Hvorfor er der så stort fokus på børn og programmering?

I løbet af det sidste år er der kommet et ekstremt stort fokus på vigtigheden af at lære børn at programmere. Det er der holdninger for og imod. Holdningerne går fra en nærmest apokalyptisk forudsigelse af fremtidens ungdom som tabt allerede fordi de ikke kan C# endnu og til en holdning af at de under ingen omstændigheder skal udsættes for noget “der tydeligvis kun er forberedelse til livet som deltager i erhvervslivet”.
Senest har Bent Winther med sit indspark “Drop IT-hysteriet: I min skole havde vi elektronik” i Berlingske udtalt hans ønske om en verden, der ikke satte så meget fokus på programmering, men mere på den analoge, faglige, sociale og kreative dannelse af barnet.
Mange har været ude med riven efter mandens udtalelser, men i bund og grund tror jeg, at det kommer af at Bent Winther, som så mange andre taler i absolutter. Han ønsker at børnene nøjes med at lære analogt om faglighed og om kreativitet og på en social måde. Problemet, synes jeg, her er måden hvorpå det digitale sættes op som modpol til det kreative, sociale og faglige. Når jeg arbejder med børnene, som multimediepædagog i mit multimedieværksted, så leger vi med elektronik. Vi leger med programmering og vi leger med det kreative og det sociale på tværs af klassetrin, køn og interessefelter.

Linda Liukas Ted Talk er et kig værd for alle. Ren livseliksir.

I mit værksted, der leger vi med kreation, baseret på Linda Liukas tanker om det skabende og drømmende barn. Tanker som: “Hvordan ville det se ud hvis man skulle lave en maskine der kunne…”
Tanken her er ikke, at barnet skal bruge sin viden om elektronik eller programmering til at skabe maskinen, men skal bruge sin fantasi og manglende viden, men nysgerrighed, omkring produktion til at skabe et billede af deres kreation. Dernæst kan vi så italesætte hvorvidt det ville kunne gøres, gennem formidling af vores viden om produktion. På denne måde kan vi nemlig styrke det som danskere er gode til – udtænke nye måder at gøre tingene på, skabe ny viden, og tænke designmæssigt uden for boksen. Om det så er et ønske fra erhvervslivet senere hen i livet, det vil jeg lade fremtiden dømme.

Når Bent Winther sammenligner elektronik fra hans skolegang med nutidens tanker om programmering, så forstår jeg hans tanke om, at han jo ikke arbejder i dagligdagen med elektronik, så derfor må det være spildt – altså indtil den viden helt ubemærket alligevel sniger sig ind på ham og os andre i løbet af dagen. Det bedste ved den viden vi modtager i skolen, er jo netop, at den er tænkt som et BREDT dannende billede af samfundet og de behov der tænkes er vigtige og gyldige at kende. Så når jeg lærte om arealudregning og læste norske digte i min folkeskoletid, så var det nok ikke med henblik på at jeg skulle være poetisk tværskandinavisk landmåler, men tværtimod som en palet af kundskaber jeg kunne male ud fra når der var behov.

Programmering er et værktøj, en kundskab om du vil, som kan bruges til at skabe, designe, innovativt kreere. Det kan leges med i de tidlige år, gennem hour of codes, eller understøtte din undervisning gennem Scratch programmering, som både kan bruges til animation, spil, og andet – fantasien sætter grænserne for hvordan du har lyst til at bruge Scratch. Du kan bede eleverne lave en animation af hvilke egenskaber vand har, eller hvordan vikingerne drog rundt som handlende gennem Europa, eller bare til at tydeliggøre den læring i har haft om koordinatsystemet. Programmering kan på den måde berøres helt ned i børnehaven – men husk at programmering bare er et begreb på det her tidpunkt. Når vi lærer børnene om trafik, snakker vi jo heller ikke om at sætte dem ud på motorvejen bag rattet i en 18 hjuls lastbil. Det her handler om introduktion og basiske egenskaber. Når det gælder trafik tager vi dem i hånden og lærer dem nyttig viden som passer til deres alder – det samme skal gøre sig gældende for kreativ brug af IT og programmering.

Vi kan godt blive enige, Bent Winther og jeg, om at det ikke er alle, der skal bruge programmering når de bliver voksne. Faktisk tror jeg, at rigtig meget af den programmering som skal ske til den tid, enten bliver genereret automatisk gennem programmerings-værktøjer, eller også så bliver det grove arbejde klaret i Kina eller Indien. Men vi lærer stadig børnene både at sy, selvom tøjet bliver lavet i Bangladesh, og arbejde med træ, som bliver lavet til møbler i Polen eller andre lavprislande. Vi lærer dem også om retstavning på trods af autocorrect og stavekontrol, og vi lærer dem om regning på trods af, at alle har en lommeregner i lommen i disse moderne smartphone tider. Men når tingene skal gøres lidt lækrere, når der skal tænkes design (også undervisningsdesign) så gør vi det bedst selv. Vi udtænker koncepter og producerer lækkerhed og innovation. Det kan vi fordi vi kender de grundliggende koncepter bag både træsløjd, anden håndværk og design og dansk og matematik.

Så tanken om hvad der skal præsenteres som det næste sort – det næste orakel-værktøj, må ikke blive om det skal være programmering eller ej. Men om hvordan vi får dette håndværk, sammen med andre multimodale værktøjer, præsenteret på en måde, så den danske design og innovations værdi ikke går tabt i mudderkastning og sort/hvid tænkning. Det her er faktisk en ret fed arbejdsform, som både kan leges med, skabes med, socialiseres omkring og være med til at løfte fagligheden højere op.

Jeg elsker at bruge mine tirsdage aftener med de andre Coding Pirates frivillige og børnene – for der har vi frie rammer til at lege med kreativ brug af teknik. Vi leger og producerer sjove ting og forløb. Hvis ikke det lyder som noget for børn – så undrer det mig at der er så stor tilgang til at være Coding Pirates. Det undrer mig også hvorfor vi er så forhippede på at holde børnene fra at være producenter. Vil vi hellere holde dem til at være forbrugere? Lad os da give dem evnerne og kompetencerne til at skabe selv, men lad os ikke præsentere det som det nye sort. Der er andre ting der er vigtigere! Det vigtigste er at snakke med hinanden på en ordentlig måde – at lytte til hinanden og at samtænke. Så nu har jeg lyttet til Bent Winther og de som har været kritiske over for brugen af programmering i folkeskolen – nu håber jeg at de vil lytte til mig.

 

[/debat] 😉

Jamen er IT og programmering i skolen så godt eller skidt???

For tiden kører debatten om evidensen for at brugen af IT i undervisningen løfter pædagogikken og undervisningen i en stime af artikler i forskellige aviser og fagblade.
– Er IT et vidundermiddel, som kan løfte enhver klasse op til nye højder, såfremt læreren ved hvor man tænder?
– Er programmering vigtigere at lære end billedkunst?
– Er iPads vejen til at lære børnene at læse hurtigere.
Det er en jungle af for og imod derude – men lad mig gøre jer den tjeneste at skifte begreber og læremidler ud med andre begreber og læringsmidler og så lad os få nuanceret debatten lidt.
-Er blyanter et vidundermiddel, som kan løfte enhver klasse op til nye højder, såfremt læreren ved hvilken vej den vender?
– Er kaligrafi vigtigere end at lære billedkunst?
– Er tegnekopier vejen til at lære børnene at læse hurtigere?

Ifølge mig kan man ikke sætte det her op som endegyldige løsninger. Hvis man forstår at bruge IT i sin undervisning, som et hjælpemiddel og læremiddel, der kan støtte op om den pædagogik man ellers fører i klassen – ja så giver det god mening. Hvis man prædiker sammenhold og derefter placerer dem med hver sin ipad – så giver det ikke mening.
Hvis du taler om mere bevægelse i timerne og derefter sætter dem med noget stillesiddende på ipads – så giver det IKKE mening.

Denne her debat er kommet til at handle om, at vi SKAL bruge IT i skolen – og PROGRAMMERING er det nye livsvigtige lærings- og omdrejningspunkt. Det er sådan man debatterer politik på Facebook, på Ekstrabladets kommentarområder og desværre flere og flere steder.

Et meme-eksempel på de “gode gamle dage” som vi åbenbart har glemt.

Den nuancerede debat mangler. Debatten vil gerne handle om, at man har glemt de gamle dyder hvor man løb rundt på gader og stræder om aftenen og legede sammen.
Debatten bør handle om hvordan vi generelt laver god pædagogik med børn. Hvis man bruger IT til det, så har man valgt et hjælpemiddel, som indeholder mange muligheder. Det indeholder vidensdeling fra hele verden om specifikke forløb, videnssøgning på et plan hvor intet andet læremiddel kan følge med og masser af fede (og masser af dårlige) programmer og apps, som kan støtte op om din planlagte undervisning.
Det den ikke indeholder, det er kendskabet til din klasse, din gruppe børn, det specifikke pædagogiske behov, der er i din hverdag. Det indeholder hverken blyanten eller tegnekopien heller ikke. Det er DIG der definerer hvad der skal bruges og hvorfor.

Programmering giver rigtig god mening at lære fra sig – ikke nødvendigvis fordi alle skal lære Javascript, C#, Swift eller lignende, så de kan blive programmører når de bliver større. Nej det giver mening, fordi teknologi omgiver os i højere og højere grad og har indflydelse på flere og flere aspekter af vores hverdag – så hvis man kan forstå principperne bag hvordan de fungerer og hvilke muligheder de indeholder, så har man bedre mulighed for at tænke kreativt, produktivt, innovativt og alsidigt. Hvis ikke dette er vigtigt – hvorfor har vi så Træsløjd, elektronik, håndværk og design og lignende. Hvorfor lærer vi om parallelogrammer i matematik?  Hvorfor lærer vi om analyse af norske tekster i dansk? Hvorfor arbejder vi med dans og kropslige udtryk i idræt?
Hvis nu jeg ikke skal bruge det?
Det programmering giver, er muligheder! Det giver også logikforståelse og debugging evner, som kan bæres direkte over i alle andre opgaver.

Programmeringsjobs ender nok alligevel primært i Indien og Kina i fremtiden, men ideer, kreativitet og design har alle dage været Danmarks trademark – det og bacon!
Så vi får behov for at holde vores kreativitet i gang. Det gør vi bedst ved at lære børn om hvad teknologi kan gøre for dem, og samtidig opdrage dem omkring dannelsen og kreativiteten, medborgerskabet og samarbejdet, innovation og produktion. Det vil give os børn, som vil føle at de kan gøre hvad som helst. Børn der ser muligheder uden for rammerne.
De rammer bygger vi tykkere og højere ved at diskutere for og imod brug af IT i skolen – i stedet for i flok at skubbe på dem og se om vi kan rykke på noget.

Jeg siger ikke at “ALLE SKAL BRUGE IT I SKOLEN” – men jeg siger, at dem der kan understøtte deres pædagogik ved at benytte det, de skal gøre det det – og så skal de huske at dele deres gode erfaringer med os andre. Og det samme forventer jeg også af dig der ikke bruger IT i skolen, men stadig laver fede forløb.