Web 2.0? Er vi ikke nået længere?

Mange vil nok mene at det der “web 2.0” er noget farligt nyt noget, men det sprøgsmål man måske burde stille er om det kan passe at vi kun er nået til web 2.0. Mange udviklinger undervejs har ført til det vi i dag kalder for web 2.0, og mange af dem har eksisteret i årevis. At hente sit indhold fra andre sider (i form af indlejringer) har været muligt lige siden PHP sproget blev opfundet – ja de klogeste hoveder kunne endda gøre det med HTML. Det er de 2 ledende kodesprog på internettet i dag, og de har været derude længe.
Indlejring blev dog først rigtig kendt da det blev muligt for menigmand, uden kodekendskab, at hente indformation fra en side og indlejre den på en anden – mest kendt under navnet embedding.

Web 2.0 er mest kendetegnet ved begreberne Cloud Computing og Saas, som jeg har skrevet om tidligere, men tænkningen i Web 2.0 består primært i brugen af informationer hentet andetsteds fra, og at hver person nu har muligheden for at udgive tanker og teorier. Web 1.0 bestod primært af firmaer, der via deres hjemmesider informerede om deres virke og produkter. I denne fase af internettet havde brugerne meget lidt indflydelse på indholdet af internettet, og det var til gengæld heller ikke så mange der havde adgang til internettet. I dag er man jo næsten oldnordisk hvis man ikke har en mobiltelefon eller en PDA på sig som kan gå på nettet.

Før i tiden var internettet udelukkende båret af information, mens det nu i næsten lige så høj grad er båret af funktion. Som brugere er dette en stor fornøjelse for os, da det giver os muligheder for at undgå indkøb af tjenester andre steder, og muligheden for at præge vores produkter selv.

Som pædagoger er der dog en hage ved det, og det er selvfølgelig børnenes adgang til computere og den mangfoldighed der venter dem derude, og hvad de dernæst kan gøre med denne. Et eksempel er når der fra tid til anden kan findes copyrightet materiale på Youtube, som børnene oftest ikke er lukket ude fra at bruge, da det jo er en ellers forholdsvis lødig side. Grundet web. 2.0 kan de med Twitter informere alle de andre børn om hvad de har fundet, og via facebook slå det op på deres profil (som deres forældre har skaffet dem adgang til) og til sidst lige dele det via elevintra på skolen, så har du et perfekt sagsanlæg der bare venter på at ske. Skolen har nu stillet en computer til rådighed for at kunne distribuere copyrightet materiale ud til alle de personer som ønsker at følge dette barn på Twitter, Facebook (eller måske bare er ven med en der kommentere på den opsatte video) og alle eleverne på skolen er klar over dette. Hvad kræver det af os? (Bare rolig jeg har en artikel i vente om elevers brug af computere i skolen, så jeg skal nok gå dybere i denne debat).

Vi vender lige tilbage til begrebet Web 2.0, for efter min mening passerede vi ind i web 2.0 for mange år siden, og vi nærmer os nu web 3.0, hvor internettet som sådan er båret af ganske få sider, der giver de andre sider mulighed for at videreformidle informationer på en smart måde. Hvem som helst kan få en blog nu (hmmm) men det er ikke bloggene der styrer internettet – det er stadig sider som Google, Facebook og Youtube. Disse sider tilbyder nemlig funktioner til de andre sider, hvilket gør ders popularitet enorm, da de ikke behøver reklamere, for du SKAL jo næsten være bruger af dem for at få det fulde ud af alle andre sider på internettet. Bare se på PÆD-it – når du har læst denne artikel så kan du jo vælge at klikke “synes godt om” og poste et link på facebook om denne artikel, som dernæst kan blive kommenteret derinde. Du kan også vælge at skrive om den på Twitter, med et link her til, hvilket igen giver muligheden for at siden diskuteres andre steder end her, og Twitter giver mulighed for at udbrede budskabet. Ofte vil du også finde en video herinde som beskriver et eller andet relevant for det emne jeg skriver om, og når du klikker på det bliver du sendt lige til Youtube, eller potentielt har jeg et slideshow fra Picasa som er udbudt via Google. Det er Web 2.0 i dets fulde brug, men det betyder også at måden vi anskuer internettet på er ved at ændre sig gevaldigt. Hvis man ser på Flock-browseren så kan man også se at måden vi vælger at anskue måden vi ser internettet på er ved at ændre sig til en yderst afrundet og hel oplevelse og altså ikke som glimt af forskellige sider.

Hvilke muligheder giver det os? Ja uendelige ligger lige for at sige, men hvis i følger med herinde så lover jeg at blive ved med at komme med Web 2.0 tanker – lige indtil vi snakker web 3.0. 🙂

Fremtidens folkeskole – nu uden flyvende Delorean.

Fremtidens skole lyder som noget med Michael J. Fox der rejser frem i tiden i en special-bygget Delorean. Der er dog ingen Delorean i denne artikel.

Lyngby-Taarbæk kommune (LTK) er en blandt mange kommuner som sætter fremtidens folkeskole på dagsordenen. Målet er at skabe visioner for hvordan skolestrategien skal se ud. Fra Undervisningsministeriets side ønsker man at højne niveauet over de næste 10 år i en sådan grad så 8. klasses elever skal have samme niveau som 9. klasse elever har nu i den danske folkeskole.

Det er der som sådan ikke noget galt i, og det er beundringsværdigt at man ønsker at inddrage lærere og pædagoger i processen til at beslutte hvordan dette skal gøres. Jeg kan forestille mig at økonomi nok kommer til at blive et emne, og der vil sikkert blive tærsket så meget langhalm på det at jeg ikke også behøver gøre det her.
Undervisningsdifferientiering, som værktøj, er allerede blevet nævnt under 2 af de hovedpunkter som LTK har fremlagt:

  1. Udfordring til alle elever gennem hele deres skoleforløb, og
  2. specialundervisning i klasserne. Igen kan man kun give dem ret i at det nok er for det bedste, og igen vil ressourcer nok blive det gennemgående. (Og igen kommer langhalmen frem og vi lader diskussionen fortsætte andetsteds).

Samtidig med at man ønsker at sætte fokus på disse ting, prøver man også at sætte nogle pædagogiske emner på banen.

  1. Læring og pædagogik: Hvordan lærer eleverne bedst? (omhandler læringsstile og miljøer)
  2. Rummelighed og inklusion (omhandler specialundervisning og pædagogisk arbejde med dette.)

Jeg glædede mig over at se disse to. Desværre fik jeg ikke meldt mig til nogen af dem, da deadlinen passerede før jeg fik sat mig ned og læst beskrivelserne igennem. Hermed en opfordring til at være på mærkerne når jeres kommune kontakter skolen om dette! Her er da alletiders chance for pædagogerne at gøre sig bemærkede på. Pædagogerne er nemlig en meget større del af folkeskolens fremtid end vi har været nogensinde før. Pædagog 2.0 blander sig i debatten og skaber sine egne rammer gennem deltagelse i beslutningsprocesserne, så vi ikke ender med at udføre vores pædagogiske arbejde på en måde dikteret af ikke pædagogisk uddannede personer.

Hvilke andre faggrupper kender i der får deres arbejde dikteret af personer, som ikke har nogen som helst forudsætninger for at vide hvad det indebær at udføre arbejdet?

Innovation var et af fokuspunkterne også og der må jeg indrømme, at jeg ærgrede mig endnu mere over ikke at have fået blandet mig i debatten. Fokus skulle være på nytænkning og udvikling, og det skriger Pædagog 2.0 i mine ører.

Loops projekt  om fremtidens klasseværelse(afbilledet til venstre) deltog i Open Architecture Challenge 2009. Prøv at se om ikke det er nytænkning af klasseværelse omgivelserne.

Fremtidens folkeskole mangler dog nogle fokuspunkter ifølge mig. Yderligere fokuspunkter kunne være:

  1. IT i folkeskolen – fokus på brugen af og vidensdeling om. Brug hinandens kompetencer mere. (Kom den bag på nogen?)
  2. Forældresamarbejdet (som dog er nævnt men ikke er udpenslet nok). Hvor meget, hvor ofte, hvordan?
  3. Kommunikation af værdier, projekter og evalueringer. Vi skal sætte fokus på hvordan vi melder ud hvad det er vi gør, for begrebet folkeskole er blevet så meget anderledes fra forældregenerationen gik der, så det kan være svært at gennemskue. Alene SFO-begrebet fandtes ikke da størstedelen af forældrene gik i skole.

Vi skal benytte vores faglighed til at løfte vores arbejde op på et plan, hvor vi kan argumentere for vores behov for ressourcer. Gennem disse 3 yderligere fokuspunkter kan vi sætte fremtiden på programmet og gøre det tydeligt at vi gør det!