej og dukker op igen og igen, hvilket er positivt, hvis ikke det var fordi det kan give et skævvredet billede af virkeligheden. Nemlig at rigtig mange skoler måske ikke engang er opmærksomme på retningen endnu, måske er de lige startet, og måske er det endda sådan at Tordenskjolds soldater på læringsfestivalen også er Tordenskjolds soldater på deres skoler. Altså at det er dem der sørger for at skolen følger udviklingen med fokusset på eksempelvis teknologi og digitalisering. Måske er de de eneste på skolen der kender udtryk som 21st century skills, kan se meningen med programmering i børnenens hænder, vil have at skolen investerer i robotter til indskolingen eller en 3d printer.
Det problem der opstår når man har sådanne soldater ude på institutionerne, det er at der bliver en forventning om at vedkommende løfter opgaven alene, skaber sparringsrum alene og sætter dagsordenen og retningen så vi kan følge med udviklingen.

Så hvordan får vi bredt os ud og får flere soldater med gennem gaderne? Uden at det skal lyde som sydamerikansk guerillakrigsførsel, hvad kan vi så gøre for at skabe den opløftning og bevægelse der kan give flere lysten til at afprøve brugen af det digitale på en mere overvejet måde?
Mit bedste bud er ved at lære fra os – ved at dele vores erfaringer, ved at krydse kommunegrænser og snakke sammen, ved at tillade os selv et klap på skulderen fordi vi kan noget – ligesom vores kollegaer kan noget andet. Lære alle parter at det vi kan, kan de også lære, og at det har store positive følger.

Det bedste jeg har gjort for mit arbejdsliv, det var i fælleskab med min kollega, Michel Frost, at åbne et multimedieværksted. Det gav et løft i de pædagogiske tanker jeg gik med, det gav et konkret sted at lege med det digitale og det tekniske, det gav et fokus fra forældrene og kommunen, og det gav en fjer i hatten som Tordenskjold ville have været misundelig på.

Powerpoint om hvorfor multimedieværksted, hvordan og igen hvorfor kan sendes.

Multimedieværkstedet kan man læse om flere steder på bloggen her, og min glæde var stor da jeg hørte at naboskolens klub nu også ville åbne en. Kongevejens skoles klub Vænget skulle nu til at åbne deres eget Pæd-Ed-Tech væksted, og de skrev glade til mig. Jeg har nemlig undervist dem på kursus, så jeg var meget stolt over at de ville dele deres entusiasme med mig!
Kurset gik på hvordan vi som pædagoger kan løfte denne her opgave på en anden måde end undervisningen kan – grundet rammer og tid.
Vi har en ro til at være formålsløse og legende – formålsløse forstået som at vi selv styrer vejen og målet undervejs, det er ikke givet udefra på forhånd. Legende har vi alle dage været og vores fokus har altid været på leg og læring – lad os også implementere det i børnehaver, fritidsordningen (SFO, GFO, FFO, osv) og klubber.

Hvis du ønsker at sparre med pædagoger og kollegaer i det pædagogiske felt, så er du meget velkommen til at skrive ti mig. Og hvis din chef giver dig lov (og lidt økonomi), så vil jeg også meget gerne komme ud og fortælle om hvordan i kan løfte opgaven hos jer.

Brobygning mellem børnehaven og SFO – video i børnehøjde

Snart skal en masse børnehavebørn til at møde en ny verden – skoleverdenen. Det er en stor verden, når man kommer fra låste låger, indhegninger og fri leg. Pludselig er der mindre voksenstyring og mere ansvar for egen hverdag.

Det er uden tvivl en stor omvæltning, så hvordan giver vi dem bedst muligt en hjælpende hånd med at klare de mange nye informationer. Svaret er ofte at vi inviterer deres forældre til møder, vi skriver breve, mails, og laver informationsfoldere, børnehaven svinger måske forbi og ser legepladsen…

Med andre ord får børnene alt deres information fra anden side, second hand, nedskåret, fortolket og prioriteret af voksne som faktisk ikke kender SFO og skole meget bedre end børnene selv. Det er lidt ærgerligt. De voksne gør det jo i bedste mening og for at give børnene en god overgang.
MEN det ER et stort skifte og børnene har ingen anelse om hvad halvdelen af ordene vi tager for givet betyder. Hvad er et frikvarter? Hvor længe varer en skoledag? Hvornår er man i skole og hvornår er man i SFO?

Sidste år besluttede vi at tage informationen ned i børnehøjde og slå et par fluer i samme smæk. Vi optog små film med de voksne, som skulle tage imod børnene når de startede hos os i maj. De voksne præsenterede så SFOen og hvad der forventedes af dem.

Vi satte fokus på de små problemstillinger de første dage – hvor er garderoben, hvordan krydser man sig ind, hvordan siger man hej og farvel osv. Alt sammen talt til børnene! De videoer redigerede jeg så i Windows Movie Maker – nemt og lige til (I år bliver det nok WeVideo gennem Skoletube).

Så blev der tilføjet hyggelig musik og speak hvor det manglede, og så var vi klar. Videoerne blev lagt op på forældreintra, med besked til forældrene om at vise dem til børnene.
Effekten var stor – mange børn var enormt trygge ved specielt Tine (som havde været primært præsenteret i videoen). De kom hen til hende og fortalte at de havde set hende på videoen (hvilket sjovt nok fik gjort os opmærksomme på en lille sjov detalje. De kendte hende RIGTIG godt – men vi havde glemt at sige Tines navn på videoen, så ligegyldigt hvor godt de kendte hende, så vidste de ikke hvad hun hed. Den erfaring tog vi også med i posen, og i år sætter vi lidt fokus på at de voksne får sagt deres navne. Vi vil også prøve at stemningssætte de voksne mere, så børnene ved hvad de kan (bruges til).

Det hele tog meget kort tid at producere og effekten var stor i hvor trygge børnene var og hvor hurtigt de forstod hvad de skulle.
Hvis i har spørgsmål til projektet er i meget velkomne til at fange mig.

Som et lille ps. kan jeg afsløre at det samtidig var min projekt-opgave til “Medier og kommunikation PD-modulet Mediepædagogisk håndværk” på Campus Carlsberg. 

Glædelig jul og godt nytår (med nye tiltag).

Lige om lidt skal jeg til at fyre vores årlige julehalløj af for hele skolen. Spændingen vil ingen ende tage. 🙂

I år sender vi skoleinspektøren ud på en rejse rundt til forskellige storbyer i verden, ved hjælp af greenscreen. Hvert sted bliver der stillet spørgsmål om byen differentieret ud fra om man er indskoling, mellemtrin eller udskoling. Det endelige svar skal lægges hurtigst muligt op på en padlet.

Det hele er klippet sammen og bearbejdet i WeVideo gennem Skoletube. Det har været en spændende proces og lære det at kende og jeg har fået masser af ideer til hvordan det skal bruges både i vores SFO på multimedieværkstedet og i undervisningen. I det nye år vil jeg derfor sende en video ud med forklaring om hvordan jeg gjorde, til alle mine kolleger, så de også kan finde ud af at det faktisk er ret ligetil og ret sjovt at arbejde med. Alt efter hvad man vil, så kan det bruges helt ned i 0. klasse og selvfølgelig helt op til 9.

Det nye år bliver spændende, og jeg håber at i alle fortsat vil følge med her på PÆD-IT. Jeg kan nemlig så godt lide at i er her. 🙂

Nu vil jeg smutte, for video-linket skal snart lægges op og sommerfuglene i både min og skoleinspektørens mave skal have lidt gang i vingerne.

Læringscenteret – Min første trykte artikel

Læs om Programmeringens syv have fra side 8.

I starten af 2017 blev jeg spurgt om jeg havde lyst til at skrive en kort artikel til Læringscenteret om det at være Coding Pirates Frivillig.

Det var svært at beskrive med så få ord til rådighed – så i bliver nok nødt til selv at tage ned i jeres lokale Coding Pirates afdeling og opleve det. Der mangler ikke interesse fra børn i afdelingerne – kun frivillige til at lege med digitale medier.

Du behøver ikke kunne programmere, hvis du har en anden digital ressource du er god til, så kan det også hjælpe. Det her handler om at gøre børn til digitalt kreative producenter i stedet for konsumenter eller forbrugere. Lær dem at bygge det de drømmer om.

I kan læse artiklen “På Programmeringens syv have” ved at klikke på billedet til højre.

Hvorfor er der så stort fokus på børn og programmering?

I løbet af det sidste år er der kommet et ekstremt stort fokus på vigtigheden af at lære børn at programmere. Det er der holdninger for og imod. Holdningerne går fra en nærmest apokalyptisk forudsigelse af fremtidens ungdom som tabt allerede fordi de ikke kan C# endnu og til en holdning af at de under ingen omstændigheder skal udsættes for noget “der tydeligvis kun er forberedelse til livet som deltager i erhvervslivet”.
Senest har Bent Winther med sit indspark “Drop IT-hysteriet: I min skole havde vi elektronik” i Berlingske udtalt hans ønske om en verden, der ikke satte så meget fokus på programmering, men mere på den analoge, faglige, sociale og kreative dannelse af barnet.
Mange har været ude med riven efter mandens udtalelser, men i bund og grund tror jeg, at det kommer af at Bent Winther, som så mange andre taler i absolutter. Han ønsker at børnene nøjes med at lære analogt om faglighed og om kreativitet og på en social måde. Problemet, synes jeg, her er måden hvorpå det digitale sættes op som modpol til det kreative, sociale og faglige. Når jeg arbejder med børnene, som multimediepædagog i mit multimedieværksted, så leger vi med elektronik. Vi leger med programmering og vi leger med det kreative og det sociale på tværs af klassetrin, køn og interessefelter.

Linda Liukas Ted Talk er et kig værd for alle. Ren livseliksir.

I mit værksted, der leger vi med kreation, baseret på Linda Liukas tanker om det skabende og drømmende barn. Tanker som: “Hvordan ville det se ud hvis man skulle lave en maskine der kunne…”
Tanken her er ikke, at barnet skal bruge sin viden om elektronik eller programmering til at skabe maskinen, men skal bruge sin fantasi og manglende viden, men nysgerrighed, omkring produktion til at skabe et billede af deres kreation. Dernæst kan vi så italesætte hvorvidt det ville kunne gøres, gennem formidling af vores viden om produktion. På denne måde kan vi nemlig styrke det som danskere er gode til – udtænke nye måder at gøre tingene på, skabe ny viden, og tænke designmæssigt uden for boksen. Om det så er et ønske fra erhvervslivet senere hen i livet, det vil jeg lade fremtiden dømme.

Når Bent Winther sammenligner elektronik fra hans skolegang med nutidens tanker om programmering, så forstår jeg hans tanke om, at han jo ikke arbejder i dagligdagen med elektronik, så derfor må det være spildt – altså indtil den viden helt ubemærket alligevel sniger sig ind på ham og os andre i løbet af dagen. Det bedste ved den viden vi modtager i skolen, er jo netop, at den er tænkt som et BREDT dannende billede af samfundet og de behov der tænkes er vigtige og gyldige at kende. Så når jeg lærte om arealudregning og læste norske digte i min folkeskoletid, så var det nok ikke med henblik på at jeg skulle være poetisk tværskandinavisk landmåler, men tværtimod som en palet af kundskaber jeg kunne male ud fra når der var behov.

Programmering er et værktøj, en kundskab om du vil, som kan bruges til at skabe, designe, innovativt kreere. Det kan leges med i de tidlige år, gennem hour of codes, eller understøtte din undervisning gennem Scratch programmering, som både kan bruges til animation, spil, og andet – fantasien sætter grænserne for hvordan du har lyst til at bruge Scratch. Du kan bede eleverne lave en animation af hvilke egenskaber vand har, eller hvordan vikingerne drog rundt som handlende gennem Europa, eller bare til at tydeliggøre den læring i har haft om koordinatsystemet. Programmering kan på den måde berøres helt ned i børnehaven – men husk at programmering bare er et begreb på det her tidpunkt. Når vi lærer børnene om trafik, snakker vi jo heller ikke om at sætte dem ud på motorvejen bag rattet i en 18 hjuls lastbil. Det her handler om introduktion og basiske egenskaber. Når det gælder trafik tager vi dem i hånden og lærer dem nyttig viden som passer til deres alder – det samme skal gøre sig gældende for kreativ brug af IT og programmering.

Vi kan godt blive enige, Bent Winther og jeg, om at det ikke er alle, der skal bruge programmering når de bliver voksne. Faktisk tror jeg, at rigtig meget af den programmering som skal ske til den tid, enten bliver genereret automatisk gennem programmerings-værktøjer, eller også så bliver det grove arbejde klaret i Kina eller Indien. Men vi lærer stadig børnene både at sy, selvom tøjet bliver lavet i Bangladesh, og arbejde med træ, som bliver lavet til møbler i Polen eller andre lavprislande. Vi lærer dem også om retstavning på trods af autocorrect og stavekontrol, og vi lærer dem om regning på trods af, at alle har en lommeregner i lommen i disse moderne smartphone tider. Men når tingene skal gøres lidt lækrere, når der skal tænkes design (også undervisningsdesign) så gør vi det bedst selv. Vi udtænker koncepter og producerer lækkerhed og innovation. Det kan vi fordi vi kender de grundliggende koncepter bag både træsløjd, anden håndværk og design og dansk og matematik.

Så tanken om hvad der skal præsenteres som det næste sort – det næste orakel-værktøj, må ikke blive om det skal være programmering eller ej. Men om hvordan vi får dette håndværk, sammen med andre multimodale værktøjer, præsenteret på en måde, så den danske design og innovations værdi ikke går tabt i mudderkastning og sort/hvid tænkning. Det her er faktisk en ret fed arbejdsform, som både kan leges med, skabes med, socialiseres omkring og være med til at løfte fagligheden højere op.

Jeg elsker at bruge mine tirsdage aftener med de andre Coding Pirates frivillige og børnene – for der har vi frie rammer til at lege med kreativ brug af teknik. Vi leger og producerer sjove ting og forløb. Hvis ikke det lyder som noget for børn – så undrer det mig at der er så stor tilgang til at være Coding Pirates. Det undrer mig også hvorfor vi er så forhippede på at holde børnene fra at være producenter. Vil vi hellere holde dem til at være forbrugere? Lad os da give dem evnerne og kompetencerne til at skabe selv, men lad os ikke præsentere det som det nye sort. Der er andre ting der er vigtigere! Det vigtigste er at snakke med hinanden på en ordentlig måde – at lytte til hinanden og at samtænke. Så nu har jeg lyttet til Bent Winther og de som har været kritiske over for brugen af programmering i folkeskolen – nu håber jeg at de vil lytte til mig.

 

[/debat] 😉

Læringsfestivalen 2017 – hvad lærte jeg så?

Denne her artikel kunne også hedde – “hvor mange Coding Pirates kan man møde på en formiddag”.

Jeg er så nørdet omkring IT (for lige at undgå 47 andre forkortelser) og læring, at jeg bruger min fritid på at tage ud på læringsmesse i Bella Centeret… Men i år var jeg så voldsomt spændt på hvad der blev budt på derude, når al snak på det seneste har handlet om hvorvidt programmering har sin plads i skolen, om der skal være et decideret fag eller om det skal bringes i højere grad ind i de enkelte fag – og hvordan.

Tina og Martin Exner får en snak foran Kidsprint.

Min dag startede med at få samlet Tina Kiærulf Nielsen op (min samarbejdspartner fra Lyngby Stadsbibliotek). Hun skulle ud og stå i KidsPrint-standen og jeg havde lige et par mennesker hun skulle møde inden hendes vagt begyndte. En af dem var Martin Exner, formand for Coding Pirates Danmark. De fik en god snak om biblioteker, ansvar for folkeuddannelse og programmering generelt. Det er altid spændende for mig at lytte med på andre faggruppers vinkler til det her emne. Jeg tror det er det der gør Tinas og mit samarbejde så godt. Vi står ikke i den samme hverdag, så vi ser hinandens problematikker og muligheder fra andre vinkler.

 

Når man lander til Læringsfestivalen, så er det som enhver messe, totalt uoverskueligt inden man får fundet sig nogle pejlepunkter.
Et klart pejlepunkt for dagen var den lyserøde løber i bunden, hvor CFU, Hippomini, DigiPippi, Buildaworld og flere andre var landet. Her var CRAFT-standen, med børn der præsenterede innovative STEM-projekter (nu kom der lige en forkortelse alligevel – Science, Technology, Engineering and Mathematics). Team 1 – DynoBank havde lavet et fedt projekt, som omhandlede brugen af en dynamo på cyklen til at oplade en powerbank til din telefon. De forklarede om deres proces og udfordringer – VERY COOL!!!

 

Eva, Mia, tøserne og mig. Digipippi kan noget med piger og Tech.

En af de vigtigste NGO’er at følge er helt klart DigiPippi. De er en pige-klub som handler om at få flere piger ind i Tech-verdenen. Eva Fog og Mia Meldgaard stod klar med et par friske piger også, som inden da havde styret SmartGurlz robotter rundt i gangene mellem standen. Vi fik en snak om de muligheder der er for at få dem ud på Lyngby-Taarbæk kommunes biblioteker. Specielt deres “Lær at være Youtuber”-workshop har et stort potentiale ude på bibliotekerne og i skolerne. Det var fedt snakke med og møde tøserne, der står bag tøserne.

 

 

Programmering Naturligvis

Tina havde dog også nogen hun skulle præsentere mig for. Programmering Naturligvis med ildsjæle lige fra Dobbelt-A (Aalborg). Nogle gutter med ben i næsen, der samarbejder om at lave fede forløb ude på deres respektive skoler i Aalborg-omegnen. Vi fik en rigtig god snak om hvordan man bringer kreativitet, innovation og leg ind i børnenes hverdag, sammen med programmering og mange andre værktøjer. Dem fløj jeg hjem og fandt på facebook. Jeg håber deres SFO’er også kunne være interesserede i at lege med. Jeg bad i hvert fald gutterne om at opsætte en legeaftale. 😉
Jeg skulle jo også lige hen og høre om Minecraft: Education Edition hos Microsoft. Der stod Erik Carter, som pt stiller op som kasserer i Coding Pirates Danmark. Og ved den stand røg jeg så ind i noget der nærmest lignede en Coding pirates forsamling… Det var sg* lidt skægt. Totalt tilfælde, men det siger samtidig noget om at Coding Pirates er en form for moderne tids Frimurerforening, som har infiltreret læringscentre rundt om i hele landet. (Det er en spøg…bare lige inden jeg får nogle conspiracy theories på nakken).
Minecraft: Education Edition er et spændende produkt og lige så snart at vi får abonnementsforholdene til at spille, så er jeg allerede klar med en verden til min skole…

Jakob og jeg snakker Build a World med udvikleren.

Jakob Hedegaard (også CP) og jeg gik også et smut forbi Buildaworlds stand. Her fik vi en snak med udviklerne bag spillet, som med egne ord – “skal være til de lidt ældre elever, når Minecraft ikke længere er godt nok”. Vi kan lide selvtilliden! Konceptet er enormt bredt, med fokus på energi på nuværende tidspunkt. I spillet, der med sit blokprægede udseende ligner en pæn mod til Minecraft, kan man se toge køre, få vindmøller til at dreje rundt og producere strøm, bygge dit eget funktionelle atomkraftværk og meget mere. Det er et spændende projekt, som vi meget snart skal lave et forløb med.

 

Absolut ikke mindst, men dog sidst i denne artikel, så havde jeg et hurtigt kig forbi Meebook, hvor jeg skal til at slå nogle af mine folder.
Mandag morgen kører jeg mit første forløb som underviser for Meebook og det glæder jeg mig til. Det er tilmeldte pædagoger i Lyngby-Taarbæk kommune, som skal ligge ører til min debut. Wish me luck.
Processen med Aula og Meebook synes jeg er spændende. Meebook har taget opgaven meget seriøst og skabt et overskueligt værktøj ifølge mig, som kan bruges af både pædagoger og lærere i samarbejde eller som individuelt værktøj. Men det bliver en anden post en anden dag. 😉

 

Dagen sluttede med mere kaffe, piger-og-tech snak – dog hjemme ved spisebordet, sammen med min ældste datter og en Technic bil der ikke var blevet samlet siden jul!
Læringsfestival – vi ses til næste år!

Rart at lande hjemme med min egen pige og lave Tech.