Learning by fumbling – Spisebordskonsulenten 1

Jeg er et par gange blevet spurgt hvad jeg har gjort for at dygtiggøre mig indenfor IT, programmering og multimediepædagogik. Det er et rigtig godt spørgsmål. Der er et rigtig godt svar – og du kan kun bruge det til noget hvis du har modet til at turde kaste dig ud i noget og ikke vide hvor eller hvordan du lander.

Nøj, hvor lød det farligt. Det er det ikke. Det handler i bund og grund om at turde rode med noget. Bare rode med det og se hvad der sker. Uden at have svarene, eller vide hvad du kommer til at opleve eller lære af at rode rundt.
I dag til et møde brugte min skoleleder udtrykket “Learning by fumbling” og det ramte plet hos mig. Det sætter nemlig fokus på den formålsløshed der er i mit arbejde – den formålsløshed, som jeg sætter rigtig stor værdi i.
Jeg lærer ikke børn om programmering for at de kan være klar til arbejdsmarkedet i 2030, eller for at de kan bestå 9. klasseafgangsprøven. Nej jeg lærer dem om det, fordi det at være kreativ på et digitalt plan er SJOVT. Det er faktisk ret spændende at udfolde sig kreativt digitalt og grave sig ned i noget for at forstå det. Det er virkelig kun din fantasi der sætter grænserne – og så selvfølgelig din kunnen. Men den kan du lære – det ligger i ordet – og det er det mit arbejde handler om. Formålet i det formålsløse er at give børn mulighed for at lege med noget. Ikke fordi de skal, men fordi de vil!

Her er lige et overblik over hvordan mit spisebord ser ud til tider når jeg arbejder. Hvor rodet det end ser ud, så er der orden i sagerne.
Der er mine legetøjer til at skabe kreativt med. Der er et uddrag af de bevægelseslege inspireret af børns mediekultur og -virkelighed. Der er læsestof, som jeg er så nørdet at jeg ønsker mig til jul og fødselsdage. Der er teknik til at optage video, teknik til at lege kreativt og lærende med. Der er min Coding Pirates t-shirt, samt adgangskort til konferencer og deslige. Der er tegn på at jeg mingler og skaber forbindelser, for de giver mig yderligere muligheder for at lege med flere. Der er ting lavet af mig, ting lavet af børn og ting lavet af andre. Der er ting jeg har arbejdet med i mange år, og ting jeg har haft liggende lige så længe uden at have tid til at grave mig ned i det. Der er robotter jeg har lånt, robotter jeg har købt og robotter som jeg læser om før jeg beslutter mig. Der er tung forskningslitteratur, børnelitteratur og inspirations- og læringslitteratur. Der er også små projekter som handler om min dagligdags brug af teknikken, og så er der projekter som SLET ikke passer ind i dagligdagen men kun ind i organiserede forhold. Der er alt fra nede på jorden til langt ude i rummet, så alt mellem himmel og jord.

Følg med når jeg prøver at gennemgå tingene en efter en (og samtidig vil prøve at flytte nogle af mine aktiviteter over på video – så kan du selv vælge hvordan du helst vil finde ud af mere om hvordan du kan arbejde multimediepædagogisk).

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Om Christian

Navn: Christian Toft - Ejer og Konsulent. Har siden 1998 arbejdet indenfor den pædagogiske verden, dog først som uddannet pædagog i 2003. Arbejder PT på SFO ved Fuglsanggårdsskolen i Virum. Her er jeg IT-ansvarlig og co-administrator på Skoleporten www.fu-ltk.dk. Jeg er næsten færdig med en PD i medier og kommunikation på Campus Carlsberg. Denne forventes færdig efteråret 2019. Jeg er derudover kasserer i Coding Pirates Lyngby - og aktiv i Microsoft lokalafdelingen. Jeg var med til at skrive rapporten “IT i folkeskolen” som en del af det tværkommunale samarbejde mellem 32 kommuner i Danmark. Projektet omhandlede brugen af white boards i folkeskolen. Jeg har derudover i flere omgange været inde over Lyngby Taarbæk kommunes forskellige IT og digitaliserings strategier. Et meget fagligt spændende arbejde. I forbindelse med min interesse for pædagogik og IT, er jeg begyndt at arbejde som konsulent for andre institutioner, for at hjælpe dem til at formidle sig bedre. Har tidligere haft www.connect-webdesign.dk hvor jeg lavede billigt webdesign for enmandsvirksomheder og hobbyfolk. Har tidligere ejet og kørt www.curlysworldoffreeware.com hvor jeg sammen med andre ligesindede brugere fra hele kloden promoverer kvalitets freeware (gratis) spil.

Lukket for kommentarer.