Operation Unmanifest – ytringsfrihed eller galnings tanker?

Tilpasset fordi jeg kan!

Efter den 22. juli 2011 var det svært ikke at føle et vist had til manden Anders Behring Breivik.
Den dag valgte han at detonere en bilbombe foran den norske statsministers kontor, og en time efter at stævne ud mod øen Utøya hvor Arbeidernes ungdomsfylking (AUF) holdt deres årlige forsamling der for unge medlemmer af partiet. Med våben i hånd skød og dræbte han koldblodigt 69 mennesker (55 af disse var teenagere) . Efter at have skudt derude i tæt på halvanden time overgav han sig fredeligt til politiets fremmødte styrke. Han tilstod i løbet af kort tid både at stå bag bomben i Oslo, som dræbte 8 og den efterfølgende  nedslagtning på Utøya.

Kort inden bombningen sendte Anders Breivik sit 1516 siders politiske manifest “2083: A European Declaration of Independence” til lidt over 1000 emailadresser i håbet om at forevige sine synspunkter og fremskynde andre til at begå samme type dåd. Dette manifest blev hurtigt gjort til skamme, da store dele af det viste sig at være kopieret fra Unabomberen, Ted Kaczynskis eget manifest.

Mange ser dog Manifestets udbredelse på nettet, som en fuldbyrdelse af Anders Behring Breiviks uhyggelige dåd, og med det i baghovedet startede hackergruppen Anonymous sin kampagne Operation Unmanifest.

Operation UnManifest:
As Anders Behring Breivik wants to use the cruel action of killing
over 90 young people to promote his 1516-page manifesto,
also with the help of the internet, Anonymous suggests following action:
1. Find the Manifest of Anders Behring Breivik : 2083 – A European
Declaration of Independence
2. Change it, add stupid stuff, remove parts, shoop his picture,
do what you like to.....
3. Republish it everywhere and up vote releases from other peoples,
declare that the faked ones are original
4. Let Anders become a joke, such that nobody will take him serious
anymore
5. Spread this message around the internet and real life, translate it
6. Have a moment for the victims of his cruel attacks
We all are anonymous,
We all are Legion,
We all do not forgive murder,
We all do not forget the victims.

Projektet går i alt sin enkelthed ud på at begrave Anders Breiviks politiske manifest på nettet ved at “floode” (oversvømme) nettet med lignende falske manifester, hvori man opfordres til at tilføje humoristiske passager, fjerne tekst, så manifestet ikke længere giver mening, og at sørge for at udbrede det nye manifest med ændringer så mange steder som muligt, så det altså vil være (næsten) umuligt at finde det originale manifest. Her opstår der dog en spændende debat!

 Vores alles ytringsfrihed eller galnings tanker evigt tilgængeligt?

Dette er en spændende tanke at snakke med unge mennesker om evt. i klub eller skolesammenhæng. Er det ok at floode dokumenter fra nettet og dermed i praksis indføre en censur af dokumentet, fordi man ikke kan lide hvad der står? Skal vi lade Anders Breiviks tanker fremgå på nettet for enhver som ønsker at læse det – også de let påvirkelige unge mennesker, som unægteligt vil kunne se ham som et forbillede – tænk Columbine-skoleskyderiet – og den indflydelse de unge mænd var under, da de besluttede sig for at skyde løs på jævnaldrende.

Når i nu snakker med de unge om dokumentets udbredelse på nettet, så tag også en snak med dem om, at alt hvad man lægger på nettet altid vil være på nettet. Så mind dem om, at det billede de lægger op af klassekammeraten i fuld tilstand også er der når han som 40-årig skal søge job!

Anonymous er helt klart gået i krig uden at overveje, om det er ytringsfriheden de vil begrænse eller om de bare vil “hævne sig”. Tanken om hævn ligger nær, når det er unge mennesker det går udover, og Anonymous er selv en meget ung og politisk engageret gruppe og føler måske en sammenhørighed med ofrene fra Utøya. Vi så selv, hvordan unge mennesker (blandt andre)  i tusindvis skiftede deres profilbilleder på Facebook ud med et billede af det norske flag, eller tilføjede et “picbadge” (lille støttesymbol) af flaget. (På billedet er det dog mig selv – og skal altså ikke forveksles med et ungt menneske.)

Ytringsfriheden er en forunderlig størrelse, da vi ved at påstå vi har den, OGSÅ er nødt til at finde os i, at der bliver sagt og skrevet noget vi ikke er enige i – sågar direkte uenige i.

Denne støtte er et udtryk for, hvor stor modstanden er mod Anders Breiviks udåd, og et udtryk for støtten til det norske folk i en svær tid. Det menneskelige i denne situation er at ville hævne sig og skade Breiviks sag – sågar hans person – hvis muligt, og som mange andre faldt jeg hurtigt i og udtrykte min støtte til Operation Unmanifest. Der er dog en overvejelse, der skal tages her.

Ytringsfriheden er en forunderlig størrelse, da vi ved at påstå vi har den, OGSÅ er nødt til at finde os i, at der bliver sagt og skrevet noget vi ikke er enige i – sågar direkte uenige i. Sjældent har der været noget, jeg har været mere uenig i end Breiviks manifest, og derfor gned det mig ekstra hårdt imod hårene, at denne tanke dukkede op i hovedet på mig. Derfor tog det mig også lang tid og mange overvejelser at finde ud af, om jeg ville skrive denne artikel. Så undskyld at jeg fik dig til at tænke over det her! Og nu benytter jeg så min ytringsfrihed og bruger et gammelt ordsprog:

Må manden støde på mange kosteskafte i sit liv!

Og lad os så benytte øjeblikket til at mindes ofrene endnu engang!