Wordfeud – Kæppe og sten kan brække mine ben, men ord…

Der er et gammelt engelsk(sproget) ordsprog, som lyder noget i stil med “Sticks and stones may break my bones but words can never hurt me” (oversat: Kæppe og sten kan brække mine ben, men ord kan aldrig skade mig). De havde tydeligvis ikke spillet Wordfeud. De havde ikke smagt den stål-lignende blodsmag i munden når man åbner sin mobil-app og opdager at ens modstander har lagt et ord som scorede dem 256 points… (En tidligere kollega gjorde dette mod mig. Det er første og eneste gang at det er sket for mig i Wordfeud normalt bliver man ydmyget allerede ved scoringer på 40 points og opefter.)

 “Nu har jeg endelig lavet en bruger til Wordfeud, så hvem er klar på et spil – mit navn er Missylilleprinsessen86”.

Hvis du er en af de få som ikke er på Facebook, kan det være du ikke aner hvad jeg snakker om. Wordfeud er så populært for tiden at det topper flere internationale og nationale app-downloadslister. Statusopdateringer på Facebook popper op i stor stil med den klare besked: “Nu har jeg endelig lavet en bruger til Wordfeud, så hvem er klar på et spil – mit navn er Missylilleprinsessen86”.

Appen kan bruges på mange forskellige måder. Selvfølgelig kan den bruges på sin mobil i enrum mod en tilfældig modstander, eller i hård konkurrence med sine venner (eller kone/mand/kæreste). Med både klassisk opsætning af brættet og random opsætning (hvor bonusfelterne kan ligge helt tæt op af hinanden) er der garanteret masser af sjov.

En sjov brugsmulighed kunne være at sætte konkurrence op i klubben eller klassen. Sæt en tablet (optimalt 2) til rådighed hvor eleverne kan spille mod hinanden. Man kan jo sagtens lave turnering i det og dermed se hvem der vinder i klassen. En anden mulighed er at kontakte en anden klasse, klub eller SFO (3. klasser og opefter) og så konkurrere mod dem. På den måde kan man få forskellige dimensioner omkring IT og sociale omgangstoner ind. Man kan nemlig chatte samtidig med at man spiller.

Den sidste nye udgave er 2001

Som noget nyt vil Wordfeud fra denne uge blive integreret med Dansk Sprognævns Retskrivningsordbog 2001, og dermed vil der være langt flere ord spillet kan genkende. Inden du brokker dig over hvorfor det skal være en 11 år gammel udgave, så vil jeg her lige indføre at det altså er den sidste nye, og at den næste udgave er under udarbejdelse – de startede i 2006 og regner med at udgive i slut 2012.

Der er dog stadig ikke planer om at tilføje navne, da dette er imod scrabble reglerne.

Pæd-it tager gerne imod udfordringer, så søg på Chroelle og op kommer jeg. Skriv lige i chatten at du har læst mit brugernavn herinde. Hvis nogen ønsker at afprøve opsætningen med wordfeud i 2 klubber kan de jo også aftale herinde.

God ordjagt!

Glædelig jul fra PÆD-IT – gratis e-postkort

Her er muligheden for at sende et julekort med email, som måske vil glæde nogle rundt omkring i verden at modtage. Der findes masser af disse sider så:  http://www.email-postkort.dk/glaedelig-jul/ er bare en af dem. Jeg har benyttet den for at sende jer alle en lille hilsen med dette indlæg.

Her kan du selv se kortet. 

Vi ses igen efter nytår hvor jeg har masser af nye og spændende artikler oppe i ærmet til jer. Glæd jer!

Og Glædelig Jul!

Lærkevang – En mælkeapp?

QR koder på Arla kartoner

Arla har lavet et spil om dagligdagen på en gård. Den fede detalje ved dette spil er muligheden for at indscanne QR-koder (quick response koder) eller indtaste koder fundet på kartonerne i skrift. Du får altså mulighed for at finde mobilen frem ved morgenbordet og indtjene “penge” til dit Lærkevang spil eller lodder til den store lodtrækning som dog finder sted meget snart. Den 19/12 finder de vinderne af nogle rigtig lækre præmier – De 10 med flest lodder vinder en Ipod Touch 32 BG og blandt de andre deltagende uddeles 350 ko-bamser eller traktorer. Hvis ikke du drak mælk før, så kan det i hvert fald i endnu højere grad betale sig nu.

Spillet kan spilles på computeren på: http://laerkevang.arla.dk/#Gaardspil/spil/ hvor du kan lave en bruger og gå i gang med det samme. Der er også mulighed for at læse lidt forskelligt om Arla, spillet og konkurrencen derinde.

Tillykke - det blev en hest!

Du har også mulighed for at blive endnu mere mobil og finde din smartphone frem. Med den i hånden sætter du dig ved havregrynene og hælder mælk på – indscanner QR-koden og modtager på den måde mønter til brug i spillet. Mønterne bruges til afgrøder, bygninger og lignende.

Som sagt slutter spillet snart så skynd jer ind og prøv dette ganske sjove koncept. Nu bliver det jo så spændende om spillet bliver liggende eller om det forsvinder…

 

Smartphones og microtransactions – Pixeline som juvelpusher.

Alle børn kender efterhånden Angry Birds. Spillet er blevet en del af deres hverdag, når de får lov at låne fars smartphone og gå ind på spillet mens man kører bil eller slapper af på sofaen derhjemme (eller har tømmermænd). Spillet har domineret smartphone markedet siden det udkom og findes nu i flere udgaver:

  1. Angry Birds Seasons med nyt indhold ved de fleste amerikanske festdage og helligdage: Saint Patricks day, Halloween, Sommer, jul, nytår, vinter…
  2. Angry Birds Rio, hvor spillet går ud på at løslade fuglene fra filmen Rio

Mange andre spil forsøger at lege med enten konceptet at affyre ting/dyr mod forhindringer, eller at bruge eksempelvis grisene fra spillet i nye situationer. 

Angry Birds har en helt klar fordel som forældre. Der er ikke indbygget en lille forældrefælde i spillene. Der er dermed ikke de store chancer for at lille Fridolin ved et uheld tømmer fars kreditkort på at bygge ting til smølferne eller lignende.

Kreditkort-tømningen foregår gennem de såkaldte microtransactions, som er defineret ved at være indbetaling af småbeløb, ofte for spilindhold. Spillene er ofte gratis at hente, men for at få endnu mere ud af spiloplevelsen kan man evt. tilkøbe flere features, eller spilgenstande. Spillene bliver ofte kaldt Freemiums, som altså er et ordspil på Free (gratis) og Premium (som ofte dækker over ekstraordinært indhold). Spiludviklerne tjener altså penge på at folk bliver utålmodige og vil have den fulde spiloplevelse NU! Succesen er jo at enhver tænker at det lille beløb som skal indbetales (ofte under 20 kroner pr mindre indbetaling) ikke rører deres økonomi specielt meget, men før man ser sig om har man tænkt tanken at det er billigere at købe stort ind af den type indhold det gælder, og hvis man lige omregner valutaen der, så viser det sig ofte at du er ved at betale FULD pris for et normalt PC- eller konsolspil og altså er langt over priserne på de ikke-gratis spil til mobiltelefonerne.

Gratis spil? Ja det koster ikke noget at installere

For nylig installerede jeg et nyt spil på min smartphone – Pixeline og Stjernehotellet. Spillet ramte jo dejligt ind, da min 4-årige datter elsker alt hvad der har med læring og computer at gøre (gad vide hvor hun har det fra…). Jeg åbnede glad spillet op og så mulighederne i det – lige indtil humøret dalede brat, da jeg fik øje på de små juveler oppe i hjørnet. Valutaen var nemlig allerede defineret som spilpenge/credits, så jeg var straks klar over at juvelerne betød ballade for mit dankort. Juvelerne var nemlig endnu en microtransaction form, som bare lå og ventede på at min kære datter skulle gå ind og købe for 300 kroner juveler, med 3 klik havde hun mine kreditkortoplysninger linet op til brug. Her skulle der altså være en naturlig bremse, som fik et firma som Krea Games til at tænke: “Hov vores spil er til børn, gad vide om ikke vi skal lave en indbygget sikkerhedsbremse så børn ikke kan misbruge deres forældres kreditkort gennem deres mobiltelefon”. I det mindste skulle det være MEGET mere synligt at man skal til at bruge RIGTIGE penge. Pixeline er så god til at poppe op midt i spillet og fortælle når der sker noget – det ville vel ikke være for meget at forlange af vores lille lærerige veninde, at hun også lige kiggede op her og sagde “Hov vent lige lidt…”

Det føles som pusheren der tilbyder et gratis første fix….

Alt skal dog være fair og Krea games informerer både på spilsiden og hjemmesiden om, at der er mulighed for IN-GAME-PURCHASE – og de siger endda også, at man bør sikre, at ens barn ikke kan misbruge det ved at slå den mulighed fra – men det er de så også nogle af de eneste der gør! Problemet her er nok, at mange forældre ikke ved hvilken fare der lurer, og i hvert fald ikke ved hvordan man slår sådan en mulighed fra. Her er en af mulighederne at at slå “fly-tilstand” til. Det er oftest inde under “profil” – altså det sted du kan gå ind og sætte din smartphone til “lydløs”, “udendørs”, “møde” mm. Flytilstand sørger for, at ingen trafik kan forlade telefonen imens spillet kører, og dermed blokeres muligheden for at skulle få en kostbar overraskelse næste gang man går på netbank.

Det er for dårligt at man kan klikke sig uden videre til køb for rigtige penge i spil som Pixeline (folkeligt og børnelærdom) selvom de selvfølgelig har krav på indtjening, så gør det ærligt med en fastsat købspris. Det føles som pusheren der tilbyder barnet et gratis første fix….

Geocaching – far vild for sjov

Geocaching succes- en lille men spændende skat.

Efter kursus på Rådvad Naturskole er jeg blevet tændt på at give gåturene med min familie et helt nyt perspektiv. Vi skal Geocache! Og hvis i ikke ved hvad det er så kommer her en kort forklaring – skattejagt, der er lige så spændende for far og mor, som for søn og datter. Børnene elsker at finde skatten, som ofte kan ligge gemt i et gammelt hult træ, eller placeret i et hemmeligt hjørne i et lille smørhul, som man helt havde glemt at kigge efter, når man kørte forbi på vej til arbejde.
Geocaching er sjovt for far og mor, fordi de får mulighed for at gå tur med deres børn og se glæden og formålet lyse ud af børnene – og så skader det heller ikke far, at han får lov til enten at bruge sin GPS, eller sin smartphone til at lede familien på rette vej mod skatten.

Jeg prøvede det første gang for en håndfuld år siden, hvor jeg med en kammerat og hans søn kørte et godt stykke i bil for så at gå en tur i skoven og finde en af disse omtalte “skatte” – cacher. Min tanke var derfor, at der nok ikke var mange af dem, men sådan cirka en eller to pr. by og at det derfor var en noget besværlig og omstændig ting at kaste sig ud i – Der skulle jeg tage grueligt fejl. Her er et billede af antallet af cacher, der ligger i Virum (min hjemby) og omegn.

Det kom som noget af et chok for mig. Alt hvad der er markeret på dette kort af grønne og orange mærker er cacher – gule er multicacher, altså flere på en gang, og de blå spørgsmålstegn er en form for mysterier. Der er altså noget for enhver smag, og man kan engagere sig på præcist så højt niveau, som man ønsker. Der er sikkert nogle stykker tæt på dig, og om ikke andet, er det jo en fremragende grund til at tage ungerne med på tur.

Tætheden af geocacherne i Virumområdet skyldes med stor sandsynlighed befolkningstætheden i dette skønne grønne område ikke langt fra København. Det vækkede selvfølgelig min nysgerrighed, for at finde ud af hvor mange der eksempelvis var tæt på min barndomsby Svejbæk (nogle kilometer uden for Silkeborg). Her var det tydeligt at cacherne blev mere og mere spredte jo længere væk fra Silkeborg man kom, og derfor tog jeg dette screenshot af Ry – som ligger yderligere lidt væk fra Silkeborg.

Så måtte jeg jo lige undersøge om dette også kunne være et udpræget dansk tilfælde, så jeg kiggede på Krakow (hvor jeg har en kammerat bosat).
Min måde at bruge geocaching på i mit arbejde, er at opsætte poster på skolens område – og så tæt udenom, at børnene kan færdes risikofrit udenfor. Derefter kan børnene så finde dem en efter en, eller simpelthen ved at oplyse dem om alle posterne på en gang – og så se hvem der finder flest først. Dette giver dig mulighed for at lave en anden form for stjerneløb. Det kan også bruges på en skovtur med de lidt større børn, eller til at lave en skattejagt rundt på et stort friluftsområde – i københavnsområdet kunne det eksempelvis være Fælledparken, Frilandsmuseet, Kronborg, De runde haver, Rosenborg, Frederiksborg slot og mange mange flere. Udlæg jeres egne poster og marker dem på et kort. Læg dette kort online, eller prøv sågar at få det indlemmet i geocaching verdenen. Det kan jo være at der fandtes andre der gerne vil afprøve din udfordring.

Doodle – aftal møde med dine kolleger online

Doodle er et godt værktøj til at finde datoer, når man ikke lige har husket sin kalender, og skal aftale næste møde.

“Åh nej udbryder Karoline”, da det pludselig går op for hende, at den dato som hendes team har kæmpet for at finde frem til, den dato hvor de skal smide benene op hjemme hos en af teammedlemmerne og bare hygge med vin og god mad – lære hinanden at kende på en mere afslappet måde – den dato, som det har taget over et halvt år at finde frem til – ja den dato er så præcis den dato hvor alle pædagogerne skal tilbringe aftenen med at holde fest for alle børnene på SFO’en. “De slår mig ihjel når jeg siger det” er hendes næste udbrud.

Kender du det, at du skal aftale møde med skolepsykologen, forældre, eller kolleger fra andre skoler eller børnehaver. Det kan være svært at finde en dato, hvis ikke man lige sidder overfor hinanden med hver sin kalender. Når så først datoen er fastlagt, så er den yderligere bundet op på, at alle nu har husket at udfylde deres kalender ordentligt og at der ikke pludselig er glemt at skrive ind, at Faster Bent fylder 102 den dag… I sådanne tilfælde kan man altid prøve at overbevise Faster Bent om, at det først er dagen efter at han/hun har fødselsdag – men det skal jo også koordineres med resten af familien, og så er vi tilbage ved Doodle…

Doodle lader tovholderen/den mødeansvarlige invitere de involverede parter via mail, med masser af forslag til datoer og tidspunkter på dagen. Når alle så har udfyldt hvilke datoer de kan og hvornår de ikke kan, så bliver det opgjort hvilke tidspunkter det passer bedst. Der findes nu også en (yes) valgmulighed, kaldet “if-need-be”, som giver mulighed for, at man kan notere tidspunktet som et tidspunkt man ikke vil foretrække, men godt kan, såfremt alle andre kan der…

Når din agenda er udfyldt, kan du vælge tidspunkter, og deltagere og sende mailen afsted. Dermed modtager dine kolleger osv. en mail fra Doodle, hvor de kan følge et link til din forespørgsel og svare. Når den første dato nærmer sig, bliver de som ikke har svaret endnu, påmindet om at svare. Det er ikke helt dumt tænkt!

Du behøver ikke være medlem af Doodle eller modtage nyhedsbreve osv. for at kunne gøre det her. Du kan vælge at koble på med din Google-konto, Facebook eller mange andre. Se billedet.

Mod lidt betaling kan du samtidig bede om kontaktoplysninger i den mail du sender afsted – om det er pengene værd skal jeg ikke kunne sige.