Crayon Physics – en ny måde at lege med kridt

For at bryde tavsheden har jeg besluttet mig for at præsentere jer for Crayon Physics.

Når børn skal sidde ved computeren behøver det ikke altid være meningsløs vold som kommer op på skærmen. Det er en af mine kæpheste at SFO’er og skoler sagtens kan stille spil til rådighed på deres maskiner, som er gode, tankekrævende og (for nogen vigtigst af alt) GRATIS.
De spil jeg forslår skal installeres på computerne, og kræver altså adgang til dette. Mange SFO’er og klubber har dog egne maskiner som de kan sætte op med de spil, mens andre SFO’er er bundet til de programmer som lægges ind på “imaget” (en form for fast fil, som indeholder alt det der skal være på samtlige computere på en skole eksempelvis, og derfor kan køres ind i en omgang i stedet for at installere hver fil for sig). Men ellers er dette her også sjovt nok til at komme hjem og lægge på din egen computer når du har behov for at sætte dig og pusle med noget.

Crayon Physics er et spil, der er bygget over tanken om at du kan tegne med kridt og påvirke miljøet du tegner på. Formålet med spillet er at få den røde bold til at samle stjerner spredt på banen. Dette gøres ved at tegne objekter som kan hjælpe den undervejs. Du tegner objekterne med den venstre museknap og fjerner dem med højre museknap, så det er dejlig nemt at gå til.
Mulighederne for at løse opgaverne er temmelig mange, så det kræves bare at man tænker frit og prøver at finde en løsning man synes om. Så der er rig mulighed for at tænke kreativt her. Spillet indeholder desværre kun 7 baner så det er hurtigt gennemført, men netop dette passer jo også godt med tanken om at man ikke skal sidde hele dagen foran skærmen som barn (det er forbeholdt os voksne). Dette spil kunne med succes bruges i en periode hvor man præsenterede et nyt spil om ugen eller måneden på SFO’en eller i klubben.

Spillet kan som sædvanlig hentes via CWF (som jo er ejet af mig).
http://www.curlysworldoffreeware.com/games/view/253

God fornøjelse.

Nøgleord: .Bogmærk Permalink.

Om Christian

Navn: Christian Toft - Ejer og Konsulent. Har siden 1998 arbejdet indenfor den pædagogiske verden, dog først som uddannet pædagog i 2003. Arbejder PT på SFO ved Fuglsanggårdsskolen i Virum. Her er jeg IT-ansvarlig og co-administrator på Skoleporten www.fu-ltk.dk. Jeg er næsten færdig med en PD i medier og kommunikation på Campus Carlsberg. Denne forventes færdig efteråret 2019. Jeg er derudover kasserer i Coding Pirates Lyngby - og aktiv i Microsoft lokalafdelingen. Jeg var med til at skrive rapporten “IT i folkeskolen” som en del af det tværkommunale samarbejde mellem 32 kommuner i Danmark. Projektet omhandlede brugen af white boards i folkeskolen. Jeg har derudover i flere omgange været inde over Lyngby Taarbæk kommunes forskellige IT og digitaliserings strategier. Et meget fagligt spændende arbejde. I forbindelse med min interesse for pædagogik og IT, er jeg begyndt at arbejde som konsulent for andre institutioner, for at hjælpe dem til at formidle sig bedre. Har tidligere haft www.connect-webdesign.dk hvor jeg lavede billigt webdesign for enmandsvirksomheder og hobbyfolk. Har tidligere ejet og kørt www.curlysworldoffreeware.com hvor jeg sammen med andre ligesindede brugere fra hele kloden promoverer kvalitets freeware (gratis) spil. Er nu tilknyttet Youtubekanalen Skæv Strøm, sammen med Martin Exner og Nick Holmberg. Vi kører også podcasten Skæv Strøm Snak.

Lukket for kommentarer.