Skoleporten 4 – Skolehjemsamtaler – Hvor er det nu de er….?

Ting vi gør cirka 1-2 gange om året, glemmer vi hvordan skal gøres. Det kender vi vist allesammen og i særdeleshed i sammenhæng med skoleporten.

Samarbejdet mellem forældrene, lærerne og pædagogerne er vigtigt for at give børnene de bedste muligheder for udvikling og tryghed – det kan vi nok alle være enige om. Derfor er det vigtigt, at vi får alle forældrene ind til vores samtaler, og desværre virker det ikke altid optimalt, at sætte en tilmeldingsseddel op i garderoben. Derfor skal I lægge den op på intra! “Jamen vi ved ikke hvordan”… Det gør i lige om lidt – og jeg sørger også for at i undgår de klassiske begynderfejl og slipups.

“Jamen jeg ved ikke hvorhenne det er i Intra?”
Som med så mange andre ting, som handler at lægge noget på intra, så skal det findes via dit PERSONALEINTRA (som det forhåbentligt hedder hos jer). Der logger du ind som sædvanligt og går over på menuknappen ADMIN (administration). Så går du ned til punktet FORÆLDREINTRA og trykker på det. Dette åbner en mængde menuer (mængden varierer alt efter om du har administrationsrettigheder til forældreintra eller ej). Nu skal du , i venstre menurække, finde punktet SAMTALER.
Når du har klikket på den får du en oversigt over de oprettede samtaler der er, eller har været, i klassen.  Oppe i højre hjørne finder du nogle små ikoner, som blandt andet viser muligheden for at skabe en NY SAMTALERÆKKE.

“Nu er der en masse muligheder og hvad gør jeg så?”
Elementært min kære Watson –  Dine samtaler skal have en OVERSKRIFT såsom skole/hjemsamtaler – hvis det ikke er normalt, at SFO deltager så angiv det evt, da det ikke er alle forældre (og pædagoger), der opfatter SFO som værende en del af skolen.
Dernæst skal der være en BESKRIVELSE af samtalerne – Hvor foregår de, hvem deltager, skal børnene med, forventes det at forældrene har kigget på målskiver, opgaver eller lignende inden de kommer til samtalen.

Næste skridt er at angive klassen, eller i tilfælde af at der er flere klasser, der skal mødes med den samme lærer/pædagog, så kan du jo markere to klasser. Dette gøres ved at markere klassen i MÅLGRUPPE og rykke den over til højre side med ENKELTPILEN (med dobbeltpilen får du inviteret samtlige klasser på skolen – og selv om vi begge ved at du er fantastisk til at afholde skole/hjemsamtaler, så er det måske alligevel at tage munden for fuld).

Nu skal der sættes datoer af. Disse fastsættes ved at trykke på det lille kalenderikon og dermed vælge UDPEG DATO. Nu afsætter du så den dato, eller de datoer, som du har besluttet og sikrer dig undervejs, at du ikke ved et uheld er endt i næste år, fordi du prøvede at skifte til næste måned, men trykkede på den forkerte knap. Det er desværre alt for nemt at lave denne fejl.
Så skal du vælge et tidsinterval, og der får du nogle valgmuligheder. Normalt (hos os) er samtalerne på 15 minutter, men i nogle klasser vil man gerne have 5 minutters PAUSE mellem samtalerne (i andre klasser vil man godt have flere års pause mellem hver samtale) og det er der desværre ikke automatisk mulighed for at tilføje i Skoleintra. Så hvis i ønsker det, kan i enten tilføje det senere i oprettelsen (MEGET BESVÆRLIGT), eller i kan vælge at sætte 20 minutter af til samtalerne herinde og så i beskrivelsen skrive at samtalen varer 15 (LIDT MISVISENDE OG VIL BLIVE MISBRUGT) og dernæst bruger pædagogerne og lærerne 5 minutter på at vende de aftaler der er blevet lavet (og tisse). Hvis i hellere vil have 15 minutter eller mere som pause på et tidspunkt i løbet af dagen (MEGET NEMMERE), så skal i ikke gøre noget endnu – det kommer jeg tilbage til.

Dernæst skal i have afsat en periode, for hvornår fra og til man kan melde sig på disse samtaler. Jeg vil anbefale jer, at sætte tilmeldingsstart til den selv samme dag i opretter samtalerne, for så får i en hurtigere tilmelding. Jeg vil også råde til at tilmeldingsfristen ikke bliver alt for lang, da mange så vil udsætte at skrive sig på.
Husk på at der ofte er nogle, som ikke lige få gjort det, eller ikke havde opdaget, at du havde skrevet noget ud på opslagstavlen, ophængt notits på klassedøren, nævnt til forældremødet og skrevet personlige beskeder til dem på intra i flere omgange. Sådan er det! Husk derfor blandt andet at markere med flueben i den lille boks ved siden af “skal der automatisk dannes et opslag, som gør opmærksom på samtalerne”. Hvis i bruger aktivitetskalenderen, kan det også være en god ide at sætte flueben i feltet, om at det skal tilføjes til aktivitetskalenderen.

“Skal jeg så klikke på næste?”
Ja, hvis du er tilfreds med det du har skrevet- ellers kan du altid vende tilbage og redigere i det, men det er selvfølgelig nemmere, at have styr på det inden du går videre.
På næste side er der to vigtige ting du skal være opmærksom på: Hvornår STARTTIDSPUNKTET er for samtalerne og hvilket ANTAL SAMTALER der skal være.
“Nemt nok” tænker du – “Børnene har fri fra skole klokken 13, så der starter vi!” NEJ – skal du ikke både tisse, have en kop kaffe med, finde papirerne frem og have børnene ud af døren i klassen. Sæt tid af til at nå frem til lokalet, gøre dig klar og have taget en dyb indånding, inden det første hold forældre træder ind af døren, for ellers er du allerede forsinket, inden du er begyndt. Her går jeg udfra at i, lige som jeg, er en del af undervisningen.
“Ok, men antallet af samtaler, det har jeg tjek på” tænker du – “Der er 22 børn i klassen så det må jo betyde 22 samtaler afsat”. NEJ, vent lidt – vil du ikke gerne have en pause i løbet af samtalerne? Jeg skrev højere oppe, at hvis man ville have en pause på lidt længere tid, så ville jeg forklare det senere. Det skal jeg nok, men lige nu skal du kun tage stilling til hvor lang pause du vil have, og hvor mange. Hvis dine samtaler er sat til at vare 15 min, og du gerne vil have 30 min pause, så sætter du 2 yderligere samtaler af på antallet. Husk dog på hvis du har fordelt samtalerne over 2 dage og gerne vil have 30 minutter begge dage, så skal du afsætte det dobbelte – altså 4 samtaler oveni. Jeg skal nok forklare hvorfor om lidt.
Husk at tænke på om samtalerne skal fordeles ligeligt på de to dage, eller om i gerne vil starte blødt ud med lidt færre, eller måske tværtimod gerne vil have overstået en ordentligt bunke til at begynde med, så det ikke bliver så tungt i den anden ende, når man er lidt mere udmattet.

Ok – og når jeg har tjek på antal og starttidspunkt, så skal jeg trykke på næste igen ikke?
Jo, gør du bare det. Så vil du komme til en side, hvor du kan se dine samtaler sat op med tidspunkter. Her er det fristende lige at begynde at ændre på et tidspunkt for at sætte en pause ind, men som lovet så skal jeg nok sørge for, at i får klaret det på en meget bedre måde. Problemet er nemlig, at tidspunkterne ikke tilpasser sig, når du ændrer et sted. Så du skal altså ændre hele planen igennem, hvis du vil sætte 5 minutter ind et sted. Så se efter om datoerne er som de skal være og om starttidspunktet holder. Tæl også for en sikkerheds skyld efter, om samtalerne er fordelt, som du ønsker det på de to dage. Hvis alt stemmer, så lad det endelig være og vælg at gå videre.

“Alt ser ud til at stemme men du sagde at du ville lære mig at lægge pauser ind?”
Og det er vi nået til nu! Pauserne kan lægges ind ganske smart ved nu at gå ind og vælge TILMELDINGER oppe ved de små ikoner. (Se illustrationen)
Når du har klikket der, kan du se det følgende billede:
Hvis du klikker på ansigtet markeret med gult (eller faktisk bare på den hvide ramme ved siden af), kommer der en pop-up, hvor du får mulighed for at reservere en tid til en elev, sætte et navn på tiden, hvis der er en elev, du ved skal have den første eller sidste tid (eller måske den før pausen, så der er lidt ekstra tid, hvis der er behov), men du får sørme også mulighed for at vælge PAUSE nederst. Det giver dig altså muligheden for at opsætte en bestemt tid som pausetid.

Nu er der kun tilbage at klargøre hvad der skal siges til samtalerne og aftale hvem der siger hvad. God fornøjelse.

Nøgleord: , , , , .Bogmærk Permalink.

Om Christian

Navn: Christian Toft - Ejer og Konsulent. Har siden 1998 arbejdet indenfor den pædagogiske verden, dog først som uddannet pædagog i 2003. Arbejder PT på SFO ved Fuglsanggårdsskolen i Virum. Her er jeg IT-ansvarlig og co-administrator på Skoleporten www.fu-ltk.dk. Jeg er næsten færdig med en PD i medier og kommunikation på Campus Carlsberg. Denne forventes færdig efteråret 2019. Jeg er derudover kasserer i Coding Pirates Lyngby - og aktiv i Microsoft lokalafdelingen. Jeg var med til at skrive rapporten “IT i folkeskolen” som en del af det tværkommunale samarbejde mellem 32 kommuner i Danmark. Projektet omhandlede brugen af white boards i folkeskolen. Jeg har derudover i flere omgange været inde over Lyngby Taarbæk kommunes forskellige IT og digitaliserings strategier. Et meget fagligt spændende arbejde. I forbindelse med min interesse for pædagogik og IT, er jeg begyndt at arbejde som konsulent for andre institutioner, for at hjælpe dem til at formidle sig bedre. Har tidligere haft www.connect-webdesign.dk hvor jeg lavede billigt webdesign for enmandsvirksomheder og hobbyfolk. Har tidligere ejet og kørt www.curlysworldoffreeware.com hvor jeg sammen med andre ligesindede brugere fra hele kloden promoverer kvalitets freeware (gratis) spil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *