Bærfolket – læs den før din kollega!

Fortællinger_om_BærfolketDet er desværre gået op for mig at ALT for få Androidbrugere har downloadet Den Gamle Fabriks (ja, dem med marmeladen) FANTASTISKE APP om bærfolket til deres smartphones. Det har jeg fået at vide da jeg kontaktede dem, for at høre hvornår der kommer flere kapitler af den kaliber, som det første sæt har været.

Hvis du ikke ved hvad det er jeg snakker om, så er jeg virkelig på nippet til slet ikke at begynde og beskrive det – for det skal opleves! Så her er der links.

Android   Iphone

Hvis nu du er typen der ikke gider at klikke på links når du sidder og læser artikler, så forbarmer jeg mig og beskriver lidt for dig. Lene Kaaberbøl , som blandt andet er kendt for bogserien om Skammerne (skammerens datter er nok den mest kendte) står bag de fantastiske historier som egner sig til børn fra 4 år og i hver fald op til 8-9 år. Anders Walter har illustreret med helt igennem fantasifulde og farverige billeder af eventyrene. Bærfolket kan også købes som bog, men som app er den altså gratis!

Bærfolket-billederHistorierne handler om Bærfolket – som er et folk meget mindre end os. De lever af at høste bær og er opdelt efter bærtyper. Indtil videre har jordbærfolket, i særdeleshed pigen Dug og drengen Remus (Remuff), været de bærende figurer og det gør de så sandelig også godt. Jeg læser appen højt fra min telefon i klassen og selv flere måneder efter at vi har læst den færdig og selvom vi har læst op til flere bøger siden, så spørger børnene stadig til hvornår der kommer nogle flere historier om Remuff (Han hedder Remus, men i skal læse historierne før i forstår hvorfor det er sjovt at kalde ham Remuff.)

Hvis ikke du selv er til at læse den højt eller dine børn ikke kan/gider læse selv, så er der hjælp forude, for Sebastian Klein har indtalt alle kapitlerne med sin karakteristiske facon og stemme.

Bærfolk-nyt kapitel

Jeg var desværre nødt til at holde mig til min smartphone, når det gjaldt højtlæsning. Det passede fint for mig når jeg skulle læse, men ligegyldig hvor stor en skærm min HTC er udstyret med, så er det altså lige småt nok at gå rundt og vise til en klasse – og man springer ikke over at vise billeder i de her historier. Jeg forsøgte mig med min Android-tablet, men desværre er appen ikke ordentligt tilpasset, så de har en masse bøvl med at man ikke kan klikke sig ind på historierne. Det er ærgerligt for der ville billederne virkelig komme til sin ret.

Det dejlige nye der er at fortælle er at det nyeste kapitel til historierne “Snogemælk og skrigeballoner” skulle udkomme i starten af marts 2013, så nu er der ikke så længe at vente – og børnene i min klasse venter mindst lige så spændt -for det er efterhånden længe siden at Remuff har været på nye eventyr!

En sjov lille anekdote at knytte til min højtlæsning fra telefonen – Min kære kollega som er mindre IT-vant end jeg selv, besluttede sig for til et møde at beklage sig over at vi nu gik og sms’ede og læste Facebook (og hvad det altsammen nu hedder) mens børnene sad og spiste. Flere af os undrede os over dette, indtil det gik op for mig at hun havde set mig gennem en rude vandre rundt med min telefon i hånden og fortælle alle børnene om de kære Bærfolk. Så der kan være en vis idé i at informere dine kolleger om hvor fremsynet og pædagog 2.0 du er, inden du går i gang med højtlæsningen.

Nøgleord: , , , , .Bogmærk Permalink.

Om Christian

Navn: Christian Toft - Ejer og Konsulent. Har siden 1998 arbejdet indenfor den pædagogiske verden, dog først som uddannet pædagog i 2003. Arbejder PT på SFO ved Fuglsanggårdsskolen i Virum. Her er jeg IT-ansvarlig og co-administrator på Skoleporten www.fu-ltk.dk. Jeg er næsten færdig med en PD i medier og kommunikation på Campus Carlsberg. Denne forventes færdig efteråret 2019. Jeg er derudover kasserer i Coding Pirates Lyngby - og aktiv i Microsoft lokalafdelingen. Jeg var med til at skrive rapporten “IT i folkeskolen” som en del af det tværkommunale samarbejde mellem 32 kommuner i Danmark. Projektet omhandlede brugen af white boards i folkeskolen. Jeg har derudover i flere omgange været inde over Lyngby Taarbæk kommunes forskellige IT og digitaliserings strategier. Et meget fagligt spændende arbejde. I forbindelse med min interesse for pædagogik og IT, er jeg begyndt at arbejde som konsulent for andre institutioner, for at hjælpe dem til at formidle sig bedre. Har tidligere haft www.connect-webdesign.dk hvor jeg lavede billigt webdesign for enmandsvirksomheder og hobbyfolk. Har tidligere ejet og kørt www.curlysworldoffreeware.com hvor jeg sammen med andre ligesindede brugere fra hele kloden promoverer kvalitets freeware (gratis) spil. Er nu tilknyttet Youtubekanalen Skæv Strøm, sammen med Martin Exner og Nick Holmberg. Vi kører også podcasten Skæv Strøm Snak.

Lukket for kommentarer.