Geocaching – far vild for sjov

Geocaching succes- en lille men spændende skat.

Efter kursus på Rådvad Naturskole er jeg blevet tændt på at give gåturene med min familie et helt nyt perspektiv. Vi skal Geocache! Og hvis i ikke ved hvad det er så kommer her en kort forklaring – skattejagt, der er lige så spændende for far og mor, som for søn og datter. Børnene elsker at finde skatten, som ofte kan ligge gemt i et gammelt hult træ, eller placeret i et hemmeligt hjørne i et lille smørhul, som man helt havde glemt at kigge efter, når man kørte forbi på vej til arbejde.
Geocaching er sjovt for far og mor, fordi de får mulighed for at gå tur med deres børn og se glæden og formålet lyse ud af børnene – og så skader det heller ikke far, at han får lov til enten at bruge sin GPS, eller sin smartphone til at lede familien på rette vej mod skatten.

Jeg prøvede det første gang for en håndfuld år siden, hvor jeg med en kammerat og hans søn kørte et godt stykke i bil for så at gå en tur i skoven og finde en af disse omtalte “skatte” – cacher. Min tanke var derfor, at der nok ikke var mange af dem, men sådan cirka en eller to pr. by og at det derfor var en noget besværlig og omstændig ting at kaste sig ud i – Der skulle jeg tage grueligt fejl. Her er et billede af antallet af cacher, der ligger i Virum (min hjemby) og omegn.

Det kom som noget af et chok for mig. Alt hvad der er markeret på dette kort af grønne og orange mærker er cacher – gule er multicacher, altså flere på en gang, og de blå spørgsmålstegn er en form for mysterier. Der er altså noget for enhver smag, og man kan engagere sig på præcist så højt niveau, som man ønsker. Der er sikkert nogle stykker tæt på dig, og om ikke andet, er det jo en fremragende grund til at tage ungerne med på tur.

Tætheden af geocacherne i Virumområdet skyldes med stor sandsynlighed befolkningstætheden i dette skønne grønne område ikke langt fra København. Det vækkede selvfølgelig min nysgerrighed, for at finde ud af hvor mange der eksempelvis var tæt på min barndomsby Svejbæk (nogle kilometer uden for Silkeborg). Her var det tydeligt at cacherne blev mere og mere spredte jo længere væk fra Silkeborg man kom, og derfor tog jeg dette screenshot af Ry – som ligger yderligere lidt væk fra Silkeborg.

Så måtte jeg jo lige undersøge om dette også kunne være et udpræget dansk tilfælde, så jeg kiggede på Krakow (hvor jeg har en kammerat bosat).
Min måde at bruge geocaching på i mit arbejde, er at opsætte poster på skolens område – og så tæt udenom, at børnene kan færdes risikofrit udenfor. Derefter kan børnene så finde dem en efter en, eller simpelthen ved at oplyse dem om alle posterne på en gang – og så se hvem der finder flest først. Dette giver dig mulighed for at lave en anden form for stjerneløb. Det kan også bruges på en skovtur med de lidt større børn, eller til at lave en skattejagt rundt på et stort friluftsområde – i københavnsområdet kunne det eksempelvis være Fælledparken, Frilandsmuseet, Kronborg, De runde haver, Rosenborg, Frederiksborg slot og mange mange flere. Udlæg jeres egne poster og marker dem på et kort. Læg dette kort online, eller prøv sågar at få det indlemmet i geocaching verdenen. Det kan jo være at der fandtes andre der gerne vil afprøve din udfordring.

Filmstriben – pædagogisk videoleje uden ridser!

Hvis du har tidspunkter, hvor det ville passe godt ind at sætte en film på, som omhandler pædagogiske temaer, så er Filmstriben et rigtigt godt bud på et sted at finde dem. Oftest er vi tilbøjelige til at finde de gamle VHS-bånd frem med Valhalla, Anders And eller Disney-film, og håbe at den gamle maskine stadig kan trække spolerne rundt – for det er svært at finde en ny VHS-maskine med kort varsel!

Du kan vælge om du vil låne film fra biblioteket, hvor du kan bruge dine egne låne-informationer (CPR-NR og password hvis du er oprettet på dit bibliotek), eller om du vil låne til undervisningen eller på SFO’en, ved at bruge dit UNI-Login, såfremt du har sådan et. Der findes masser af skønne kortfilm på 5-15 minutter med pædagogiske temaer, og masser af spændende programmer om eksempelvis eksotiske dyr og store maskiner.

Du kan vælge at se filmene på computeren, hvis der er noget meget grupperelateret i dit tema, eller hvis det bare er et enkelt eller to børn som skal se filmen. Hvis du fastholder at bruge jeres fjernsyn, så skal du bare have mulighed for at overføre billeder fra computeren til fjernsynet hvis du vil se filmene. Dette kan klares med en enkelt ledning hvis i har en TV-Out udgang (se billedet) bagpå computertårnet.

Sæt projektoren til og lav hjemmebiograf!

De små kortfilm kan læses om og lånes på en side magen til denne du ser til venstre, og under den lille “skærm” hvor filmen kører, kan du aktivere at den kører i fuld skærm.

Endnu sjovere er det selvfølgelig at lege hjemmebiograf og sætte projektoren til (og et par højtalere), og så lave nogle popcorn og hygge med kortfilmene. Det giver en helt speciel stemning i børnehaven/klasselokalet/grupperummet/filmrummet når man hygger på denne måde. Og det sparer jer for to oplevelser, som kan være irriterende:

  1. Turen til biblioteket bliver en fiasko, da der ikke er nogle film der tiltaler jer.
  2. I kommer hjem med en god film fra biblioteket og den er så ridset at den ikke er til at se.

Med denne smarte internet-funktion kan i altså låne film, som med sikkerhed ikke er ridsede og I kan med sikkerhed finde noget godt.

Det virker altså ikke kun med børnefilm skal jeg nok lige nævne. Det er faktisk også til at låne nyere film forholdsvis hurtigt, så hvis du ikke konsekvent vælger PREMIERE film i din lokale video-udlejnings-biks, så er der helt sikkert også noget for dig. Det er selvfølgelig ikke alle film der ender på filmstriben, men det er da et godt sted at starte med at lede.

“Lån film fra biblioteket” giver bibliotekets brugere adgang til en række film, hvoraf mange er vanskelige at finde på et kommercielt marked, der har mere fokus på mainstream end kvalitetsformidling. Fra Filmstribens egen hjemmeside

Da jeg var færdig med at skrive denne artikel måtte jeg lige afprøve en smart tanke – hvis nu jeg besøgte filmstriben fra min Wii – ville jeg så slippe for at overføre filmene til min fjernsynsskærm da de jo så allerede ville være der – men AK!!! For at køre filmstribens film skal du have Microsoft Silverlight installeret, og det kan du altså ikke med mindre du køre Mac’s OS-X eller Windows… Men forhåbentlig når den nye Wii kommer i 2012.

Tegneprojekt med projektor og lyskasser

Jeg har igennem noget tid tegnet og nydt at tegne, men ikke før med børn. Denne uges projekt med børnene går ud på at finde lyskasserne og projekterne – både overhead og computerbårede – frem. Find nogle fede tegninger på nettet af de ting som du ved børnene kan lide. Søg på Google med ordet og derefter “coloring” – det giver dig flest brugbare resultater. (Ex: Harry Potter coloring)

Resultaterne er ufatteligt mange, og det er derfor vigtigt at tænke sværhedsgrad, målgruppe og brugbarhed ind i det. Find et godt billede af eksempelvis Harry Potter. Det her billede skal så virke some appetitvækker for børnene. Find også mange flere, men kun et i hver kategori. Altså eksempelvis et med Michael Jackson, et med avatar, et med Phineas og Ferb, et med Peter plys, et med Spiderman, et med Mario etc. På denne her måde kan du se hvad der tænder børnenes interesse og hvad der er ligegyldigt. Kopier de valgte billeder over på transparenter, og hvis du kan så læg dem op på en hjemmeside så du kan bruge computeren til at vise dem via projektoren. Brug evt denne side: http://www.sfo-fu.dk/Diverse/Tegneprojekt.htm hvor jeg har lagt mine billeder op.

1. Dag

Find nu alle de projektorer frem som du kan, overheadprojektorer og almindelige projektorer som skal sættes til en computer. De sættes op, og med dine tegninger i hånden og en rulle overdimensioneret papir og en rulle gaffa-tape gør du nu klar til at børnene ankommer. Blyanter, og andet tegnemateriale gøres klar og så kan du da passende sætte lidt hyggelig musik på (klassisk hvis man er til det) og skabe en hyggelig stemning. Bare rolig børnene skal nok overdøve musikken når først i er i gang. De vil hygge sig gevaldigt med projektet, og bagefter har du jo nogle udemærkede farve-sider som børnene kan sidde med i ro og mag. Tag nogle billeder af nogle af børnene op af en hvid væg, med fokus på deres skuldre og op. Gerne nogle profilbilleder, og nogle billeder taget lige forfra, så børnene på anden/tredjedagen kan hygge sig med dette.
En lille ps.: Hvis du løber tør for projektorer og lyskasser, kan børnene også tape (med kontortape ikke Gaffa) tegningerne op på vinduerne, og så bruge vinduet som en lyskasse. Det kan dog være en anstrengende måde at stå på, men det løser et problem med kødannelse.

2. Dag
Print de billeder ud som du tog i går af børnene på hvidt papir. Nu kan børnene nemlig tegne omrids af sig selv på lyskassen. En god måde at gøre dette på er at vende billedet om på hovedet, så de har håret ind mod maven når de skal tegne. Ideen med det er nemlig at bryde nogle dårlige vaner. Vi ved alle sammen hvordan et øre ser ud, så selvom vi kan se et billede af et øre bagved, så tegner vi lidt henaf hvordan vi mener det ser ud, og det gør, ironisk nok, at det ligner mindre. Når du vender det på hovedet driller du din intuition lidt, for vi har ikke et lige så klart billede af hvordan et øre ser ud på hovedet (altså omvendt – de fleste ører sidder trods alt på hovedet… Den nuppede vi lige i opløbet inden Onkel Morfar slog til og var sjov der…). Når øret nu vender på hovedet, føler vi os mere tvunget til at stole på linjerne bagved og følger dem dermed nøjere. Det giver faktisk et bedre resultat, og børnene kan få lavet nogle rigtig gode resultater som de kan være stolte af og tage med hjem.
Nu kan du så finde flere billeder med Harry Potter, Phineas og Ferb og Spiderman (hvis det var dem der hittede) og bruge dem til at mætte de forhåbentligt flere børn, som har søgt ned til dig i dag fordi de har hørt om det fra de andre.
Når de nu ser at nogle af børnene tegner sig selv vil de sikkert gerne gøre det også, så tag endelig flere billeder – og evt også nogle situationsbilleder hvor de gør noget med kroppen.

3. Dag
Nu har du efterhånden forhåbentligt lokket et lille følge til. De børn som har været der de første 2 dage er ved at være trætte af at lave tegninger af  Harry Potter og Peter Plys, men nu kommer situationsbillederne ind i billedet. Hvis du har det hele klar og printet ud, så kan børnene nu tegne sig selv igang med forskellige ting og sager. Lav dem i en skudposition og sæt dem ind på et billede af et fodboldmål eller lav dem i en løbeposition og sæt en T-rex ind bag dem. Der er masser af muligheder i det her.

4. Dag
Hvis du har fundet nogle fodboldspillere eller lignende kan du også eksperimentere med at sætte børnenes hoveder ind på dem. Det giver en sjov effekt, og børnene kan nu være både Harry Potter, Lionel Messi, Postmand Per med mere. Kun fantasien (og lidt kreativitet) sætter grænserne.
Her på den næstsidste dag (i mit forløb i hvert fald) kan det være en ide at finde eksempelvis Manga tutorials frem, så børnene kan lære at tegne selv i stedet for at tegne efter. De har forhåbentligt fået en større forståelse for nogle tegneteknikker i løbet af ugen, og hvis der er faldet lidt ro over etablissementet kan man nå at sætte sig ned og tegne lidt selv også og på den måde vække lysten hos nogle af børnene også – såfremt man har nogle evner inden for dette selvfølgelig. Denne side er et rigtig godt sted at lære og tegne manga.
http://viden.jp.dk/undervisning/tegneskole/oevelser/manga/default.asp?cid=138157

Dette giver nok nogle blod på tanden til at opsøge andre tegneteknikker. Denne side kan hjælpe med at lære børnene en hel masse.
http://www.artistshelpingchildren.org/howtodraw.html

5. Dag
Sidste dagen af mit projekt. Nu er der tid til fordybelse og til at afprøve de ting man ikke har nået de andre dage. Man kan færdiggøre sine tegninger, og man kan sidde og kigge på hinandens værker. Lav evt. en lille fernisering ud af projektet, men sørg i hvert fald for at få taget billeder og dokumenteret dit forløb. En god ide kunne jo være at lægge alle billederne ud på hjemmesiden, eller på forældreintra, så de kan nydes derhjemmefra også – og endda printes ud.

Denne bog kan være værd at investere i bagefter projektet er slut. Der er flere af den type hos Faraos Cigarer.
http://www.faraos.dk/Comic/Product/49845

Med den kan børnene sidde og lære ved tegnebordet uden du behøver at stille computere til rådighed.

Jeg har fundet mange af mine tegninger på denne side:
http://www.freecoloring.info/index.php

God tegnelyst.

Wii – hvad kan den bruges til?

I gamle dage var konsoller noget hvor man sad stille og gerne for sige selv. Man havde ikke meget social omgang med andre mens man sad der, og generelt blev det set som “nørdet”. Nu har de store konsol-producenter Nintendo, Sony osv taget kampen op og fremstiller den ene bevægelses-inspirerende konsol efter den anden. Mulighederne er mange, og begrænsningerne bliver færre og færre.

Mange af de spil som udkommer til Wii’en er nogle gamle kendinge, og Nintendo har heller ikke sluppet deres supermaskot i form af Mario. Men spillene er bygget op omkring multiplayer (flerspiller) mulighederne, så det sociale element bliver bragt ind i seancen. At spille Wii er også blevet mere og mere noget man gør til sociale sammenkomster og det er lige så meget mor og far, som det er børnene, der er engageret i spillet. Flere spil henvender sig faktisk nærmest mest til de voksne. Et af disse er Wii Fit (med efterfølgere).
Wii Fit, omhandler motion, balance og glæde ved at træne. Du kan selv vælge om du vil træne Yoga, styrketræning eller balancetræning. De forskellige spil i spillet, bærer præg af at noget er lidt mere for sjov, og er styret med Mii’er (tegneserie-agtige figurer som du skaber for at symbolisere dig selv), og andre spil er tydeligvis til de lidt mere seriøse, hvor figurerne er meget menneskeligt og præcist af-billedet.

Wii Fit giver dig muligheden for at bringe noget sjov og konkurrence ind i spilverdenen, mens du lærer børnene gode vaner om bevægelse og sund levevis. Balance spillene har klart et udtryk som passer mere til børnene, med aktiviteter som får en til at træne gennem leg. Skihop, slalom, hulahop og lignende er allesammen spil der får en til at få lidt sved på panden mens man kæmper for at klare sig bedre end sin modstander eller bare bedre end man gjorde sidst. Som en lille gulerod for de voksne kan man få målt sin vægt og sin balance og gennem forskellig træning få vist sin Wii-alder. Den første gang er det meget de-motiverende, da ens alder nærmest får en til at udvikle rynker på stedet, men efterhånden nærmer man sig, og hvis man virkelig kan knokle for det, kan man sagtens træne sig yngre end man er i virkeligheden. Det kan altså motivere!
For børnene er det selvfølgelig ikke det der rykker, andet end de nok syntes det er sjovt at se hvor gamle hinanden er. Det sjove er helt klart konkurrenceelementet, og så at få rørt sig. Der er lidt mindre samtidigt samspil i Wii-fit, end i eksempelvis Wii Sport eller Wii Sport Resort, som begge indeholder masser af børne-mindede sportsgrene. Wii sport får man efterhånden smidt i nakken, og resort er også blevet populært. Det vil sige at mange af børnene kender det, og dette vil tiltrække nogle og gøre at andre ikke gider – da de jo har det derhjemme. Der kan det være en idé at købe Wii fit (og evt en udvidelsespakke) da færre børn kender det, og der er noget som kan appellere til de lidt større af børnene i det.

En god ide til et projekt kunne være at sætte en projekter på og lave et turneringsforløb på nogle af tingene. Det kan afvikles på 1 sfo-dag, og når der er en projekter i lokalet trækker det altid masser af børn til. Det kan også trækkes frem til julefrokosten, eller personalefesten – sågar måske hvis i har en dag hvor forældrene også kommer på besøg og kan prøve det.

Specifikt for pigerne (og nogle af drengene) er der også spil hvor det gælder om at danse. Der kan følge en dansemåtte med til nogle af dem, og det giver klart et kick til begivenheden at der er lidt specielt ved de spil. Der er dog stor variation i hvor egnede de er til SFO-børn, for mange af dem har så mange valgmuligheder og tekst der skal læses på engelsk at det kræver at der står en voksen ved siden af og oversætter.

Hvis nogle af jer har haft succes med at lave projekter med Wii, eller har fundet et specielt godt spil til SFO, klub eller børnehave, så sig endelig til.

God fornøjelse – og kom så ud og brænd noget krudt af.

Vi har tidligere været inde på Wii’en og dens historie i dette indlæg.

Billederne er venligst lånt af www.IGN.com

BlockCAD – Byg med Lego

De fleste af os husker nok glæden ved at sidde og samle LEGO-klodser ud af en stor kasse med totalt blandet indhold, hvor fantasien bare kunne få frit løb. Senere blev LEGO mere solgt som færdige samlesæt, der havde en speciel funktion. Glæden var at man kunne bygge nogle meget mere detaljerede og seje ting, mens ulempen var at indholdet generelt kostede spidsen af den jet-jager man evt var på vej til at samle, og at fantasien blev låst ned i nogle meget faste rammer. Det fremgik tydeligt når man havde samlet den forbistrede jetjager efter 3 stive klokketimers intens stirren på en manual, og det gik op for en at legetøjet lige havde peaket – det havde opfyldt sit ypperste formål og var nu egentlig ikke så meget værd mere.

BlockCAD er ikke et rigtigt spil, men mere et funktionelt program, som kan bruges til at bygge noget virtuelt med LEGO-klodser. BlockCAD kan bruges til at lave en stor model af noget ved computeren og evt lave en konkurrence på SFO’en i at lave den flotteste ting, og så printe dem til ophæng. En lidt skæg måde at bygge med Lego på. Og en fordel er at du ikke finder brikkerne under sofaen, og de ryger heller ikke i støvsugeren ved et uheld.

I stedet for at printe dem til ophæng så kan alle modellerne jo sættes op på en projekter og vises for alle til et arrangement eller når alle børnene er samlet. Evt lave afstemning en afstemning af hvilken figur der er flottest – eller måske bare en fernisering, hvor alle kan gå og kigge på de flotte modeller som er blevet lavet. Nogle flere vil måske derefter finde det underholdende at afprøve programmet.

Såfremt der er lyst til det kan man jo bortlodde spillet på en cd-rom til de deltagende, selvom det er til afhentning gratis på nettet, så tror jeg børnene sætter mere pris på det hvis det bliver overrakt sådan. Det er også lovligt for jer at linke til siden hvor spillet ligger nu, eller endda at tilbyde det fra jeres egen hjemmeside.

BlockCAD er freeware og derfor gratis at hente fra en af de lovligt distribuerende sider. Jeg har selv en side med freeware-spil hvor BlockCAD kan findes på. Følg bare linket nedenfor.

Spillet kan findes her – Linket er nu repareret.

Tegneserier med Dvolver

Dvolver (tidligere DFilm) giver dig muligheden for at skabe en web-tegneserie med få midler. Der er et færdigt udvalg af figurer og baggrunde. Du kan også vælge fra et specificeret udvalg af musik som skal lægge stemningen for dine personers samtale, monolog, rendez-vous eller såkaldt pick-up (afhentning). De forskellige handlinger du kan vælge gør det muligt at vælge hvad figurerne skal gøre, hvad de skal sige, hvad baggrund og forgrund skal være, hvad musik der skal høres, og også hvor mange scener der er. Du kan vælge at lave en hel lille tegnefilm hvis du ønsker det, eller du kan lave en lille kort monolog, hvis du vil informere forældrene om noget specifikt såsom et arrangement.
Jeg har lavet en lille film for at give jer et indtryk af de forskellige muligheder der, og kvaliteten af det du laver (grafikkvaliteten – ikke indholdet…) – Som i dog nok kan se så kan den ikke vise Æ,Ø,Å og det giver desværre lidt bøvl, men prøv at se om ikke I kan gætte hvad der skal stå.

Dvolver kan altså også bruges hvis du vil bruge en af de faste figurer derinde som en form for maskot som formidler alle jeres budskaber via hjemmesiden eller lignende. Med lidt teknisk snilde ville man sikkert også kunne indtale det skrevne og afspille det samtidig med tegnefilmen og på den måde give figuren en stemme. Det vil sikkert være sjovt for børnene at se og høre, men det kræver dog et ekstern lydoptagelses program og muligheden for at afspille det samtidig.

Dvolver er bare ét alternativ hvis du vil lave en tegneserie, og muligheden for at lave en sammen med børnene er meget nem, da hele hjemmesiden er meget intuitiv og selvforklarende på trods af at den er på engelsk. Det eneste børnene skal vide er hvad deres muligheder er, og at de skal klikke på Moviemaker-linket i starten af siden. Så kan I aftale at de sender tegnefilmen til dig til sidst og du kan så lægge dem op på en side de kan se dem alle på, og så finder man projektoren frem igen og viser tegnefilm. Dette virker selvfølgelig bedst med de større børn, da teksten skifter så hurtigt at 1. klasser næppe kan nå at læse dem, hvis der står mere end et par ord.

Vi vil prøve at lave flere tegnefilm i senere indlæg for at vise jer nogle af alternativerne, men Dvolver er altså MEGET bruger/børnevenligt da alt er vist med illustrationer ved siden af dine valg. Og da du skal embedde koden eller sende den pr. email til nogen for at vise den til andre, så kommer der en naturlig censur, såfremt der er en voksne i lokalet når de arbejder med det her børnene.

God fornøjelse!