“Downlån” spil og programmer

Sidder du som pædagog og overvejer om din institution skulle åbne op for at børnene kan spille på en computer i børnehaven, eller måske på SFO’en? Måske synes du at opstartsudgifterne kan være lidt store, hvis man både skal investere i computer, og spil der generelt koster mellem 300 og 400 kroner stykket? Så er der her en mulighed for at afprøve forskellige spil gratis, og så kan du vælge hvilken type spil der hittede mest hos børnene.

Afprøv spil gratis og se hvad der hitter hos jeres børn!

“Downlån” er et nyt udtryk du skal lære. Det handler om udlån fra bibliotekerne, og det handler om download. Du har måske prøvet at låne et spil på cd-rom eller dvd-rom på bibilioteket eller måske en musik-cd, eller en film på dvd, kun for at dine ud af at andre mennesker ikke passer lige så godt på medier som du gør… Med masser af ridser, store hakker og så snavsede at de ikke kan aflæses og afspilles, er det ofte noget af en skuffelse at låne på biblioteket. Men med downlån er det problem løst ( – med mindre at nogen har fundet en måde at smøre leverpostej ud på filer…)

Downlån giver dig muligheden for at downloade spil via hjemmesiden www.spilogmedier.dk. Dette giver dig valget mellem en masse forskellige spil og programmer som kan lånes i 7 dage, hvorefter du skal afinstallere dem fra din computer. Med downlån henter du et program som spillet opstartes igennem, og her vises din resterende lånetid. Når lånetiden er udløbet vises billedet her til højre og du skal nu fjerne spillet fra din computer – det kan ikke anvendes længere.

Lån alle de gode læringsspil med både Silke og Pixeline direkte ved computeren. På den måde kan i tilbyde et alsidigt skiftende udbud af spil uden at ruinere jer selv. Dog er i begrænset af et maximum på 5 downlån hver måned. Det vil altså sige at i kan låne et spil pr uge til en enkelt computer – og så kræver det selvfølgelig at en af jer har været på biblioteket og oprettet en bruger – hvis ikke institutionens egen bruger kan bruges.

Husk dog at afinstallere efter 7 dage, ellers bliver der et værre rod på jeres PC!

Du kan downlåne her, eller følge linket fra dit lokale biblioteks hjemmeside.

Jeg anbefaler: Pixeline-serien til de lidt store 5-7 årige, Silke-serien (Pixelines lillesøster) til de 3-5 årige og “Max and the magic Marker” (et dansk prisbelønnet spil) til de lidt større.

Lærere har evt lyst til at kigge på denne side: http://downlaan.spilogmedier.dk/games/category/gc11048/uddannelse/

Husk også at www.dr.dk/Oline er en reel guldgrube hvis børnene skal spille noget forskelligt online. Lad være med at finde www.y8.com og lignende browser-spil sider frem, da i så ikke kan styre hvilke spil børnene spiller, og der er rigeligt af meget lidt børnemindede spil derude!

Minecraft – Lego 3.0?

Hvis du ligger inde med 114,39 Dkr pr dags dato valutakurser, så ved jeg den bedste måde at bruge dem på. Omregnet fra 14,95€, et godt tilbud, er dette prisen på Minecraft.

Minecraft er en af de største succeser indenfor “Indie” spil udvikling. “Indie” har intet at gøre med en herre med pisk og hat og efternavnet Jones, men udspringer af Independent – altså uafhængig.

“Minecraft har indtil videre fanget over 6 millioner spillere verden over i det meget kantede, uvant opbyggende kontra nedbrydende, fuldkommen åben for fantasi og fri tænkning – spil.”

Minecraft er et fantastisk pædagogisk værktøj, da man kan sætte det op, så man spiller sammen og samarbejder. En af de vigtigste detaljer man skal lægge mærke til, er at spillet er bygget op omkring at kreere. Det er altså i  direkte modspil til meget af det, der ellers tilbydes derude, hvor hovedparten af spillene går ud på at ødelægge. Med Minecraft kan selv 6-årige kaste sig ud i at bygge noget med de ressourcer der forefindes i den verden.
Det der er så banebrydende ved Minecrafts succes er at spillet stadig er i BETA-stadie, hvilket vil sige at det faktisk ikke ses som værende færdiggjort endnu. Ja, dette spil har solgt i næsten 2 millioner eksemplarer, inden det reelt er færdigt. De 14,95€ er faktisk et tilbud, som er gældende imens spillet er i BETA-tilstand. Hvis du køber det nu for den pris, får du det færdige spil (når det er færdigt) oven i hatten. Det færdige spil kommer til at koste 20€, og det er det meget sikkert også værd!

Det er svært ikke at se nogle ligheder til Lego og de åbne muligheder der er med den type byggelegetøj. Vi har tidligere skrevet om Blockcad, men må nok indrømme at det er to meget forskellige tilgange til byggeri med byggeklodser. Et andet lignende spil, med fokus på opbygning, og overlevelse, ressource-skaffelse og lignende er Stranded 2, som er rigtig god underholdning, men ikke har samme multiplayer muligheder.

Men hvordan kan spillet bruges som pædagogisk værktøj? I og med at spillet er meget åbent så er mulighederne også meget åbne. Men en lærer på Manhattan, Joel Levin, fandt ud af at bruge det til undervisning for små børn, ved at præsentere sin undervisning inde i spillet. Undervisningen var af pædagogisk grad, og omhandlede samvær, deling af ressourcer og takt og tone. Han gjorde simpelthen det, at han lærte børnene om “netikette”.

En anden lærer, Lucas Gillespie fra North Carolina, satte sig for at lave nogle deciderede projekter med børnene, hvor de samarbejdede om større opgaver. En af de grundlæggende opgaver, som han satte børnene på, var at de sammen skulle opbygge en by. Opgaven blev gået til med stort mod, og kæmpe engagement.

Videoen her viser en gruppe 8-åriges første forsøg med Minecraft. De er her lige blevet introduceret for det kort og man ser tydeligt hvordan individuelle børn tager den nye verden til sig på forskellig vis.

En skæg observation Lucas Gillespie gør sig er,  at flere af børnenes første impuls i en spilverden, er at prøve at slå hinanden. Han lader dem afprøve dette, for at få det ud af systemet. Dernæst går de i gang med at bygge, og her er et udsagn ganske nyttigt:

“Hvis i ødelægger hinandens konstruktioner, finder vi bare på noget andet at lave… Så er der ingen problemer med det længere.”

Lucas Gillespie har tilbudt at gøre sin “træningsbane”, som i kan se i videoen, offentligt tilgængelig, men skal lige have fikset nogle få problemer med den først. Jeg prøver at holde øje med hvornår den uploades, for så skal den da afprøves.

Hvis nogen af jer har afprøvet Minecraft, og specielt med børn, så lad mig det endelig vide. Hvilke problemer støder i på? Hvis nogen er interesseret i at være med på at sætte en undervisnings-/fritidspræget verden op som kan spilles af alle deltagende så sig endelig til.

Som altid er jeg nervøs, hvorvidt det kan lade sig gøre at installere og køre disse på computere ude på skolerne, da det kræver adgang til at installere. Dog er jeg ikke sikker på om den type installation som kræves udgør et problem. Hvis i overvejer at hente dette til skolens maskiner, så hør dog lige mig først, da jeg har kontaktet udvikleren for at høre om muligheden for at købe en “skolelicens” af spillet, som kan installeres på flere maskiner.

Jeg vil lige nævne her på falderebet at spillet kan spilles gratis i din browser – det hedder “Minecraft classic”. Det er dog en noget uddateret version af spillet. Se et gameplay-billede her til højre (gæt hvad jeg skal skrive). Find classic-udgaven  på Minecrafts hjemmeside. Jeg oplevede dog et voldsomt lag (browseren hang) da jeg afprøvede det.

Jeg har selv nu investeret i spillet, og regner med at udarbejde et projekt med det som jeg så laver en artikel om herinde. Håber i vil være med på legen.

Link til Ars Technica om Joel Levins undervisning.

Link til Lucas Gillespies Minecraft vidensbank.

Tilføjelse:

Så er den her (kopieret fra Lucas Gillespies hjemmeside):

After a great many delays, the Tutorial World, made by me and @GraphicsMatt, is finally available for download.  This is more than a simple training exercise, it’s a whole world to explore!

Beyond that, it’s designed to be played by a single person OR an entire class being led by a teacher.  This world (and variations of it) are what I use personally in my own classes.

Tonight I’m releasing the basic map file that anyone can drop into their Minecraft ‘saves’ directory, or host on their own server.  I’m releasing it with very few strings attached.  Anyone should feel free to use it.  More information and instructions can be found in the ReadMe file.

DOWNLOAD THE TUTORIAL WORLD!

PLEASE NOTE: This is NOT the full server setup that I use with my own classes.  In fact, I would not recommend that a teacher use this raw version in school without certain protections in place.  There are far too many ways that an inquisitive or mischievous students could “break” the intended gameplay experience.  (Which is not always a bad thing…  but with a large class full of younger students, maintaining a bit of control is crucial).

I would still love to release my full server in order to help other teachers start playing Minecraft with their own students.  However, right now there are a couple technical and legal roadblocks that I’m working out.  But I can say with certainty that the server WILL be made available in some form before long.

I would absolutely love to hear feedback about the Tutorial World.  This map is mainly designed for children aged 7 – 12, but I’m curious how older people respond to it.  Show the map to your kids, your grandma, your yoga teacher… whoever.  Leave a comment below, email, or tweet me.

Linux Ubuntu – Hvis i alligevel bare skal på nettet… :)

Jeg er for nyligt blevet overdraget en bærbar med Linux installeret i arbejdsmedfør, og som mange andre var jeg også skræmt ved ordet “Linux” (Uhhhh….), men her skal ordet “Ubuntu” (Ahhhh…) berolige jer. Ubuntu har et brugerinterface (en brugerflade/udseende) som vi kan genkende en lille smule fra Windows maskinerne. Den store forskel er selvfølgelig at Linux Ubuntu er gratis.

Linux har i mange år været forbeholdt de yderst teknologisk velbevandrede, og nørderne i hverdags-termer. Linux har stået for os alle som noget der foregik i en næsten Matrix-agtig verden og uden mulighed for at blive lukket ind uden at kunne et yderst krævende kodesprog. Linux er dog mange ting, og nogle af kodesprogene er meget besværlige og forbeholdt “Eliten”  – Gentoo er et af dem (såvidt jeg ved 🙂 ). Ubuntu er dog et meget mere brugervenligt produkt (af insidere kendt som en distribution) og kan altså bruges af mange flere brugere derude.

Ubuntu ligner Windows i en sådan grad så man først bliver snydt til at tro at det faktisk er endnu nemmere at finde rundt i end det i virkeligheden er – men fortvivl ej, ædle bruger, thi der er lys forude… Så længe du ikke skal installere noget på maskinen herfra, så går alt glat. Installation er nemlig det som er allermest tungt og besværligt med Linux, og mange programmer fås slet ikke til Linux (Ubuntu or otherwise).

Men hvorfor lade det være et problem hvis i umiddelbart skal arbejde online. Her kan man snakke om Web 2.0 med arbejdet “i skyen”, og ingen begrænsninger på at man skal indkøbe Windows dvd’er, som efterhånden koster en bondegård…

Hvis i alligevel bare skal på nettet… 🙂

Hvis man også skal kunne skrive og lignende, er det ligetil at installere Open Office (hvis det ikke er præinstalleret) og man kan nu bruge maskinen til en hel del mere. Nu har du en computer som kan dække de fleste af dine og børnenes behov.

Der findes sågar enormt sjov spil til Linux, så Linux er ikke kun for voksne og nørder. Mange Open Source (gratis og frie) spil fås til Linux. Her nævner jeg lige et spil som Hedgewars, som minder meget om det før så populære Worms. Hedgewars kan snart hentes på min anden hjemmeside CWF. For at finde flere Linux-spil, så gå ind på min side under spil og søg Linux under platform, så finder du masser af kvalitetsspil til din nye maskine.

Ubuntu kan hentes på den officielle hjemmeside: http://www.ubuntu.com/desktop

Wii – hvad kan den bruges til?

I gamle dage var konsoller noget hvor man sad stille og gerne for sige selv. Man havde ikke meget social omgang med andre mens man sad der, og generelt blev det set som “nørdet”. Nu har de store konsol-producenter Nintendo, Sony osv taget kampen op og fremstiller den ene bevægelses-inspirerende konsol efter den anden. Mulighederne er mange, og begrænsningerne bliver færre og færre.

Mange af de spil som udkommer til Wii’en er nogle gamle kendinge, og Nintendo har heller ikke sluppet deres supermaskot i form af Mario. Men spillene er bygget op omkring multiplayer (flerspiller) mulighederne, så det sociale element bliver bragt ind i seancen. At spille Wii er også blevet mere og mere noget man gør til sociale sammenkomster og det er lige så meget mor og far, som det er børnene, der er engageret i spillet. Flere spil henvender sig faktisk nærmest mest til de voksne. Et af disse er Wii Fit (med efterfølgere).
Wii Fit, omhandler motion, balance og glæde ved at træne. Du kan selv vælge om du vil træne Yoga, styrketræning eller balancetræning. De forskellige spil i spillet, bærer præg af at noget er lidt mere for sjov, og er styret med Mii’er (tegneserie-agtige figurer som du skaber for at symbolisere dig selv), og andre spil er tydeligvis til de lidt mere seriøse, hvor figurerne er meget menneskeligt og præcist af-billedet.

Wii Fit giver dig muligheden for at bringe noget sjov og konkurrence ind i spilverdenen, mens du lærer børnene gode vaner om bevægelse og sund levevis. Balance spillene har klart et udtryk som passer mere til børnene, med aktiviteter som får en til at træne gennem leg. Skihop, slalom, hulahop og lignende er allesammen spil der får en til at få lidt sved på panden mens man kæmper for at klare sig bedre end sin modstander eller bare bedre end man gjorde sidst. Som en lille gulerod for de voksne kan man få målt sin vægt og sin balance og gennem forskellig træning få vist sin Wii-alder. Den første gang er det meget de-motiverende, da ens alder nærmest får en til at udvikle rynker på stedet, men efterhånden nærmer man sig, og hvis man virkelig kan knokle for det, kan man sagtens træne sig yngre end man er i virkeligheden. Det kan altså motivere!
For børnene er det selvfølgelig ikke det der rykker, andet end de nok syntes det er sjovt at se hvor gamle hinanden er. Det sjove er helt klart konkurrenceelementet, og så at få rørt sig. Der er lidt mindre samtidigt samspil i Wii-fit, end i eksempelvis Wii Sport eller Wii Sport Resort, som begge indeholder masser af børne-mindede sportsgrene. Wii sport får man efterhånden smidt i nakken, og resort er også blevet populært. Det vil sige at mange af børnene kender det, og dette vil tiltrække nogle og gøre at andre ikke gider – da de jo har det derhjemme. Der kan det være en idé at købe Wii fit (og evt en udvidelsespakke) da færre børn kender det, og der er noget som kan appellere til de lidt større af børnene i det.

En god ide til et projekt kunne være at sætte en projekter på og lave et turneringsforløb på nogle af tingene. Det kan afvikles på 1 sfo-dag, og når der er en projekter i lokalet trækker det altid masser af børn til. Det kan også trækkes frem til julefrokosten, eller personalefesten – sågar måske hvis i har en dag hvor forældrene også kommer på besøg og kan prøve det.

Specifikt for pigerne (og nogle af drengene) er der også spil hvor det gælder om at danse. Der kan følge en dansemåtte med til nogle af dem, og det giver klart et kick til begivenheden at der er lidt specielt ved de spil. Der er dog stor variation i hvor egnede de er til SFO-børn, for mange af dem har så mange valgmuligheder og tekst der skal læses på engelsk at det kræver at der står en voksen ved siden af og oversætter.

Hvis nogle af jer har haft succes med at lave projekter med Wii, eller har fundet et specielt godt spil til SFO, klub eller børnehave, så sig endelig til.

God fornøjelse – og kom så ud og brænd noget krudt af.

Vi har tidligere været inde på Wii’en og dens historie i dette indlæg.

Billederne er venligst lånt af www.IGN.com

Extreme Settlers (Domination)

Mange af jer kender måske Settlers (of Catan), og de mange udvidelsespakker man kan købe til det. For dem som ikke kender Settlers, kan jeg forklare at det er et brætspil, som omhandler diplomati, ressource-management (flot ord ikke), strategi og planlægning. Kort og godt handler det om at placere huse på et bræt fyldt med 6 kanter der afbilleder marker, klipper med jernmalm, vand, græs, ørken, lergrave, skov og med udvidelsespakken Søfarer også guldminer. Hvis dit hus står placeret på en af kanterne til eksempelvis en mark og der på midten af denne mark ligger en brik med tallet 6, betyder det at hver gang der slås 6 med to terninger, så modtager du 1 stykke korn. Hvis du har en by, så modtager du to for hver by, du har placeret på kanten til kortet. Disse ressourcer kan du bruge til at bygge flere veje, byer, huse og skibe (med Søfarer), og på denne måde blive en stormagt på brættet. Det lyder måske lidt kompliceret, men tro mig, det er nemt at komme ind i.
De børn jeg har lært det, har fanget fidusen inden for 10 minutters spil, og de er alle sammen gået derfra med følelsen af at have spillet det fedeste spil nogensinde. Den effekt opnås med sikkerhed når jeg sætter spillet op med lidt andre regler og kalder det for Extreme Settlers, eller Settlers Domination. Extreme Settlers er en videreudvikling af spillet, som jeg selv og en pædagog på den nærliggende fritidsklub fandt på, da vi skulle fange nogle drenge med en aktivitet, der kunne holde dem beskæftiget i længere tid af gangen med noget konstruktivt. Og Extreme Settlers er noget man bruger lang tid på – måneder hvis man har mulighederne for det.

Extreme Settlers inddrager Risk spillet (et andet brætspil om verdensdominans). Pludselig kan man købe soldater, heste og kanoner til at indtage hinandens byer, og dermed skabe sig verdensherredømmet over Settlers-verdenen. Normalt ville man i Settlers spille indtil den første spiller opnåede et vist antal point i form af huse, byer eller udviklingskort. Sådan er det ikke i Extreme Settlers, der spiller man Last man Standing – til der kun er en tilbage.
– Risk hedder på engelsk Domination, og det er derfra vores tilnavn til spillet kommer.

Hvis man vil lave Extreme Settlers rigtigt spændende og godt (og Settlers for den sags skyld også), så køber man nogle stykker af spillet, og nogle stykker af Søfarer (som desværre er meget svære at opdrive – hør evt jeres omkringliggende institutioner om de har et liggende, og så kan i jo tilbyde dem at indføre dem i spillet når i har prøvet det af) og finder et stort bræt frem som spillet kan opbevares på. Lav nogle kanter på brættet så spillet ikke skrider rundt når du løfter det. Nu sætter du så en bane op, og jeg vil gerne komme med nogle ideer og udkast til opsætninger hvis du mangler. Bare spørg.

De specielle regler som gælder omkring soldater er som følger:
En soldat koster: 1 af hver: Træ (til geværkolbe), Får (uld til tøj) og korn (Til mad) (kan også tilføjes malm til geværløbet og kugler hvis i synes der er nogle der opruster for hurtigt.) ALLE soldater starter deres liv ved en af de to originale huse man placerede, og det er altså forbudt at købe dem ind til ens byer tæt ved fronten – tænk på det som at din kaserne er i din hovedby.


En soldat kan rykke strækningen mellem to nærmestliggende huse for hver gang ejeren har tur. Hvis man glemmer at rykke er det bare ærgerligt. Det vil sige at det er lige meget om der er 2 stykker vej eller 10 stykker vej mellem 2 huse, så kan soldaten rykke denne afstand. Soldaten kan rykke af fjendtlige veje, hvis det er den eneste måde at nå frem til et hus/en by. Når du har købt 5 soldater, så veksl det til en hest, og 10 soldater (eller 2 heste) veksles til en kanon. Når du vil angribe så foregår det på følgende måde: Hver part tager en terning og kæmper. Hver mand har et liv, og dermed et terningekast. Du må altså tage en kamp for hver soldat du har. Huse har et liv i sig selv (tænk: borgerne der griber våben) og byer har 2 liv. Den angribende spiller slår med sin terning og slår 6. Den forsvarende slår med sin terning og slår 3. Forsvareren fjerner en af sine soldater. Den angribende slår 2 og den forsvarende slår 3. Den angribende fjerner en af sine soldater (og hvis han angreb med en kanon, skal denne altså reduceres til 1 hest og 4 soldater). Sådan fortsættes der til der ikke er andre tilbage end den angribende, og så slås der om byen. Hvis byen vinder mister den angribende en mand, og hvis byen taber skifter man farven ud på huset til den angribende (og nu vindende) parts farve. Veje der ikke længere er i kontakt med den forsvarende parts huse, grundet tabet af huset eller byen, skifter også farve, men altså ikke hvis de er i berøring med andre af hans huse. Hvis spillet bliver for hurtigt domineret af en part, kan man spille med at man ødelægger byerne i stedet for at overtage dem. Det giver lidt mere balance, da den vindende part ikke pludselig får mange flere ressourcer og dermed hurtigere kan opruste og fortsætte sit felttog igennem de andres territorier. Tilpas reglerne fra gang til gang, så spillet hele tiden udvikler sig, og så har du fanget nogle deltagere i meget lang tid.

Det balancerende ved Extreme Settlers er selvfølgelig, at jo bredere du angriber og fordeler din hær, jo flere fronter skal du også kæmpe på og forsvare dig på. Dér kommer diplomati, strategi og planlægning ind i billedet. En af de gode ting ved Settlers, er helt klart at det er lovligt at sidde og forhandle om næsten alt i spillet. Du kan bytte ressourcer, aftale alliancer, planlægge angreb sammen og aftale fredsaftaler. Alt dette giver et enormt godt rum til hygge og fordybelse, så spillet skal helst stå i et rum for sig, hvor der kan være lidt ro, og hvor det er MEGET lovligt at komme ind og kigge på hvad der foregår, men STRENGT forbudt at komme ind og fjolle.

Med 8 spil Settlers og 5 spil Søfarer, tilkøbte spillerfarver og 8 mand på banen har vi præsteret at holde et spil kørende hver eftermiddag i 4 måneder, og det sluttede med lige så stor interesse som det startede.

Gennem tiden er der dukket nogle små sjove tillægsregler op som kan gøre spillet sjovere at spille. Hvis det altid er de samme 4 børn der deltager, kan man aftale, at der rokeres mod højre for hver dag der spilles, så man altså ikke spiller den samme spiller hver dag. Man kan også bare sige, at man ikke må spille den samme mand flere dage i træk, men at det er først til mølle princippet om at få fat i den bedste. Man kan også sige at den stærkeste (pointmæssigt) skal spille den svageste, næststærkeste skal spille næstsvageste osv. Dette giver en udligning af evner i spillet. Det vil også sige at spillet bliver holdt i live, for hvis en dårlig spiller har præsteret næsten at blive udryddet, så kan den stærkeste spiller forhåbentligt nå at styrke ham inden han uddør.

Hvis i har input til denne artikel eller har nogle spil som i også spiller på jeres helt egen måde med succes, så kommenter endelig eller for den sags skyld skriv en artikel om det og så vil jeg meget gerne lægge den op her.

NB: Forveksl nu ikke dette brætspil med PC-spillet, som er en serie med et helt andet indhold.

Hvis du vil prøve brætspillet på PC først, så kan du hente det gratis her: http://download.cnet.com/Catan-The-Computer-Game/3000-7562_4-10396067.html

– eller spille det online her: http://www.playcatan.com/

God fornøjelse.

Crayon Physics – en ny måde at lege med kridt

For at bryde tavsheden har jeg besluttet mig for at præsentere jer for Crayon Physics.

Når børn skal sidde ved computeren behøver det ikke altid være meningsløs vold som kommer op på skærmen. Det er en af mine kæpheste at SFO’er og skoler sagtens kan stille spil til rådighed på deres maskiner, som er gode, tankekrævende og (for nogen vigtigst af alt) GRATIS.
De spil jeg forslår skal installeres på computerne, og kræver altså adgang til dette. Mange SFO’er og klubber har dog egne maskiner som de kan sætte op med de spil, mens andre SFO’er er bundet til de programmer som lægges ind på “imaget” (en form for fast fil, som indeholder alt det der skal være på samtlige computere på en skole eksempelvis, og derfor kan køres ind i en omgang i stedet for at installere hver fil for sig). Men ellers er dette her også sjovt nok til at komme hjem og lægge på din egen computer når du har behov for at sætte dig og pusle med noget.

Crayon Physics er et spil, der er bygget over tanken om at du kan tegne med kridt og påvirke miljøet du tegner på. Formålet med spillet er at få den røde bold til at samle stjerner spredt på banen. Dette gøres ved at tegne objekter som kan hjælpe den undervejs. Du tegner objekterne med den venstre museknap og fjerner dem med højre museknap, så det er dejlig nemt at gå til.
Mulighederne for at løse opgaverne er temmelig mange, så det kræves bare at man tænker frit og prøver at finde en løsning man synes om. Så der er rig mulighed for at tænke kreativt her. Spillet indeholder desværre kun 7 baner så det er hurtigt gennemført, men netop dette passer jo også godt med tanken om at man ikke skal sidde hele dagen foran skærmen som barn (det er forbeholdt os voksne). Dette spil kunne med succes bruges i en periode hvor man præsenterede et nyt spil om ugen eller måneden på SFO’en eller i klubben.

Spillet kan som sædvanlig hentes via CWF (som jo er ejet af mig).
http://www.curlysworldoffreeware.com/games/view/253

God fornøjelse.