Tegneprojekt med projektor og lyskasser

Jeg har igennem noget tid tegnet og nydt at tegne, men ikke før med børn. Denne uges projekt med børnene går ud på at finde lyskasserne og projekterne – både overhead og computerbårede – frem. Find nogle fede tegninger på nettet af de ting som du ved børnene kan lide. Søg på Google med ordet og derefter “coloring” – det giver dig flest brugbare resultater. (Ex: Harry Potter coloring)

Resultaterne er ufatteligt mange, og det er derfor vigtigt at tænke sværhedsgrad, målgruppe og brugbarhed ind i det. Find et godt billede af eksempelvis Harry Potter. Det her billede skal så virke some appetitvækker for børnene. Find også mange flere, men kun et i hver kategori. Altså eksempelvis et med Michael Jackson, et med avatar, et med Phineas og Ferb, et med Peter plys, et med Spiderman, et med Mario etc. På denne her måde kan du se hvad der tænder børnenes interesse og hvad der er ligegyldigt. Kopier de valgte billeder over på transparenter, og hvis du kan så læg dem op på en hjemmeside så du kan bruge computeren til at vise dem via projektoren. Brug evt denne side: http://www.sfo-fu.dk/Diverse/Tegneprojekt.htm hvor jeg har lagt mine billeder op.

1. Dag

Find nu alle de projektorer frem som du kan, overheadprojektorer og almindelige projektorer som skal sættes til en computer. De sættes op, og med dine tegninger i hånden og en rulle overdimensioneret papir og en rulle gaffa-tape gør du nu klar til at børnene ankommer. Blyanter, og andet tegnemateriale gøres klar og så kan du da passende sætte lidt hyggelig musik på (klassisk hvis man er til det) og skabe en hyggelig stemning. Bare rolig børnene skal nok overdøve musikken når først i er i gang. De vil hygge sig gevaldigt med projektet, og bagefter har du jo nogle udemærkede farve-sider som børnene kan sidde med i ro og mag. Tag nogle billeder af nogle af børnene op af en hvid væg, med fokus på deres skuldre og op. Gerne nogle profilbilleder, og nogle billeder taget lige forfra, så børnene på anden/tredjedagen kan hygge sig med dette.
En lille ps.: Hvis du løber tør for projektorer og lyskasser, kan børnene også tape (med kontortape ikke Gaffa) tegningerne op på vinduerne, og så bruge vinduet som en lyskasse. Det kan dog være en anstrengende måde at stå på, men det løser et problem med kødannelse.

2. Dag
Print de billeder ud som du tog i går af børnene på hvidt papir. Nu kan børnene nemlig tegne omrids af sig selv på lyskassen. En god måde at gøre dette på er at vende billedet om på hovedet, så de har håret ind mod maven når de skal tegne. Ideen med det er nemlig at bryde nogle dårlige vaner. Vi ved alle sammen hvordan et øre ser ud, så selvom vi kan se et billede af et øre bagved, så tegner vi lidt henaf hvordan vi mener det ser ud, og det gør, ironisk nok, at det ligner mindre. Når du vender det på hovedet driller du din intuition lidt, for vi har ikke et lige så klart billede af hvordan et øre ser ud på hovedet (altså omvendt – de fleste ører sidder trods alt på hovedet… Den nuppede vi lige i opløbet inden Onkel Morfar slog til og var sjov der…). Når øret nu vender på hovedet, føler vi os mere tvunget til at stole på linjerne bagved og følger dem dermed nøjere. Det giver faktisk et bedre resultat, og børnene kan få lavet nogle rigtig gode resultater som de kan være stolte af og tage med hjem.
Nu kan du så finde flere billeder med Harry Potter, Phineas og Ferb og Spiderman (hvis det var dem der hittede) og bruge dem til at mætte de forhåbentligt flere børn, som har søgt ned til dig i dag fordi de har hørt om det fra de andre.
Når de nu ser at nogle af børnene tegner sig selv vil de sikkert gerne gøre det også, så tag endelig flere billeder – og evt også nogle situationsbilleder hvor de gør noget med kroppen.

3. Dag
Nu har du efterhånden forhåbentligt lokket et lille følge til. De børn som har været der de første 2 dage er ved at være trætte af at lave tegninger af  Harry Potter og Peter Plys, men nu kommer situationsbillederne ind i billedet. Hvis du har det hele klar og printet ud, så kan børnene nu tegne sig selv igang med forskellige ting og sager. Lav dem i en skudposition og sæt dem ind på et billede af et fodboldmål eller lav dem i en løbeposition og sæt en T-rex ind bag dem. Der er masser af muligheder i det her.

4. Dag
Hvis du har fundet nogle fodboldspillere eller lignende kan du også eksperimentere med at sætte børnenes hoveder ind på dem. Det giver en sjov effekt, og børnene kan nu være både Harry Potter, Lionel Messi, Postmand Per med mere. Kun fantasien (og lidt kreativitet) sætter grænserne.
Her på den næstsidste dag (i mit forløb i hvert fald) kan det være en ide at finde eksempelvis Manga tutorials frem, så børnene kan lære at tegne selv i stedet for at tegne efter. De har forhåbentligt fået en større forståelse for nogle tegneteknikker i løbet af ugen, og hvis der er faldet lidt ro over etablissementet kan man nå at sætte sig ned og tegne lidt selv også og på den måde vække lysten hos nogle af børnene også – såfremt man har nogle evner inden for dette selvfølgelig. Denne side er et rigtig godt sted at lære og tegne manga.
http://viden.jp.dk/undervisning/tegneskole/oevelser/manga/default.asp?cid=138157

Dette giver nok nogle blod på tanden til at opsøge andre tegneteknikker. Denne side kan hjælpe med at lære børnene en hel masse.
http://www.artistshelpingchildren.org/howtodraw.html

5. Dag
Sidste dagen af mit projekt. Nu er der tid til fordybelse og til at afprøve de ting man ikke har nået de andre dage. Man kan færdiggøre sine tegninger, og man kan sidde og kigge på hinandens værker. Lav evt. en lille fernisering ud af projektet, men sørg i hvert fald for at få taget billeder og dokumenteret dit forløb. En god ide kunne jo være at lægge alle billederne ud på hjemmesiden, eller på forældreintra, så de kan nydes derhjemmefra også – og endda printes ud.

Denne bog kan være værd at investere i bagefter projektet er slut. Der er flere af den type hos Faraos Cigarer.
http://www.faraos.dk/Comic/Product/49845

Med den kan børnene sidde og lære ved tegnebordet uden du behøver at stille computere til rådighed.

Jeg har fundet mange af mine tegninger på denne side:
http://www.freecoloring.info/index.php

God tegnelyst.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Om Christian

Navn: Christian Toft - Ejer og Konsulent. Har siden 1998 arbejdet indenfor den pædagogiske verden, dog først som uddannet pædagog i 2003. Arbejder PT på SFO ved Fuglsanggårdsskolen i Virum. Her er jeg IT-ansvarlig og co-administrator på Skoleporten www.fu-ltk.dk. Jeg er næsten færdig med en PD i medier og kommunikation på Campus Carlsberg. Denne forventes færdig efteråret 2019. Jeg er derudover kasserer i Coding Pirates Lyngby - og aktiv i Microsoft lokalafdelingen. Jeg var med til at skrive rapporten “IT i folkeskolen” som en del af det tværkommunale samarbejde mellem 32 kommuner i Danmark. Projektet omhandlede brugen af white boards i folkeskolen. Jeg har derudover i flere omgange været inde over Lyngby Taarbæk kommunes forskellige IT og digitaliserings strategier. Et meget fagligt spændende arbejde. I forbindelse med min interesse for pædagogik og IT, er jeg begyndt at arbejde som konsulent for andre institutioner, for at hjælpe dem til at formidle sig bedre. Har tidligere haft www.connect-webdesign.dk hvor jeg lavede billigt webdesign for enmandsvirksomheder og hobbyfolk. Har tidligere ejet og kørt www.curlysworldoffreeware.com hvor jeg sammen med andre ligesindede brugere fra hele kloden promoverer kvalitets freeware (gratis) spil. Er nu tilknyttet Youtubekanalen Skæv Strøm, sammen med Martin Exner og Nick Holmberg. Vi kører også podcasten Skæv Strøm Snak.

Lukket for kommentarer.