Tegneserier med Dvolver

Dvolver (tidligere DFilm) giver dig muligheden for at skabe en web-tegneserie med få midler. Der er et færdigt udvalg af figurer og baggrunde. Du kan også vælge fra et specificeret udvalg af musik som skal lægge stemningen for dine personers samtale, monolog, rendez-vous eller såkaldt pick-up (afhentning). De forskellige handlinger du kan vælge gør det muligt at vælge hvad figurerne skal gøre, hvad de skal sige, hvad baggrund og forgrund skal være, hvad musik der skal høres, og også hvor mange scener der er. Du kan vælge at lave en hel lille tegnefilm hvis du ønsker det, eller du kan lave en lille kort monolog, hvis du vil informere forældrene om noget specifikt såsom et arrangement.
Jeg har lavet en lille film for at give jer et indtryk af de forskellige muligheder der, og kvaliteten af det du laver (grafikkvaliteten – ikke indholdet…) – Som i dog nok kan se så kan den ikke vise Æ,Ø,Å og det giver desværre lidt bøvl, men prøv at se om ikke I kan gætte hvad der skal stå.

Dvolver kan altså også bruges hvis du vil bruge en af de faste figurer derinde som en form for maskot som formidler alle jeres budskaber via hjemmesiden eller lignende. Med lidt teknisk snilde ville man sikkert også kunne indtale det skrevne og afspille det samtidig med tegnefilmen og på den måde give figuren en stemme. Det vil sikkert være sjovt for børnene at se og høre, men det kræver dog et ekstern lydoptagelses program og muligheden for at afspille det samtidig.

Dvolver er bare ét alternativ hvis du vil lave en tegneserie, og muligheden for at lave en sammen med børnene er meget nem, da hele hjemmesiden er meget intuitiv og selvforklarende på trods af at den er på engelsk. Det eneste børnene skal vide er hvad deres muligheder er, og at de skal klikke på Moviemaker-linket i starten af siden. Så kan I aftale at de sender tegnefilmen til dig til sidst og du kan så lægge dem op på en side de kan se dem alle på, og så finder man projektoren frem igen og viser tegnefilm. Dette virker selvfølgelig bedst med de større børn, da teksten skifter så hurtigt at 1. klasser næppe kan nå at læse dem, hvis der står mere end et par ord.

Vi vil prøve at lave flere tegnefilm i senere indlæg for at vise jer nogle af alternativerne, men Dvolver er altså MEGET bruger/børnevenligt da alt er vist med illustrationer ved siden af dine valg. Og da du skal embedde koden eller sende den pr. email til nogen for at vise den til andre, så kommer der en naturlig censur, såfremt der er en voksne i lokalet når de arbejder med det her børnene.

God fornøjelse!

Skoleporten 1 – Kommuniker med dine kolleger

SkoleportenJeg har tænkt mig at fortælle lidt om, hvordan jeg bruger Skoleporten – en intranet-platform som en rigtig stor del af skolerne i Danmark har valgt at køre med. Det er UNI-C, som står bag platformen.
Platformen består af Skoleporten (skolens forside – hvor alle har adgang og hvor man kan vælge sig videre med menuen til andre intranet), Personale/lærerintra (som er internt for de ansatte på skolen – Personlig kæphest = Få den døbt personaleintra – spørg evt. administrator om han ville bruge den, hvis den hed Pedelintra), Forældreintra (som er for forældrene, hvor de kan se hvad der foregår i klassen for tiden – husk at lægge noget ud til dem de kan kigge på, for hvorfor skulle de ellers kigge ind) og Elevintra (som er for eleverne selv – her er der mulighed for at lægge ting ud til eleverne. Du skal dog være opmærksom på at mange skoler først åbner elevintra for den enkelte elev i 3. klasse). Der er samtidig udviklet et Børneintra, som er henvendt til børnehaver, og som vil kunne spille sammen med skoleintra. Det er da helt fantastisk!

En af de meget positive udviklinger, der kom i kølvandet med at mine kolleger kom på Personaleintra, var at det blev afmystificeret hvad “de andre” gik og lavede i den anden ende af skolen. Vi kunne pludselig blive en del af korrespondencen omkring børn og aktiviteter på skolen. Nu var pædagogerne pludselig blevet en del af børnenes sager på psykologplan osv. Vi blev husket.

Det var en skøn fornemmelse at vide, at man blev integreret i den behandling af enkeltsager og overordnede temaer, når det var relevant! Fagligheden fik et boost, og man blev også pludselig del af et team – ikke bare i overført betydning men også bogstaveligt!

Beskedsystemet i Skoleporten er nok det der bliver brugt mest. Der sendes beskeder om enkelte børn, mødeaktiviteter, nyheder, pædagogiske debatter, planlægning, opdatering af indhold, skemaændringer, samtaler og meget meget mere.
Beskedsystemet fungerer fremragende som en nem måde at inddrage alle de relevante (fag-)personer i en sag. Det gør det nemt at få informeret alle uden at skulle til at løbe rundt i et frikvarter og finde Lars, Lene og Mette, som er henholdsvis på toilettet, måske til møde hos rektor og uden for matriklen for at “få frisk luft”. Du skriver bare til dem og så kan du faktisk roligt forvente, at de har læst beskeden inden for et par dage.

Beskedsystemet stopper jo heldigvis ikke der. Næh, det gør det samtidig muligt at kommunikere med alle de andre ansatte i skolevæsenet i kommunen. Du klikker dig bare ind på Fællesnettet og så kan du skrive til pædagogerne ovre i de andre SFO’er, eller skolelederen på en naboskole, eller sågar den teknisk ansvarlige oppe på rådhuset.

SkolekomKommunikation på tværs af kommunen lyder godt, men det bliver bedre endnu. Med direkte adgang til Skolekom (Du skal have dit UNI-Login) kan du faktisk kommunikere med pædagoger og lærere på landsplan. Du får muligheden for at skrive et indlæg og besvare de andres. Du får muligheden for at vidensdele og redegøre for faglige tanker og handlinger. Du får muligheden for at spejle din institutionskultur i en helt anden kultur i den anden ende af landet. Du får muligheden ja … men desværre er der ikke mange der bider på, så aktiviteten blandt pædagoger derinde er næsten ikke-eksisterende. Det betyder at de få, men gode indlæg, der er, aldrig bliver fulgt op på, da der ikke kommer nogle svar, og når der endelig kommer svar, så er forfatteren væk. Hvis vi nu alle går derind og kigger på hvilke indlæg der er og så skriver et svar eller et nyt indlæg, så kan vi måske få lidt mere gang i PÆD-Forum derinde. Indtil da ses vi på Skoleporten.

Min artikel her om Skoleporten er første del af en serie om Skoleportens funktionaliteter. Jeg håber på at gøre det nemt for andre at bruge det ved at fortælle hvordan jeg bruger det. Hvis der er andre funktionaliteter i gerne vil vide noget om så skriv endelig. Måske kan jeg svare, ellers kan jeg lære noget nyt.

Næste artikel i serien er om “Opsætning af aktivitetskalender”.

Iportalen – Big Brother is watching you!

1984 - The movieGeorge Orwell skrev i 1948 bogen 1984 om totalitære samfunds overvågning af de civile. Siden da er udtrykket “Big Brother is watching you” (Storebror overvåger dig) blevet brugt og misbrugt om statens, forældres eller menigmands muligheder, for at se hvad andre laver (eller ikke laver). Debatten raser også fra tid til anden, om hvor meget kontrol forældre rent faktisk skal have over deres børns gøren og laden. Den debat sætter vi til side i et øjeblik og så vil jeg fortælle en meget mere positiv historie om mulighederne ved overvågning.

Nogle folk fra Iportalen var for nogle år siden forbi min institution for at høre om vi var interesserede i at bruge deres nye platform til at hjælpe os med vores forældresamarbejde, og holde styr på vores hverdag. Vi bød på en kop kaffe og snakkede med Henrik Johannesen som er pædagog på Hareskov Fritidshjem og opfinderen bag det her system, og en af de mere teknisk ansvarlige fra firmaet 2plus3, som står for kodningen af det.

De præsenterede et system, som jeg siden har drømt om at bruge, men desværre ikke har kunne. Iportalen er et afkrydsningssystem, som kan så meget mere. Hvor mange af os står og krydser børn ind på papirsedler, skriver dem ind i bøger, eller i de smarte tilfælde krydser dem ind på laminerede klasselister, der kan vaskes rene med sprit, så gør Iportalen det elektronisk. Det betyder, at alt fremmøde data faktisk ligger lige ved hånden, da det bliver puttet i databaser med det samme i stedet for besværlig protokolførsel på papir senere hen. Du kan samtidig sørge for at forældrene har et system, som gør at de med minutters varsel kan gå ind og ændre deres barns tilladelser, eksempelvis fra at de ikke må gå med på stranden til at de godt må – en problemstilling mange af os nok kender fra sommerferien. Forældrene kan opdatere deres telefonnumre og adresser elektronisk, så du kan se dem med det samme, der hvor du står, som også afhjælper mange irritationsmomenter, når eksempelvis lille Frederik er syg og ligger og kaster op ud over sofaen, men man ikke kan få fat i Frederiks mor, for hun har fået nyt arbejde siden sidst i førte kartotekskort og hendes mobil er på lydløs… nu har du pludselig en meget større chance for at have det nye arbejdsnummer…
Den irriterende klingende telefon, de mange sedler med aftaler, børn der går til aktiviteter og måske eller måske ikke kommer tilbage… alt sammen noget der kan holdes styr på med Iportalen.

Det er samtidig noget børnene kan være med til at styre. Med touchscreen skærm sat op, kan børnene selv melde deres ankomst, afgang og tilbagekomst. Det giver en god følelse af ansvar hos børnene, og for at afhjælpe stakkels neurotiske forældre, kan de også modtage en sms, når lille Pia er gået fra SFO. De kan også modtage den, hvis de vil vide, hvornår/om hun er gået til badminton, og når hun er kommet tilbage igen. De kan også gå ind og se hvis deres barn er gået med en anden hjem, og så meget meget mere…

Det eneste problem for Iportalen ifølge mig, er deres mangel på samspil med Skoleporten. For netop funktionerne (som for SFO’s vedkommende ikke er i nærheden af at være så funktionelle som Iportalens) minder så meget om dem i Skoleporten, at mange skoler nok bakker ud af en potentiel aftale med Iportalens bagmænd, med begrundelsen at de allerede har et system. Det gjorde min skole. Desværre!
Jeg fik dog at vide for nylig, at skoleporten har forøget deres samarbejde med Iportalen, for at deres databaser skal kunne spille bedre sammen. Den dag de to ting spiller sammen, der køber jeg det personligt til min institution.

Jeg har siden det besøg for nogle år siden, gået og tænkt over hvordan man kan få forbedret Iportalen endnu mere. Og da en af mine kæpheste er indarbejdelsen af whiteboards/smartboards i SFO’en, så ligger videreudviklingen lige til for mig. Udviklingen skal pege imod den bærbare, som står ved den enkelte ind/udkrydsningsansvarlige. Den bærbare skal være tilsluttet boardet, som viser med ikoner hvilke børn, der skal gå til aktivitet og hvornår. Tidspunktet kunne vises med et flowsystem, hvor tidspunktet NU vises som en bred linje, som børnenes ikoner bevæger sig op imod. På den måde kan børnene nemt fornemme, om det er snart, eller om der er lang tid, til de skal gå. Så kan de også se, hvornår de skal rydde det op, de sidder med. Denne implementering ville gøre det nemt for børn, såvel som pædagoger, at overskue dagen. Samtidig kan du jo vise billeder fra SFO’ens aktiviteter på tavlen og evt beskrivelser af kommende aktiviteter, og hvor de foregår. Med denne mulighed kan forældrene også gå ind og tilmelde sig forældremøder meget nemmere, hvis der er mulighed for at gå online ved tavlen. Så kommer man vist ikke meget tættere på at få 100% tilbagemelding.

Og så åbner vi for debatten om overvågning igen for dem med et behov for en mere “Orwellsk” tilgang til livet.

Jeopardylabs – hvad er et sjovt spil med børnene?

Jeopardy med Søren KasterDe fleste af os husker nok Søren Kaster (3. fra venstre mod højre) i rollen som manden der har svarene hvor vi skal stille spørgsmålene. Jeopardy var en landeplage såvel på TV-skærmen og også senere som brætspil.

Det sjove ved netop Jeopardy var jo at man skulle stille spørgsmålet på lettere underlige svar. “Disse 3 små ænder er nevøer til denne uheldige and” – kunne være et svar og så var spørgsmålet jo: “Hvem er Anders And?”. Måden at vende det hele om på var så simpel og dog så fængende. Det er det stadig den dag i dag.

Nu kan du med hjælp af en fattig studerendes hjemmeside www.Jeopardylabs.com prøve at opsætte dine egne kategorier, hvor flere hold kan dyste mod hinanden og du kan endda føre points derinde. Det eneste du skal supplere med er: En projektor tilsluttet en computer (hvis ikke I selv ligger inde med sådan en så har skolebiblioteket garanteret en), og lige så mange former for lyde som der er hold. Pointen er at trykke sig ind først og dernæst spørge rigtigt, så får dit hold points, men ak og ve hvis du svarer forkert thi der findes også minuspoints. Det eneste dette kræver af dig er at du bruger den tid det tager at oprette 5 kategorier med 5 spørgsmål i hver. Dette kan klares nemt ved at kigge i jeres udgave af trivial pursuit junior udgaven eller hvilke spil i ligger inde med af denne slags. Det kan også være uddrag fra jeres månedsblad så i får sikret jer at børnene ved hvad der skal foregå på SFO eller i klubben i den kommende tid. “Hanne laver dette i syværk for tiden” – “stof-elge?”, “Dette er navnet på den nye praktikant” – “Stof- Helge” hvad ved jeg – fantasien sætter grænserne. Hvis du vil prøve det af kan du bruge denne template som jeg selv har lavet som dog ligger meget op til at man kender SFO’en hvor jeg arbejder. http://www.jeopardylabs.com/play/sfo. Det er muligt at lave mange forskellige templates ganske gratis, men hvis man vil sørge for at de er private så skal man smide den nette sum af …hvad du ønsker at donere til ham – 5$ er vistnok standarden til alle jer der overvejede om 25-øren mon stadig findes online… For de penge får du din egen oversigst side over hvilke templates du har lavet, og muligheden for at de ikke kan ses af andre. Du kan også slette dem hvis du ikke ønsker de skal være tilgængelige mere. Jeg føler en vis trang til at informere om at selvom siden er på engelsk kan man sagtens lave danske templates.

Hvis i lægger nogle ud offentligt ville jeg være glad hvis i gad skrive en kommentar herinde om at I har gjort det. På den måde kan vi alle få glæde af dem. Advar dog lige hvis der er noget meget indforstået indhold i dem.

Og så lige en sidste lille kommentar. Spillet kan også bruges til underholdning til julefrokosten for voksne mennesker. Vi ved jo alle at sandheden skal høres fra børn og fulde mennesker. God fornøjelse.