Spotify – spot musik til spotpris!

Har du hørt den nye med…(indsæt kunstnernavn her)?

Nå ikke. Jamen så lad mig da lige finde den til dig på Spotify. (Selvfølgelig kan man ofte finde sådan noget ulovligt på Youtube eller lignende, men hvorfor støtte kopi-pirater hvis man kan gøre tingene lovligt?)

Spotify er et online fænomen, som er blevet bredere end bare et program eller en hjemmeside. Spotify er tilgængeligt på din computer, din mobil eller via Facebook. Faktisk kræver det nu en facebook konto at bruge Spotify.

Hvad er Spotify – ja det er lidt svært at svare på uden at blive meget teknisk. Spotify er en musikstreaming tjeneste i stil med eksempelvis TDC’s Play. Det betyder at du via et abonnement har mulighed for at finde et stort udvalg af sange – men det fede ved Spotify er at der er et gratis abonnement som er reklamefinansieret – hvilket betyder at du kommer til at høre på 30 sekunders radiojingle fra tid til anden, men hvis du i den resterende tid hører god, gratis musik er det nok det værd.
Spotify har været længe om at komme til Danmark grundet nogle ophavsrettighedsproblematikker, som nu er løst. Det var det første program af sin slags i 2009, mne der findes nu andre lignende programmer derude, hvoraf det kan være svært at finde ud af hvad er godt og skidt, lovligt og ulovligt. Grooveshark er der mange som peger på som alternativ når man læser på nettet uden at være klar over at Grooveshark måske er lovligt i Sverige, men det er altså ulovligt i Danmark. Men Spotify er ganske lovligt og abonnementspengene går blandt andet til de kunstnere som tilbyder deres musik på Spotify. Så stream med god samvittighed og brug Spotify.

Sådan ser Spotify ud- læg mærke til at reklamerne står på min playliste

Med Spotify skulle ungdomsklubben kunne spare nogle penge på musik, for det er ganske lovligt at finde ligegyldigt hvilken sang på Spotify og afspille den. Efter at have gransket EULA’en (End User License Agreement – “brugskontrakten”) kan jeg ikke finde noget der ikke skulle tillade offentlig afspilning af musikken. Hvis i skulle være i tvivl, så læs den endelig igennem selv også – gør dig selv en tjeneste og lav en kop kaffe først, for det tager sin tid.

Med Spotify får man også muligheden for at gå på opdagelse i musikverdenen. Prøv evt at lave en lille konkurrence om at finde det fedeste nummer som ingen andre har hørt om i klubben. Prøv at lave rammer for hvilken musik der skal findes – eksempelvis ikke-engelsk-sproget, ikke nordisk, ikke dansk, dansk (men ukendt), genrer, big-in-Japan eller lignende. På den måde får man åbnet op for en kæmpe musikverden for de unge, som måske endda vil støde på nogle kunstnere de kn lide endnu bedre end de nuværende hits i radioen. Jeg siger på ingen måde at Rasmus Seebach og Medina, Burhan G og Joey Moe ikke også kører på mit bilanlæg (når det altså ikke er Åh Abe eller andre børne-elskede sange). Jeg siger at ved at kigge mangfoldigt og bredt åbner man de unges øjne for at være kritiske overfor hvad de hører og dermed tager et kvalificeret valg. Mange unge søger jo netop identitet i den alder og intet skriger identitet som musikvalg! (Måske lige tøjvalg – men tingene har en tendens til at følges ad).

Her er en lille udfordring til jer. Find et nummer af en tidligere forsanger i det hollandske band Vagant! Gerne tophittet han havde. 🙂

Jeg siger ikke at det er et godt nummer, men det er da altid sjovt med en skattejagt – selv når skatten viser sig at være sund. 🙂

Lidt simplere tegnefilm med Stage’D

Stage’D er endnu et redskab til at lave lidt sjov med animerede tegning – dog er mulighederne ikke så store, som i nogle af de andre værktøjer jeg har skrevet om. (ToonDo, Dvolver og GoAnimate). Layoutet er sjovt og nemt at gå til (blandt andet fordi mulighederne er få), hvilket gør det bedre til de mindste børn end eksempelvis GoAnimate, som kan forvirre netop på grund af de mange GODE features.

Med Stage’d får du muligheden for at bruge 2 forskellige figurer, som hver især kan klædes på til forskellige typer : sørøver, dykker, ninja, jakkesæt etc. Derudover kan man så sætte dem til forskellige handlinger. De handlinger består eksempelvis i at opføre sig lidt genert, meditere fritsvævende i luften eller sparke og slå omkring sig eller enkelte andre features. Alt dette udspilles på en teaterscene (deraf navnet – Stage er engelsk for scene).

Stage’D er meget let og gå til og meget hurtigt har man skabt sig en visuel optræden på den virtuelle scene. Den kan man så se ved at trykke på Audience Preview knappen i hjørnet. Når man er tilfreds med replikker (skrevet i talebobler) og den teatralske del af ens lille stykke, kan man gemme det og dele det på facebook, eller sende et link via mail til dem man vil vise det til. Der er altså ingen embed-funktion, hvilket er ærgerligt, da man så havde haft muligheden for at sætte flere scener op ved siden af hinanden, og dermed skabe et forløb, som kunne “læses”.

Mit første forsøg så således ud: http://stagedproject.com/comic?id=1328527843

Sådan ser projektet ud.

Det passer faktisk ikke at det var mit første forsøg – for programmet mangler lige en lille detalje. Hvis du ikke har flyttet din første figur væk fra midten af scenen, inden du trykker ADD ACTOR, så ender de med at stå oven i hinanden -uden mulighed for at flytte på nogen af dem. Det gjorde, at jeg blev nødt til at droppe mit første forsøg og genstarte. Her var det jo så en god ting, at jeg ikke havde haft mulighed for at lave så mange forskellige ting.

Her skriver en amerikansk lærerinde om hvad elever kan bruge det til: http://ilearntechnology.com/?p=2383.

Hyg jer med dette lille værktøj! Det kan jo evt. bruges som en form for oplæg, inden man kaster sig ud i GoAnimate. Brug Stage’D og gør det meget nemmere, at forstå hvad det kræver af en enkelt scene og hvordan de kan bygge noget op til at begynde med, inden de bliver bombarderet med muligheder.

En af mine kommende artikler kommer til at indeholde en tutorial på dansk til GoAnimate4schools, så hvis det driller lidt nu, så vent en uge eller 2. 🙂

Et gedemarked – U-landskalender og spil (og rapmaskinen)

Så er julen ved at komme på afstand igen, men enkelte ting består stadig. Danida, Red barnet, DR Ramasjang og Serious Games interactive har lavet en spil-hjemmeside med udgangspunkt i U-landskalenderen for 2011. Spillet hedder Gedejagten og indeholder forskellige minispil.

Trommespillet minder meget om setuppet fra Guitar Hero.

I spillet gælder det om at finde din fars geder igen. Han mener de er blevet stjålet og at det er din bedste vens familie der står bag. Mottoet for kampagnen er “Skab venner ikke fjender” og som du nok kan gætte står der andre ting bag mysteriet. Du skal øve dig på tromme, skyde til måls, køre knallert og finde sommerfugle alt imens du prøver at opklare hvor din families geder er blevet af. Spillet er flot lavet og fungerer faktisk rigtig godt.

Alt i spillet prøver at sætte et fokus på virkeligheden for et barn i Sierra Leone og selvom oplevelsen er meget børnevenlig, så er man godt klar over, at det måske ikke er så sjovt, at skulle arbejde i marken hele dagen for at familien kan få mad.

Med fokus på dette kan man efter at have spillet færdigt gå ind og afprøve forskellige quizzer og lignende på hjemmesiden. Der er sågar en rap-konkurrence der kører frem til februar 2012, for 4-6 klasser. Rapmaskinen er et super brugervenligt program, som næsten burde have sin egen opmærksomhed i sin egen artikel, men jeg tror den danske rapper Jooks promoverer det meget bedre end jeg kan.

Klik på billedet for at komme til rapmaskinen.

Glædelig jul fra PÆD-IT – gratis e-postkort

Her er muligheden for at sende et julekort med email, som måske vil glæde nogle rundt omkring i verden at modtage. Der findes masser af disse sider så:  http://www.email-postkort.dk/glaedelig-jul/ er bare en af dem. Jeg har benyttet den for at sende jer alle en lille hilsen med dette indlæg.

Her kan du selv se kortet. 

Vi ses igen efter nytår hvor jeg har masser af nye og spændende artikler oppe i ærmet til jer. Glæd jer!

Og Glædelig Jul!

Lærkevang – En mælkeapp?

QR koder på Arla kartoner

Arla har lavet et spil om dagligdagen på en gård. Den fede detalje ved dette spil er muligheden for at indscanne QR-koder (quick response koder) eller indtaste koder fundet på kartonerne i skrift. Du får altså mulighed for at finde mobilen frem ved morgenbordet og indtjene “penge” til dit Lærkevang spil eller lodder til den store lodtrækning som dog finder sted meget snart. Den 19/12 finder de vinderne af nogle rigtig lækre præmier – De 10 med flest lodder vinder en Ipod Touch 32 BG og blandt de andre deltagende uddeles 350 ko-bamser eller traktorer. Hvis ikke du drak mælk før, så kan det i hvert fald i endnu højere grad betale sig nu.

Spillet kan spilles på computeren på: http://laerkevang.arla.dk/#Gaardspil/spil/ hvor du kan lave en bruger og gå i gang med det samme. Der er også mulighed for at læse lidt forskelligt om Arla, spillet og konkurrencen derinde.

Tillykke - det blev en hest!

Du har også mulighed for at blive endnu mere mobil og finde din smartphone frem. Med den i hånden sætter du dig ved havregrynene og hælder mælk på – indscanner QR-koden og modtager på den måde mønter til brug i spillet. Mønterne bruges til afgrøder, bygninger og lignende.

Som sagt slutter spillet snart så skynd jer ind og prøv dette ganske sjove koncept. Nu bliver det jo så spændende om spillet bliver liggende eller om det forsvinder…

 

Godtdukom.dk – Klokken var lidt i 10!

Navnet på kampagnen er reelt “Det er bedst når alle er her”.

“Godt du kom” er en ny kampagne-hjemmeside med fokus på fravær, frembragt af Ministeriet for Børn og Undervisning. Nu skal der sættes ind mod de skulkende snyltere, der optager en plads på en uddannelse eller i folkeskolen – uden at deltage i undervisningen. Rasmus Bjerg er hovedpersonen, da han spiller alle de syngende roller, der deltager i kampagnefilmen, men DU får nu en chance for at være med i en sektion af videoen, som du selv fremstiller… Nåh ja, og så kan du vinde en IPhone 4.

Konkurrencesangen hedder “Klokken var lidt i 10” og er baseret på Rasmus Seebachs hitsang “Natteravn”” – (som starter med linjen klokken var lidt i 5).

Jeg har ikke deltaget i konkurrencen, men har været inde og lave en musikvideo for at se hvordan resultatet blev. Med undtagelse af lidt misfarvning i billedet, som jeg lige glemte at korrigere (det kan man gøre inde i setuppet til videoen). Jeg håber at det kunne lokke nogle flere til at benytte sig af muligheden, som kan hjælpe nogle af disse syvsovere med at komme ud af fjerene om morgenen. Se min video herunder (desværre uden lyd da screencast ikke fik den med).

Jeg havde håbet på at man kunne få en embed kode til videoen bagefter den havde spillet, men jeg måtte se mig nødsaget til at finde på andre muligheder. Derfor benyttede jeg mig af Skoletubes Screencast mulighed. Der kan jeg optage en sektion af min skærm, så jeg ikke behøver finde en embedkode alligevel.

Ja, ja – ingen biologi-lektioner nu tak.

Godtdukom.dk kan du også deltage i andre konkurrencer og vinde en IPad, finde værktøjer til at diskutere fravær både i gruppen som sådan, eller i elevrådet. Samtidighar du også en uovertruffen mulighed for at bestille et wakeup-call til en der har svært ved at stå op. Hilsnen der modtages ved opringningen er kampagnemusikken samt en hyggelig mandestemme der fortæller dig at en af dine venner har bestilt opkaldet til dig. (Det bliver oplyst hvilket nummer der har bestilt opkaldet, så intet snyd – ÆV) Opkaldene kan kun bestilles i tidsrummet 5.30 til 10 (igen ÆV) så det er noget med at time hvor længe personen har behov for efter at være blevet vækket.

Det kan være rart at blive vækket dagen derpå, hvis man er i denne situation…

Men hyg jer derude, og nyd mulighederne for at ringe chefen op dagen efter julefrokosten – hvis aftenens eskapader vel at mærke gav dig noget på ham.

OBS: Vi advarer her imod at ringe chefen op tidligt efter julefrokosten hvis ikke man har noget på ham, eller at ringe ham op mens man selv er til julefrokosten og han er blevet hjemme. Det går ikke godt!