GoAnimate – tegnefilmsprojektbeskrivelse (fantastisk ord)

Jeg har i den forgangne uge lavet tegnefilmsprojekt med GoAnimate med 3. klasserne, og vil involvere jer i hvordan det gik, og hvilke erfaringer jeg gjorde mig. GoAnimate er et værktøj til at lave kvalitets-tegnefilm via en hjemmeside. Det er gratis hvis man kan nøjes med de indledende effekter og figurer. Jeg vil dog mene at man sagtens kan bruge lidt penge på sitet og føle at de er brugt godt. Vi har beskrevet GoAnimate yderligere her.

TILFØJELSE I SIDSTE ØJEBLIK: Jeg fik kontaktet GoAnimates skoletjeneste og har fået en gratis konto med “teacher account” hvor jeg kan opsætte elev-accounts. Man skal dog angive et antal elever til at starte med. Du finder kontaktinformationer til deres skoletjeneste nederst på siden – men gør mig en tjeneste og nævn at du fandt GoAnimate via PÆD-it. 🙂

Inden projektstart

Jeg forberedte mig på den måde at jeg allerede havde været inde og afprøve GoAnimate og løse nogle af de opgaver man kan få derinde for at tjene badges – som også udløser den ene form for valuta der er inde på siden (af børnene navngivet “de blå mænd”).  Derudover havde jeg været inde og investere 50 US$ på at købe 5000 “GoBucks”, som er den anden form for valuta på siden. Denne valuta repræsenteres med gule mønter. GoBucks er den mest gængse valuta på siden, og kræver altså at du finder tegnebogen frem.

Dernæst havde jeg lavet nogle forsøg med at indtale “Mic Records”, altså indtaling af replikker via ens egen mikrofon/headset. Det fungerer ikke 100% optimalt, men man kan få nogle gode resultater ud af det. Den følgende video viser meget godt svaghederne. Min første replik bliver jeg nødt til at rømme mig først for at mikrofonoptagelsen fanger at jeg taler. Men noget af det sjove er at det faktisk er min kollega Allan, der har indtalt kvindestemmen, og han taler altså med sin normale stemme, som derefter kan pitches lysere eller mørkere.

Vi havde desuden lånt 14 sæt headset som børnene kunne bruge til at indtale deres egne replikker. En god ide er dog at teste at det fungerer ordentligt på de computere man skal bruge det på. Vi havde testet mikrofonerne i forvejen, men ikke at de også duede på de bærbare som skolen stiller til rådighed via en vogn man booker. Problemet opstod på Flash Player versionen på de bærbare, var for gammel til at kunne optage mikrofonoptagelser på, og vi måtte derfor droppe den del af det (i dag).

Dag 1

På førstedagen lod jeg være med at informere for meget om forløbet, men skrev bare op på vores daglidagstavle med dagens informationer, at jeg havde computerprojekt i det ene lokale. Det medførte den effekt jeg ønskede: Efter 5 minutter havde jeg 7 børn som sad og hoppede i stolene for at komme i gang. De blev sat i gang på min konto på GoAnimate, og kunne efter kort tid være i gang med at lave deres første character (tegneseriefigur). De fik den ene klare melding at figuren måtte forestille hvad som helst, men at den ikke måtte overstige 250 GoBucks. Man kan følge prisen på sin figur nede i højre hjørne når man skaber, og det gjorde det dejligt nemt for børnene at prøve sig frem og dermed finde en figur som var tilpas sej, og holdt prislejet. Det dejlige ved 250 GoBucks grænsen er nemlig at mindre ville gøre at de måtte vælge nogle af de seje muligheder fra i deres design, mens mere ville tømme GoBucks kontoen lynhurtigt.

Efter at de første havde været i gang i 5-10 minutter begyndte flere børn at kigge ned, og blev placeret ved en computer. 2 kom ned og kiggede på processen og meldte ud at “det gad de ikke” og gik igen. Efter den første tilgang havde jeg 12 børn siddende, og efter næste tilgang løb jeg tør for computere, og flere havde kommentatorer og tilskuere på, og tallet nåede omkring de 17 børn som var beskæftiget og en håndfuld der allerede havde meldt at de ville komme igen i morgen når der var en maskine fri. De 2 som gik derfra kom tilbage og ville egentlig gerne prøve alligevel, da de fandt ud af at det nok egentlig var sjovere end som så. Rummet var fyldt med en kreativ summen, og grin, når de så de forskellige muligheder afprøvet.

Vi sluttede af da flere af børnene havde afprøvet at skabe en tegnefilm og totalt fejlet (og jeg havde fri). Læs mere i vores erfaringer herunder:

Børnene skulle også have haft en grænse for hvor meget de måtte bruge på en tegneserie, for mange af dem brugte løs på baggrunde og rekvisitter til deres figurer. Dette var faktisk delvis fordi de så den lille “filmrulle” nederst på billedet og misforstod konceptet. De så de enkelte billeder som “stills” (stillestående billeder) og altså ikke som en del af en bevægelig animation. Det gjorde at de simpelthen skabte hver scene fra bunden af i hvert nyt frame. Det gjorde også at de ikke skabte flydende animationer, men derimod seperate scener. De forstod simpelthen ikke filmrulle-princippet, så det skal vi forklare som det første i morgen. Det kan for eksempel ses herunder hvor to drenge placerede de samme figurer i samme aktion, men i forskellige baggrunde (hvis nogen).

Dag 2

Dag 2 startede med opsætning af vores computere og en lille snak om hvad der gjorde en tegneserie. “Man starter med at skabe en scene i første billede, og den scene tilføjer man så på ved at trykke på det store +tegn (add scene)”. Vi illustrerede det også på tavlen ved at tegne 6 scener med en fortløbende handling. Efter at have vist børnene nogle eksempler på hvad de havde gjort forkert (se eksempelvis de ovenstående film), og vist nogle eksempler på en enkelt dreng som havde forstået konceptet, så kørte det forholdsvis smertefrit.

Børnene fik lavet flere eksempler, og nogle af dem blev faktisk rigtig gode. Nogle af børnene endte med at lave længere tegnefilm (læs 20-25 sekunder), hvor de endda skiftede scene, altså hvor deres figurer forlod første scene efter en udspillet handling der, og ankom til den næste scene, hvilket var yderst imponerende for de andre børn. Se her en noget forvirrende handling udspille sig over 44 sekunder, men der er et flow i historien, og slutningen er sjovt fundet på. De første par scener havde pigen ikke helt fod på hvordan det virkede men det ser vi bort fra.

Her er et lidt kortere eksempel på en fornuftig tegnefilm med en handling. Den kan forlænges – og vil også blive det på dag 3.


Denne pige kom sent ind og forstod derfor princippet ud fra hvad de andre lavede. Det kan altså være en god ide at lave en form for skiftehold eller et flow til værkstedet i stedet for at få alle ind på en gang.

Flere kom ind i dag og lavede figurer, men det betød altså også at vi nu er godt og grundigt ved at løbe tør for GoBucks. Vi har ca. 600 GoBucks tilbage af vores først indkøbte 5000 GoBucks. Det kan altså betyde at vi må gribe til pungen endnu en gang og købe flere. Dog har vi også haft over 30 børn igennem, som har lavet forskellige figurer, købt “props” og baggrunde. Til gengæld har vi en stor mængde tegnefilm at vise for det, og mange af dem er af en udemærket kvalitet.

Denne lille kortfilm viser tydelig en ide med en handling. Læg mærke til detaljen når solen står op og manden løber hjem efter at være skiftet tilbage fra varulv.

Dag 3

Dag 3 var en opsamlingsdag hvor vi startede ud med at investere i yderligere 2000 GoBucks (så vi nu totalt har købt 7000 GoBucks) og det viste sig at være en god idé. Mange af de børn som havde været der de forgangne to dage kom forbi enten for at fortsætte på deres tegnefilm, eller for at starte en ny en op. De havde samtidig taget et par venner med som skulle se deres kreationer. De venner endte oftest med at henvende sig og spørge om de kunne lave en tegnefilm også. Vi endte med at helt op til 5 minutter før vi lukkede af, kom der børn og spurgte. Det her må siges at være en succes. Det sværeste ved det er, at holde børnene fanget i en historie, for der er så mange muligheder de gerne vil prøve af, og der er så lidt tid til det hver dag. Vi har holdt åbent (af praktiske årsager) fra 13-15 i de 3 dage, og det har passet fremragende. Vi kunne slutte af med lysten til at fortsætte i behold, og det betød at mange af børnene kom tilbage tilbage dagen efter med nyt blod på tanden – og i nogle tilfælde med en ny ide i hovedet om hvad der skulle ske i deres tegneserie.

Til afslutning måtte vi fortælle børnene at der ikke blev mere i denne omgang og de ærgrede sig så meget at vi har tænkt os at lave en omgang mere i den nærmeste fremtid, såfremt det er muligt.

Da alt bare kørte begyndte jeg at kigge på en tegnefilm til vores hjemmeside, som kunne fortælle hvad vi lavede i denne her uge.

GoAnimate.com: Computerprojekt by Chroelle

Held og lykke med skaberlysten.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Om Christian

Navn: Christian Toft - Ejer og Konsulent. Har siden 1998 arbejdet indenfor den pædagogiske verden, dog først som uddannet pædagog i 2003. Arbejder PT på SFO ved Fuglsanggårdsskolen i Virum. Her er jeg IT-ansvarlig og co-administrator på Skoleporten www.fu-ltk.dk. Jeg er næsten færdig med en PD i medier og kommunikation på Campus Carlsberg. Denne forventes færdig efteråret 2019. Jeg er derudover kasserer i Coding Pirates Lyngby - og aktiv i Microsoft lokalafdelingen. Jeg var med til at skrive rapporten “IT i folkeskolen” som en del af det tværkommunale samarbejde mellem 32 kommuner i Danmark. Projektet omhandlede brugen af white boards i folkeskolen. Jeg har derudover i flere omgange været inde over Lyngby Taarbæk kommunes forskellige IT og digitaliserings strategier. Et meget fagligt spændende arbejde. I forbindelse med min interesse for pædagogik og IT, er jeg begyndt at arbejde som konsulent for andre institutioner, for at hjælpe dem til at formidle sig bedre. Har tidligere haft www.connect-webdesign.dk hvor jeg lavede billigt webdesign for enmandsvirksomheder og hobbyfolk. Har tidligere ejet og kørt www.curlysworldoffreeware.com hvor jeg sammen med andre ligesindede brugere fra hele kloden promoverer kvalitets freeware (gratis) spil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *