Første skoledag – er du parat eller tror du det bare…?

Når man snakker om at være skoleparat, så kan det gælde to meget forskellige ting. Er du moden og klar til at rykke over i en børnehaveklasse fra den trygge, indhegnede og beskyttede børnehave, eller skal du blive et år mere. Rygterne siger, at det fremover skal være nemmere at lade et barn vente og blive klar – men det skal denne artikel ikke handle om. Denne artikel skal være en lille vejledning til nogle af de mere oversete elementer af skolestart, som mange forældre simpelthen ikke ved kan være gode at tænke på.

Materialelisten til et skolebarn er lang, især hvis du spørger drengen eller pigen selv. Der skal være madkasser, skoletaske, gymnastikposer, penalhuse, blyantspidsere, sakse, linealer og hermetisk indpakkede viskelædere (som opnår en sådan idolstatus at de aldrig må pakkes ud eller bruges – og ve den som prøver)! Det hele skal helst være prydet med Hello Kitty, Christiano Ronaldo/Messi, Hannah Montana, Bionicle, Lego Star Wars, eller Spiderman. Det er alt sammen fint nok, men der er detaljer, som det utrænede øje ikke ser.

Hvad skal man have med og er det fint nok det vi har? Det er et spørgsmål, I bør stille jer selv.
De fleste vælger den meget populære løsning: at købe en samlet taske, penalhus, madpakke mm sammensætning. Det vil sige hele temapakken fra Hello Kitty eller FCK. Problemet ved at gøre dette, er oftest, at penalhuset, som indeholdes i tasken, er af den sammenklappelige type med små stof-elastikker hvori blyanter og lignende med megen møje og besvær af små børnefingre skal klemmes ned i – dette kan tage ævred fra et hvert ny-startet skolebarn, og deres klassevoksne, som bruger meget tid på at afhjælpe netop dette problem. Hjælp børnene og køb dem et rundt “pølse-penalhus” – der kan de rode og regere rundt, uden at have problemer med at finde netop den farveblyant de har behov for. Og når vi så snakker farver, så er det obligatorisk at have både almindelige blyanter (grå) og farveblyanter -samt tuscher – med i sit penalhus sammen med saksen, limen og linealen. De tuscher og blyanter, som følger med tasker og penalhuse fra start af er noget værre bras for at sige det lige ud. Blyanterne skal spidses to gange pr. tegning og derefter afgiver både de og tuscherne lige præcis nok farve til at øjet kan opfange det. De er med andre ord ikke prangende i kvalitet!

Intranettet er noget der SKAL kigges på og tjekkes minimum ugentligt. Såfremt der skal være nogle større begivenheder i klassen så tjek også dagen inden, da det er det nemmeste sted at informere alle hurtigt. I skal kontakte skolens kontor, hvis i af en eller anden grund ikke kan finde/huske jeres kode. (Med mindre man er på min skole, så kan man nemlig godt sige det til mig. :)) Det er synd for børnene når forældrene gang på gang misser vigtige beskeder på “intra”, fordi de ikke husker at tjekke den. Det giver også et signal til børnene om at hjemme hos dem går man ikke op i skolen – underforstået “så hvorfor skal jeg”…

Toiletbesøg og lignende ordnes inden klokken ringer, og man kan selvfølgelig i en alder af 5-6 år selv tørre sig bagi og ramme kummen når man står op og tisser. Hvis man ikke kan tørre sig bagi, bliver det en noget ensom fornemmelse at sidde ude på toilettet og prøve at råbe en lærer op som befinder sig et godt stykke nede af gangen, bag 2 lukkede døre i gang med at give en besked til 22 andre børn, som ikke kan hverken sidde eller tie stille. Forestil jer det billede, og så er det vist i gang med toilettræningen, hvis man ikke har lært det endnu. Det er også en god ide at have lært børnene om hygiejnen i form af håndvask. Alle kan lide kæledyr, men børneorm og fnat er bare ikke lige så sjove at gå tur med, som en hund eller en kat.

Alle kan lide kæledyr, men børneorm og fnat er bare ikke lige så sjove at gå tur med som en hund eller en kat.

Samtaler er der sikkert et tilbud om når i begynder i skole og SFO. Pædagogerne og lærerne vil gerne kende jeres børn endnu bedre. Det er alle tiders chance for jer til at forklare hvorfor jeres barn er som det er og hvilke forbehold der helst skal tages når det gælder dem. Vær der til tiden og vær forberedt, for så får i det bedste ud af samtalen, og tiden er bare blevet mere presset da begge faggrupper er blevet skåret i timer hele vejen rundt.

Vær et godt eksempel…! Og lær dem ansvar.

Når i nu skal starte i skolen, så lad være med at fortælle om hvor slemt det er at ryge ned på rektors kontor – for han er med stor sandsynlighed en af de første mennesker de kommer til at skulle stå ansigt til ansigt med – og det sidste billede vi ønsker at give børnene er at han er en form for nazi-officer der går runder og tjekker den nye ladning jøder an inden han gasser løs. Lad dem vide at han er den der bestemmer, men er en rar mand, som gerne vil hilse på dem og byde dem velkommen. Dette gælder også for lærere, børnehaveklasseledere og pædagoger.

Når i skal følges ad i skole og tasken skal slæbes med så lad barnet bære tasken, for i går ud af døren om lidt og så skal de altså være klar over at den er deres ansvar. Lad dem også lægge madpakken på plads selv, så de ved hvor den er, når de skal finde den senere. Ansvar giver selvtillid, og selvtillid er en vigtig ting at have som nystartet skolebarn.

En lille MEGET fornuftig tjekliste:

Støt dit barn i at blive skoleparat

  • Træn barnet i at binde snørebånd, åbne og lukke små knapper og lynlåse
  • Læs højt for barnet hver dag, syng sange og øv rim og remser
  • Hvis barnet er lidt kluntet, skal det især udfordres motorisk: gå på legepladser, brug kantstene til at gå på line, køb bolde, hinkesten, kridt og sjippetov, træn med den tohjulede cykel
  • Giv barnet små huslige opgaver: kartoffelskrælning, borddækning osv.
  • Snak med barnet om, hvad skolen er, og hvad man laver, gå over og kig på skolen
  • Opmunter barnet til at være social, invitere venner med hjem, m.v.
  • På vej hjem kan I lege bogstavleg, når I går forbi skilte og butiksfacader. Lad barnet tælle røde biler, svaner i søen eller andre ting
  • Tal også jævnligt om, hvordan man behandler andre. Snak om, hvad man gør, når nogen er ked af det
  • Øv barnet i ikke at afbryde, fx når du taler i telefon
  • Det vil være en fordel, hvis barnet har lært at møde andre venligt og kan de almindelige sociale former, så som at sige goddag og farvel, undskyld, tak m.v.
  • Hav forventninger til, at børnehaven også deltager i at gøre barnet skoleparat. Børnehaven bør have “skolestue” for de større børn på 5-6 år. De får derigennem kendskab til, hvad man laver i skolen, og vil få en nemmere overgang fra børnehave til skolestart

Jeg håber i tager denne artikel som den hjælp til jer og jeres børn – sådan er den tænkt.

Og med det sagt: Velkommen i folkeskolen! 🙂

Nøgleord: , , , , .Bogmærk Permalink.

Om Christian

Navn: Christian Toft - Ejer og Konsulent. Har siden 1998 arbejdet indenfor den pædagogiske verden, dog først som uddannet pædagog i 2003. Arbejder PT på SFO ved Fuglsanggårdsskolen i Virum. Her er jeg IT-ansvarlig og co-administrator på Skoleporten www.fu-ltk.dk. Jeg er næsten færdig med en PD i medier og kommunikation på Campus Carlsberg. Denne forventes færdig efteråret 2019. Jeg er derudover kasserer i Coding Pirates Lyngby - og aktiv i Microsoft lokalafdelingen. Jeg var med til at skrive rapporten “IT i folkeskolen” som en del af det tværkommunale samarbejde mellem 32 kommuner i Danmark. Projektet omhandlede brugen af white boards i folkeskolen. Jeg har derudover i flere omgange været inde over Lyngby Taarbæk kommunes forskellige IT og digitaliserings strategier. Et meget fagligt spændende arbejde. I forbindelse med min interesse for pædagogik og IT, er jeg begyndt at arbejde som konsulent for andre institutioner, for at hjælpe dem til at formidle sig bedre. Har tidligere haft www.connect-webdesign.dk hvor jeg lavede billigt webdesign for enmandsvirksomheder og hobbyfolk. Har tidligere ejet og kørt www.curlysworldoffreeware.com hvor jeg sammen med andre ligesindede brugere fra hele kloden promoverer kvalitets freeware (gratis) spil. Er nu tilknyttet Youtubekanalen Skæv Strøm, sammen med Martin Exner og Nick Holmberg. Vi kører også podcasten Skæv Strøm Snak.

Lukket for kommentarer.