På mange skoler rundt om i landet sidder der pædagoger som slet ikke ved hvad “det der intra” er. Det er bare noget skolen har på deres hjemmeside og vedrører som sådan ikke os. Den holdning er jeg rent faktisk stødt på ude i det virkelige liv, hvor uvirkeligt det end lyder i 2012. En enkelt gang er jeg blevet grint af af en SFO-leder da jeg fortalte ham at menupunktet SFO på hans skoles skoleport kun indeholdt en beskrivelse af åbningstiderne og så en række forbud som var skrevet 4 år før. Han grinte fordi “skolens hjemmeside da ikke havde noget med hans SFO at gøre…” I så fald måtte jeg jo prøve at gøre manden opmærksom på at det jo så var underligt at de havde et menupunkt på skolens skoleport. Det mente han ikke var hans problem…
Jeg vil lige her nævne at den nævnte leder arbejdede på en forholdsvis højt profileret skole – og også lige nævne at han ikke er der længere.
Artiklen her handler ikke alene om hvorfor man som pædagog skal være til stede på intra, men også hvorfor man skal gå skridtet videre og have en pædagog repræsenteret som administrator på skoleporten.
Fordelene er mange ved at være på intra – alene beskedsystemet er essentielt for at lave godt pædagogisk arbejde. Dernæst kommer booking, skemaer, delemapper, teamoversigter, samarbejdet generelt og meget mere. Synligheden og overblikket som følger med at være en del af intra kan ikke overvurderes. MEN – en af de store hurdler for enhver pædagog der åbner Skoleporten for første gang er at finde ud af at orientere sig imellem lærere og et system indrettet til dem. Derfor er det vigtigt at der hurtigt udpeges en pædagog, som er superbruger (eller hurtigt kan blive det) og henvender jer til skolens ledelse om at denne skal have administratorrettigheder på Skoleporten. Med det ansvar følger selvfølgelig nogle arbejdsopgaver, men de er for det meste kun til glæde for pædagogerne. Det kan være at holde personalelisten ajour, med tilknyttede primærpædagoger og ansvarshavende på de korrekte klasser eller børn. Nu kan skolepsykologen pludselig nemt orientere sig om hvem det er vigtigt at invitere til et møde om et specifikt barn, og jeres forældre sender “næsten” automatisk beskeder til alle voksne tilknyttet klassen når de skal orientere om noget der er mere vigtigt end hvorvidt barnet skal holde sin fødselsdag fredag eller mandag i klassen.
Der er mange fordele ved at være administrator på intranettet. Der er blandt andet fri adgang til at skabe og redigere de nødvendige mapper, indhente information og indtaste den lige så. Du er også sikker på at de oplysninger der står om SFO er aktuelle og korrekte, da det jo er dig der indskriver dem. Med lidt mild konkurrence kan man også få lagt billeder op af samtlige af ens kolleger på intra, så de er nemme at genkende for forældre, lærerkolleger og førnævnte skolepsykolog som måske ikke har mødt jer tilstrækkelig nok gange til at få indprentet sig navnet eller ansigtet på jer.
Adgang til at lave NYT fra SFO følger også med i mulighederne og ansvarsområderne som skal påtages. Hvis ikke i har en SFO-del hvor i informerer på intra, så er NYT fra SFO et godt værktøj. Det er et godt værktøj for lederen der skal informere forældre om noget på en hurtigt facon. Det er også et godt værktøj for administratoren som ikke kan finde ud af lave hjemmesider. (I skriver bare for et tilbud hvis i gerne vil have en).
Såfremt i har en webdesign-kyndig pædagog (læs: nørd som mig) på stedet eller mulighed for at få arbejdet lavet, så er det alfa og omega at I har en administrator blandt jer, for så kan i indsætte websiderne direkte i skoleporten (se eks: www.fu-ltk.dk under SFO).
Så med en administrator får i informeret forældre og kolleger bedst muligt om jeres virke, får sat jeres samarbejde i system, får profileret jeres kunnen udi det pædagogiske og får maksimal indflydelse på hvordan I opfattes som institution.
You must be logged in to post a comment.