I meget lang tid er der blevet debatteret om pædagogernes frygt for eller misvilje mod computerens indtog på institutionerne og hvad det gør ved børnenes sociale liv. Det er ofte en meget generaliseret debat, og ofte også meget præget af floskler og angreb på specifikke problemstillinger i stedet for at åbne hele debatten op.
“Bliver børn voldeligere af at spille Doom” var overskriften for et årti siden – man kunne på samme måde have spurgt 20 år før “Bliver børn mere firkantede af at spille Tetris”.
Bliver børn mere indelukkede og asociale af at spille World of Warcraft (WoW) og i så fald bliver de så også mere asociale af at spille The Sims? The Sims omhandler jo trods alt opbygningen af et almindeligt liv gennem arbejde, socialt samvær med andre og arbejdet mod et reelt livsmål? World of Warcraft omhandler samarbejde med andre på tværs af landegrænser og sprogbarrierer, det handler om organisering og omgangstone, hierarki og respekt.
Børn bliver tykke foran computeren – var endnu et argument som nu er gjort til skamme. Wii, som foregangsmand på dette, skabte en konsol bygget op omkring bevægelse og motion. De mest solgte spil til den konsol er Wii Fit og Wii Sports Resort, som begge er spil, der bygges op omkring bevægelse og motion, balancetræning og fitness-øvelser.
Nintendo har i 2 årtier været leveringsdygtige i håndholdte konsoller i form af Gameboys og Nintendo DS, DSi, og snart også en 3DS, som kan vise 3D. De har altid været gode til at følge udviklingen, og sågar sætte standarden for hvor udviklingen bør gå hen af. De har til gengæld også været nogle af de mest udskældte, da deres Gameboys i sin tid var skræmmebilledet af børn der i timevis sad inaktive og asociale og kiggede dumt på en lille skærm, mens hjernen tydeligvis stod stille. Nu sidder de selv samme børn og spiller på tværs af konsollerne, udfordrende eller samspillende. De har ofte en hob af drenge og piger siddende bag dem som kommenterer og assisterer den spillende. Det sociale skræmmebillede er altså fuldkommen fjernet, og den eneste problematik er efterhånden vores egen mangel på indsigt i hvad der er sket på det område. Vi sætter stadig regler og begrænsninger op som om intet var hændt.
Hvor konsoller før begrænsede børnene socialt, giver det nu mulighed for nogle drenge, som tidligere har haft problemer med at være en del af det sociale, da de manglede kompetencerne indenfor de områder som normalt var populære – fodbold, bordtennis osv.
Nu sidder fodbolddrengene sammen med Nintendo-drengene (de er sågar til tider Nintendo-drengene) og samtaler, mens hierakiet i klassen bliver vendt op og ned, på vrangen og tibage igen.
Når alt dette nu er sagt, så vender vi lige tilbage til udgangspunktet – Hvorfor er pædagogerne bange for computerspil og Nintendoer i SFO’en, børnehaven og fritidsklubben? Det næste spørgsmål er så: “Er de da det?”. Mange SFO’er har i dag et computerrum, eller bruger bærbare som er til rådighed på grund af undervisningens øgede brug af computere ude i lokalerne. Da mange har indskolingshuse er dette den nemme løsning, som dog kun sætter begrænsningen at man oftest ikke kan installere spil og lignende på maskinerne og derfor er begrænset af spil som ligger på nettet – som desværre oftest er bygget op omkring et hurtigt, og lidt for ligetil gameplay.
Selvfølgelig findes der computerskræmte pædagoger på lige fod med andre faggrupper. Det er ikke bundet op på professionen længere, men tværtimod nok på en aldersgruppe og til tider et køn. Pædagoger er selvfølgelig en profession som omhandler mange af de bløde værdier, og som oftest vil foretrække det kreative fremfor det foruddesignede, det udendørs fremfor det indendørs, og det åbenlyst aktiverende fremfor det stillesiddende.
Fodbold har alle tider været det der definerede en sund dreng med sunde interesser. Men er det billede uddateret? Hvad med en dreng som tænker kreativt og målrettet ved en Nintendo eller foran en computer? Er den dreng mindre sund, hvis han finder det spændende at skabe ting i den virtuelle verden end hvis han skaber dem med en bold på en græsplæne? Vi ser oftere og oftere at computeren ikke længere kun handler om spil, men også om underholdning, videoer, informationssøgning, skabelse af forskellige ting -såsom hjemmesider, musik og grafik. Selvfølgelig har spillene stadig en fremtrængende rolle, og det vil de have til stadighed i mange år endnu, men de får en mere og mere dannende rolle, med fokus på fritænkning, kreativitet, nytænkning og det sociale.
De pædagogiske spil vælder frem derude på markedet, og fordummende underholdning er efterhånden fortid. Der kræves handlefrihed, konsekvens af spillerens handlinger og nytænkning på spilmarkedet, og det eneste problem det skaber er at få reglerne tilpasset på SFO’erne og de forskellige daginstitutioner så de passer til nutidens aktiviteter.
Pædagogernes frygt for computerne må efterhånden siges at være uddebatteret, og nok mest er et levn fra fortiden. Jeg håber selvfølgelig på at flere pædagoger vil følge med i debatten om dette og sørge for at kommentere på det. For Pædagog 2.0 er måske bare et begreb herinde, men der findes masser af dem derude i landets institutioner.
Kilde til inspiration til artiklen
You must be logged in to post a comment.